Kronik

Da min søster blev syg

Helt tilfreds med sig selv bliver man vel aldrig. Men jeg var mere end almindeligt utilfreds med min kartoffeltud og tendens til at springe over, hvor gærdet er lavest – lige indtil min perfekte søsters blodprop vendte op og ned på mit livssyn
’Min søster havde således alle fordele. Hun var god at se op til, også selv om hun repræsenterede et mål, jeg aldrig ville kunne nå,’ skriver dagens kronikør (forrest i billedet). Privatfoto

’Min søster havde således alle fordele. Hun var god at se op til, også selv om hun repræsenterede et mål, jeg aldrig ville kunne nå,’ skriver dagens kronikør (forrest i billedet). Privatfoto

6. august 2015

Min søster fik alle de gode sider, da den slags blev fordelt. Jeg beundrede hende og misundte hende en lille smule. Først og fremmest havde hun fået et godt udseende.

Det er let nok at sige, at det ikke er udseendet, der er det vigtigste. Men det er en kendsgerning, at smukke mennesker har det nemmere end grimme. Jeg har læst et sted, at når folk opfatter mennesker som smukke, skyldes det en matematisk opfattelse af, hvordan de ideelle proportioner er. Næsen skal sidde i en vis afstand fra munden, arme og ben skal have en bestemt længde i forhold til kroppen. Og så er der selvfølgelig de udvortes ting. Håret, huden og fedtlaget.

Der må være noget i mine proportioner, der er gået galt. Jeg hører ikke til de smukke mennesker. Håret er tyndt og tjavset, næsen ligner en kartoffel. Fedtlaget krøller sig på de forkerte steder.

Engang beklagede jeg mig til min bedstemor over mit udseende. Jeg syntes ikke, jeg ville sige, at jeg var ked af håret, for jeg kunne nemt se, hvorfra jeg havde arvet lige netop det, men næsen! Den er en katastrofe.

»Kan du ikke lugte med den?« spurgte min bedstemor.

»Jo,« sagde jeg lidt forbavset. Det var ikke funktionen, jeg snakkede om.

»Hvad har du så at beklage dig over?« sagde hun og lod forstå, at den diskussion var slut.

Anderledes var det med min søster. Hendes mørke, tykke, lokkede hår afsluttede en helt igennem net skikkelse med de helt rigtige proportioner. Hendes lige, fine næse var langt fra min brede tud.

De fleste mennesker, vi traf som børn og unge, udtrykte deres forundring over, at vi var søstre. De bemærkninger gik hver gang rent ind.

God at se op til

Som ung pige havde min søster altid en hær af tilbedere, der sværmede omkring huset. Ikke bare var min søsters udseende godt. Hendes hænder var uovertrufne. Hun kunne alt med hænderne. Hun havde en kunstnerisk åre og kunne male, tegne og lave keramik. Hun var formidabel i et køkken, og jeg ved ikke, hvordan hun altid klarede at se ud, som om hun var trukket op af en æske, også selv om hun stod i festforberedelser til halsen. Dertil kom, at hendes energi overgik de flestes. Hun sagde engang, at hun ikke vidste, hvad det var at være træt.

»Det har du arvet fra mig!« sagde min mor tilfreds.

Desværre arvede jeg heller ikke dét gen. At springe over hvor gærdet er lavest, har altid fristet mig. Det kan skyldes mine korte ben, men det kan også skyldes en karakterbrist, som jeg helst havde været foruden. Min søster gjorde tingene ordentligt og redeligt og uden at snyde på vægten. Min søster havde således alle fordele. Hun var god at se op til, også selv om hun repræsenterede et mål, jeg aldrig ville kunne nå. Jeg prøvede mange gange.

Min søsters ydre var smukt, men hendes indre endnu smukkere. Hun tog livet, som det kom og var altid godt tilfreds. Hun giftede sig med en succesfuld forretningsmand og havde en tid nok at gøre med at passe ham og hans forretning. Da den bukkede under for dårlige tider, viste min søster, hvad hendes indre formåede. Hun tog fuldtidsarbejde og gjorde sine interesser til en del af sit erhverv.

