Kronik

Selvbebrejdelsen var som en kniv med modhager

Mine blå mærker forsvandt sammen med relationen til min mor. Men når mørket faldt på, kom tvivlen snigende. Så lå jeg dér i min seng på førstesalen i et røvkedeligt hus i en røvkedelig by og følte, at det var mig, der havde svigtet
Mine blå mærker forsvandt sammen med relationen til min mor. Men når mørket faldt på, kom tvivlen snigende. Så lå jeg dér i min seng på førstesalen i et røvkedeligt hus i en røvkedelig by og følte, at det var mig, der havde svigtet

Freja Hougaard Bagge/iBureauet

Debat
8. august 2015

Jeg kan stadig huske kommunen med de automatiske døre og den fede dame på kontorstolen med det gode liv og de ordentlige børn hjemme på sofaen. Så stod vi der. Tre beskidte piger, den mindste med vorter på begge hænder, mig med mine flyveører og et mellemrum mellem tænderne og en storesøster med dårlig hygiejne og en gennemgående tvivl på, om det nu også var det hele værd at stå her og glo.

For det meste troede jeg ikke på det. Men sådan gik tiden, mens vi flyttede fra den ene adresse til den anden, inden for det samme postnummer og skoledistrikt. Jeg voksede op i Ulfborg på den jyske vestkyst. Her kender alle hinanden, og alle passer sig selv. Her kan olien ikke vaskes af mandehånden, og gyllen hænger tungt i luften.

Det så sort ud i min lille familie. Tomme køleskabshylder og lunger fyldt med cigaretrøg. Surt vasketøj og en mor der tæskede os.

Det skete nogle gange, at jeg tog mine søstre i hånden og gik den skamfulde vej til kommunen og henvendte os ved skranken i håb om, at en voksen ville hente os, stoppe volden, give os ordentlig mad og ordentligt tøj. Men på kommunen troede de vist ikke rigtig på os. Jeg håber næsten, det var derfor. Dengang havde sociale flygtninge og omsorgssvigt ikke det samme fokus som i dag. I hvert fald skete der ikke en skid, dengang i slutningen af 1990’erne, hvor Ulfborg Marked var årets brag, og Johnny Reimer jodlede byen i bund.

Da revselsesretten blev afskaffet, kunne min mor ikke længere legalisere sine bank udadtil, og retrospektivt ville det have været et godt tidspunkt for Ulfborg Skoles ellers så veluddannede personale at skride ind. Men det skete ikke, og jeg var ikke selv i stand til det. Jeg troede faktisk på hende, når hun sagde, at det var min skyld, at hun slog mig. Jeg fandt på undskyldninger for hende. Jeg prøvede at ordne mit liv, så jeg ikke overtrådte hendes grænser. Og når hun alligevel fik et af sine anfald, bebrejdede jeg mig selv, at jeg ikke havde været forsigtig nok

En flyvende fis

Som barn tænkte jeg, at alle mine hemmeligheder kunne ses uden på tøjet. For mig skreg alt til himmelen om, at det sgu ikke kørte 100 procent godt i det lille hjem. Når jeg i 2. klasse ikke kunne sidde på min stol på grund af de blå mærker efter slagene, bad jeg til Gud (ham troede jeg på dengang) om, at min klasselærer hev mig til side, snakkede med mig og spurgte mig … om ting. Det skete naturligvis ikke, og sådan gik otte år slag i slag, som otte år nu kan gå, når man lever et lorteliv i en barnekrop og alligevel får det bedste ud af situationen. Jeg kan da godt huske et halvhjertet forsøg på noget aflastning og en mand, der hev mig ud fra undervisningen og stillede mig nogle underlige spørgsmål. Han kendte i øvrigt min mormor, men han fik ikke en flyvende fis ud af lille Trine P.

Det var omkring den tid, at min mor blev gravid med Ulfborgs mest fordrukne sjæl. I dag hænger han sikkert stadig på den lokale. Så sidder han dér på barstolen, hvor han selv voksede op, og han bliver formentlig siddende, til hans lever står af. Men dengang fik han altså en søn med min mor. Det stærkeste lille drengebarn med de smukkeste øjne.

Min lillebror var bare ikke nok til at holde mig derhjemme. Jeg måtte væk. Jeg måtte ud. Det havde jeg på en eller anden måde vidst lige fra den dag, jeg opdagede, at jeg kunne løbe rigtig stærkt. Jeg ville rejse mig og løbe ud af huset og flygte ud i skoven. Og det lykkedes på en måde.

