Kommentar

Sydens symbolkamp fortsætter

Selv om det omstridte sydstatsflag er fjernet fra kongressen i South Carolina, er der langt igen før sydstatssymbolernes rolle er udspillet – det gælder ikke mindst i Mississippi, hvor jeg selv har oplevet betændte racerelationer
Debat
15. august 2015

Opgøret med sydstatsflaget i South Carolina tiltrak sig en del opmærksomhed. Man fik det indtryk, at der er tale om en ny udvikling, hvor der er udsigt til, at ’stars and bars’, som flaget kaldes i USA, og tilhørende memorabilia, der med Obamas ord hører til på et museum, endelig pensioneres. Det er imidlertid ikke tilfældet – tværtimod er den seneste sag blot en del af en længere føljeton, der på mange måder minder om en hus til hus-kamp. For selv om det omstridte flag nu er pillet ned i South Carolina, findes der fortsat en lang række institutioner rundt om i The Deep South, hvor der skal kæmpes om hvert enkelt lille stykke sydstats-memorabilia.

Tilbage i 2010 læste jeg på det traditionsrige sydstatsuniversitet University of Mississippi eller Ole Miss, som det kaldes i daglig tale. Institutionen fik sin første sorte studerende, James Meredith, i 1963 og har siden da med en vis ambivalens bevæget sig væk fra sin fortid som en white supremacy-højborg. Universitetets stolthed var og er dets amerikanske fodboldhold, der var og er samlingspunkt for en stor del af den hvide elite i Mississippi.

Bevægelsen væk fra fortiden er sket tøvende skridt for tøvende skridt, og den er langtfra slut endnu. I min tid på universitetet blev den mangeårige maskot Colonel Rebel, en ældre, statelig udseende sydstatsmand, der giver minder om tidligere tiders bomuldsplantageejere, udskiftet med maskotten Black Bear. Forud for dette – tilbage i midten af 1990’erne – var afspilning af sangene ’From Dixie with Love’ og ’The South will Rise Again’ i forbindelse med fodboldkampe blevet forbudt. Senest er en af vejene på universitetet blevet omdøbt fra Confederate Drive til Chapel Lane.

Det er altså langtfra kun sydstatsflaget, der vækker mindelse om tidligere tiders regime i Syden, og alle tiltagene er blevet mødt med skepsis og protest. I forbindelse med maskotudskiftningen blev universitetets overhoved, Dan Jones, mødt med omfattende kampagner, der beskyldte ham for »tradition treason«.

Betændte racerelationer

I de gamle, segregerede sydstater talte man om Southern belles. Begrebet refererer til den arketypiske hvide sydstatskvinde fra overklassen. Typisk var det opfattelsen, at disse kvinder skulle beskyttes mod overgreb fra især sorte mænd, som i datidens forståelse havde en ukontrollerbar seksualitet. Men trods en klar positiv udvikling siden 1960’erne viser en episode på University of Mississippi, hvor jeg selv kom i karambolage med racerelationerne, at mentaliteten om at beskytte sit og sine mod ’de andre’ fortsat trives. Og det ikke længere kun er hvide sydstatskvinder, der har deres beskyttere.

Ole Miss var det et sjældent syn, at sorte og hvide spiste sammen i JC Commons, den største af universitetets kantiner. En enkelt gang brød jeg denne kode og satte mig ved en sort bekendt og hendes veninde. Vi hyggede os og grinede højt flere gange under frokosten.

Senere på natten gik jeg tilbage til mit kollegieværelse. Jeg trådte ind i elevatoren, som skulle bringe mig til mit værelse på 7. etage. Der var tre sorte fyrer i elevatoren – jeg kendte dem ikke. Da elevatoren satte sig i bevægelse, dannede de en cirkel rundt om mig. De virkede yderst intimiderende på mig og ville vide, hvad jeg havde talt med de to piger om til frokost. Var jeg kæreste med en af dem?

Det er vigtigt at understrege, at oplevelsen ikke nødvendigvis er repræsentativ for racerelationerne i Mississippi som helhed, men den fortæller alligevel noget om, at historien langtfra er et overstået kapitel.

Sympati for symboler

Sydstatssymbolerne er fortsat populære blandt de hvide southerners, der ser dem som en vigtig kulturel arv og forbinder dem med regional stolthed. En måling foretaget af Pew Research Center viser, at omtrent en fjerdedel af dem, der anser sig selv for at være southerners, ser positivt på sydstatsflaget, mens kun i omegnen af 10 procent ser negativt på flaget. Modsat forbinder over 40 procent af sorte amerikanere flaget med noget negativt, og tallet er formentlig højere for sorte amerikanere, der bor i sydstaterne.

Der er langt endnu, før de symboler, der af mange anses for også at være direkte forbundet med slaveri, segregering og racehad, ikke længere vil finde anvendelse. Hus til hus-kampen om symbolerne kommer til at fortsætte rundt om i de 11 stater, der var en del af konføderationen under den amerikanske borgerkrig, længe endnu. Og ikke mindst i Mississippi, hvor det officielle statsflag, der blev vedtaget i 1894, fortsat indeholder ’stars and bars’.

Sydens dystre historie har perverteret racerelationerne på en måde, det er svær at omgøre. Og der er mange vejnavne at omdøbe endnu. At sydstatsflaget er blevet fjernet i South Carolina, er et lille skridt på vejen, men man skal ikke tro, det er mere end det.

Med til historien hører i øvrigt, at der tilbage i 2000 også var kontrovers omkring sydstatsflaget i South Carolina. Dengang vajede flaget fra toppen af statens kongresbygning. Resultatet blev et kompromis, hvor man fjernede det store flag, der vajede fra kongressen, men lod en række mindre flag ved borgerkrigsmindesmærker og på plænen foran kongressen blive.

15 år skulle der altså gå, før turen kom til flaget på plænen. Det kan diskuteres, i hvilket omfang de-facto racistiske symboler skal reguleres – ligesom obskure ytringer må symbolerne mødes med argumenter og ikke af forbud. Men et af Mississippis officielle slogans er The Hospitality State, og derfor vil det være passende, hvis staten begynder at tage det mere seriøst – også når det gælder statens sorte befolkning, der udgør knap 40 procent af statens indbyggere. Det kan være en begyndelse at gøre ligesom South Carolina og fjerne flaget fra 1894.

Ebbe Elhauge Kristensen er fuldmægtig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for en spændende artikel, blot en lille præcisering. 'Stars and bars' var Konføderationens første statsflag fra 1861 bestående af 7 og senere 13 stjerner i en cirkel i venstre top og tre vandrette bjælker to røde med en hvid i midten. "The Southern Cross" var både North Virginia's armyflag og The Naval Jack, som blev populært efter 2. Verdenskrig, specielt i forbindelse med raceurolighederne.