I går aftes eksploderede det hjemme hos os. Det hele gik op i limningen. Børn og forældre, der var sure og trætte. Aftensmad, der ikke blev spist. Lidt for høje (ok, meget for høje) stemmer. Gråd og tænders gnidsel. En stor pærevælling. Det var ellers meningen, at jeg skulle have skrevet på denne klumme. Når den yngste var faldet i søvn, den ældste aktiveret med et eller andet, og der var ro i lejren. Sådan blev det ikke. I stedet blev familielivet kørt over af en damptromle. Igen. Og det slog mig, hvor benhårdt det er at have børn. Igen. Og i hvor høj grad det er noget, man skal holde kæft med for ikke at blive betragtet som en klynker, eller – gys, endnu værre, det værste af det værste – en egoistisk og dårlig forælder.
For forældreskabet er skammens holdeplads, både i den offentlige debat og hos velmenende venner og familie. Og det kræver sgu militær præcision og ikke mindst tårnhøj disciplin ikke at træde ved siden af. Enten er børnene for meget i institution. Det er noget skidt. Eller også er de slet ikke i institution. Det er også noget skidt. Hvert år, når sommerferien rammer, trækkes den gamle travhest ud af stalden, og vi hører om forældre, der – the horror! – holder et par dages ferie uden deres børn. Hvad fanden bilder de sig egentlig ind?
Børn får lov til at hænge for meget foran iPad’en, men skal også være tunet ind på nye teknologier. De skal ikke overbeskyttes, for så bliver de curlingbørn, men heller ikke cykle selv til skole, før de rammer tredje klasse, for så er vi ude i ligegyldighed og tenderende omsorgssvigt. Forældre har for travlt med at realisere sig selv, og børnene lider under det, får vi at vide. Vi fodres med Morten Korch’ske fantasier om det lykkelige børneliv i gamle dage, hvor forældrene altid havde tid, i modsætning til samtidens egotrippere og fejlslagne fidusmagere. Vi skulle skamme os.
Og det gør vi også. I dén grad. For realiteten er, at det er skidebenhamrende møghårdt at have børn. Selv om det selvfølgelig også er dejligt. Og sådan har det nok altid været. Men i vores performance- og »du kan altid gøre det lidt bedre« kultur er der ikke plads til at stemple ud. Heller ikke bare i et kvarter. Med dæmpede stemmer snakker veninder og jeg om, at jo, det kan sgu også sejle hjemme hos os og jo, jeg kom også engang til at kyle en tallerken på gulvet i arrigskab. Samtidig okser vi på cykel gennem byen for ikke at hente børnene senere end klokken 16. Det forjættede tidspunkt, efter hvilket selv den mest velmenende forælder bliver forvandlet til den dummeste skid, for hvem vil udsætte sit barn for institutionens omklamrende favntag mere end allerhøjst nødvendigt. Også selv om de vist faktisk har det meget fedt i den der børnehave.
Mistænkeliggørelsen er til at tage og føle på, hvilket er paradoksalt, for man skulle jo tro, at langt de fleste forældre vil deres børn det allerbedste og handler ud fra de bedste overbevisninger. Selv om de så også indimellem kommer til at træde i spinaten. Det gør vi jo for fanden allesammen. Trods alt. Og vi prøver faktisk. Det bedste vi har lært. At balancere iPad’en med ture i skoven. At skabe rum til både højtlæsning og hyggestunder. At finde den gyldne mellemvej mellem broccoli og bland-selv slik. Og så holder vi kæft med de dage, hvor barnet får lov at se Netflix hele dagen. Eller få syv Sun Lolly-is. De dage, hvor en almindelig livsnedsmeltning rammer, og vi bliver mere gale i skralden, end godt er. Hvor selv ikke smugsmøger ud ad køkkenvinduet kan redde følelsen af, at man har spillet fallit. Igen. For ingen vil jo være en taber i det evige forælder-bingo, som fordrer fuld plade non-stop.
Løsningen: At vi giver os selv og hinanden noget livline. At vi tror på, at vi vil og gør det bedste. At vi snakker lidt højere om, at det også kan være svært, og at vi også kan være skiderikker. På trods. At forældrelivet ikke er svulstige regnbuer og absolut lykke 24/7. For sådan er livet generelt bare ikke. Og det kommer aldrig til at blive det.
I går aftes, da damptromlen havde været der og var kørt igen, kastede vi alle dyner og puder, børn og voksne ind i dobbeltsengen. Sov i en stor bunke. Sammen. For lige at finde hinanden igen. Som de gode forældre vi så gerne vil være. Og for det meste også er. Selv om vi fejler. Heldigvis.
Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
@Lennart Kampmann
Resten af teksten
er skrevet i en
art knækprosa -
knækprosa ..... argh
(Det kunne du jo bare have sagt med det samme, Lennart)
m.v.h.
Madam P
@Grethe Preisler - Nej, jeg synes sørme ikke, det er "at gøre lige lovligt meget ud af det". Hun har selv valgt at bruge spalteplads på det i en seriøs avis - det er ikke et dameblad det her.
@Christine Jensen: "det er ikke et dameblad det her"
Er du nu helt sikker på det? Jeg må indrømme, at jeg undertiden har mine tvivl, selv om de fleste 'kommentanter' stadigvæk er 'onkler' ;o)
Jeg undres en del over den mangel på forståelse, og særligt på den totale mangel på vilje - grænsende til decideret arrogance - til at prøve at forstå småbørnsfamiliers vilkår .... som kendetegner rigtig mange debattørers kommentarer til denne kronik.
Danske småbørnsforældre arbejder rigtig meget, og de hænger i en klokkestreng, og nej, de er ikke allesammen vellønnede akademikere, som "bare kan flexe" eller "bare kan vælge at lade mor/far gå hjemme".
Selvom den ugentlige arbejdstid i Danmark ligger i den lavere ende sammenlignet med andre lande, er danske familier alligevel nogle af dem, der lægger flest timer uden for hjemmet. For lægger man mors og fars arbejdstid sammen, er vi – ifølge Cura – oppe på 74,7 timer om ugen. Det er toppen i Europa.
Se link til ugebrevet A4 (24. marts 2015) om børnefamilier og mulighed for deltid:
http://www.ugebreveta4.dk/danskerne-boernefamilier-skal-have-mulighed-fo...
I øvrigt vil de småbørnsforældre vi har i dag komme til at knokle til de er over 70 år...... ! Langt mere end tidligere generationer. Alligevel har rigtig mange her på tråden svært ved at unde dem lidt ekstra omsorg mens de har brug for det.
Jeg må tilstå, at jeg undres over, at helt berettigede problemstillinger, som småbørnsfamilier anno 2015 har i dagens Danmark, i den grad negligeres og latterliggøres.
Ønsker debattørerne blot at læne sig hoverende tilbage, når småbørnsforældrene går ned med stress og bliver langtidssygemeldte og sociale tilfælde ? For det, som kaldes "klynk", det drejer sig om begyndende nødråb fra familier, som er rigtig hårdt presset og normalt aldrig ville klage.
Når der tales om tilskud og gode forhold, ja, så giver samfundet nogle muligheder, men børnefamilierne betaler stort selv. Det børnetilskud, der findes i dag, det hed børnefradrag tidligere - og var især til gavn for velstillede familier. Det blev ændret for at sikre mere ligestilling mellem indkomstgrupperne.
Orlovsordningerne er naturligvis et gode - det kostede en del kamp fra feministernes side og på arbejdspladserne at få disse indført. Derfor er de også forskellige, og kan ikke umiddelbart sammenlignes. Der er pokker til forskel om du er bankansat, kommunal ansat eller om du er butiksansat. Den offentlige barselsordning kan relateres til dagpengesatser og tilgodeser, at man ikke kan arbejde mens barnet er spædt. Dette kan så skaffe vikarjobs til folk, der er arbejdsløse....
Ja, der er tilskud til daginstitutioner - men samtidig betaler småbørnsfamilier også skat af deres løn. Hvis mor/far gik hjemme og passede børn, så var der ikke nogen skattebetaling til staten.
Det er knaldhamrende dyrt at have børn. Et barn i daginstitution koster ca. 3500 kr. pr. måned, hertil kommer bleer, mad, tøj, barnevogn, klapvogn, autostol, etc. Det giver forbrug i samfundet, at vi har børnefamilier, så butikkerne får øget omsætning og virksomheder kan tjene penge.
Ofte hører jeg at småbørnsfamilier tager på dyre ferier, har flere biler, og forældrene har for mange hobbies og for mange cafebesøg. Det er bestemt ikke mit indtryk. Ofte betales ferier af bedsteforældre, eller der er sparet sammen til dem over flere år. Een bil til transport til arbejde når man bor langt fra arbejdsplads og skal hente/bringe inden åbne/lukketid er vel ikke en luksus? Jeg kender faktisk meget få småbørnsfamilier med mere end 1 bil og så er det begrundet i transporttider for både mor og far. En enkelt kop kaffe på en lokal cafe et par gange om måneden, hvor den nybagte mor kan pause og få en kop kaffe og se andet end bleer og tøjvask er vel heller ikke så opsigtsvækkende. Der er ofte langt til mødregruppe eller netværk, hvis far bruger familiens eneste bil til arbejde. Man kan få brug for lidt voksenkontakt og en smule egenomsorg.
Ja, der er overbefolkning i verden - men betyder det, at det kun er OK at mennesker i ulande, der har lov til at få børn...? Må danskere ikke få lov til dette?
NEJ, småbørnsforældre knokler lige så hårdt som deres kollegaer på arbejdspladsen - de er simpelthen så ræd for at miste deres jobs, at de ofte knokler hårdere. Hvis de går til tiden, så skyldes det at de som regel er en del mere effektive end deres kollegaer - det er de nødt til at få det til at hænge sammen. De holder ikke ekstra kaffe/sludre-pauser i løbet af dagen. Som HR konsulent har jeg set masser af ansatte uden børn, der helt konsekvent dyrkede at have mandags-syge og fredags-hjemmedage - (de festede for meget i weekenden), mens småbørnsforældrene var rædselsslagne, hvis de måtte tage barns sygedag, når skoldkopperne hærgede.
En smule venlig forståelse og respekt ville være ønskelig.
Lilli Wendt - så var det måsk for h...... på tide, at småbørnsforældre gjorde oprør! Hvad med at gå til de respektive fagforeninger og kræve mere deltid etc.. Hvad med at oprette bytte-/deleordninger af tøj, børnesenge, legetøj og pasningsordninger?
En ting er sikkert - så længe man bare passer sin egen manege og mener, man er den hårdest ramte generation nogen sinde, så sker der med garanti ikke en skid !
Og så kan jeg anbefale klummeskriveren - som faktisk ikke klynker og andre børneramte at læse Llivet er ingen strøgtur" et sammendrag af damebrevkasser gennem 70 år. Fra dengang hvor der ikke var institutioner, børns 1. sygedag, institutionespladser nok, lange åbningstider i butikker eller mulighed for indkøb via nettet. Til gangæld var der lange arbejdsdage og kortere ferier.
Grethe Preisler, det må jo generere klik … tænker jeg. Selv om jeg for min død – eller er det 'dyd'? – stadig ikke kan regne ud, hvordan man tjener penge på 'klik'. Men udvalget af Ritzau-telegrammer synes nu også i stadig højere grad at være udtryk for det samme: 'Klik-fiskeri'.
To sjæle, een tanke, Vibeke Rasmussen ;o)
Tak, Herdis Weins, for henvisningen til "Livet er ingen strøgtur. Damebrevkasser i 75 år." Den var jeg så nødt til først lige at google. Og fandt derved bl.a. ud af, at selv om samlingen er redigeret af Aase Gullestrup, er det ophavsmanden (/k) til forordet, Lone Kühlmann, der står angivet som forfatter i langt de fleste henvisninger. Mon det har noget med 'kendis-faktoren' at gøre? Som (ofte) også i 'klik-fiskeri'? Og lidt ligesom når en bog om historiske personer, på forsiden viser et foto af … skuespillere, der tilfældigvis har ageret personerne på film!?
Vibeke Rasmussen - lige præcist. der skal skrives højt på den digitale markedsplads, så det gælder om at bruge alt den kendis-faktor, man kan skrabe op med et yderste af neglene.
Jeg kan varmt anbefale bogen - især til dage, hvor man synes, der ikke er sket ret meget godt de sidste 75 år :-)
Jeg har selv et arkiv af ugeblade fra 1920-til 90'erne. Når man ser, hvad kvinder tidligere formodes af skulle honorere af krav til udseende, madlavning, børnepasning og rengøring uden en brøkdel af de hjælpemidler og adgang til vand og strøm, vi har i dag, så har jeg altså nogle gange voldsomt svært ved at have ondt af kvinder i dag. Med eller uden børn.
"Ja Verden er en Skueplads, og alle, Mænd og Kvinder, kun Skuespillere.
Hver går og kommer, når hans Tid er, og hver har mange Roller at spille i sin Livstid"
;-)
Herdis Wein,
Småbørnsforældre har IKKE tid til at gøre oprør, og når de spagfærdigt fortæller, at de ikke kan få livet til at hænge sammen, så møder de kun latterliggørelse og ingen forståelse. Det burde vel være ret indlysende, når man læser kommentarerne her på tråden.
De går skam også til fagforeninger og kræver mere deltid, men der er jo flere interesser i fagforeningerne, som også rummer mennesker uden små børn - bl.a. højere løn, højere pension og mere uddannelse. Så her kommer småbørnsforældre ofte sidst i rækken, for de har ikke tiden til at sidde lårene af fagforeningen.
I forhold til at at oprette bytte-/deleordninger af tøj, børnesenge, legetøj og pasningsordninger? Det gør de skam også - ellers kunne det slet ikke hænge sammen hverken økonomisk eller praktisk, for bedsteforældre bor ofte langt væk eller arbejder stadigt.
Du siger: "En ting er sikkert - så længe man bare passer sin egen manege og mener, man er den hårdest ramte generation nogen sinde, så sker der med garanti ikke en skid ! " Hertil kan jeg kun sige, at børnefamilier i dag har ikke det tidsmæssige overskud som 68' generationen havde, hvor der var masser af job og fri adgang til alle fag, kæmpe rentefradrag på egen bolig, og medvind i ryggen. I 1980'erne oplevede jeg bl.a. hvordan mange andre valgte at sige job op for at gå på dagpenge, mens ungerne var små. Det kostede blot 6 ugers karantæne, så kørte det derudad i rigtig mange år, og dengang var der IKKE aktivering eller lign. Jeg var noget forbløffet over det, og jeg har ikke selv brugt denne mulighed, men jeg kunne se, at alle der brugte denne mulighed fik flere børn på denne måde.
Hvorfor er det i øvrigt lige, at jeg kommer til at tænke på Monty Python, der fortæller hvor hårdt de havde det som børn? Skal alle i samfundet have det bedre - bare ikke småbørnsfamilier?
Min egen mor gik stort set hjemme i 1950'erne og 1960'erne og naturligvis var det hårdt at have 3 børn uden vaskemaskine, men hun havde da tid til kaffepauser med naboen, og alle ungerne legede udenfor med hinanden. I øvrigt havde hun ikke råd til dameblade, så hun var fri for at blive mindet om at se godt ud...
Kom lige ud i virkeligheden og snak med de unge om hvordan de rent faktisk har det.
En træt sidste kommentar..... måske er det her, ligesom med trafiklys og fodgængerovergange.... Der skal sikkert rigtig mange "lig på bordet", før det går op for folk, at børnefamilier er hårdt presset.
Lilli Wendt - jeg kender faktisk en hel del børnefamilier, der hverken er særligt privilligerede af at have bedsteforældre i nærheden, overskud på kontoen til at købe hjælp, råd til 2 biler etc. Alligevel lykkedes det dem at få det hele til at køre rundt med børn, 2 gangefuldtidsjob,fuldtids- +halvtidsjob, fuldtidsjob + en studerende, 2 studerende. Jeg hverken ser eller hører dem være på afgrundens rand af udmattelse. Og ja - en gang imellem stønner de og glæder sig til, ungerne bliver større, men i det store og hele tager håndterer de faktisk dagligdagen med overskud og glæde over børnene. Og de ved, at om nogle år er det faktisk slut. Mit indtryk er, at de der "klynker" er de, der stiller alt for store krav til sig selv og ideen om, hvor perfekt, det hele skal være.
Det billede, du opstiller, gælder sørme langt, langt fra for de fleste.
@Lilli Wendt,
I 1980'erne oplevede du, at mange af dine kvindelige kolleger sagde deres job op og gik på dagpenge, når barselsorloven udløb, og på den måde fik råd til flere børn end dem, der ikke udnyttede denne gyldne chance for offentlig forsørgelse som hjemmegående småbørnsmødre.
Jeg er så lige den generation ældre - jeg var allerede blevet mormor til mit første barnebarn i 1980 og oplevede også, at flere af min jævnaldrende kvindelige kolleger gik på efterløn, så snart det kunne lade sig gøre. For at blive dagplejemødre for deres egne børnebørn, så døtrene i ro og mag kunne fortsætte deres studier, uden at de små guldklumpers fædre havde nødigt at afbryde deres studier og blive hjemmegående småbørnsfædre af den grund.
Så velkommen i bedste- og oldemor-klubben, hvor der er altid plads til en til, der bruger Rexona, kære Lilli.
Jeg må konstatere at det kniber en del med søstersolidariteten, som nu er en død sild. Feminisme var åbenbart forbeholdt 68'generationen.
Engang var det sådan at man som generation ønskede at den næste generation skulle have et bedre liv. Det var dengang. Nu ønsker man så bare, at den nye generation holder kæft og knokler.
Tiden skal nu åbenbart stå stille, og der er ikke nogen plads eller forståelse for bedre forhold til den unge generation, som har endnu mere pres på i arbejdslivet end tidligere tider.
Børnefamilierne skal holde kæft og knokle derudad, og når de engang bliver gamle og forlader arbejdsmarkedet på den anden side af 70, så kan de trøste sig med, at de var den generation, som mødte mindst forståelse og venlighed, og de var den generation, som skulle blive ekstra længe på arbejdsmarkedet.
De fik aldrig tilbudt frit valg på uddannelsesinstitutioner, de måtte ikke have fjumreår, de fik ringere procentvis barselsdagpenge, ringere dagpenge ved arbejdsløshed, de havde længere til arbejde, arbejdspladserne krævede flere og flere "interessetimer", daginstitutionerne holdt mega mange lukkedage og der var dårligere pædagogdækning, kravet om inddragelse i skole/hjem samarbejde blev forhøjet, arbejdsløsheden gav usikkerhed og pres for at beholde jobbet, boligudgifterne blev tårnhøje (rigtig mange er finanskriseramte), medier og debattører lagde kæmpe pres på at de skulle være super forældre på alle områder, og forståelse og venlighed var en by i Rusland - derimod fik de en kold skulder og arrogante bemærkninger, hvis de sagde, at de var udmattede.
Danmark er efter sigende det land i Norden med de ringeste børnefamilievilkår.... tankevækkende...!
Dette har intet at gøre med hverken 'feminisme' eller 'søstersolidaritet', Lilly 'Wendt. Det er ren og skær god gammeldags klassepolitik under falsk flag. Og jeg for mit vedkommende stemmer hverken på ene eller det andet politiske parti, bare fordi partiet tilfældigvis har en kvindelig formand, som også gerne vil prøve at være statsminister.
Lilli Wendt - så er det altså heller ikke være! Og her i 2015 er det vel ikke bare kvinder,der får børn - det gør mænd også . Men der er da stadigt kvinder, der opfører som om, børnene alene er deres ansvar og ejendom. Lone Kühlmann sagde engang at man skal vælge sine børns far med omhu. Så skal man til gengæld også insistere på, at far tager sin del af slæbet og ansvaret. Og jeg fastholder, at man ikke kan forvente, alle andre skal sørge for, man får bedre forhold - det må man selv tilkæmpe sig. Ellers havde kvinderne stadigt gået hjemme uden stemmeret hos en ægtemand med nærmest hals- og håndret over dem. Tjenestefolk havde aldrig fået nogen overenskomst - tænk at de faktisk orkede at kæmpe for det. Homoseksuelle måtte stadigt gå stille med dørene etc. etc.
Så enten har børnefamilier som sådant ikke SÅ hårdt, som du antyder, eller også må de fandme få fingeren ud og kæmpe for at ændre det.
Interessant læsning til interesserede:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/familiebalance.-vi-skal-skabe-en-...
Mit korteste vers ...
Versaler
NÆR VÆR
VÆR NÆR
Peter Nørgaard
Copyright 2015
... læses sidelæns + oppe fra og ned + nede fra og op.
Jo Lilli Wendt, selvfølgelig må danskerne gerne få børn. De skal bare selv betale for det ;)
Du skriver, at det er dyrt at have børn og nævner prisen på en institutionsplads. Sig mig, hvad tror du, at den ville koste uden tilskud?
Barnevogne, tøj osv. kan købes brugt.
Der er utallige undersøgelser, der viser, at det er enlige uden børn, der sidder hårdest i det. De får ikke de utroligt mange tilskud, og en del udgifter er de samme eller næsten de samme. De kan heller ikke gøre brug af mængderabatter i samme grad som børnefamilierne.
At du ikke har oplevet, at forældre er en dårligere arbejdskraft, kan du ikke gøre til et endegyldigt facit. Jeg har selv oplevet, at en nybagt far, som jeg havde en virksomhed sammen med, sagde, at jeg bare skulle løse hans opgaver, fordi "jeg havde mere tid" - hvilket bestemt ikke var tilfældet.
Har også oplevet det utallige gange på andre arbejdspladser. Igen og igen må kollegerne dække for dem, fordi ungerne er syge, og de skal dit og dat.
Du mangler totalt respekt for, at andre mennesker også kan føle sig pressede, og at børnefamilierne faktisk selv har VALGT deres situation.
Kære Kathrine Arnfred, undskyld jeg siger det, men det er altså ikke skidebenhamrende møghårdt at have børn. Vi har tre små på hhv. 4, 2,5 og 1 år. Hvis du husker hvem der er den voksne, løser de forudsigelige problemer på forhånd og resten straks de opstår, så er det sjældent det er hårdt. Man får jo børn for sin egen skyld, ikke for børnenes så man må jo prioritere og udsætte sine egne behov, til det er belejligt. Det er klart at hvis man tror man skal stå og smugryge ud af køkkenvinduet eller spilde tiden på alt muligt andet gøgl, så føler man sig nemt snydt. Men det komme jo an sin egen indstilling. Rygning som så meget andet er et indbildt behov og for det andet så er du jo ikke blevet snydt. Børn er livets store gave som du har været heldig at få låns. Hvis du er lidt ydmyg overfor det gør dig til rådighed, når de har brug for dig, altså sætter deres behov udover dine egne, så går det meget nemmere alt sammen.
Sider