Kommentar

Skam jer!

Den konservative nypuritanisme og den venstreorienterede identitetspolitik har en ting til fælles: De bruger begge skammen som et retorisk instrument for at fremme deres egen politiske agenda
Debat
15. august 2015

En overraskende alliance er opstået i tidens ellers så delte og ophedede debatklima. Man kunne kalde det en ’affektiv alliance’ forenet om skammen. Det nye fokus på skam har fået de argeste modstandere til ufrivilligt at tale det samme sprog og hylde et ellers forkætret og udskældt begreb i den vestlige kultur. Skam – den store sorte skygge fra den kristne arvesynd er vendt tilbage i en ny opdateret version. Skam 2.0 kunne vi kalde den.

I et indspark i Berlingske i slutningen af sidste måned glæder den nationalkonservative kommentator og lektor ved Syddansk Universitet, Søren Hviid Pedersen, sig over, at kvinder på de danske badestrande ikke længere vil vise bare bryster, men i stedet dækker sig til. Nøgen hud i det offentlige rum er nemlig »udtryk for skaberi og normløshed« og en mangel på skam.

»Et menneske, der ikke kan skamme sig, er et menneske uden moral og anstændighed. Det er et menneske som, i pubertær selvtilstrækkelighed, kun har ét mål, nemlig at realisere sig selv, vise sig frem som et såkaldt frit og tolerant menneske,« skriver han og ser altså skammen som en positiv og nødvendig social regulator, der kan disciplinere vores kropslige udtryk og offentlige opførsel. Tidens kulturkonservative gør det muligt at fremhæve social skam som en kulturel gevinst. Stiff upper lip og Victoriatidens England synes ikke langt væk.

Født i synd

Den konservative tradition taget i betragtning er det måske ikke så overraskende her at finde et forsvar for den sociale skam. Mere opsigtsvækkende er det imidlertid, at den stik modsatte fløj også har indoptaget skammens retorik og logik. Her finder vi især skammens logik som en del af identitetspolitiske teorier om race og køn. Et eksempel er begrebet strukturel racisme som senest fremført af lektor på Roskilde Universitet, Julia Suárez-Krabbe i Politiken, under overskriften »Racismen er din vuggegave« (13. juli).

En vuggegave er som bekendt noget, man er født med og ikke kan undslippe. Når Suárez-Krabbe skriver »din«, så er det underforstået, at det refererer til den hvide normalitetsdansker, som altså er født ind i racismen. Den strukturelle racisme er overindividuel som en del af vores sprog, kultur og historie – og dermed uundslippelig. Hvis man er bevidst racist, kan man måske ændre sit syn på verden gennem oplysning, uddannelse, rejser og så videre, men som en del af den strukturelle racisme er vi (hvide vesterlændinge) på forhånd fortabte.

»Du lever i en strukturelt racistisk verden, hvor nogens vuggegave er andres eksklusion, endda død. For Holocaust er, som kolonialismen, slavehandlen, og krigene i Irak og Afghanistan, også din vuggegave. Racisme er ikke et badge, du kan tage af, når du beslutter, at du ikke er racist,« skriver Suárez-Krabbe.

Den logiske konsekvens af denne pessimistiske diagnose er, at det eneste, der er tilbage at gøre, er at skamme sig. Skamme sig over at være hvid, europæer, mand, heteroseksuel osv. Og så ellers prøve at rense ud i sproget, så man ikke støder andre. På grund af historien (især kolonitiden og nazismen), den ulige fordeling af rigdom og ressourcer og de mange overgreb mod eksempelvis sorte i USA – eller med andre ord Verdens Uretfærdighed – er vi vesterlændinge født i synd. Og synd avler som bekendt skam.

Nye forklædninger

Med Sartres ord består skam i »at skamme sig over sig selv, som man fremstår for den anden«. Skam er derved med til at gøre os til etiske væsner, og på den måde er skam vigtig, fordi den kan indeholde potentiale til en adfærdsmæssig transformation. Men netop derfor kan skam også misbruges – både i forhold til at holde andre nede, men også til at fremhæve en selv som en, der kan føle skam.

