International kommentar

Syriens tragedie er Obamas største svigt

Den amerikanske præsidents udenrigspolitiske eftermæle står ikke til at redde. Det vil for altid fremstå skæmmet af hans passivitet over for en af de største humanitære katastrofer siden Anden Verdenskrig
12. august 2015

Barack Obama har i år haft travlt med at forbedre sin udenrigspolitiske resultatliste med åbninger over for Iran og Cuba – men hele pr-indsatsen er i nogen grad spildt, for hvad kan rette op på Syrien-tragediens status som den amerikanske præsident alvorligste, mest tragiske, omfattende og langvarige udenrigspolitiske fiasko?

Den Syriske Borgerkrig er nu på vej ind i dens femte år med et dødstal på omkring en kvart million mennesker, over 10 millioner fordrevne eller flygtninge, og dystre og vidtrækkende konsekvenser for den internationale sikkerhed.

Bill Clinton skrev i sine erindringer, at han mest af alt fortryder, at han ikke fik stoppet folkemordet i Rwanda. Måske håber Obama på, at historikerne vil være ham nådige i forhold til Syrien – trods alt udtalte han i en FN-tale, at USA ikke kan bære alverdens byrder på sine skuldre alene. Alligevel efterlader Det Hvide Hus et indtryk af ligegyldighed, der synes at modsvares af en overvejende indadvendt offentlig amerikansk opinion. Adspurgt i et interview fra 2013 om, hvordan han moralsk kunne forsvare sin passivitet over for den fortsatte vold i Syrien, svarede Obama med et modspørgsmål: »Hvordan skal jeg afveje de titusinder, der bliver dræbt i Syrien med de titusinder, der bliver dræbt i Congo?« Det lød, som om han ikke blot fremførte en rimelig indvending om grænserne for amerikanske interventionisme, men også ville relativere Syriens rædsler.

Argumenterne for Obamas linje kender vi kun alt for godt. Der findes ingen lette eller indlysende løsninger i Syrien. Det går ikke an at lade sig trække ind i endnu et mellemøstligt hængedynd. Realisme dikterer, at Syriens konflikter i bedste fald skal inddæmmes. Spørgsmålet er, om disse argumenter har nogen holdbarhed tilbage.

Vel er det sandt, at stillet over for kriser af voldsom størrelsesorden findes der ofte kun handlemuligheder, der alle rummer kimen til endnu værre problemer. Men uanset hvad Obama har valgt at gøre eller ikke gøre, har resultatet langt fra været overbevisende. Krigen raser videre, øjensynligt endeløs. Konflikten er på ingen måde inddæmmet, og med indsatsen mod Islamisk Stat er USA alligevel endt med at blive trukket ind i hængedyndet. Konflikten har spredt sig til hele Mellemøsten som katalysator for yderligere sunni-shia-sammenstød i Mellemøsten og for islamisk radikalisering, hvis konsekvenser er mærkbare langt ud over regionen.

Krigen raser videre

USA siger nu, at man vil yde tæt luftstøtte til en lille gruppe på 60 syriske oprørere, som man har trænet, og at man overvejer at oprette en sikker zone langs den tyrkisk-syriske grænse, som anti-IS-militser kan bruge som base. Et af de mest gådefulde aspekter af denne nye fase af amerikansk involvering er, at den ikke på nogen måde ekspliciterer en målsætning om at yde beskyttelse til civile. Og det er præcis, fordi civile ingen beskyttelse nyder, at Islamisk Stat har kunnet vokse sig stærk.

IS har kunne træde i karakter som eneste beskytter af de sunnimuslimske civile mod fortsat at blive massakreret af det syriske regimes tønde- og luftbombardementer. Som Ken Roth, chef for ​​Human Rights Watch, gentagne gange har påpeget, er det fremdeles Assads regime, der myrder flest civile i Syrien, ikke IS.

Moralsk ansvar

I sommeren 2012 overvejede centrale medlemmer af den amerikanske regering, herunder Hillary Clinton, at yde aktiv militærstøtte til oprørerne mod Assad. Logikken var at vende krigslykken og tvinge Assad ud i fredsforhandlinger, som det skete i Bosnien i 1995 med Slobodan Milošević. Men på dette kritiske tidspunkt sagde Obama nej. Resultatet blev, at den islamiske radikalisering fik fodfæste i Syrien og skabte grobund for IS. Samme radikalisering forklarer, at USA i år kun har fundet 60 oprørere, man kunne godkende, træne og bevæbne som allierede. Paradokset i at ville bekæmpe en styrke – IS – som resten af ens politik (undladelse af at beskytte civilbefolkningen) kun hjælper til at vokse sig stærkere, udgør kernen i Obamas nuværende politiske fiasko i Syrien.

Et væsentligt aspekt af fiaskoen handler desuden om svigt af moralsk ansvar. Det burde give anledning til anfægtelse, at USA, verdens mest magtfulde demokrati, i så høj grad har undladt at værne om moralske standarder i sin konfrontation med en af ​​de værste humanitære katastrofer siden Anden Verdenskrig. Selv verbalt er det svært at finde udtalelser fra ledende amerikanske politikere, der utvetydigt fordømmer det slagteri, Bashar al-Assad har nedkaldt over sit folk. Ej heller har der været tilløb til at nedsætte en international domstol, der en dag ville kunne gøre op med disse forbrydelser. Selvsagt ville Rusland nedlægge veto herimod, men hvorfor i det mindste ikke eksponere Moskvas meddelagtighed i massegrusomheder?

