Klumme

Verdens største ansvar

Overgangen fra et lukket fængsel til Aarhus’ gader er ikke nem. Men jeg er ikke den samme som før. Jeg er blevet far til en lille pige, og hun er afhængig af mig
Debat
22. august 2015

Vi spillede fodbold på plænen, som så mange gange før, da en betjent afbrød kampen.

»Liban, pak dit lort, du er løsladt!«

Det tog lidt tid, før det for alvor gik op for mig. Jeg havde godt nok gået et stykke tid og ventet på svar fra en politihøring, og jeg vidste, at hvis svaret var positivt, ville jeg være en fri mand. Men alligevel.

Pludselig begyndte de andre indsatte at klappe og omfavne mig. De var oprigtigt glade, præcis ligesom jeg selv havde været det et hav af gange, når en langtidsmand fik lov at komme ud. Alt mit ’lort’ røg i sække, jeg skrev under på nogle papirer, fik 400 kroner i løsladelsespenge og et kækt »på gensyn« fra fængselsbetjenten.

Nu stod jeg dér med tre store sække og var snotforvirret. Jeg var blevet løsladt fra statsfængslet i Nyborg efter næsten et årti bag lås og slå. Mens jeg ventede på at blive hentet af min brormand, tænkte jeg på fængselsbetjentens ord. På gensyn, ha, aldrig i livet!

Det er rigtigt, at et dansk fængsel ikke ligefrem er en forbedringsanstalt – snarere det modsatte – og jeg var godt klar over, at jeg har oddsene imod mig: Tilbagefaldet til kriminalitet er tårnhøjt i det her land, og overgangen fra et lukket fængsel til gaderne i Aarhus er ikke nem. Men noget havde ændret sig, huskede jeg mig selv på: Jeg er blevet far til en lille pige, som er afhængig af mig. Jeg er en 29-årig mand og ikke den drenge-røv uden nogen ansvarsfølelse, der i sin tid blev spærret inde.

Vi tog afkørslen ved Aarhus Vest. Gadedrengene ude foran Bazar Vest lignede sig selv. Enten var de lige kommet ud af varetægtsfængsling, eller også var de på vej ind for at afsone. Mit ophold i Bazaren blev dog kort. Der var simpelthen for mange mennesker. Min sociale fobi sparkede ind for fulde gardiner i form af svedige håndflader og en fornemmelse af stress.

Man kalder det fængselssyn, når musklerne omkring øjnene er blevet slappe, og man bliver overrumplet af at være ude i det fri, fordi ens syn i så mange år har været blokeret af hegn og ringmur. Institutionalisering, social fobi og fængselssyn. Det er alt sammen følgesygdomme af at have tilbragt knap et årti i et lukket fængsel.

Jeg vendte næsen hjem til min lille familie. Mit hjem har alle dage været en opgang i en ghetto, men nu skulle jeg bo med min kæreste og lille datter i et hus midt inde i Aarhus. Jeg har da i mine unge dage været i mange huse, men det har udelukkende været i forbindelse med indbrud. Nu gik jeg rundt i mit eget hus og ventede nærmest på, at ejeren kom hjem og overraskede mig. En mærkelig følelse. Og hver gang jeg kom til en lukket dør i huset, stoppede jeg op og ventede på, at der kom en betjent og åbnede døren for mig. Første gang jeg forlod huset, glemte jeg at lukke hoveddøren.

De første dage blev det heller ikke til megen søvn om natten. I danske fængsler er det forbudt for de indsatte at dele seng. Nu skulle jeg sove ved siden af to andre. Alt var anderledes. En dag, hvor jeg sad på tønden og havde min daglige tænkepause, blev jeg overrasket over gulvvarmen i badeværelsesgulvet. Hvis man lod vinduet stå åbent i mit barndomshjem, mens radiatoren var tændt, fik man med statsgaranti en syngende lussing. Det var jo penge lige ud af vinduet – penge, vi som flygtningefamilie ikke havde mange af.

Nu sad jeg dér og varmede mine fødder. Jeg trak på smilebåndet over tanken om at se min gamle mors reaktion. Varme i gulvet og danskernes frås. Så ville der sgu blive delt lussinger ud.

Men det var dengang. Min lille pige skal selvfølgelig ikke opdrages med lussinger. Nej, jeg skal sgu bruge den børnepsykologi, jeg har studeret i spjældet. Måske ikke ligefrem Freuds teori … men en tryg og rar symbiotisk opvækst vil jeg give hende. Det føles som verdens største ansvar.

Jeg ved ikke, hvad morgendagen bringer. Jeg har meldepligt i Asylcenter Sandholm en gang om ugen, men jeg nyder at være i nuet, nyder mine stille stunder med gulvvarme, nyder at min lille løvinde holder mig vågen om natten med sine babylyde. Friheden er rar. Også selv om lyden af raslende nøgler giver mig stress.

Liban Mohammed er tidligere indsat

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Nielsen

Alle gode ønsker for en lys fremtid til dig, Liban.

Jakob Silberbrandt, Thomas Bjarke, Mona Anth. og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thomas Bjarke

God vind, Liban.
Måske din historie siger noget om, at man i fraværet af gode forældre, selv skal lære at være sin egen forælder, og det evner mange mænd først at gøre, når de er i midten af tyverne...

Steffen Gliese

Det er sjovt, som respekten for det danske retssamfund egentlig er en ganske tynd fernis hos dem, der ellers som oftest påberåber sig den.
Når man har udstået sin straf, har man udstået sin straf. At det i dag kan lade sig gøre at idømme den middelalderlige straffeform for landsforræderi for hvad der i bund og grund er banale, men yderst grove voldsforbrydelser, forekommer mig dog at være en skamplet på samme retssamfund, ligesom jeg har svært ved at finde et større retspolitisk vanvid end udvisning af kriminelle til afsoning i deres hjemland - hvor de, må man formode, intet kriminelt har foretaget sig, og i hvert fald ikke noget, der har forbindelse med lovbrud i Danmark. Denne absurditet har folk taget stil sig, endog folk, der påberåber sig at hylde nationalstaten. Men hvad skulle dog forhindre Rumænien i at sætte folk på fri fod for forbrydelser begået her?

Sascha Olinsson

Kære Liban.
Du lyder som et varmt menneske med noget godt at give til din nye familie. Alt det bedste til jer i fremtiden.

Helle Degnbol

Til lykke, Liban Mohammed - og bliv endelig ved med at skrive. Tak.