Skam dig! sagde man før i tiden til det lille barn for at indkode et moralsk kodeks i barnet, som flugtede med ens egne normer. I dag er det kulturkritikere på begge fløje, der siger ’skam jer!’ Hvad end du tillader dig at vise for meget hud i det offentlige rum eller ikke er tilstrækkelig skyldsplaget over din (hvide) etnicitet, fortæller både den puritanske og den identitetspolitiske skam dig, at du skal lægge bånd på dig selv og moderere din opførsel – tildække din krop og lave dit sprog om – og dermed rette ind efter de sociale koder fra enten det yderste højre eller venstre.

Skammen fremføres som værende etisk, men er som oftest ekstremt selvoptaget. Den handler om, hvordan vi bør regulere os selv på måder, der gør vores skam synlig. Når skammen er synlig, udpeger den nemlig den skamfulde som mere etisk bevidst. Til gengæld rykker den ikke meget for de grupper i samfundet, som eksempelvis den venstreorienterede skam postulerer at ville hjælpe. I stedet bliver din krop og dit sprog gjort til politik. Den kristne skyldsbevidsthed har ikke levet forgæves, men har blot fået nye forklædninger.

Thomas Wiben Jensen er lektor på Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Debatindlægget beskæftiger sig kun med den ene del af et modsætningspar
og uden skammens modsætning, stoltheden,
bliver det en let bovtung fremstilling af et udmærket emne.

Torsten Jacobsen

Den logiske konsekvens af denne pessimistiske diagnose er, at det eneste, der er tilbage at gøre, er at skamme sig. Skamme sig over at være hvid, europæer, mand, heteroseksuel osv. Og så ellers prøve at rense ud i sproget, så man ikke støder andre. På grund af historien (især kolonitiden og nazismen), den ulige fordeling af rigdom og ressourcer og de mange overgreb mod eksempelvis sorte i USA – eller med andre ord Verdens Uretfærdighed – er vi vesterlændinge født i synd. Og synd avler som bekendt skam.

'Som bekendt' skriver Thomas Wiben Jensen to gange i sin tekst. Netop der hvor hans argumentation bryder sammen. Kig selv efter ;).

Artiklen hænger ikke sammen i sin logik. Først defineres skam som:"»Et menneske, der ikke kan skamme sig, er et menneske uden moral og anstændighed. Det er et menneske som, i pubertær selvtilstrækkelighed, kun har ét mål, nemlig at realisere sig selv,"
Dernæst omtales at vi skammer os over at være racister pga. holecaust og kolonismen. Hertil vil jeg sige at lige som love, der bliver vedtaget, så er det kun og kun og alene et spørgsmål om at tilstrækkeligt mange er totalt rystende ligeglade.

Altså der er ingen skam over at hvide har været kolonister, for netop selvrealisering er centralt i dag.
"Det var ikke mig, der koloniserede afrika og jeg er ligeglad med afrika. Jeg køber de billige bananer og diamankrigen interesserer mig slet ikke"

Sjovt nok nævnes topløse piger og skam. Ja den muslimske påvirkning af de danske piger har været massiv og det pres og at naturlig nøgenhed dårligt var 20 år gammelt på det tidspunkt gjorde udfaldet. I bund og grund var nøgenfriheden ikke nedarvet godt nok. Alt for mange holdninger om puritanisme og blufærdighed sad stadigvæk i de unge mænd og pigers forældre, så de ikke kunne modstå den islamiske kulturisme.

Michael Kongstad Nielsen

"Det er ingen skam å snu", som nordmændene siger, når de er vej ud i en snestorm.

Det er en meget ringe artikel om et ellers interessant emne. Ind i hvad der egentlig er skolegårdsmobninger blandes helt baglæns forsøg udi 'det theologiske' .
Kristendommen anerkender ikke skam som et konstruktivt virkemiddel, tværtimod, - det er der naturligvis alligevel mange 'hundetrænere' - aktivistiske socialkonstruktivister og bøse onkler - der gør, og det kan man tale om. At synd avler skam, hvis man anerkender skammens eksistensberettigelse.
Det nævnes ikke - eksempelvis - at begrebet er helt centralt som social dressur i islamiske socialsystemer, som til gengæld ikke egentlig skelner mellem 'synd' og verdsligt 'strafbar handling'. Og at 'din krop og dit sprog bliver gjort til politik' - det er islamisering - ikke per se kristen skyldsbevidsthed i nye klæder. Alt er politik - hvis man vil have at det er det. Vil man det ?
Men det er selvfølgelig blot idevidenskabelig teori. Ude i verden drejer det sig bare om at 'de andre' er kvalitativt ringere end 'os' - med lodder og trisser og ligegyldigt hvordan. Og uden særlige teologiske overvejelser i det givne nu.

Michael Kongstad Nielsen

"honte à qui pense du mal de lui" (fransk: skam få den, der tænker ilde derom), hosebåndsordenens valgsprog, indstiftet af Edward d. 3., da hans elskerinde Alice af Salisbury ved en hoffest tabte sit strømpebånd.

"honte" minder mistænkeligt om engelske "honour", men det må være det modsatte: dishonour = vanære. Men skammen er giftig, for den kan nedkaldes over én blot ved at tænke forkert. Normalt siger man jo, at tanker er toldfrie, men ikke her. Derfor er skam brugt i det religiøse univers til at fastholde folk i den rette tro.

Jonas Pedersen

"Hvis man er bevidst racist, kan man måske ændre sit syn på verden gennem oplysning, uddannelse, rejser og så videre, men som en del af den strukturelle racisme er vi (hvide vesterlændinge) på forhånd fortabte."
Total mangel på forståelse for, hvad strukturel racisme er...

Lad vær med at skamme dig over noget du ikke selv har gjort (kolonialisme, slavehandel - hvad laver holocaust forresten i en dansk sammenhæng her?). Men man må da for fanden godt være bevidst om de historiske forhold, der gør, at vi i Vesten har bedre levestandarder end resten af verdenen. Vi er ikke født i synd - men vi synder så absolut, når vi stadig holder fremmede mennesker i systemisk fattigdom gennem vores handelsorganisationer. Jeg har da syndet mere end en gang ved at købe en skjorte i H&M til 80kr...

Morten Stinus Kristensen, Martin Madsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jonas Pedersen

@Knud Hisler
Hvordan i alverden er du nået frem til, at "islamisk kulturisme" har haft noget som helst at gøre med, at nogle danske piger ikke vil lægge topløse i offentligheden... der tror jeg sgu, at pilen peger indad på os selv.

Frederik Bové

Der er fundet et rigtig fint eksempel på konservativ udskamning. Og så et venstrefløjsindlæg, som overhovedet ikke nævner skam, men 'den logiske konsekvens' og så derefter 'kan den misbruges' og presto intellecto, så er venstrefløjen nypuritanere, og dens udskamning 'rykker [...] ikke meget for de grupper i samfundet, som eksempelvis den venstreorienterede skam postulerer at ville hjælpe.'

Hvis jeg afleverede den slags argumentation da jeg gik på uni, så var jeg ikke bestået. Det er simpelthen for dårligt underbygget, og konklusionerne er alt for vidtgående. Til gengæld er idéen om nypuritansk venstrefløj en kliché jeg har hørt en milliard gange før, og så behøver man vel heller ikke at underbygge den før det føles rigtigt?

Dårlig researchet artikel der intet nyt tilfører. Best of both worlds.

Thomas Rasmussen

Der er en vældig sammenblanding af skyld og skam i artiklen.