Kommentar

En wieners blik på verden

Han ville have glædet sig over kommunismens kollaps, men hvad ville denne gamle mand, som så Rusland som et værn mod Kina, have ment om nationalismens genkomst i Europa?
Debat
22. august 2015

Min første udlejer i Wien – han er for længst død – fattede altid levende interesse for min rapportering fra Østeuropa. Han anså dog hovedsageligt kommunismen for at være en krusning på overfladen eller en slem forkølelse, der snart ville gå over. Langt vigtigere var det, at Rusland var kristent og den hvide verdens sidste forpost mod Kina og Asien. Kommunismen ville tids nok forsvinde og Rusland atter vende tilbage til sine rødder. Den store opgave ville så være at sammenkæde Europa og Rusland for at stå vagt om en historisk arv, en livsstil og værdier, der ikke deles af Kina.

For Kina havde han dog både respekt og beundring. Men det var alligevel en fremmedartet og anderledes civilisation, så på det punkt var der intet håb om forandring. Min udlejer kendte sin Kipling: »East is East, and West is West, and never the twain shall meet

Hans prognose fra midten af ​​1970’erne om kommunismens fald var bemærkelsesværdig visionær. Alligevel følte jeg forurettelse over, at han tillagde det, jeg lavede, så begrænset betydning. Ligesom adjektiverne ’hvide’ og ’kristne’ vakte mit mishag. Jeg undskyldte dog manden med, at han trods alt stammede fra en anden tid. Født i år 1900 oplevede han som nyuddannet kavaleriofficer at blive kommanderet til at ride ud i Første Verdenskrig, da denne pludselig tog sin ende.

Undertiden har jeg spekuleret på, hvad han ville have sagt til dagens Europa. Han havde nok glædet sig over, at kommunismen kollapsede, ganske som i hans forudsigelse, men måske også udtrykt sin bekymring over den store opgave, som nu stod tilbage: For Rusland er jo ikke blevet forenet med Europa eller gået imod Kina. Tværtimod. Som så mange gange før i historien er Rusland i stedet blevet en trussel mod Europa, selv om den Røde Hær ikke længere står ved Elben. Dette ikke mindst set i lyset af Kinas overraskende opståen til supermagt over de seneste årtier ville have foruroliget ham.

Vores værdier

Det samme ville de statistikker og tal, der klart viser, hvorledes Europas indflydelse i verden til stadighed aftager. Demografiske, økonomiske og kulturelle kendsgerninger. At europæerne – hans ’hvide’ – fysisk er på retræte fra den øvrige verden, må han have vidst siden afkoloniseringens begyndelse, men sandsynligvis havde han næppe forestillet sig, at globaliseringen ville fremskynde tilbagetoget.

Samtidig ville han formentlig have glædet sig over den måde, hvorpå kristendommen har genvundet sin frihed i Rusland, hvor kirker bygges eller genåbnes. Men han ville have ærgret sig over, hvordan de kristne samfund på tærsklen til Europa er ved at blive udslettet – trossamfund i Mellemøsten så gamle som de ældste i Europa. Og han ville have opfattet det som dekadence og dyster ligegyldighed over for vores værdier, når europæere udviser større solidaritet med forfulgte eller undertrykte i den muslimske verden, end med deres kristne trosfæller dér.

I stedet for at påtage sig sådanne konkrete udfordringer er Europas elite mere optaget af at fundere over, hvad europæisk identitet betyder og over, hvor Europas grænser kan drages – ikke så meget i geografisk som i filosofisk forstand. Det sidstnævnte spørgsmål, havde han allerede besvaret ved hjælp af kategorier som ’hvide’ og ’kristen’, og det første var ikke noget, han spekulerede på.

Hans europæiske identitet var noget så indlysende, at den ikke behøvede at blive formuleret.At tro, som Ungarns Viktor Orbán, at den europæiske identitet kan forsvares med et 170 kilometer langt hegn mod illegale indvandrere, ville han have opfattet som en tragikomisk misforståelse. Sandsynligvis huskede han, hvordan ungarske flygtninge efter den fejlslagne revolution i 1956 fik lov til at strømme over grænsen til Østrig, hvor de alle blev vel modtaget. Orbáns politik ville han have gennemskuet for, hvad den er: ren og skær nationalisme.

Om nationalisme

Thi om nationalisme vidste denne altösterreicher næsten alt, og jeg tror, ​​at netop dens genkomst i Europa ville have været hans største skuffelse. Dette kunne han ikke have forestillet sig: et bredere Europa, ja – men ikke et, der begyndte at briste i sømmene og grave sig ned i provinsialisme på ny. Nationalisme hørte utvetydigt 1800-tallet til. Den bidrog til fremkomsten af ​​moderne nationalstater, men sprængte også det imperium, som min udlejer var opvokset i. Og i dag? Tilbage er blevet en nostalgisk, ofte patetisk kult af folklore og myter, der har meget lidt med virkeligheden at gøre – og i værste fald kan føre til en aggressiv politik med behov for en ydre fjende og afgrænsning. Den krig i nationalismens navn, der ødelagde Jugoslavien, havde han sikkert betragtet som vold i historisk maskeradekostume – som en europæisk blindgyde.

Men sandt er det jo, at han ikke kom til at opleve noget af dette. Mine spekulationer og formodninger bygger på hans udtalelser fra vores samtaler for over tredive år siden. Af de problemer, der præger dagens Europa, kom han vel hovedsageligt i kontakt med den kroniske arbejdsløshed. Han vidste, at uvirksomme og frakoblede mennesker er farlige for samfundet, uanset at vi med velstand og som velfærdsstat forsøger at inddæmme faren. Resultaterne er ofte blandede.

En sommer, han kom tilbage fra sin herregård ved Alperne, spurgte jeg, hvordan hans tid på landet havde været. Rædsom, sagde han. På kroen sidder landsbyens arbejdsløse unge og spiser tigerrejer med karryris. Dommedag er nær.

© Richard Swartz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Tankevækkende!

Poul Genefke-Thye

»East is East, and West is West, and never the twain shall meet.«
Kiplings digt er blevet misbrugt i en uendelighed til at opdele verden i "dem og os", fordi det kun er de to første strofer, der citeres.
Læser man resten af digtet, får det en noget anden mening:

".But there is neither East nor West
Nor border, nor breed, nor birth
When two strong men stand face to face
Though they came from the ends of the earth."

At Kipling taler om "strong men" må tilskrives den tid, hvor digtet blev skrevet. I dag vil ethvert møde mellem mennesker ophæve adskillelsen.