Klumme

Hvor stopper retten til privatliv?

I disse overvågningsparanoiatider er vi alle efterhånden enige om, at privatliv er en dyrebar ressource på linje med rent drikkevand og 4G-forbindelse. I hvert fald vores eget privatliv. For når andre mennesker udstilles foran hele internettet, kigger vi
Debat
27. august 2015

Det er næppe gået nogens næse forbi, at utroskabssitet Ashley Madison for nylig blev udsat for hacking og derefter omfattende datalækage. Oplysninger om 36 millioner utro mænd ligger nu frit til skue, og ifølge bagmændene har både de og Ashley Madison fået som fortjent. Der er i hvert fald ikke mange, der for alvor har ondt af ofrene. De begik hybris, og som straf er de blevet doxed.

’Doxing’ – document dropping – er ondsindet lækage af private personoplysninger. Begrebet er ikke skarpt defineret og dækker over alt fra offentliggørelse af navn, adresse og CPR-nummer til afsløring af fordækte datingprofiler. Hvis datalækage er den digitale generations kernenedsmeltning, så er doxing et potentielt atomangreb.

Modsat hacking er doxing ikke nødvendigvis ulovligt, men helt bestemt uetisk og frem for alt et brud på vores fælles gentleman agreement om at respektere hinandens privatliv. Mere end det: Det er et brud på en af internettets grundlæggende præmisser, nemlig (illusionen om) gensidig anonymitet. Oftest udføres doxing som straffeaktion, hvor offeret kastes for internettets folkedomstol: Her er oplysningerne; gør med dem, hvad I vil.

Én ting er konsekvenserne i privatsfæren, hvor venner, familie og kolleger risikerer at blive delagtiggjort i forhold, der jo ikke nødvendigvis rager dem. Som oftest forhold af den seksuelle slags, selv om ekstreme politiske holdninger og tendens til rabiate ytringer også er en klassiker. Ved din mor godt, hvad du laver på internettet, hva’?

En anden ting er de mere vidtrækkende konsekvenser, der uundgåeligt følger, når private data pludselig bliver gjort tilgængelig for internettets rundt regnet tre milliarder brugere. Først og fremmest: Velkommen på forsiden. Velkommen til gabestokken. Når først internettets lynchmob er sat i gang, standser den ikke, før blodtørsten er slukket – eller før et nyt mål tiltrækker sig vores flygtige opmærksomhed. Hvem har brug for sladderblade, når vi har internetfora? Hvem har brug for storvildtjagt, når vi kan jage mennesker?

Så er der de tilfælde, hvor det bliver rigtig grimt. Misbrug af persondata. Identitetstyveri. Dødstrusler og chikane via alle tænkelige kanaler. Gamergate fra 2014 er det klassiske eksempel, hvor gameren Zoe Quinn af sin ekskæreste blev beskyldt for (blandt andet) utroskab og efterfølgende doxet og lagt for had af en frådende internetpøbel, der ikke skyede nogen midler i deres forfølgelse af hende. Sagen var – og er – betændt, og for udenforstående var den en manifestation af et dybt problematisk kvindesyn i gamermiljøet.

Omvendt græd vi tørre tårer, da hackerkollektivet Anonymous et par måneder senere afslørede identiteterne på en række Ku Klux Klan-medlemmer. En del hyldede dem endda. Doxing i den gode sags tjeneste kaldte vi det og frydede os ved tanken om de personlige konsekvenser, det forhåbentlig måtte have for de pågældende mænd. For er der da noget galt med at stille folk til ansvar for deres handlinger og ytringer? Hvis de ikke har noget at skjule ...

Så er vi tilbage ved utroskaben. Lad den, der er ren, kaste den første sten, siger de i kirken, mens vi læser højt fra den kristne tv-personlighed Josh Duggars Ashley Madison-profil og gnægger over hans seksuelle præferencer. Manden er religiøs fundamentalist og desuden skyldig i som teenager at have befamlet indtil flere småpiger, hvilket til fulde retfærdiggør skadefryden over hans ydmygelse – ikke sandt?

Hvor stopper retten til privatliv? Hvornår gør man sig fortjent til doxing? For vist prædiker vi privatliv, men samtidig kildrer det frydefuldt i maven ved tanken om at afsløre hver en puritansk hykler, hver en internettrold, hvert et lukket hadefuldt forum. Hive maskerne af dem og lade verden se dem, som de virkelig er.

Mikka Tecza er studerende ved IT-Universitetet og medredaktør på DenFri.dk. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her