Jeg har mødt den anden kvinde, og jeg forstår godt, at min mand ikke kunne lade være, at han lod sig forføre, og at han måtte smage denne vidunderlige, smukke unge skabning. Hun kunne tilbyde alt det, som jeg i rigtig lang tid ikke kunne tilbyde.
Imens lå jeg, detroniseret, forladt og syg, med en dødsdom hængende over hovedet. Var jeg ikke sølle i forvejen, så blev jeg det med ekspresfart. Det var som at blive ramt af en lastbil. Det har jeg også prøvet, så den sammenligning er ikke svær. Alligevel forstår jeg, hvorfor min mand valgte at have et forhold til en ung, meget sympatisk og smuk kvinde. Måske mest af alt forstår jeg, fordi jeg godt kan se, hvad jeg selv var blevet til.
Han kunne også se det. Sammen med den anden kvinde troede han et øjeblik, at han skulle være lykkelig, leve sammen med hende og være alt det, som min mand og jeg også troede, vi skulle være for hinanden, dengang vi sagde ja.
Men da der var gået en rum tid, og den unge kvinde ikke smagte ham mere, ville han gerne, at vi skulle lege ægtefolk igen.
Kunne ikke lade være
Han kom hjem med halen mellem benene, til en kone der ikke længere var dødssyg. En kone, der med åbne arme og uden spørgsmål lod ham komme tilbage til ægtesengen og ind i varmen. Uden nag, uden jalousi. Men med forståelse og fuldstændig, umiddelbar tilgivelse.
Man kan fristes til at kalde mig en naiv idiot, og det er jeg måske også. Men jeg holder ikke op med at elske, bare sådan. Det, at min mand har haft en affære, mens jeg stod i mit livs krise, har egentlig ikke ændret på mine følelser. For jeg vil ham.
Man kan også kalde min mand rigtig mange grimme ting, det har jeg da egentlig også selv haft lyst til. Men jeg har ikke gjort det. Det er den der skide irriterende forståelse for det hele, som jeg lider af. En vanvittig evne til at tilgive og til at se tingene fra et helt andet perspektiv, som der ikke er mange, der kan følge mig i. For hvordan kan jeg tage en mand tilbage, som skrider fra mig, når jeg er allermest sårbar og har brug for ham?
For mig er spørgsmålet, hvordan kunne jeg lade være?
Når vi som et par oplevede en krise, som min sygdom, hvor hele vores liv blev smadret, ødelagt og endevendt, så var det lige så meget hans krise, som det var min. Nuvel, det var ikke min mand, der brugte et år i sygesengen, og det var heller ikke ham, der skulle dø. Det var mig. Men de konsekvenser, det ville have medført, hvis jeg ikke havde overlevet, ville være ødelæggende for ham.
Men selvom jeg tilgav ham, var det ikke let at finde sammen igen. Kærligheden på den ene side og svigt på den anden. Kunne han ikke bare komme tilbage i mit liv, så vi kunne fortsætte, hvor vi slap?
Omverdenens fordømmelse
Det er de færreste, der kommer hjem til deres kone efter et seksuelt eventyr og forventer at blive taget imod med åbne arme. Var der da i det mindste ikke noget porcelæn, der skulle smadres? Skulle vi ikke slås og råbe ad hinanden? Nej, det skulle vi ikke. Hans frustrationer kunne han vende mod sig selv, ikke mod mig.
Jeg ved det godt. Jeg er unormal og indfinder mig dårligt i det hadefulde miljø, bitre kvinder bygger op om sig selv, når de udsættes for svigt og en utro partner.
Men bliver det hele meget bedre, hvis vi bare læner os tilbage og lader os opsluge af had? Bliver det godt, hvis vi sviner vores partner til? Jeg oplever disse kvinder være lige så sørgelige, som de oplever mig være en sølle, selvretfærdig og en selvopofrende naiv gås.
Men deres fordømmelse er ikke det værste.
Det had og den mistro min mand har måttet gennemleve, ikke fra min side, men fra de mennesker, der kendte til forløbet, har været ødelæggende. Mennesker som ikke selv står midt i det, men står som tilskuere og gerne vil bidrage med deres mening og helst vise mig, at de naturligvis er »på min side«. Jamen halleluja, så er alt godt? Det er da mig, der er den svigtede, den der burde have været sur og gal. Hvorfor skal folk så på mine vegne være udfarende og føre en grim retorik over for min mand? Det hjælper næppe. Det er vel sådan en form for solidarisk tilgang til, at sådan en utro satan, han skal ikke komme her og tro, at han er noget.
