Vi har i Danmark gennem århundreder kæmpet os frem til at være en retsstat. Vi bryster os af at have høj retssikkerhed for alle borgere og adgang til en retfærdig rettergang for enhver. Vi er så stolte af vores retssystem, at vi omtaler os selv som rollemodel for hele verden.
Men i skarp kontrast til dette selvbillede står en række samværssager uden retfærdig rettergang. Et eksempel: En beskyttende mor måtte for nylig sidde tre måneder i Vestre Fængsel på grund af en fejl i Statsforvaltningen.
Sagen handler om den 26-årige mor, Sascha, der netop er løsladt. Hendes tre måneder i forvaring skyldtes, at hun ønskede at beskytte sin fireårige datter mod at blive udleveret til samvær med en far, der efter hendes oplysninger var voldelig mod hende i barnets påsyn.
Men i fogedretten fik Sascha ikke beskikket en advokat før efter, hun var sat i forvaring. Under sagen fik hun ikke oplyst, at hun kunne klage til Landsretten. Hun fik ikke lov til at føre vidner, f.eks. børnehavepædagogen, og hun fik ikke mulighed for at fremlægge centrale dokumenter som bevis i sagen.
Sagen er et eksempel på manglende retssikkerhed og på, hvordan automatiseret ideologi kan føre til systemvold. Forhåbentlig træffer Højesteret den rette beslutning, når den snart kommer med en principiel afgørelse om forældreansvarsloven – hvis ikke, vil vi se endnu flere ulykkelige sager som Saschas.
Forringelser af loven
I 2007 trådte forældreansvarsloven i kraft, og samværsforælderens ret til kontakt med barnet kom i fokus på bekostning af barnets ret til beskyttelse. Loven er et eksempel på et uheldigt skred på området, der har fundet sted siden 1996. Før da havde vi en af verdens bedste lovgivninger for børn i samværssager. Myndighederne var grundige og oplyste forholdene i hver enkelt sag. De havde blik for at beskytte barnet mod vold og overgreb. Men denne beskyttelse er altså gradvist blevet udhulet, og med Skilsmissepakke 1, der træder i kraft til oktober, fortsætter forringelserne.
Lovgivningen har medført, at hvis en forælder afviser at samarbejde om samvær på grund af f.eks. oplevelsen af vold eller overgreb, bliver det set som en mangel ved den pågældendes evne til at være forælder. Den part, der vil beskytte sit barn, bliver altså af systemet mistænkt for chikane og for at modvirke en løsning.
I 2012 blev muligheden for, at en samværssag kan prøves i retten, fjernet. Det er nu en administrativ sagsbehandler, der afgør sagerne, og ikke en dommer. Men en sagsbehandler er ikke uvildig. Han eller hun er under instruktion og skal følge de dessiner, som ministeren har givet. Det er dybt problematisk, at der i samværssager ikke gives mulighed for retfærdig rettergang ved en uvildig dommer.
Samtidig bruges der tvang for at få gennemført lovens ideologi med krav om samvær. Medmindre udlevering til samvær er til ’alvorlig’ fare for barnet, skal barnet udleveres til samværsforælderen – det gælder altså, hvis der ’kun’ er (almindelig) fare for barnets fysiske eller sjælelige sundhed.
Lovgivers retorik er, at det er bedst for barnet at have kontakt til begge forældre. Det er en altovervejende hovedregel. Men Sascha-sagen viser, hvordan denne automatiserede ideologi kan føre til systemvold. I Saschas tilfælde betød det, at hendes to børn på et og fire år måtte undvære deres mor i tre måneder.
Systemvold
Resultatet af loven er, at der i ly af den bagvedliggende ideologi har ophobet sig en menneskelig katastrofe, vi endnu ikke fatter i sit fulde omfang. Nogle forældre og børn får livsvarige følgevirkninger.
En stikprøveundersøgelse i en gruppe af beskyttende forældre viser, at omkring tre ud af fire ender i arbejdsløshed og med alvorlige belastningsreaktioner såsom kronisk PTSD. Det er en traumatiseringsgrad, som end ikke soldater, der har været involveret i krigshandlinger, når op på. Stikprøven er foretaget blandt forældre, der har uddannelse og var i arbejde med stabile indkomster, før parforholdet sluttede.
Når traumatiseringen synes særlig dyb i disse sager og får så vidtgående konsekvenser, kan det skyldes, at den tvang, der lægges på den beskyttende af forældrene og barnet, bliver til egentlig systemvold. Det, man andre steder kender som krænkelse af grundlæggende menneskerettigheder.
Vi håber, at den nye justitsminister vil løse problemerne. Det vil være oplagt at få bragt forholdene i overensstemmelse med konventionerne, herunder den nye Istanbulkonvention, der skal sikre nultolerance over for vold. Også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er central. Her kræves, at befolkningen har adgang til domstolsprøvelse, at der tilbydes en retfærdig rettergang, og at børn beskyttes.
Vi sætter vores lid til Højesteret, som skal tage stilling til de principielle spørgsmål, som Saschas sag har rejst.
Pia Deleuran og Vivian Jørgensen er advokater og mediatorer, Jytte Aa. Møller er pensioneret jordemor, cand.mag., og Iben Oksfeldt er psykolog
