Kronik

’Hvis vi alle udvandrer, er der intet Palæstina tilbage’

Jeg har aldrig ønsket at kaste brænde på bålet, men nu har jeg på egen krop oplevet den diskrimination og undertrykkelse, som hver dag får palæstinensere til at ønske sig langt væk fra deres land
Palæstinensiske mænd på vej mod et checkpoint for at komme ind til en moske i Jerusalem for at bede.

Majdi Mohammed

Debat
21. august 2015

KRONIK

»Et tog! Se et tog,« råber den mørkhårede dreng, der sidder skråt over for mig i bussen. Det er Eid, og flere børnefamilier er på vej til Jerusalem for at fejre Ramadanens afslutning.

»Ja, se lige dér,« råber den lille pige med de lange brune fletninger. I løbet af få sekunder står alle børnene i bussen på sæderne. Nogle med ansigtet klistret op ad vinduerne, der peger ud mod togskinnerne. Jeg kigger spørgende på min veninde, som sidder på sædet ved siden af.

»Det er første gang, de ser et tog,« forklarer hun.

Jeg kan ikke lade være med at smile. Det er da fantastisk at opleve, hvor euforiske børn kan blive over at overvære et tog køre forbi med 150 kilometer i timen.

Men min begejstring er kortvarig, for det går hurtigt op for mig, hvorfor børnene aldrig har set et tog. Det er højst sandsynligt første gang, de bevæger sig ud af Ramallah.

Forestil dig, at du som fynbo, jyde eller bornholmer skal søge tilladelse, hver gang du ønsker at besøge København. Forestil dig, at du gang på gang får afslag på din ansøgning uden begrundelse for, hvorfor du nægtes adgang til en by, du anser som en del af din nation, kultur og identitet. For flere millioner af de palæstinensere, som er bosat på Vestbredden, har dette været hverdag så længe, at ingen længere sætter spørgsmålstegn ved den undertrykkelse og diskriminering, der finder sted.

Min hensigt med dette indlæg er ikke at skabe større splid mellem Palæstina og Israel og deres sympatisører. Ej heller ønsker jeg at være en del af den kontinuerlige debat om, hvem der er de retmæssige ejere af dette land. Med andre ord: Mit formål er ikke at tage side i konflikten. Men jeg ønsker at vise den undertrykkelse, diskrimination og racisme, som millioner af palæstinensere oplever hver eneste dag. Nogle vil mene, at jeg dermed faktisk tager stilling. Men personligt oplever jeg det som min demokratiske og humanitære pligt at skabe opmærksomhed om de uretfærdigheder, der finder sted lige for næsen af os.

Sådan er reglerne

»Det er fordi, du kommer udefra, at du stiller det spørgsmål,« svarede min veninde, da jeg spurgte, hvorfor vi skulle forlade bussen ved checkpointet på vej til Jerusalem og igennem et sikkerhedstjek, der får Kastrup Lufthavns sikkerhedsrutine til at føles som en fornøjelig udflugt.

»Men vi udgør jo ingen fare,« var min frustrerede respons. Det var jo direkte diskriminering. Bare fordi vi er unge, skulle vi stå i en time lang kø for at tage en ny bus, der alligevel skulle tilbagelægge den samme rute som den bus, vi lige havde forladt. »Hvilke farer kan vi to piger på 23 og 24 år udgøre for de resterende passagerer?« gentog jeg over for min veninde.

»Sådan er reglerne,« svarede hun kortfattet.

Mine tanker vandrede tilbage til de togbegejstrede børn. Er det under disse forhold, de skal vokse op?

Jødisk territorium

Det er for mange palæstinensere en kamp at tilegne sig en tilladelse, der gør det muligt at bevæge sig ind på israelsk administrerede territorium. Undtagelsen er, når palæstinensere i massevis tager fra Vestbredden til Jerusalem for at fejre Ramadanen og dens afslutning, Eid. Men ifølge flere, jeg har talt med, er den israelske stats motiver for undtagelsesvis at lukke palæstinenserne ind i stor stil, ganske selviske.

Det er almen kendt, at ramadanen er den måned, hvor muslimers gavmildhed er uendelig. Lidt ligesom december måned i Danmark tilstræber de fleste gode og hyggelige oplevelser, lækker mad, og børnene skal forkæles. Og hvis palæstinenserne ødsler deres penge væk i Jerusalem, er det gunstigt for den israelske økonomi.

Om det rent faktisk forholder sig sådan, kan og vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Jeg kan kun berette om de oplevelser, jeg havde i den måned, jeg pendlede mellem Palæstina og Israel.

Jeg oplevede mine mandlige palæstinensiske venner blive tilbageholdt af israelske soldater ved flere checkpoints, bare fordi de er mænd. Min gruppe af venner, inklusiv mig selv, er blevet nægtet adgang til specifikke dele af Hebron, fordi soldaterne postulerede, at vi var muslimer. Hvilket set i bakspejlet er ret ironisk, da flere af mine venner tidligere på dagen havde proklameret, at de faktisk var ateister.

Få minutter efter at vi var blevet nægtet at træde ind på jødisk territorium, så jeg to motionsløbere bevæge sig ned ad den samme gade, vi var blevet nægtet adgang til, med geværer hængende på skuldrene i stedet for en musikafspiller fastsat på armen. De blev selvfølgelig ikke stoppet eller nægtet adgang.

»Ja de løber med deres geværer. Det er normalt her,« forklarede min ven, da han så mig stirre måbende efter løberne. Det var simpelthen for surrealistisk.

Og ja, jeg skriver ’jødisk territorium’ med risikoen for at blive anklaget for antisemitisme.

Men det skyldes ene og alene soldatens svar på, hvorfor vi ikke måtte bevæge os længere ned ad gaden: »No muslims. This is jewish zone«.

Forkælet dansker

Alt for mange glemmer, at der anno 2015 eksisterer en mur, der deler en by op i to dele dermed splitter familier ad. Alt for få kritiserer, at den israelske regering har forbudt 3G-netværk på hele Vestbredden. Og hvem er egentlig klar over, at palæstinenserne i Jerusalem i modsætning til deres israelske naboer næsten ingen ydelser får ud af beskatningen på deres varer? Palæstinensisk ejede forretninger har dermed større udgifter end de israelske, hvilket automatisk medfører billigere varer hos israelske købmænd, hvorfor størstedelen af befolkningen køber deres produkter her. Derfor er det ikke så underligt, at der er økonomisk ulighed mellem israelere og palæstinensere i Jerusalem.

Omfanget af uretfærdigheder som konsekvens af farven på dit pas er nærmest uendelig. Listen er efterhånden så lang, at unge palæstinenseres håb, drømme og ambitioner er at leve under de humanitære rettigheder, vi andre privilegerede får serveret med modermælken. Mit ønske med dette indlæg er som sagt ikke at hælde benzin på bålet, men at sætte fokus på et folk, der har mistet håbet, gejsten og modet. For som en af mine nye veninder i Ramallah fortalte mig:

»Vi ønsker alle at emigrere, for her har vi intet håb og ingen drømme for fremtiden. Men hvis vi alle udvandrer, er der ingen tilbage i Palæstina, og så har vi mistet vores nationalitet. Valget står mellem at være uden nationalitet eller uden frihed.«

Som forkælet dansker med et rødbedefarvet pas og de privilegier, som følger med, samt en flybillet, der garanterer min sikre tilbagevenden til en tilværelse, hvor alle mine drømme og håb for fremtiden ikke er en utopi, havde jeg intet fyldestgørende svar at give hende. Det eneste jeg kunne bidrage med var en floskel om, at alt nok skal løse sig, så længe der er lys for enden af tunellen.

Problemet er bare, at håbløsheden har lagt sig som en sort tåge over tunellen, og lyset er utrolig svær at ane forude.

Men det kan jeg da ikke fortælle hende.

Layal Freije er journaliststuderende på Roskilde Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ernst Enevoldsen

"»Men vi udgør jo ingen fare,« var min frustrerede respons. Det var jo direkte diskriminering. Bare fordi vi er unge, skulle vi stå i en time lang kø for at tage en ny bus, der alligevel skulle tilbagelægge den samme rute som den bus, vi lige havde forladt. »Hvilke farer kan vi to piger på 23 og 24 år udgøre for de resterende passagerer?« gentog jeg over for min veninde."

http://www.timesofisrael.com/soldier-stabbed-by-palestinian-in-west-bank/

Anne Koed Westergaard og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar

Må gud tilgive dem der ikke ved hvad de taler om. Zonen under 'Israelsk kontrol', skulle være forladt i slut 90'erne. Utallige internationale love er overtrådt af Israel, som propagandere og undertrykker i stil med diktatorer.
Hvordan russere, amerikanere, europæere, afrikanere, indere mm bliver kaldt 'hjem' til Israel, med bonuser og lave skatter for at bosætte sig ulovligt på Vestbreden, er blot en af mange .
Her en enkelt uge ud af tusinder.
http://www.ochaopt.org/poc11august-17august.aspx

Mads Berg, Peter Hansen og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar
erling jensen

Israel blev skabt som en jødisk stat. Dens institutioner har altid dannet grundlag for at sikre den fortsatte eksistens for et jødisk flertal og for jødisk dominans. Borgerskab i Israel giver jøder politiske, sociale og økonomiske rettigheder, som andre ikke-jødiske borgere i Israel ikke nyder i samme omfang.

I Sydafrika kaldte man en sådan inddeling af borgere i dette forlængst ophørte land for apartheidstyre. For danskere ville det være et fuldstændigt absurd tankeeksperiment, hvis Danmark var et land for københavnere og sjællændere, og som gjorde alle andre til andenrangs borgere.

For at opretholde denne diskriminerende form for statsdannelse, er det et must for Israel at fastholde et stærkt modsætningsforhold til palæstinensere. Selve skabelsen af landet byggede på uretfærdighed og medførte ufattelige lidelser for hundredtusinder af uskyldige mennesker.

Det er en historisk usandhed af dimensioner, når nogle om Palæstina taler om et land uden folk til et folk uden land. Jeg ved ikke, hvad de 750.000 palæstinensere, som blev fordrevet fra deres hjem i 1948 siger til en sådan udtalelse. Ved at fremprovokere vold er det lykkedes Israel at bortlede opmærksomhed fra apartheidkarakteren i dets statsgrundlag. Israelske jøder er udmærket klar over dette. En undersøgelse fandt, at 58% af dem havde den opfattelse, at Israel allerede praktiserer apartheid mod palæstinenserne.

Med en massiv mediepropaganda er det lykkedes landet, med afsæt i Holocaust, at forplumre alle tilløb til en rimelig og fair debatkultur om områdets komplekse problemer. Med denne, iøvrigt fuldt fortjente empati for jøders tragiske skæbne under Anden Verdenskrig, er det lykkedes landet at erhverve sig en uhindret, straffri “ret” til at besætte store dele af området, ligesom det har gjort det muligt at diskriminere palæstinensere på mangfoldige måder og i et omfang, der er til at se med det blotte øje for alle andre end hard-core tilhængere af Israel. Det gør opgaven med at dæmonisere palæstinensere ulige meget lettere, når man iøvrigt er indstillet på at opretholde en fuldstændig tavshed om ofte grove krænkelser af basale menneskerettigheder, som Israel gør sig skyldig i. Den ene forbrydelse undskylder ikke den anden.

Det turde være åbenbart for alle fordomsfrie mennesker, at det er omsonst at tale om frihed og retfærdighed for palæstinensere, så længe Israel nyder politisk immunitet, finansiel, diplomatisk og militær støtte fra især USAs side til dets militære kampagner og fortsatte besættelser af fremmed jord. Man kan nå langt med 3 mia. $ om året.
Et lille område som Gaza har ikke en jordisk chance for at stille noget op over for en krigsmaskine som Israels, med 75.000 soldater opstillet langs dets grænser.

Det må siges at være på høje tid, at det internationale samfund lever op til et reelt ansvar for at skabe fred og retfærdighed for palæstinensere, og lader svulstige, højstemte erklæringer uden substans om ligeværdighed for alle mennesker tilhøre en svunden æra.

Palæstinensere er, når alt kommer til alt, også mennesker, med de samme behov for tryghed og sikre rammer for deres liv, med de samme følelser for deres børns skæbne, som alle andre mennesker, herunder israelere, selv om man ofte kan blive i tvivl, når man ser massemediers og markante meningsdanneres behandling af dem.

Erling Jensen, cand.jur.

Anne Koed Westergaard, Peter Günther, Troels Arvin, Mads Berg, Carsten Wienholtz, Jan Pedersen, Bo Carlsen, Torben Arendal, Sus johnsen, Aksel Gasbjerg, Peter Hansen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
erling jensen

Den tidl. præsident, Jimmy Carter, demokrat som Obama, har været ekstremt kritisk over for Israels behandling af palæstinenserne. Han havde endog den moralske styrke at skrive, at Hamas var demokratisk valgt, og at Israels politik over for Palæstina var værre end apartheidstyret i Sydafrika. Desværre er han en omgang for sent ude, men bedre sent end aldrig.

Israels passionerede tilhængere i danske medier insisterer på, at Israel har carte blanche til at bruge overdreven militær magt mod en befolkning på 1,8 millioner og et landområde vistnok på størrelse med Læsø, uden den ringeste mulighed for at flygte. Massemedier og deres rabiate tilhængere tegner et billede af indbyggerne som forbryderiske terrorister, der er villige til at sprede død og ødelæggelse uden at overveje konsekvenserne for dem selv og deres familier. Sjældent beskriver massemedierne dem som almindelige mænd, kvinder og børn, som har liv, planer for fremtiden, håb og ønsker for deres børn om et liv i fred.
If. medierne er det fuldt fortjent, at palæstinenserne får smidt racistiske retfærdiggørelser for deres lidelser mod sig: "Palæstinenserne ønsker at dø, fordi de kommer fra en kultur af martyrium". "De er alle terrorister". "Hamas bruger mennesker som levende skjold". "Palæstinensiske mødre sender deres børn ud for at kaste sten".

De fortjener at blive bombet eller behandlet som undermennesker, uafhængigt om de er børn, kvinder eller mænd, som ikke har det mindste med militære operationer at gøre.
Det anslås, at 1.000 danskere var aktive modstandsfolk under en tilsvarende besættelse, som den palæstinenserne lever under. Skulle det give nazister en guddommelig ret til vilkårligt at slå danskere ihjel på må og få - uskyldige børn, kvinder og mænd.
Det tillader vi i Gaza.

Erling Jensen, cand.jur.

Anne Koed Westergaard, Troels Arvin, Mads Berg, Carsten Wienholtz, Jan Pedersen, Aksel Gasbjerg, Peter Hansen og Karen Grue anbefalede denne kommentar
erling jensen

Jøder er lige så forskellige som alle andre mennesker, også i deres holdninger over for staten Israel og dets politik over for palæstinensere, i Gaza og på Vestbredden.

Listen over fordomsfrie jøder, i mine øjne dybt anstændige mennesker, der blander sig i debatten og udtrykker fordømmelse af Israels forkastelige fremfærd over for palæstinensere er længere end min arm.

USAs førende dissident og mest markante kritiker af både USA og Israel, og et menneske, som ikke lader sin nationalitet eller etnicitet påvirke sine analyser af en afskyvækkende udenrigspolitik, som den praktiseres af både Israel og USA, er Noam Chomsky - en af verdens mest geniale tænkere. I halvfemserne var han på en topti liste over de mest citerede personer i menneskehedens historie. Han var den eneste nulevende og kom lige efter Sigmund Freud.

En anden amerikaner og jøde er Edward Herman, professor i økonomi på Wharton College, som sammen med Chomsky har skrevet flere fremragende bøger om en vederstyggelig amerikansk udenrigspolitik, der har kostet utallige millioner uskyldige mennesker livet.
Ilan Pappé, israelsk historieprofessor og jøde, forfatter til flere fremragende bøger om Israels etniske udrensning af palæstinensere, hører naturligvis med på listen.

Norman Finkelstein, amerikansk jøde og historiker og indædt modstander af Israels politik over for palæstinensere, som han finder dybt kritisabel, fortjener at stå højt på listen over kritikere af Israel. Det sætter hans holdninger i perspektiv, at begge hans forældre sad i koncentrationslejre, og at han mistede alle øvrige slægtninge under Holocaust.

En jøde, der ikke som ovennævnte bør fremhæves for sine menneskelige egenskaber, snarere tværtimod, er David Ben Gurion, Premierminister i Israel fra 1948-1953 og fra 1955-1963, beskrevet som nationen Israels landsfader. Hans dagbøger er en guldgrube af informationer om den kyniske politik, vi eksempelvis sidste år så materialisere sig med massakrer på uskyldige mennesker i Gaza og drab på over 2.200 palæstinensere; en politik, som han stod som bannerfører for i fyrrerne, og som har været et klart udgangspunkt og mål for statens Israels oprettelse. Det er ikke for ingenting, at palæstinensere er beskrevet som Israels jøder, og som ofre for en politik, der har rødder tilbage til Holocaust og de grusomme jødeforfølgelser i Nazityskland. Intentionen om etnisk udrensning har været den samme.

Et par citater fra ham er symptomatisk for Israels politik over for palæstinenserne: "Hvis jeg var en arabisk leder, ville jeg aldrig underskrive en aftale med Israel. Det er normalt. Vi har taget deres land".
"Vi må bruge terror, drab, intimidering, konfiskation af land og ophør med alle sociale ydelser for at befri Galilæa for dets arabiske befolkning".

Israel fik ved statens oprettelse d.15.5.1948 56% af Palæstina, selv om jøder kun udgjorde et lille mindretal. Det var efter hans mening alt for lidt, hvis Israel skulle overleve som et hjemland for verdens jøder. De skulle besidde mindst 80% og gerne mere, og som dokumenteret til hudløshed, et mål, som helliger alle midler, også de mest modbydelige. Det vi så sidste år er kun en lille brik af det samme mønster af etnisk udrensning, der har præget Israels politik siden fyrrerne. Ben Gurion ville have roteret i sin grav af glæde over de resultater, Israel har nået, med altafgørende militær, økonomisk og politisk støtte fra USA.

Erling Jensen, Cand.jur.

Anne Koed Westergaard, Troels Arvin, Mads Berg, Carsten Wienholtz, Jan Pedersen, Torben Arendal, Aksel Gasbjerg, Peter Hansen og Karen Grue anbefalede denne kommentar

Israel hviler på et udemokratisk grundlag. Befolkningen i området har aldrig stemt om, at der skulle ligge en jødisk stat dér. Israel er fra starten en besættelsesmagt, som myrdede sig til magten. Herunder Folke Bernadotte, som blev myrdet på befaling af Yitzak Shamir..

Troels Arvin, Jan Pedersen, Torben Arendal, Aksel Gasbjerg, Peter Hansen og erling jensen anbefalede denne kommentar
erling jensen

Mediemanipulationen kører i højeste gear.

Hvis mennesker ikke kan beskrives som onde, fordi de er 3 år gamle og har lemmer revet af, og hvis vores grusomhed ikke kan siges at være for deres eget bedste, er det tvingende nødvendigt at benægte grusomheden. Vi må vende vores øjne væk eller forvanske fakta. Det er afgørende for vores nattesøvn.

Selv en Obama, med tusinder af uskyldige menneskers liv på samvittigheden, senest med sin "kill list" og droneangreb i suveræne lande som Pakistan, Yemen, Afghanistan og Somalia vil ikke have vanskeligheder ved at finde den rette grimasse, når han over for sine børn skal retfærdiggøre, at han med 3 mia. $ i årlig støtte til Israel har skrevet under på en dødsdom over hundredvis af palæstinensiske børn. Han ser ikke en Anders Breiviks ansigt i spejlet om morgenen, når han står og barberer sig.

Det kan være, at en lille håndfuld af Israels venner nåede til en erkendelse af, at Israel, med deres voldsomme bombardementer af Gaza sidste år, og måske gik en ubetydelighed over stregen, men de behøver uden tvivl ikke grave særligt dybt for at finde de sædvanlige letkøbte bortforklaringer og overspringshandlinger - det er fuldt forståeligt efter så mange års lidelser, som palæstinensere har påført israelere.

På trods af overvældende odds imod sig, med 300 millioner blodtørstige arabere opsat på at slå alle jøder ihjel, har det ikke har forhindret landet i at skabe en levestandard på højde med Danmarks. Forstå det, hvem der kan - jeg kan ikke.

Men det er med milliarder af dollars af militær udrustning, 3 af dem om året igennem de seneste 40-50 år, stillet til rådighed af de amerikanske skatteydere, at det israelske militær er i stand til at bombe civile beboelsesområder i det BESATTE Gaza og udvikle verdens fjerde stærkeste militærapparat.

Siden 2000 er mere end 1400 børn i Gaza blevet myrdet af Israel til sammenligning med 30 israelske. Det er uværdigt for et demokratisk samfund at føre en sådan politik.
At nægte palæstinensere menneskerettigheder må stoppe.
Illegale bosættelser må bringes til ophør.
At bombe civile må stoppe.
At dræbe børn må stoppe.
At sætte en højere pris på israelske liv på bekostning af andres må stoppe.

Kun ved at sætte lighed for alle mennesker først kan denne forfærdelige etniske udrensning, voldsudøvelse, ydmygelse og undertrykkelse, som vi er vidne til i Gaza og de besatte områder, stoppe. Apartheidmuren er en lige så stor skændsel som muren mellem Øst- og Vesttyskland.
Vi har stadig til gode at se en Obama bede Netanyahu om at rive den ned, som Reagan gjorde det til Gorbatjov vedr. muren imellem de to tysklande.

Erling Jensen, cand.jur.

Anne Koed Westergaard, Mads Berg, Jan Pedersen, Aksel Gasbjerg og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
erling jensen

Mådehold - et ukendt ord i det hebraiske vokabularium.

Det er ikke mere end et år siden, at Israel viste sin formidable magt, da det gav Gazas indbyggere et tydeligt bevis på, hvem der bestemmer i Mellemøsten; 2.200 dræbte Gazaindbyggere og tusinder sårede. Over for dette mellem 60 og 70 dræbte israelere, herunder en håndfuld civile, som følge af tusinder af raketter, af nogle beskrevet som fyrværkeri; en ødelagt infrastruktur i Gaza har været de selvfølgelige følger af vilkårlige bombardementer. Bortset fra overbeviste Israelfans, var det den almindelige konsensus, inkl. FN og hos internationale menneskeretsorganisationer, at Israel begik krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det betyder naturligvis ikke, at ansvarlige israelske politikere er blevet stillet til regnskab for deres virksomhed.

Som det har været tilfældet siden 1967 har USA stået vagt om Israel og beskyttet det mod kritik og verbale angreb fra det internationale samfund, herunder ved afstemninger i Sikkerhedsrådet. Intet er ændret i dag. Inden valg behøver Israel kun at udbasunere, at Gaza er en trussel mod nationens sikkerhed, som det er absolut nødvendigt at sikre sig imod, og den vestlige opinion er på deres side. Hvis det ikke var, fordi det var så tragisk, ville man slå sig på lårene af grin, men der er mange, også blandt kloge og fornuftige mennesker, der falder for den retorik - verdens fjerdestærkeste militærmagt med 200-400 atombomber over for en befolkning uden hær, flåde eller luftvåben.

Disse modbydelige arabere, der angriber jøder som lyn fra en klar himmel og for ingen grund overhovedet, viser med denne adfærd deres sande ansigt. I vestlige medier forbigås det i nærmest total tavshed, at Israel har påført Gaza en knusende økonomisk blokade de seneste 8 år, som har påført Gazas indbyggere så megen elendighed, lidelse og fortvivlelse. Uden at kende befolkningssammensætningen i Gaza er jeg af den opfattelse, muligvis fejlagtigt, at et stort flertal udgøres af børn, men selv om dette meget vel kunne være korrekt, gør det ikke indtryk på den israelske regering eller Israels venner i Danmark. Den politiske ledelse, "terrororganisationen Hamas" kan bare opføre sig ordentligt.

Som en (kynisk) israelsk myndighedsperson udtrykte det om Israels politik over for indbyggerne: det gælder om at sætte palæstinenserne på en diæt, men ikke at få dem til at dø af sult, eller som det også blev fremhævet fra ledende politikere, om deres tilbagevendende bombardementer, er det fra tid til anden nødvendigt at "slå græsset".

Og det er en politik, Israel bogstaveligt talt har efterlevet siden 1948. Det kontrollerer al officiel transport, der bringer forsyninger ind i Gaza, bortset fra de materialer, det lykkes palæstinenserne at smugle ind fra Ægypten. Angiveligt skulle det dreje sig om 67 lastbiler om dagen, hvilket er under halvdelen af mindstemålet for basal ernæring. 400 lastbiler kom ind i området før blokaden. Så kan de forstå, hvem der er herrefolket. Palæstinenserne lærer på den hårde måde, at de i virkeligheden er dette områdes jøder.

Følgerne af israelsk politik over for Gazas befolkning er kronisk underernæring, som naturligvis går mest ud over børn. Halvdelen af skolebørn og to tredjedele af småbørn lider af blodmangel. Medicin og medicinsk udrustning er der stor mangel på. Mennesker dør, fordi de ikke får nogen behandling. De får ikke lov til at tage den korte tur ind i Israel med dets førsteklasses hospitaler og medicinske faciliteter, og når de stiller sig i venteposition ved apartheidmurens check-points er det reglen snarere end undtagelsen, at de tvinges til at vente i timevis - den totale ydmygelse, som også koster liv.

I 1967 retfærdiggjorde Israel deres angreb på Ægypten ved at påberåbe sig, at Ægypten, med dets blokade af en israelsk havn, havde begået en krigshandling, men dette gælder ”naturligvis” ikke i tilfældet med Gaza, hvis fiskefartøjer ikke må fiske i internationalt farvand og bliver udsat for beskydning fra israelske flådefartøjer. Hvor meget mere er Israels blokade af hele Gazastriben en krigshandling. Men ve den, der vover at antyde denne sammenhæng. Hvis Gaza skyder raketter som gengældelse er det en følge af, ikke en grund til konflikten. If. international ret har et besat folk altid ret til at forsvare sig, som danske frihedskæmpere under Anden Verdenskrig, et vigtigt forhold, der aldrig fremhæves i vestlige massemedier, blandt markante meningsdannere og politikere.

Det kan ikke understreges stærkt nok, hvad det betyder for Israel, at det altid og uden betingelser har USA bag sig, også når det begår de mest horrible krænkelser. De to lande er to alen ud af det samme dårlige stykke. Som Obama så poetisk udtrykte det: ”Vi støtter fuldt ud Israels ret til forsvare sig selv mod missiler – og vi vil fortsætte med at støtte Israels ret til at forsvare sig selv”. En dybt kritisabel udtalelse, fremsat af en professor i konstitutionel ret, som ikke har forstået, at et besat folk altid har ret til at forsvare sig, ligesom det er en grov tilsnigelse at bruge et begreb som forsvar om Israels bombardementer. Alle ville finde det latterligt at karakterisere tyske drab på danske modstandsfolk som et legitimt forsvar.

Dette er den gamle myte om Israels stærkt truede position i en verden omgivet af de mest blodtørstige arabere, hvis eneste mål er at udslette landet. Fordrukkent sludder og vrøvl, men når en Obama, som er den fødte ekspert i krænkelser af menneskerettigheder, udtaler sig sådan, falder vi alle til patten og kaster os næsegrus i støvet for et menneske, som fik Nobels fredspris efter at have været præsident i 14 dage, men som Nobelkomitéen i deres begrundelse for prisen så rammende beskrev det, var det med en naturlig forventning om, at han til fulde ville indfri deres forventninger; en sort mand som præsident og verden var frelst. Mage til tåbelighed skal man lede længe efter, og han har til fulde vist, at han burde have været den sidste til at modtage denne pris. Som Martin Luther King i en tale udtrykte det: Døm ikke et menneske efter dets hudfarve, men efter indholdet i hans eller hendes karakter; en klog observation, som mange burde skrive sig bag øret.

Historien om Israels ”stærkt truede livsbetingelser” er blevet fortalt så mange gange og i en så forvansket form, at de fleste mennesker, i hvert fald i vesten, ikke kan vurdere og se konflikten på nogen anden måde.

Erling Jensen, cand.jur.