Velmenende gode råd om at sætte ham på porten og aldrig se ham igen har der også været mange af. Men det gjorde ikke noget godt for mig. Jeg har altid været i stand til at danne min egen mening om tingene, om hvad der er bedst for mig. Den dag var den bedste mulighed, og det der gav mening, at han kom tilbage.
Tilgivelse gjorde ondt værre
Men jeg tog fejl. Det ødelagde ham. Ikke mig, at jeg tog ham tilbage.
Han hader sig selv. Han lader sig dagligt æde op af væmmelse over sine handlinger og sin egen person. Han tvivler på min kærlighed til ham. For hvordan kan det være så nemt, og hvorfor er jeg ikke sur? Han tvivler på, om jeg i virkeligheden elsker ham. Og det er mig, der skal arbejde for, at han kan forstå, at det gør jeg faktisk. Det er tydeligt, at han ikke syntes, han fortjener min kærlighed og accept. Det er ødelæggende og et rent paradoks, for jo mere vi ødelægges og nedbrydes, jo mere forsøger vi at vise hinanden, og især omverdenen, at vi nok skal klare det.
Sidegevinsten er, at han er utrolig mistænksom, man kan godt bruge den gode gamle »tyv tror, hver mand stjæler«, om dette tilfælde.
Det, at jeg er gift, gør ikke, at jeg aldrig kigger efter andre mennesker. Ofte møder jeg mennesker, der på den ene eller anden måde påvirker mig. Jeg møder af og til et menneske, der tiltrækker mig. Men jeg vælger at forholde mig passivt i de situationer. Men fordi han har haft en anden kvinde, så spirer tankerne frem inde i hans sind. For jeg har måske også knaldet ved siden af, det kunne være en naturlig del af forklaringen på, at det er så nemt for mig. Ja, han tror det er nemt. Sandheden er, at der ikke er noget som helst nemt ved at se et andet menneske ødelægge sig selv. Det er sådan en ond cirkel, antændt af kærlighed.
Ingen udvej
Måske leder vi begge efter en udvej. Måske har vi i virkeligheden mistet evnen til at føle i bestræbelserne på netop det. Måske bør jeg gå min vej. Måske ødelægger jeg mig selv. Problemet er, at den der fælles konsensus om at smutte, der er hos de kvinder, der har oplevet, at deres ægtefæller har leget med en anden, den kan jeg ikke være med på.
Når jeg tænker på de store smukke brune øjne, og den måde min mand kigger på mig med netop de øjne, så har jeg ikke samvittighed til det. Jeg bliver varm inden i, når jeg tænker på de smukke øjne. Jeg smelter, når jeg tænker på den omsorg og varme, de udstråler. Kald mig bare et simpelt fjols, og vær klar over, at jeg af og til føler mig som netop det.
Jeg lever ikke sådan en altruistisk livsstil, jeg er heller ikke martyren i mit eget liv. Egentlig tror jeg, at jeg er langt mere egoistisk end altruistisk. Det var mit valg, det ER mit valg. Så kan vi kvæles og knuses i det. Han dyrker sit selvhad, og jeg dyrker mig selv. Jeg kan ikke trække stikket. Jeg er stærk på mange måder, men når det kommer til lige præcis den smerte, jeg vil påføre mig selv ved at lade mig skille, den ved jeg, at jeg ikke vil overleve.
Lige nu går han én vej, og jeg går stik modsat. Måske ved jeg godt, at jeg en dag igen skal finde ham i vores fælles seng med sit lem stukket ind i en anden kvinde. Spørgsmålet er så, om jeg går den ene eller den anden vej. Næste gang står jeg måske ikke i en krise af den kaliber, så måske handler jeg anderledes. Måske kan jeg mærke noget. Så ved jeg, at folk vil gnide sig i deres små fedtede hænder. For de fik ret.
Charlotte Thomsen er studerende og freelanceskribent
Jeg har ALDRIG forstået de mennesker, der flipper fuldstændigt ud over at deres partner - som de påstår de elsker - er krøbet under dynen med en anden.
Jeg har heller aldrig duet til at være jaloux - jeg er også dårlig til at være misundlig - jeg kan ikke have ejendomsfornemmelser for et andet menneske.
Jeg ser mange forurettede kvinders reaktion som, at det egentlig ikke drejer sig om, at have lige den mand, de har - det drejer sig mere om at have EN mand, helt for sig selv. De smider gerne den påståede store kærlighed ud og anskaffer sig en anden end tilgiver sidespring. Det gælder naturligvis også for mænd. Så handler det ikke om kærlighed til en bestemt person, men lysten til ejendomsret over en person, der skal udfylde rollen som "MIN kone/MIN mand".
De har aldrig fundet en skulder at græde ud ved hos mig, men derimod fået en opsang.
"Jeg kan ikke trække stikket. Jeg er stærk på mange måder, men når det kommer til lige præcis den smerte, jeg vil påføre mig selv ved at lade mig skille, den ved jeg, at jeg ikke vil overleve."
"Passive aggressive" så det forslår sig. At ignorere en begivenhed er ikke det samme som at tilgive og det bygger ihverfald ingen broer...
Herdis Weins
04. august, 2015 - 12:16
Hvis du og din mand er ærlig omkring at i skal have lov. Så fred med det.
Men hvis du gør det i det skjulte. Så vil de fleste føle sig forrådt.
Men nej vi ejer ikke hinanden. Men hvis i ikke er enige om at han har lov at duske uden om uden at oplyse sin partner. Eller omvendt. Så ryger overtryksventilen somregl for de fleste...
Maibritt Nielsen - fuldstændig enig i, at hvad der holdes hemmeligt i et parforhold er af det onde. Det uanset om det er en hemmelig lyst til at gå i kvindetøj, en last (narko/spil etc.) et medlemsskab af en underlig forening, et barn på gule plader, man har glemt at oplyse om og hvad ved jeg. Hemmeligheder er altid af det onde. Men det er jo ikke det, folk focuserer på. De focuserer på det seksuelle. Og hvorfor det skulle være så forfærdeligt, at man har eller af og til kryber under dynen med en anden - det forstår jeg ikke. Der er da lige så meget - måske endda ofte mere - intimitet i jævnligt at mødes med sine veninder/venner og udveksle detaljer fra den hjemlige arena.
@Herdis Wein, det er da ikke forfærdeligt, at man af og til "kryber under dynen med en anden". Præcis som det heller ikke er forfærdeligt, at man, hvis man nu skulle få den lyst, kapper hovedet af vedkommende underdynenkrybende.
Intet er i vireligheden forfærdeligt; det gælder bare om at overbevise sig selv om, at virkeligheden er det, vi selv oplever, og ingen andens.
Hellere end at svare Herdis, som har noget fint på hjerte: for mig er utroskab ikke så meget af sexuel karakter, som der er en ret så intim måde at være en del af en andens energi.
Ideen om at tage del i flere menneskers intime energi (hun/hans venner, etc.,) giver mig ikke en god fornemmelse.
Det er for svært at forklare på dansk, eller rettere, jeg kunne, men så skal jeg bruge mindst en time og også hive ordbøgerne frem. Så, jeg er for doven!
Misbrug af, og totalt svigt, af et andet menneskes ubetingede tillid, er en meget grim ting.!
Og vejen til sjælelig deprivation, for udøveren. Og kæmpe sorg for den ramte.
En god stærk, personlig artikel, med både en bøn, et håb og et budskab.
Oh skræk!
I mange situationer i livet er vi nødt til at se os selv som mennesker og handle efter det så godt som vi kan.
Herdis Weins
04. august, 2015 - 15:00
For de kvinder og mænd der flipper fuldstændigt ud over at den anden dusker uden om. Ja så må man vel bare konstantere at begge ikke været ærlige eller gode til at definere hvad han/hun vil med et forhold og hvad der er no go.
Så ryger den forsmået nok op i det røde felt, hvis Hun /han tror at det er et monogamt forhold og den anden så mener at enten er det monogamt for den anden men ikke for den utro?
Maibritt Nielsen - ja, det skal naturligvist være afklaret. Men selv i forhold, hvor man er enige om at have seksuel monopol på hinanden, sker det, at naturen går over optugtelsen en enkelt gang. Og helt ærligt - at det får den anden til at flippe totalt ud, kan jeg med min bedste vilje ikke forstå. Det er bare sex, helt ærligt.
Hvis sex er "bare sex", så er det jo røvkedeligt. ( Lidt ligesom sovs og kartofler ).!
Gert S.J.
Jah, sådan tænker jeg også.
Hvis udenomssex bare er sex. hvorfor så overhovedet gøre det...?
her mangler jeg vist fantasi.
Lise Lotte Rahbek-18:17-
Du mangler slet ikke fantasi. Du er bare indehaver af sund fornuft, og integritet. Min kære.!