Konsekvensen af denne forsømmelse er blevet, at et helt sæt af internationale normer, der var lagt an på at imødegå statsstøttede massakrer på civile, reelt er skrottet, herunder begrebet om ’ansvar for at beskytte’, der blev vedtaget af FN for 10 år siden.

Obamas ligegyldighed over for de syriske civiles situation – og ikke bare det faktum, at han ikke har evnet at hitte på en løsning – vil uvægerligt skæmme hans udenrigspolitiske eftermæle.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Jeg deler Natalie Nougayrèdes sorg og forfærdelse over slagteriet i Syrien.

Barak Obama er ikke den oplagt ansvarlige.

Men FN har endnu en gang demonstreret sin impotens - Sikkerhedsrådet har ikke kunne blive enige om det mindste tiltag.

Kunne man have håbet på handlekraft fra EU's side?

Glem det - i militære spørgsmål er EU lige så impotent som FN.
EU bruger al sin energi på at redde Grækenland og Euro'en op af sumpen.

Og Danmark har heldigvis et par undtagelser på begge områder, så vi skal ikke rodes ind i noget. Og det er også meget mere bekvemt at kunne kritisere alle de andre for ikke at gøre noget.

Philip B. Johnsen

USA og Danmark mf. er hovedansvarlige for destabilisering af regionen, men det største svigt, er ikke Obamas linje, men EU's menneskefjendske håndtering af flygtninge situationen, hvilket leder tankerne tilbage til jødeforfølgelserne i Europa.

Hele destabiliseringen af Mellemøsten er sket i den foregående administrations krigsliderlighed, hvor "løgnens imperium" blev synliggjort noget så eftertrykkeligt for hele verden.

Vestens menings-, neokolonialistiske og imperialistiske retorik om moral, udmøntet i ordet; "verdenssamfundet", - det udenfor FN med de gamle industrialiserede lande overfor såvel Mellemøsten, Afrika dele af Asien(senest Afghanistan), som og hvor kun krigsførelse fra vestens side kan cementere opfattelsen af de steder hvor vesten finder det rettidigt for at beskytte sine egne interesser, og våbenproducenterne kan tjene lidt på via deres lobbyvirksomhed, er blevet den politiske normalitet i vesten.

Her er politisk tænkning begrænset til magtsymbolisme med våben, og diplomatiet er sat udenfor fordi vesten skal og vil vise "beslutsomhed og fasthed", hvilket blot betyder, hvis I ikke retter jer efter os, så kommer vi med vores våben og smadret jeres lande totalt.

Nogle gange kalder vi det "beskyttelse af civilbefolkningen", andre gange kalder vi det for, " at fremme demokratiet eller en støtte til demokratiet", for sagen er den, - vi gider ikke de lange forhandlinger, nu skal der handles, og vi i vesten vil have i accepterer og leve efter vores "sandheder", selv om de indeholder vore dobbeltstandarder, og vores meningskolonialisme tåler ikke modsigelser!

Lars Peter Simonsen, Søren Wegner, Philip B. Johnsen, Torben Nielsen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Peter Günther

Som Espen meget rigtigt peger på, handler dette mere om republikanernes desperate forsøg på at nedsable ethvert forsøg fra Obamas side på at at gøre noget, som kan opfattes som positivt - med deres massive magt over medierne er næsten også lykkedes totalt!!

Morten Pedersen

Blander USA sig er det noget svineri. Blander de sig ikke er det noget svineri. Vesten har et langt katalog af amoral, hykleri og tragiske indgreb på samvittigheden, men at tillægge Vesten skylden for alle dårligdomme i Mellemøsten er fejlagtigt. Asien har fået samme tur og er et helt andet sted som samfund. Tilsyneladende har arabiske samfund en tendens til dårlig sammenhængskraft, korrupte styrer, religiøs indflydelse med tilhørende hårde straffe og et hav af forbud, ukontrollabel befolkningseksplosion, skolesystemer med uendelig religiøs udenadslære etc. Selvfølgelig spiller dette også ind. Intet er sort og hvidt, og jeg har rejst en del i arabiske lande. Som enkelt-mennesker er de gæstfri og mennesker på godt og ondt som os andre, som samfund er det meget lidt jeg synes vi kan lære. Selvfølgelig bærer de selv en del af ansvaret for deres samfundsudvikling.

Obamas svigt eller Putins success med at skabe kaos i hele Europa - - - - -
- - - jeg vil ikke ofre mit eget liv på at regulere kampen mellem sunnier og shiaer i Arabien og omegn.
Disse religioner belønner martyriet eventyrligt, så lad dem forsætte deres "Bravallaslag", men kræv dog af asylansøgere fra disse egne, at de frasværger sig enhver ytring af eller om deres balladereligion.