Jeg flyttede ind hos min far. Han var det bedste alternativ på trods af sin ludomani – som de kloge kalder det. Hans kæreste, Birthe, kunne godt holde det ud dengang, og de havde et stabilt hjem. Jeg flyttede ind til kærlighed og madpakke og rent tøj og ren hud. Jeg flyttede ind til en cykel og en hund og et helt almindeligt, kedeligt liv bag grå, almindelige mure i et gråt, almindeligt hus. Det var mere, end jeg kunne drømme om. Det jævne liv.

I takt med at mine blå mærker forsvandt i efterårsbrisen, gjorde relationen til min mor det samme. Men hun havde alligevel ikke helt sluppet taget i mig. Når mørket faldt på, kom selvbebrejdelsen over at have vendt hende ryggen snigende. Nu lå jeg dér, på min seng på førstesalen i et røvkedeligt hus i en røvkedelig by. Jeg følte, at det var mit ansvar at få min familie til at fungere, og at jeg havde vendt mine søstre ryggen. Selvbebrejdelsen stak i mig som en kniv med modhager.

Jeg blev ved med at finde på de samme undskyldninger for min mor. Hun havde det også svært. Min stedfar var alkoholiker. Jeg vendte det indad, alle de gange hun havde råbt og savlet mig i hovedet af vrede og slået mig og hevet mig i håret og skreget til mig, om jeg var kommet på bedre tanker. Den dér mærkelige dobbelthed sad stadig i mig: På den ene side var jeg sindssygt vred på hende, og på den anden side havde jeg en mærkelig forståelse for, hvad hun havde gang i. Jeg havde stadig et behov for at være loyal. Hun er jo min mor, og det kan intet lave om på.

Men alt det røvkedelige ved at bo hos min far gav mig alligevel en slags overskud. Du vil jo noget mere end det her, Trine, sagde jeg til mig selv. Og for seks år siden forlod jeg Ulfborg for altid.

Venter på lillebror

Nu sidder jeg i Københavns Nordvestkvarter under et HAY-tæppe i min seng i en lejlighed, som jeg fik lov til at låne til af banken, fordi jeg fortalte min rådgiver, at det dér med at have et sted at bo, det måtte han forstå, det betød ... virkelig ... alt!

Jeg er under uddannelse, jeg har en kæreste og funktionelle relationer. Og selv om jeg fra tid til anden stadig bliver overmandet af dårlig samvittighed – det vil jeg formentlig gøre resten af mit liv, for jeg vil altid føle kærlighed til min mor og familie – så ved jeg i dag, at intet af det, jeg blev udsat for som barn, var min egen fejl. Også selv om jeg stadig kan blive grebet af den flovhed over for min fortid, som jeg delte med mine søstre, da vi gik ned til kommunen.

Min fejl består i, at jeg var for længe om at indse, at skylden var min mors og på ingen måde min egen. Det var først, da jeg tog mig sammen til at forlade Ulfborg, at det for alvor gik op for mig, at jeg havde taget fejl. At min mor var 100 procent galt på den, når hun sagde til mig, at det hele var min egen skyld.

I dag har jeg ikke haft kontakt til hende i fire år. Jeg tænker tit på, at hun stadig trækker vejret et sted. Sådan tænker jeg om alle de familiemedlemmer, jeg ikke taler med. Men jeg er kommet videre. Og de mange fejl og svigt har først og fremmest præget mig i en positiv forstand. Jeg har samlet mig selv op.

Med årene er alt faldet til ro i mit sind, og mine oplevelser har givet mig en dyb forståelse for, at alle mennesker tager fejl og begår fejl en gang i mellem. Alle har noget med i rygsækken, som får dem til at handle, som de gør. Jeg har ikke tilgivet min mor – det kommer jeg aldrig til – men jeg har en forståelse for de ting, hun har gjort. Hun havde også selv haft det hårdt.

I dag tør jeg godt at sidde her i min seng og skrive det her, mens alle andre er på festival. Jeg tør godt sidde her og fortælle min historie, mens jeg venter på et opkald fra min lillebror med de smukke øjne. Det kommer, når han engang forstår.

Trine Pedersen er 25 år gammel og lærerstuderende 1.-pladsen i årets kronikkonkurrence modtager en kulturrejse med Cultours.dk af en værdi på 7.945 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"...dengang i slutningen af 1990'erne".
Troede, det var en beretning fra 1950'erne.
Jeg er rystet - men godt, at du åbnede mine øjne, Trine.
Forhåbentlig har du også åbnet andres.
Ønsker dig et godt liv og forbander alle kommunale socialarbejdere langt ned i H.....!

Majbritt Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar