Klumme

En skoletaske pakket med forskellighed

Der er ingen grænser for den ideologiske opbakning til folkeskolen blandt mine venner og bekendte. Men i praksis ser det anderledes ud. Og det er ærgerligt, for vi har brug for at mødes på kryds og tværs
11. august 2015

Sommeren går på hæld. Snart er vi i midten af august, og træerne langs med Nørrebrogade er begyndt at få brune blade. August betyder også skolestart, og vi har pakket min datters skoletaske. Med madkasse, drikkedunk og sommerfugle.

Sidste år, da hun skulle starte i 0.X., var den også pakket med en tvivl. For var det nu en god idé, det der med folkeskolen? Med lidt bævende hjerte var jeg taget til de første intromøder på min datters skole, dengang forrige efterår. Den var trods alt en sammenlægning af de to notorisk mest berygtede skoler i kvarteret, og de historier, jeg kunne finde via en hurtig søgning på nettet, var ikke gode. Alligevel endte vi der, på den lokale folkeskole. Og jeg har ikke fortrudt en eneste gang.

Én ting er undervisningen, som – indrømmet – stadig er begrænset, dér på børnehaveklasseniveau. Noget andet og mindst lige så væsentligt er, at min datter har sin daglige gang sammen med et mylder af børn, som har forskelligheden til fælles. Hendes klassekammerater kommer fra alverdens baggrunde, og de lærer alle, at man kan leve på forskellige måder, have forskellige familiekonstellationer, bo forskelligt, spise forskelligt, se forskelligt på verden. Det samme gør vi forældre, som til skolesammenkomster og forældremøder snakker med hinanden på kryds og tværs, selv om vi måske ikke umiddelbart ligner hinanden. Og det er der både noget styrkende og betryggende i – især taget i betragtning, at mange af os i det daglige har tendens til at omgås dem, der ligner os selv. Til at holde os til det, vi kender.

Samtidig oplever jeg lærere, der knokler for at give ungerne de bedste rammer. For at fylde skoledagen med faglighed, men også sjov og ballade. På trods af urimelige arbejdsvilkår og pressede rammer. Mindre forberedelsestid og en arbejdstid, der skal lægges på skolen. Men de engagerer sig. Ikke bare i undervisningen. De har også tid til en snak om morgenen, til at holde et barn i hånden, der synes det er svært at vinke farvel til forældrene, til at tage i skoven eller på museum og give nye rum og muligheder for læring. De vil folkeskolen.

Det er der derimod færre og færre forældre, der vil. De vælger folkeskolen fra. 17 procent er vi oppe på nu. Det højeste tal nogensinde. Friskoler, privat- og lilleskoler har kronede dage. Det er især de ressourcestærke forældre, der vender ryggen til folkeskolen. Skolereformen og inklusionsprincippet står umiddelbart som de største syndere, når det handler om grundene til, at folkeskolen fravælges. Og der er da også svunget indtil flere spareknive, som sædvanligt pakket pænt ind i optimeringssnak og ressourceudnyttelse. Et år efter de første ikke-helt-så-spæde skolereformskridt er det et noget splittet billede, man står tilbage med af ’den nye folkeskole’, som for mange ikke længere er et reelt alternativ. Det er den heller ikke for en del af mine venner og bekendte. Der er ingen grænser for den ideologiske opbakning, men i praksis ser det anderledes ud. Måske fordi det synes risikabelt at spille russisk roulette med sit barns formative år på den måde. Jeg forstår det godt, men ville det ikke klæde os ikke at klamre os så meget til vore egne enklaver, som privatskolerne jo reelt er og bliver til? At tage chancen og bakke op?

Et par år inden min datter skulle starte i skole og inden det forjættede skolevalg, lagde jeg mærke til sedler, der hang rundt omkring i kvarteret. En gruppe forældre var gået sammen og opfordrede andre forældre til at vælge den lokale folkeskole ud fra devisen om, at jo flere vi står sammen, jo flere vi er, der indskriver vores børn på den lokale skole, jo større mulighed har vi også for at præge den og sammen gøre den til en skole, som er god for alle – elever, forældre og lærere. Også inden for de rammer, som reformer og principper udstikker. På mange måder et beundringsværdigt initiativ, der for min datters skoles vedkommende ser ud til at have fungeret. Heldigvis.

For folkeskolen er vigtig. For sammenhængskraften. For samfundet. For at vi kan mødes på kryds og tværs. For at vores børn finder ud af, at livet og tilværelsen kan se ud på mange forskellige måder. For at vi selv finder ud af det. For at vi kan mødes i det fællesskab, som folkeskolen tilbyder både børn og forældre. Det skal vi værne om og prioritere. Ikke mindst fra politisk side, men i høj grad også fra vores, forældrenes.

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu