Klumme

En tatoveret rabarberpige med skyr

København er en eksotisk landsby, når man kun bor i den én gang om året – fyldt med sortklædte lakridsspisere og nu også 7-Eleven i palæoudgave
10. august 2015

Det er godt, at overtegnede, når disse linjer læses, befinder sig i et fly på vej mod Sydney, før hjemturen til Washington D.C. sidst i august. Godt, fordi jeg ellers ville risikere at forvandle mig radikalt fra den moder, mine børn normalt sætter ganske megen pris på; nemlig en person, der både rydder op og forsyner dem med kærlighed samt de nødvendige madvarer (og som ofte lægger turen forbi amerikanske fastfoodkæder som Chipotle), og som giver dem lov til stort set uhæmmet skærmforbrug, når bare lektierne er læst.

Sådan spiller klaveret ikke, når vi én gang om året befinder os i Danmark.

»Mor, du bliver så totally weird, når vi er i København,« brokker den yngste sig. Han er lige fyldt 10 år, og han nægter at spise såvel koldskål som rabarber eller rugbrød. Tre spiser, jeg holder uendelig meget af, som for mig er uløseligt forbundet med mit fædreland, og som jeg derfor holder små irriterende skåltaler for ungerne. »Man kan også spise rugbrødschips,« foreslår jeg lokkende.

De nægter. Det er ukendt og eksotisk på linje med de cykler, der er overalt, og lakridsposerne, som jeg slæber rundt på. Koldskål fås simpelthen ikke uden for det danske, og om end man kan lave sin egen, og om end man i kort tid hvert år kan få rabarber i den lokale Whole Foods, så slår det aldrig fejl, at kassedamen m/k ikke ved, hvad det er, når man køber rabarber i USA, og derfor altid spørger mig, hvad man kan bruge denne frugt til. Og så føles det lidt, som om man bare dyrker sin etnicitet i ophøjet ensomhed. Og så ender det i stedet med pebermyntethe og sushi endnu en gang.

Nuvel – man kan ikke bebrejde et barn, der er født i Paris og opvokset i Amerika, at han ikke kan lide dansk mad. Om end det gør lidt ondt inde i ens økohippiesjæl, når den yngstes øjne lyser op ved genkendelsens glæde ved synet af McDonald’s på Kgs. Nytorv, så forstår jeg ham.

Det er straks værre, når jeg ser den ældste søn (nu 16) stirre nervøst på de forsamlede unge mennesker, der flokkes i gaderne om aftenen i indre by. Danskerne, altså, ikke turisterne. Her må jeg gå til bekendelse og tilstå, at jeg også må tage en dyb indånding og fremmane min tolerante side for at finde hoben af tatoverede, sortklædte personer, der vakler døddrukne rundt og råber meget højt, blot en smule charmerende.

Vi taler om ukontrolleret råben, tisseri på gaden og cigaretskod overalt – alt sammen efter uhæmmet alkoholforbrug. Og eftersom man ikke må konsumere alkohol i USA, før man er 21, har den 16-årige nul erfaringer på den bane. Han synes, det er virkelig mærkeligt. Det kan man le ad som dansker, og jeg er ikke ude i den store moralprædiken om det skadelige i indtaget (det må de selv og ikke mindst deres sikkert dødprogressive og storsindede forældre rode med).

Nej, jeg iagttager blot forskellen og ser, hvordan min store dreng viger tilbage og ser lettere fortabt ud – nå ja, også over de mange barmfagre piger med orange og lilla hår, sorte strømper, der altid, uvist af hvilken grund, er løbet og så altså især tatoveringerne.

»Han ville blive spist levende, hvis han holdt ferie her alene,« bemærker min (britiske) mand med en grum latter. Han synes også, at den danske løsslupne seksualmoral er lettere skræmmende. Mine idelige forsøg på at forklare, at København ikke er nutidens svar på Sodoma og Gomorra, preller totalt af.

At der er sket et og andet med mit gamle hood er imidlertid evident. Jeg var eksempelvis pikeret, da jeg spadserede ned og beså den lokale 7-Eleven i Pilestræde. Sidst, jeg besøgte den, var den en helt ordinær døgnkiosk tilsat lidt godt bagerbrød. Ikke længere. Nu er den omsat til et orgie i skyr, palæobarer, proteinrige salater og grød. Ikke en ærlig dåse nudler kan man opdrive. Suk.

Det skal dog formildende siges, at der er morgenmadsprodukter med rabarber. De er tilgivet. Alle byer forandrer sig. Det skal de have lov til, og på plussiden er der dukket mange mindre og meget hyggelige kaffebarer op overalt i sidegaderne til Strøget. Man behøver vist nok ikke engang at være tatoveret for at få lov at komme ind.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
Espen Bøgh, David Zennaro og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Madsen

Små hyggelige kaffebarer, ok.
Men bortset fra det, er alt andet sku ved at blive til stangvareforretninger...
Lagkagehuset og 7Eleven fører krig om alle gadehjørnerne, og Joe and the juice tager resten.
København er ærlig talt blevet røvsygt. Alle individualiserer sig selv ved at gå i mærkevarer?

Espen Bøgh, Jakob Silberbrandt, Majbritt Nielsen og Kirsten Vinberg Preetzmann anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

De løbne nylon-strømper skal se sådan ud. Det er højeste mode.Igen. Jeg husker det fra mine teenager år.
Åh sørens, jeg læste et sted, at når en ungdoms mode kommer op igen, for 3. GANG. så man ved at blive gammel.
uha

Frank A. Andersen

Hej Annegrethe, mon ikke du og din familie bor for godt beskyttet i en "Hvid Ghetto" i Washington?
Da jeg var ung var jeg et år udvekslingstudent i et hvidt middelklassekvarter, og der blev man antastet af bevæbnet politi hvis man gik tur til fods om aftenen. Det gjorde man bare ikke...
I New York var det derimod ikke så trygt at gå i gaderne omkring Times Square om natten, som det normalt er i København.

Espen Bøgh, Jakob Silberbrandt og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Frank A. Andersen
10. august, 2015 - 23:18
Os på lidt over de 30, har vel altid en lidt lyserødt slør over vores barndomskvarter.
Alting var nemmere, renere, mere sikkert og mor var hjemme når vi kom hjem. ;)

Det var dog den mest ligegyldige klumme, jeg længe har læst i INFORMATION.
Nuvel Annegrethe har været ude i verden og er bosat i selveste Washington og kommer hjem og oplever sin fødeby som en eksotisk landsby. Det eksotiske er åbenbart rabarber, koldskål og lakridser og fulde tatoverede mennesker, der rager rundt om natten i gaderne. Hvori det landsbyagtige består fremgår ikke rigtigt af teksten.
Men rigtig godt Annegrethe indvier sit privilegerede afkom i den store verdens mangfoldighed af kulturer.
Hvad den danske mad angå, kunne den gode moder, der både rydder op og forsyner poderne med kærlighed, måske godt ha' lagt en kærlig hånd ind for den danske mad. Ens børn må også lære sine rødder at kende.
Jeg ved ikke om INFORMATION ikke har et vist niveau for den slags klummer, selv om den kommer fra en erfaren og dygtig medarbejder, som jeg ellers sætter stor pris på at læse.
Men denne gang nåede I bunden med et ligegyldigt, intetsigende og arrogant indlæg.
Helt åbenbart venstrehåndsarbejde.

Et indlæg der hylder nostalgien fra barndommen, men glemmer at se indad i nutidens spejl af livet i den hvide ghetto med sovebyen hovedpuder som det trygge, rene og sikre.

Åh forlad mig min forglemmelse til mit bridrag til indlægget.

Den store Amerikanske forfatter Ambrose Bierce "beskyldes" for følgende udtryk til sine medmennesker og deres liv: "en populær forfatter skriver hvad folk tænker, men et geni inviterer dem til at tænke noget nyt"!

Gert Selmer Jensen

Jeg har Besøgt New York 3 gange, og Washington 1 gang. New York er mangfoldig og spændende,
og der findes en speciel " tryghed ". Washington er temmelig kedelig. Derimod er København
desideret ubehagelig.!

Gert Selmer Jensen

Søren Bang-23:13-
God humor.! Indrømmet, jeg har en hang til at skære ting ud i pap. Det fremmer til tider forståelsen.

Vibeke Rasmussen

Måske TMI ;) men jeg afskyr Skyr. Så er det sagt!

Angående amerikanere og deres angivelige ukendskab til rabarber, så er de da ret vilde med bl.a. 'strawberry rhubarb pie'. Og lidt ligesom der – i sæsonen – ikke er dét en dansker (m/) ikke kan finde på at smide på grillen, er der næsten heller ikke dét, en amerikaner (/k) ikke kan finde på at 'smide' i en pie.Yum! ;)

Gert Selmer Jensen

Og langtidsovntegte Oksehøjrebsben, glaseret i øl, honning og tomat. Understøttet af Coleslaw, og krydder-
baguettes. Det spises med fingrende, og man får en dampende stofserviet, til at tørre dem i.
Herlighed skylles ned med iskold Heineken, og nu er englene allerede begyndt at synge.!!!
Rigtig " Vikingemad ", i guds eget land. ( Jeg mener det er en Østkystspecialitet ). Yum Yum :-)))

Gert Selmer Jensen

Vibeke Rasmussen-11:44-
Skyr..... ja.. hvad mener du, sikke dog et underlødigt produkt.! Selvom man lancerer det som noget
Irlændere opfandt og nød for 200 år siden. Neeeej...Det kan jeg ikke forestille mig.!

Gert Selmer - 21.47 - um, jeg kan ligefrem smage og dufte det. Tak :-) Og så med god musik i baggrunden.

Gert Selmer Jensen

Herdis Weins- 22:03-
Min kære Hedonist, jeg føler din indlevelse, i dette pragtfulde måltid. Som jeg nød talrige gange i
Richmond Virginia. Og faktisk, tro det eller ej, blev det ledsaget af bluesmusik, af den lidt afdæmpede slags. Ja...så godt kan livet være, når man lige finder "The Sweet Spot".!
( Hvis ikke jeg var indisponeret, ville du da være noget af et catch, med dine preferencer ).
Holy Moses.!