Næsten hver aften underviste hun ud over sit fuldtidsarbejde i de kreative fag, som hendes gode hænder mestrede. Hun beklagede sig aldrig, men nød at bruge sig selv fuldt ud. Og det kom hun til. Hun sled og slæbte, men det lykkedes hende at opretholde en levestandard, der var omtrent som før. Hun var så småt ved at indstille sig på at gå på efterløn, da hun en fredag aften efter en lang arbejdsuge havde sat sig foran fjernsynet. Pludselig blev hun dårlig, og det viste sig, hun havde fået en blodprop i hjernestammen.

Hun blev indlagt, og gennem det næste år forsøgte man en genoptræning. Den lykkedes ikke. Hun var lam i det meste af kroppen. Der var lidt førlighed tilbage i højre side, men hånden havde spastiske kramper, så hun kunne ikke styre en computer. Hver gang, der dukkede et lille håb op, slukkedes det hurtigt. Til sidst opgav man genoptræningen.

Aura af venlighed

Min søsters liv har nu i 12 år været levet på et plejehjem. Hun kan intet. Det er gået langsomt ned ad bakke.

Hendes talecenter var næsten ødelagt, så i begyndelsen trænede vi talen, men det blev ikke bedre, og i dag er hendes sprog næsten væk. Hun kan ikke synke og derfor heller ikke spise, og dertil kommer, at hun ser meget dårligt. Hendes tænder brækker, da hun får mad gennem en sonde og således ikke længere bruger tænderne. Hendes ryg krummes sammen, fordi hun ikke selv kan strække sig ud. Den ene dårligdom følges af den næste. Man skulle ikke tro, der var meget at glæde sig over.

Det gør min smukke søster nu alligevel. Hun spreder omkring sig en aura af venlighed, og jeg er sikker på, hun er personalets yndling. Hun er altid godt tilfreds, og jeg har aldrig hørt hende klage over noget. Hun kan stadig  somme tider se det komiske i en situation, der lige så vel kunne kalde på gråden.

Når man er syg i så mange år, falder venner og familie fra. De fleste orker ikke besøg hos en håbløst syg. Man får ikke så meget med sig derfra. Men det ligger min søster fjernt at beklage sig over dem, der ikke kommer. Hun glæder sig over dem, der kommer.

Tiden går hurtigt

Engang omkring livets uendelige midterfase tænkte jeg af og til: Er dette virkelig livet? Er det sådan, jeg skal leve? Er min eksistens ikke andet? Jeg kedede mig en lille smule og havde en fornemmelse, at der var noget, jeg gik glip af. Der måtte da være mere. Enkelte dage syntes jeg i grunden ikke, livet var værd at samle på.

Min søsters sygdom blev en slags wake up call. Det satte projektør på mit eget liv. Hvem er jeg, der skulle kunne tillade mig at klage over min eksistens? Jeg kan gå fra plejehjemmet som et frit menneske. Jeg kan svømme, sejle, cykle og gå ud, når jeg synes, der er for trangt indenfor. Jeg kan bruge min computer, jeg kan bruge mit køkken, omend resultaterne ikke er så gode, som min søsters var det i sin tid. Jeg kan passe min have og gå på biblioteket og finde, hvad jeg vil læse. Jeg kan sådan set, hvad jeg vil.

Livet kører frihjul ned ad bakke. Sådan føles det. Medbør og bølge. Vinden i ryggen det meste af tiden. Den ene gode morgen afløser den anden. Jeg bestemmer selv, hvad mine dage skal fyldes med, og jeg er stort set tilfreds. Det er godt at være 70.

Når jeg tænker på, hvor træt jeg som yngre kunne være af livet, skammer jeg mig. I dag er hver dag mirakuløs. Det er naturligvis, fordi jeg ved, dagene er talte, men det er også, fordi jeg pludselig ser livet proportioneret på en anden måde. Da min søster blev syg, opdagede jeg, hvor meget jeg havde taget fejl. Livet er nemlig livet værd. Også selv om det for en udenforstående ser pauvert ud.

Jeg besøger min søster en gang om ugen. En dag havde jeg haft en travl uge og fortalte hende, hvordan tiden var fløjet af sted. Dengang kunne hun stadig udtrykke sig, så jeg kunne forstå det.

»Jeg synes også, tiden går hurtigt,« sagde hun »Men sådan er det jo, når man har det godt!«

Lis Mikkelsen er pensioneret folkeskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Elisabeth Andersen
  • Steffen Gliese
  • Torben R. Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
  • Majbritt Nielsen
Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, Torben R. Jensen, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro og Majbritt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu