Det er skidebenhamrende møghårdt at have børn

Endnu engang har det slået mig, hvor benhårdt det er at have børn. Og i hvor høj grad det er noget, man skal holde kæft med for ikke at blive betragtet som en klynker, eller – gys, endnu værre, det værste af det værste – en egoistisk og dårlig forælder
4. august 2015
Delt 312 gange

I går aftes eksploderede det hjemme hos os. Det hele gik op i limningen. Børn og forældre, der var sure og trætte. Aftensmad, der ikke blev spist. Lidt for høje (ok, meget for høje) stemmer. Gråd og tænders gnidsel. En stor pærevælling. Det var ellers meningen, at jeg skulle have skrevet på denne klumme. Når den yngste var faldet i søvn, den ældste aktiveret med et eller andet, og der var ro i lejren. Sådan blev det ikke. I stedet blev familielivet kørt over af en damptromle. Igen. Og det slog mig, hvor benhårdt det er at have børn. Igen. Og i hvor høj grad det er noget, man skal holde kæft med for ikke at blive betragtet som en klynker, eller – gys, endnu værre, det værste af det værste – en egoistisk og dårlig forælder.

For forældreskabet er skammens holdeplads, både i den offentlige debat og hos velmenende venner og familie. Og det kræver sgu militær præcision og ikke mindst tårnhøj disciplin ikke at træde ved siden af. Enten er børnene for meget i institution. Det er noget skidt. Eller også er de slet ikke i institution. Det er også noget skidt. Hvert år, når sommerferien rammer, trækkes den gamle travhest ud af stalden, og vi hører om forældre, der – the horror! – holder et par dages ferie uden deres børn. Hvad fanden bilder de sig egentlig ind?

Børn får lov til at hænge for meget foran iPad’en, men skal også være tunet ind på nye teknologier. De skal ikke overbeskyttes, for så bliver de curlingbørn, men heller ikke cykle selv til skole, før de rammer tredje klasse, for så er vi ude i ligegyldighed og tenderende omsorgssvigt. Forældre har for travlt med at realisere sig selv, og børnene lider under det, får vi at vide. Vi fodres med Morten Korch’ske fantasier om det lykkelige børneliv i gamle dage, hvor forældrene altid havde tid, i modsætning til samtidens egotrippere og fejlslagne fidusmagere. Vi skulle skamme os.

Og det gør vi også. I dén grad. For realiteten er, at det er skidebenhamrende møghårdt at have børn. Selv om det selvfølgelig også er dejligt. Og sådan har det nok altid været. Men i vores performance- og »du kan altid gøre det lidt bedre« kultur er der ikke plads til at stemple ud. Heller ikke bare i et kvarter. Med dæmpede stemmer snakker veninder og jeg om, at jo, det kan sgu også sejle hjemme hos os og jo, jeg kom også engang til at kyle en tallerken på gulvet i arrigskab. Samtidig okser vi på cykel gennem byen for ikke at hente børnene senere end klokken 16. Det forjættede tidspunkt, efter hvilket selv den mest velmenende forælder bliver forvandlet til den dummeste skid, for hvem vil udsætte sit barn for institutionens omklamrende favntag mere end allerhøjst nødvendigt. Også selv om de vist faktisk har det meget fedt i den der børnehave.

Mistænkeliggørelsen er til at tage og føle på, hvilket er paradoksalt, for man skulle jo tro, at langt de fleste forældre vil deres børn det allerbedste og handler ud fra de bedste overbevisninger. Selv om de så også indimellem kommer til at træde i spinaten. Det gør vi jo for fanden allesammen. Trods alt. Og vi prøver faktisk. Det bedste vi har lært. At balancere iPad’en med ture i skoven. At skabe rum til både højtlæsning og hyggestunder. At finde den gyldne mellemvej mellem broccoli og bland-selv slik. Og så holder vi kæft med de dage, hvor barnet får lov at se Netflix hele dagen. Eller få syv Sun Lolly-is. De dage, hvor en almindelig livsnedsmeltning rammer, og vi bliver mere gale i skralden, end godt er. Hvor selv ikke smugsmøger ud ad køkkenvinduet kan redde følelsen af, at man har spillet fallit. Igen. For ingen vil jo være en taber i det evige forælder-bingo, som fordrer fuld plade non-stop.

Løsningen: At vi giver os selv og hinanden noget livline. At vi tror på, at vi vil og gør det bedste. At vi snakker lidt højere om, at det også kan være svært, og at vi også kan være skiderikker. På trods. At forældrelivet ikke er svulstige regnbuer og absolut lykke 24/7. For sådan er livet generelt bare ikke. Og det kommer aldrig til at blive det.

I går aftes, da damptromlen havde været der og var kørt igen, kastede vi alle dyner og puder, børn og voksne ind i dobbeltsengen. Sov i en stor bunke. Sammen. For lige at finde hinanden igen. Som de gode forældre vi så gerne vil være. Og for det meste også er. Selv om vi fejler. Heldigvis.

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Det er skidehamrende møghårdt at leve sit liv.

...Hvad får skribenten til at tro, at andre mennesker med eller uden børn,
lever en renskuret, damptromleløs skinnelagt tilværelse uden kritik fra besserwissere, som liiiige kan arrangere andres tilværelse og a-perfektioner i et snuptag?

Brugerbillede for Lennart Kampmann

Der er masser af arbejde involveret når man har børn, og der er mange stunder hvor man er træt. Lev med det. Man vokser med opgaven og netop fordi den ikke bare kan overlades til andre, bliver man et større menneske af det.
Når børnene så bliver lidt ældre og mere selvstændige, er man udødeliggjort. Ikke nogen ringe gevinst.
Så hold ud, selvom du ikke har sovet, hold ud, selvom der roder, kort sagt hold ud....
Og lad være med at bekymre dig over hvad andre tænker. Tag imod gode råd, lyt til gode venners gentagne kritik, vær fokuseret på barnet.

Hvis nogen brokker sig, kan de jo passende overtage arbejdet, eller holde mund.

Med venlig hilsen
Lennart
(poderne er nu 8 og 11)

Brugerbillede for Lilli Wendt

Kronikøren har fuldstændig ret. Det er møghamrende hårdt at have børn.

Men det værste ved at være forældre, det er ligegodt samfundets kritiske øjne og mangel på forståelse. Tjek selv de sidste 12 måneders kronikker og læserbreve, som kritiserer, nedgør, gør grin med, og nedvurderer helt reelle problemstillinger, som børnefamilier har.

Børnefamilier i dagens Danmark leverer mest arbejdstimer og skattepenge til samfundet end de gør i andre lande i Europa. Samtidig er børnefamilier i Danmark udsatte for hetz og ofte helt urimelige forventninger og vilkår.

Det nytter ikke noget at negligere dette. Uanset om andre samfundsgrupper også kan have det hårdt, så gør det ikke livet lettere for børnefamilier.

Lad os give børnefamilier mulighed for lovfæstet frivillig deltid med supplerende dagpenge. Bare 10-15 timers mindre arbejdstid om ugen vil et boost til stressramte børnefamilier, samtidig med at det vil åbne jobmuligheder for desperate arbejdsløse.

Vores samfund er børnefamiliefjendsk og stiller urimelige krav til småbørnsfamilier. Ikke kun om leveret arbejdstid, men også på mange andre områder.

Og nej, det drejer sig ikke om "2100 spelt" men om ganske almindelige lønarbejdende småbørnsfamilier, som knokler med at få livet til at hænge sammen i en kaotisk hverdag.

OG, ja, de kan selvfølgelig bare lade være med at få børn...... men hvis vi følger denne tankegang, så er der rigtig mange mennesker, der "bare kan lade være med......"

Måske skal vi som samfund være lidt mere taknemmelige over, at der stadig er nogen, der gider knokleriet og sørger for at der også er nye samfundsborgere, der kan tage over, når vi andre bliver gamle.....

Brugerbillede for Jens Hansen

Det var en dejligt befriende kommentar.. har ikke selv børn, men er omgivet af småbørnsforældre, der altid skal undskylde for at der roder lidt, og at deres børn larmer (og er der) .. Sådan er det at have børn, og det er sku da også bare fint.. Og der er da ingen tvivl om at medierne er fulde at formaninger om det ene og det andet folk gør forkert, som gør det næsten umuligt at gøre "det rigtige"... Som barn var det da ikke unormalt at jeg var på besøg hos mine bedsteforældre en uge, så mine forældre bare kunne have et par dage sammen uden børn ... og det er dem vel ondt...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Egon Maltzon

@Thomas Andersen:

Jeg tror du og jeg kommer de gale steder.
Jeg møder heller ikke de mennesker som korrekser forældrer som ikke er 'perfekte'.
Jeg møder heller ikke dem der insisterer på at alle skoleelever skal have 12 i alle fag,
eller andre for den sags skyld, som render og fortæller andre mennesker hvad de skal gøre.
Jeg kender nogle politikere som prøver at få os til at gøre som de gerne vil have, men det har de jo gjort de sidste 50 år uden at nogen forstandige mennesker har taget notits af det.

Brugerbillede for Herdis Weins

Jeg synes altså heller ikke, jeg møder så mange forældre, der er optagede af at være perfekte. De er optagede af at få dagligdagen til at glide bedst muligt - og det får de som regel.
Jeg har i min tid på skolebiblioteket måtte sende skyldnersedler hjem med børnene, når de har for mange/for lange - med besked om at helst inden 14 dage, okay? en del af ungerne bor nemlig 1 uge hos far, 1 uge hos mor (arme unger). Og hvis der skyldes mange, så kommer froældrene som regel med, for der er grænser for, hvor mange bøger lille Emil fra 2 Y orker at slæbe foruden skolebøgerne og alt det andet. Så siger mor/far som regel, at det må I også undskylde, men det er ikke altid til at nå det hele - hvortil der bliver svaret, at det ved vi godt. Sådan er det for alle :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Juul

@ Lise Lotte

Skriver skribenten da det nogle steder? Og efterlades der i indlægget ikke plads til at andre må skrive om, hvad der måtte hårdt ved deres liv?

Eller er din pointe at ingen skal ytre sig om hvad det måtte være hårdt?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ditte Jensen

Jeg har tre børn, de er voksne nu. Jeg har en søn på 24 år og tvillinger på næsten 19 år.
Jeg passede mine børn i 15 år for 0 kr. I 15 år passede jeg mine børn og havde ingen indtægt, mens min eksmand arbejdede for to og blev plukket i skat. Da jeg blev skilt for nogle år siden fik jeg fingeren af systemet. Ingen kan være så dum at passe sine børn for 0 kr., det var beskeden, og jeg skulle på ingen måde forvente at få tak af systemet.

Min søn, var i børnehave i et år. Han har flere gange indenfor de sidste par år sagt tak til mig fordi jeg tog ham ud af børnehaven, og han derved slap for at forblive i det som han kalder et 'børnefængsel'. I dag læser min søn til ingeniør og mine tvillingedøtre får topkarakterer i gymnasiet.

Det er ikke hårdt at have børn, hvis man har en økonomisk tryghed i ryggen. Min eksmand arbejdede for to. Og i dag siger mine tre børn tak til både mig og deres far.

Brugerbillede for Thomas Holm

En del af det er forældrenes egne forventninger og drømme om det perfekte barn som så møder virkeligeheden i form af ungen.
Jeg kender en del mødre og fædre der er gøet fra 'Alt skal bare være så perfekt og i orden!' til 'Så længe ungen ikke bløder eller har tabt nogen lemmer, så går det nok.'

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maria Skov Pedersen

De her klummer handler næsten altid om folk, der er bange for, at andre tænker noget dårligt om dem. Men altså, fuck dem. Det er dit liv og dine børn. Eller bryster eller karakterer eller hvad det nu er, folk skriver om. Man må prøve at hvile i sig selv og omgås folk, der accepterer en som man er. Så behøver man ikke gå rundt og slå sig selv oven i hovedet hele tiden.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Undskylder på forhånd, hvis nogen skulle føle sig stødt over følgende. '-)

Kvinde opdrager barn uden at skrive debatindlæg om det:

"– “Jeg havde nogle veninder, som har været lidt belastende, fordi jeg mente, at de grundlæggende ikke havde særlig meget forståelse for, hvad det indebærer at være forælder. Da var jeg ret tæt på at skrive et indlæg til Politiken, men så kom jeg på, at jeg kunne prøve at tage en samtale med dem i stedet,” forklarer Johanne.
[…]
”Selvfølgelig bør de fleste nok overveje at skrive til Politiken, når de oplever problemer med parforholdet, i skolen eller med veninderne. Men jeg vil sige, at vi også er en gruppe, som faktisk godt kan bearbejde vores problemer uden, at vores personlige præferencer om det ene eller det andet skal udbasuneres i medierne,” udtaler Johanne Eriksen til RokokoPosten."

Brugerbillede for Niels Peter Jensen

Jeg kan nikke genkendende til mange af tingene fra artiklen, da vi havde vores børn i institution.

@Morten Damborg;
»en masse forventninger om, hvad der ellers skal være i livet, såsom f.eks. stor bolig, to biler, ferierejser, tid til ekstremsport, madlavning osv.«

Ja lige præcis!

Men så tog vi dem alle 4 ud af institution, og de går nu hjemme med deres mor. Der er så kun råd til en mindre bolig, kun en bil, kun sommerferie udenfor hjemmet hvert andet år og vi har aldrig været på vinterferie. Kun den ældste har været i udlandet, som et-årig. Ekstremsporten er cykling til/fra arbejde i den Københavnske trafik. Det Damborg skriver om madlavning, forstår jeg ikke helt - Fruen laver al maden til vor familie. Ferie uden børn har vi aldrig prøvet, og vi fatter ikke at nogen vil det.

Vi vil ikke bytte med et andet liv, end det vi har.

Jeg syntes Katrine Arnfred burde tage sit liv op til revision, men man kunne vel ikke forvente andet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jacob Mathiasen

Jeg er fuldstændigt enig i at mange børnefamilier har det meget hårdt.

På den anden side har de selv valgt det. Ingen har tvunget dem til at få børn, udtage stor gæld til parcelhus, ny bil og rejser til udlandet, hvert år. Det har de selv valgt.

Hvis de ikke har gjort sig klart, hvad det er for et liv de vælger - er det helt klart alt for tidligt at få børn for dem. I min optik er man ikke en god forældre, hvis man planlægger et liv, hvor man på intet tidspunkt tilbringer mere vågen og aktiv tid med sit barn end med arbejdet. - Det er et fucking ynkeligt/sørgeligt valg - og viser igen i min optik, at man nærmere har fået børn for at tilfredsstille et instinkt eller en ambition - fremfor det at ville opfostre et barn.

I modsætning til alle jeg kender - har vores familie spinket og sparet, ikke rejst ud af landet i mere end et årti, boet i samme lille lejlighed i 20+ år..

Og da tiden og pengene var til at kunne få et barn fik vi det. Vi købte et hus kontant og bil.

Jeg gik på deltid og min kone knoklede videre på universitetet - og vi skiftes til at passe vores lille baby på 2 år. - Det går godt - han er en glad dreng, dygtig og lærenem. Han er langt mere social og venlig end de babyer vi møder, som har været i institution. Jeg ved ikke, hvad der er så fantastisk ved institution til børnene - for mig ser det ud som om de babyer er blevet utrygge ved andre børn (og voksne) og sværere at komme i kontakt med. Men det er jo bare en personlig observation - så hvad ved jeg?

Vi har et godt liv - omend vi absolut ikke er rige og tjener meget lidt. Men vi lever ikke af lånte penge, låner ikke penge og hælder ikke penge ud af vinduet på I-crap, smarte TVer, dyre biler osv.. Vi har ikke behov for at leve op til alle mulige ræs..

Nogen af vores bekendte går meget op i den slags - og de har et stresset liv, fyldt fuldstændigt op med arbejde for andre og en kæmpe gæld hængende over hovedet hele tiden. - Det økonomiske terror-regime der er indført (bl.a. vha. absurd høje boligpriser hjulpet af blodsugende parasitter i finanssektoren ) er det mest effektive slaveri man kunne opfinde !! Cadeau for det.. hvis det altså virkeligt er et værdigt mål...

I vores familie har vi valgt at tage ansvar for os selv - og behøver ikke almisser fra det offentlige - som altid er koblet til et eller andet social-engineering projekt i sociopatstatens regi.

For mig personligt føles det som om man har skruet skatteniveauet så højt op - for at få fat om "bollerne" på alle - fordi folk så bagefter skal tigge om det ene eller andet tilskud, fradrag og alt muligt andet - og så er disse altid koblet med en masse regler, påbud, tvang, undersøgelser, og andet formynderisk skrammel.

Nogen vil sige at det er frit at vælge (som jeg selv antyder), men, hvor frie er folk egenligt når der er et ekstremt pres fra "normalen" på forbruger samfund, slaveri vha. overbelåning - og håbet om at karriereræset kan redde dagen og livet.

Indlægget er udtryk for min egen personlige og ikke særligt gennemtænkte holdning lige her og nu på et tidspunkt, hvor jeg burde have været i seng i lang tid. :-)

Brugerbillede for Torben  Knudsen

Når vi som unge skal have en ny cykel kræver det forberedelse, og når den er kommet, pasning og vedligeholdelse. Det samme med en ny bil. Når vi skal have børn er der ikke megen forberedelse på denne store 'investering' Det kan gå godt når man selv tager ansvaret og har evnerne og det kan gå skidt, alt efter hvordan man er forberedt eller har styrke og er SAMMEN om det.
Hvad lærer vi i skolen om at blive forældre?. Hvad lærer vi bagefter? Hvad er der af pædagoiske uddannelser, der forbereder unge på at blive forældre og få dannet sig en egen mening. Ikke meget.
Forberedende børneopdragelse og forældre ditto er fraværende og resultaterne ses tydeligt.
Børn bliver af beskæftigelsesmæssige årsager udstyret med bunker af legetøj og al elektronik og overladte til sig selv! Sat i 'lukkede' institutioner og lever ret isoleret mentalt fra dem, der har sat dem i verden.
Det kan gå galt og gør det ofte.
Vi der levede før institutionerne, strømmede efter skoletid ud i lokalsamfundet til leg og slåskampe med de andre børn og var ved spisetid godt udkørte helt uden forældre.

Brugerbillede for Lilli Wendt

Ud fra alle de "succes-historier", som beskrives her på tråden, så kan følgende konkluderes for at børnefamilieprojektet skal lykkes - naturligvis groft forenklet og fuld af fordomme, men forenklingen og fordommene florerer jo i forvejen groft modsat, så mon ikke det går...?

1) der er ikke plads til erhvervsarbejde for begge parter i småbørnsfamilien - den lavestlønnede må opgive job for at passe børn.... det kræver naturligvis at den højstlønnede får akademikerløn - ellers kan det ikke lade sig gøre, for hvis fars løn er som en butikansats eller sosuløn så går det ikke, så bør parret afskrive at få børn ... Så vi spoler lige tiden tilbage til 1950'erne før kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og dermed også bidrog med store skatteindtægter til samfundet.... At kvinderne, som typisk er de lavestlønnede, så bliver økonomisk sårbare igen, ja, så må det være sådan.... de kan jo bare lade være med at få børn...

2) en billig lejelejlighed er løsningen - hvis denne ellers kan fremskaffes her i disse lejebolig-krisetider.... så er man heldig og scorer en lejelejlighed gennem "en-der-kender-en- der-kender-en" og i tillæg så kan få boligsikring, så er man "home-free". (Glem alt om at få børn, hvis du ikke har de rette bolig forbindelser...)

3) Lykken er naturligvis at få børn midt i København, så mor/far kan cykle gennem trafikos og støj til arbejde med ungerne på cyklen. Et lille rækkehus i Vallensbæk eller Herlev med en græsplæne, finansieret af 2 indkomster er bestemt en luksus, selv om familien aldrig tager på udlandsrejser eller har mere end 1 bil (som far bruger til transport til arbejde), for det er der ikke råd til med 2 sosu/butikslønninger og ingen boligsikring. Næh et lille rækkehus/parcelhus fra 1970'erne betalt af dig selv uden hjælp fra samfundet - det er en luksus. Helst skal det arbejdende folk jo ikke tro, at de har ret til en lille græsplæne, hvor ungerne kan lege. Drømmen skal helst være uopnåelig, medmindre man har akademikerløn og fået lang uddannelse af samfundet...

Ja, fordomme og forenklinger er altid kendetegnende for en frugtbar debat - ironi kan forekomme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Schøtt

Ja, der er meget, der er hårdt her i tilværelsen, mange er også godt klar over at det er hårdt at have børn - især med fuldtidsjob mm. (det vilkår er et større tema/et reelt ligestillingsproblem, Lilli er inde på noget interessant her). Men man må lige se på propertionerne i det, man brokker sig over. Folk brokker sig også over, at vejret har været dårligt denne sommer – sådan er det; nogen gange skinner solen, andre gange regner det – og nogen gange er ungerne søde og andre gange sure. Vær glad når planterne får vand, at familien er sund og rask, at I har tag over hovedet, arbejde, hinanden osv. Har verden ikke set større problemer end at ungerne er lidt eksalterede her sidst i ferien...Og hvem er det der øje, der lurer i det høje? Som Maria er inde på, så slå ikke dig selv i hovedet med, hvad andre tænker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

Jeg kom til at tænke på, at mit mangeårige erhvervsarbejde og erfaringer primært fra det private arbejdsmarked måske er årsagen til at jeg oplever situationen væsentlig anderledes end de fleste andre debattører her på tråden.

Tidligere tiders offentligt ansatte var kendt for at have haft væsentlig bedre vilkår i forhold til Work-Life-Balance end hvad var gældende inden for det private arbejdsmarked. (Dette er i øvrigt desværre ved at ændre sig med performance-orienteret ledelse inden for det offentlige, så det offentlige i højere grad nærmer sig de vilkår, der er inden for det private arbejdsmarked. Ligeledes tror jeg at der er stor forskel på de vilkår som gør sig gældende i forhold til at være "indianer" eller "mellem-høvding/specialist" inden for det offentlige. )

Jeg kender ikke fordelingen af offentligt vs privat ansatte læsere på Information (traditionelt betragtet som akademikeravis), men det virker til tider som om, at der desværre er et meget stort ukendskab til de forhold, som både har gjort og stadig gør sig gældende på det private arbejdsmarked.

Nogle debattører tror tilsyneladende, at man fint kan overleve som familie på een forælders arbejdsindtægt på 130 kr. i timen.... Ligeledes forudsættes det at småbørnsforældre har arbejdstider fra kl. 8-16 hver dag, og der tænkes ikke på at der er personale i butikker, plejehjem, kiosker, transportsektor, hospitaler, etc. efter kl. 16.00 fredag... Der tænkes heller ikke på at der kan være transporttider på flere timer hver dag.

Jeg har arbejdet med HR support i mange år inden for det private erhvervsliv, og jeg har set børnefamilieforældre gå ned med stress eller få stressrelaterede symptomer. Mennesker, som var både dygtige, kompetente, kreative, hårdtarbejdende og dedikerede. Mennesker, som elskede deres familie, og knoklede og for at nå at hente ungerne i daginstitutionen før den lukkede. Mennesker som afleverede rigtig mange penge i skat til samfundets bedste.

Mennesker, som prøvede at leve op til alle de forventninger og krav, der var fra samfundets side.

Nogle af disse mennesker skulle bare have haft en mulighed for at gå 10-15 timer ned i arbejde om ugen med lidt støtte via supplerende dagpenge mens ungerne var små - så havde livet hængt sammen, og de var ikke blevet syge.

Så måske er spørgsmålet naturligvis bare, om vi finder det helt OK at mennesker bliver syge "så kan de lære det", eller om vi mener at kun mennesker med høje lønninger skal kunne få råd til at have børn...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

Selvom den ugentlige arbejdstid i Danmark ligger i den lavere ende sammenlignet med andre lande, er danske familier alligevel nogle af dem, der lægger flest timer uden for hjemmet. For lægger man mors og fars arbejdstid sammen, er vi – ifølge Cura – oppe på 74,7 timer om ugen. Det er toppen i Europa.

Se link til ugebrevet A4 (24. marts 2015) om børnefamilier og mulighed for deltid:

http://www.ugebreveta4.dk/danskerne-boernefamilier-skal-have-mulighed-fo...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mona  Anth.

Det er hårdt at have børn - og det er nok også hårdt ikke at have dem. Livet er sådan set hårdt, hvis vi synes det.

Og ikke alle har samme muligheder, det forstås, og al respekt til dem for hvem livet bare er en stor død bolle af crap med crap på, og dem som ender i noget lort som egentlig ikke var meningen. Det er det jo for ingen!

Men hvis vi skal holde os til børnefamilierne, så ja. Det kan være ganske krævende. Så er man for ung, så er man for gammel, så er man for deltagende, eller også er man for distanceret, og hele tiden kommer der nye etiketter på som man så kan stræbe efter, eller stræbe efter at undgå.

Vi hjælper hinanden med at gøre det hårdere end det er, ved at rende rundt med forventninger om at det forventer de andre nok! I stedet for at sætte de ord på, som skal på.
Medierne er også vores hjælpere. Jeg tænker især på tv2.dk som i længere tid har kørt Lola-oraklet og livsstilstips, nærmere beskrevet med en pang headline som vi jo ikke kan sige nej til, hvis vi vil vores familiers bedste. F.eks. 'Sådan sikrer du at dine børn bliver venner for livet' eller 'Sådan får du børnene til at hjælpe dig hjemme' og så videre! Livsstilstips som ligger på linje med alt det andet man gør forkert; for det gør man jo! Ellers var artiklerne ikke nødvendige at bringe... eller hva?

Jeg kan kun konkludere at det er helt herligt at have så store børn, så man ikke længere pseudo-tvangsindlægges til at æde alle disse flyvske udsagn som endegyldige sandheder. Lad der være plads til tvivlen, fejlene, rodet og balladen, luk computeren og se på dine unger - Er du glad? Så er de det nok også. Bum! :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

Twan Manders,
Ja, hvis det er din indgangsvinkel, at alle problemer i samfundet skal sammenlignes med at være flygtning, så kan vi ikke fortsætte debatten. Så er selv de hjemløse i København bedre stillet. Så bør vi måske nedlægge velfærdsstaten helt. Er det det du ønsker?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

@ Lilli Wendt
Måske er Twan Manders kommentar en forlængelse af min, hvor jeg påpeger sprogbrugen som værende overdreven.
Men det kan også være at den står for egen regning.
Med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Skribent i dagbladet Information siden marts 2015, cand. mag og småbørnsmor Katrine Arnfred, har haft en rigtig øv-dag. En af de dage, hvor låget røg af trykkogeren liger før deadline for aflevering af det ugentlige kapitel i føljetonen om den moderne småbørnsfamilies kvaler med at få enderne til at mødes, når det ene skal passes og det andet ikke må forsømmes.

Og hvad er så mere nærliggende for en klummeskriver i tidnød end at elaborere videre over emnet med udgangspunkt i øv-dagen, hvor det- nu som tilforn - var "skidebenhamrende møghårdt" at have børn? Som om det nogensinde har været andet for andre end the happy few, der var velhavende nok til at overlade ansvaret for afkommets røgt og pleje til andre voksne og arbejdsduelige personer 24/7 mod betaling i hard cash.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

@Niels Peter Jensen - 4. august 2015 - 22:14

Det fremgår af dit bidrag til debatten, at du og din familie har fundet 'de vises sten' og løst problemet på den måde, at din kone har sagt sin stilling op, sat 'karrieren' på stand by og blevet hjemmegående husmor.

Det er selvfølgelig også en måde at gøre det på, så længe du som 'pater familias' har godt fast arbejde til en løn, en familie på to voksne og fire mindreårige børn kan leve af uden at lide katastrofale materielle afsavn. Men hvad skal resten af jeres 'traditionelle kernefamilie' så leve af, hvis du går hen og bliver langtidsledig, langtidssygemeldt eller kørt over af en højresvingende lastbil i myldretiden, før jeres fire børn er gamle nok til at bevæge sig ud på arbejdsmarkedet og forsørge sig selv?

Som tiderne er på finans- og arbejdsmarkedet, ville jeg for mit vedkommende ikke turde råde nogen småbørnsmor til at vælge den løsning, I har valgt, med mindre manden tegnet en forsikring, der kunne holde hende og børnene skadesløse for 'tab af forsørger' i påkommende tilfælde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Selmer Jensen

Det er vel ikke påbudt at få børn, i Danmark.!? Det er da et frit valg. Ligesom det er lovligt, på forhånd, at vurdere, om man besidder resurserne. Hvis man mener at skulle overkomme hele
"pakken", med to karrierer, to biler, Prices køkken, hund, og selvrealisering.! + det løse.
Tak for kaffe. ( Latte, selvfølgelig ).!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marius Rizoiu

Ditte Jensen
Du siger:Jeg passede mine børn i 15 år for 0 kr. I 15 år passede jeg mine børn og havde ingen indtægt, mens min eksmand arbejdede for to og blev plukket i skat.
Jeg finder, at det er helt uacceptabelt i et land som Dk. Selvom du har født dit første barn for 24 år siden, var og er det helt uacceptabelt, at en dansk kvinde, der har født 3!! børn, ingen offentlige støtte fik. Jeg er ikke klar over, hvordan det er i dag, men jeg har læst flere artikler, hvor det står, at danske eksperter og politikere gør sig mange "bekymringer" for at antallet af danske børn er faldet konstant i de sidste 2 årtier. Selvfølgelig er det sådan, for det er jo hårdt at passe een eller flere børn, mens man er tilknyttet arbejdsmarkedet. Løsningen på problemet er nemt at finde.
Jeg mener bare, at regeringen, der hele tiden har betalt så meget til så mange, skal yde støtte til danske kvinder , der vælger at passe deres børn. Indtil børnene bliver myndige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

marius rizoiu,

Hvorfor ikke yde støtten til danske mænd, der vælger at passe deres børn, indtil børnene bliver myndige? Det må da snart være deres tur til at gå hjemme og hygge sig med børnene med tilskud fra det offentlige, efter alle de år, hvor det var kvinderne, der nød dette privilegium.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marius Rizoiu

I hvert europæiske land møder man desværre denne her situationen. Der bliver færre og færre børn sat i verden i vores lande. Af den samme årsag, nemlig at forældrene har brug for penge for at forsøge deres familie. Uden at snakke om, at karrieren er blevet den vigtigste i de flestes liv.
Kvinderne i de fattige lande forventer ikke nogen støtte fra deres politikere. Her i landet er forslaget værd at komme i betragtning, for der er finansielle ressourcer nok til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

@Lennart Kampmann,
Man kunne jo også forbyde brug af præventionsmidler og svangerskabsafbrydelse.
Det gjorde ægteparret Elena og Nicolae Ceausescu i sin tid - og sikken en masse børn, der blev født i Rumænien, før Elena og Nicolae blev afsat og likvideret ved en standret.

Med venlig hilsen og et glimt i øjet
Madam Preisler

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christine Jensen

Ved du hvad, Katrine Arnfred? Livet kan også være "skidebenhamrende møghårdt" for os, der ikke har børn.

Nu kommer den helt store afsløring: Når man fravælger børn, så betyder det ikke, at man bruger al sin tid på cafébesøg og div. hobbies. Vi har noget og/eller nogen i vores liv, som betyder præcis ligeså meget for os, som jeres børn gør for jer. Og som kræver præcis ligeså meget.

Der er bare én stor forskel: I får en massiv støtte fra staten. Ikke bare får I fordelagtige orlovsordninger, gratis skole og tandlæge til jeres børn, I får også en kontant præmie (børnepenge) ind på kontoen - også selvom I selv tjener ganske godt. Samtidig får I en lang række rabatter fra private firmaer - det er lige fra den gratis bolle i Kvickly til børnerabat på flybilletter.

Den håndsrækning får vi andre ikke, når vores liv er "skidebenhamrende møghårdt" - tværtimod må vi jo tit løbe lidt hurtigere, fordi I skal nå at hente børn, holder barnets sygedage osv. osv. Selvom vi også har nogen eller noget, der kræver vores indsats og tilstedeværelse.

Nu ved jeg godt, at du har parolerne parat. Vi kan jo bare lade være med at engagere os i frivilligt arbejde, starte virksomheder, have dyr, tage os af syge familiemedlemmer, eller hvad det nu er, der tager vores tid. Men selvom det er fuldkommen uforståeligt for dig, så betyder det faktisk ligeså meget for os, som dine børn gør for dig.

Nu vil du stampe i gulvet og sige, at børn er vigtigere end alt andet. Men nej, dine børn er ikke vigtigere for mig end det, jeg selv har dedikeret mit liv til. Din næste replik bliver nok noget i retning af: "Mine børn er fremtidens skatteborgere, og hvem skal ellers tage sig af dig, når du bliver gammel?"

Kære Katrine. For det første kan vi jo ikke vide, om dine børn bliver kronisk syge eller havner permanent på kontanthjælp. Derfor kan dit argument kun bruges retrospektivt, og såfremt poderne virkelig "bliver til noget". For det andet: overbefolkning er stadig et stort problem i verden. Jeg har intet problem med, at det bliver en fra Syrien eller Bangladesh, der tørrer mig bagi, når jeg bliver gammel. Ergo skal du absolut ikke besvære dig med at få børn for min skyld.

Så alt i alt: ja, du KLYNKER! Du er jo ikke en teenager fra en socialt udsat familie, der er blevet gravid ved et uheld. Som universitetsuddannet må man formode, at du er i stand til at tage et seriøst tjek på dine ressourcer. Derfor har du naturligvis ikke sat børn i verden uden først at have prioriteret, så der er de fornødne økonomiske og tidsmæssige ressourcer. Derfor kan der selvfølgelig sagtens være "øv-dage", men det er børnefamilierne ikke alene om. De er bare alene om at få rigtig meget hjælp, der kan minimere øv-dagene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

@Christine Jensen 8. august 2015 - 09:39
Er det nu ikke lige lovlig meget at gøre ud af Katrine Arnfreds hjertesuk over, at det ikke altid er lige let at være småbørnsmor og klummeskribent med en deadline, der skal holdes.

Kristine Arnfred har jo hverken bedt om mere eller mindre velmente råd om, hvordan hun burde have organiseret sin tilværelse som småbørnsmor. Eller KLYNKET! over sine selvvalgt barnløse medsøstres manglende lyst til at betale mere i skat, for at hun kan få råd til at sende sine børn til tandlæge mv, uden at bunden går ud af familiens husholdningskasse det næste halve år.

Hun siger det bare som det var for hende selv i skrivende stund med en deadline hængende over sit syndige hoved. Resten er alt sammen noget, forargede læsere af klummen har lagt hende i munden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

@Lennart Kampmann 08. august, 2015 - 15:38

Hvem siger, det er forfatteren til brødteksten i ovenstående klumme, der har kreeret overskriften med det famøse latrinære udtryk "skidebenhamrende møghårdt"? Er det ikke mere sandsynligt, at ophavsmanden til den kioskbasker af en overskrift er den p.t. fungerende unge (mandlige) web- og debatredaktør på dagbladet Information (hvor man forbeholder sig retten til at redigere, forkorte og ændre i indsendte manuskripter og offentliggøre dem under andre overskrifter end de af forfatterne selv foreslåede)?

Prøv at læse hele klummen en gang til, og døm selv :o/

anbefalede denne kommentar

Sider