Hold endelig fast i din karakter. Den er jo så smuk.!
Hvad andre "superegomennesker" mener at kunne forklare deres "skørlevned" med, skal vi bare
lade passere i tavshed. ( Det bliver deres eget problem ). !
Spot on, Lise Lotte :)
Gert Selmer jensen - "superegomennesker" , "skørlevned" - hold da op. Troede lige, jeg var dukket ned i en damebrevkasse fra 1930'erne.
Vi er ikke alle monogame af natur, og nogle af er enige om at eksperimentere til højre og venstre. Personligt er det mig ufatteligt, at nogle sværger til det livslange, monogame forhold - for mange vedkommende så heftigt, at de gentager det igen og igen og igen. Fint med mig. Hvorfor det serielle monogami, hvor man udskifter partneren med jævne mellemrum er acceptabelt, men parforhold med afstikkere ikke er, er for mig hykleri og dobbeltmoral af værste skuffe.
Og nej - sex, der bare er sex uden forpligtigelser, uden skjulte dagordner, uden behov for følelsesmæssig italesættelser kan af samme grund være et gourmetmåltid.
P.S. Var/er en del af bluesmusikere ikke netop kendt for ikke at holde sig dydens smalle sti?
Det er sandt, Hardis Weins,
mennesker er forskellige og det kan være svært at forstå andres oncitament til sexoplevelser med andre, selvom de lever i parforhold
- eller mangel på samme.
Hvis vi et øjeblik vender blikket fra vores personlige præferencer og til artiklens beretning,
så ville jeg ikke selv kunne fortsætte i et parforhold,
hvor jeg selv eller den anden var blevet tilgivet for at knalde med andre, mens partneren var dødssyg.
Tilgivelsen i den forbindelse er - for mig - uforståelig. Og ikke til at leve med.
(jeg lover at tage briller på, hvis jeg skriver flere indlæg i dag. Der er pollen-snask i mine øjne)
Lise Lotte Rahbek - nej, problemet er netop at vi ikke vil erkende hinandens froskellighed.
I denne artikel falder det bestemt også mig for brystet i hvilken situation, han går udenoms. jeg kommer lidt til at tænke på Kasper Holten,der forlod sin dødeligt kræftsyge kone og tænker hallo - der kunne du lige have udvist en aaaaaaaaaaaaaaanelse selvdisciplin og ventet - hun tilgav ham iøvrigt også. Men den situation, han og skribentens mands var i er jo undtagelser.
Kend dig selv. Og d i t selv. Det er en daglig proces. Ej blot til lyst. Men det ved I sikkert, ikke..?
Eller som good old Aristoteles også sagde.: Komedie er tragedie ............. plus tid. Det k a n være svært at fatte, hvis man bare jawwwer.dk. Og er én af grundene til der er så mange dårlige komedier.
God første tropesommer nat anno 2015 i Danevang.
Charlotte Thomsen, din mand har virkelig gjort i nælderne, og det, at du har været så følelsesmæssigt afklaret med hans midlertidige smag for det yngre kød (eller hans irrationelle "søgen trøst" i den sorg, han selvfølgelig også har skullet bære over din sygdom), har selvfølgelig været den største hævn, du kunne tage over ham.
Det virker fuldstændig logisk på mig, at din manglende respons på hans katastrofale tillidsbrud gør, at han nu tvivler på dine følelser for ham. Han har fået den åbenbaring, at du rent faktisk ikke elsker ham. Hans sidespring har paradoksalt nok kastreret ham. Og samtidig har du nu retten til at pine ham for evigt for hans svigt overfor dig - ikke på den hårde aggressive måde, hvor der bliver ryddet op (den "bitre" som du kalder det) med råben og skrigen og kasten med ting - nej, som den svigtede madonna som for evigt og ophøjet (jeg kan se denne hvide ophøjede kolde madonna statue for mig) kan følge hans sammenbrud i hans - af dig - for evigt dyrkede dårlige samvittighed overfor dig.
I har svigtet hinanden - begge har I svigtet den tillidspagt, der er i kærlighed - som påkræver stærke følelser (hvis de er der). Han ved at bryde den mens du var dødsyg og du ved ikke at reagere på bruddet. Nu kører I derudad i det tabuiserede ingenmands-vente-land - begge ulykkelige og fastlåste i henholdsvis for evig dårlig samvittighed og selvophøjet helgenstatus.
Hvis du virkelig vil ham, så se dog at få taget konsekvensen af hans svigt - eller kom videre!
Kære Moderator, jeg takker for oprydningen.