Klumme

’Du er ikke Yahya Hassan, du er en ægte gadedreng’

Brormand, ligesom aben på Youtube har jeg tillært mig noget, som adskiller mig fra alle de andre aber i fængslet, der sidder stille i deres bur og ryger hash og river i banditten
Brormand, ligesom aben på Youtube har jeg tillært mig noget, som adskiller mig fra alle de andre aber i fængslet, der sidder stille i deres bur og ryger hash og river i banditten

Ulrik Hasemann

8. august 2015

Ingen i min familie læser Dagbladet Information. Ingen venner eller bekendte. Når jeg spørger fængselsbetjentene, hvad de synes om det, jeg har skrevet, svarer de det samme som mine medindsatte og venner: »Nigga please, hvad fanden vil du opnå?«

Min ven Ali siger: »Det er en verden, hvor vi ikke hører til.« Og han tilføjer: »Brormand, du har læst bøger og har gået i skole, mens jeg har brugt årene her i spjældet på at ryge hash og spille pik. Du kan stave, og jeg kan bænkpresse 150 kilo. Men lad dig ikke narre af de rosende ord fra alle de danskere, der er overraskede over, at du kan tale og skrive. Vi har altid været kriminelle perkere og samfundets plage, der bare skal fise hjem, hvor vi kommer fra.«

Jeg har kendt Ali, siden han åd bussemænd. Vi har nedlagt slagsbrødre og pæne piger på stribe. Sammen har vi også spildt mange gode år. Men selv om vi har befundet os i isolationsceller i landets bedst bevogtede fængsel, har vi alligevel haft det sjovt. Vi har talt ud af vinduet natten lang. Røverhistorier og sort humor gjorde nætterne i hullet korte. En god sort marokkansk fed gjorde søvnen i dagtimerne lang.

Ali sagde på et tidspunkt til mig: »Du er ikke Yahya Hassan, du er en ægte gadedreng. Du behøver ikke at vende alle, du kender, ryggen og tilsvine det, du er, for at opnå anerkendelse og accept fra hr. og fru Kedelig.«

Han mindede mig om en video, vi havde set på Youtube, hvor en abe går på hænder i takt til musik, så den næsten danser. Vi var pisseskæve og overraskede over, at den kunne. Vi var vilde med aben. Men der gik ikke længe, før vi fandt noget, der var mere interessant.

Min gamle vens visdomsord gjorde indtryk på mig. Jeg forstod, hvad han mente. Men jeg sagde ikke noget til ham. Gik i stedet ind i min celle, tog et par kronikker, jeg havde skrevet til redaktionen, og smed dem ud.

Jeg lagde mig på det hårde lort, jeg i næsten ti år har kaldt min seng. Liban, for helvede, tænkte jeg. Månederne med kronikker og indlæg i avisen, breve fra TV 2 Nyhederne, og rosende opkald fra Uffe Elbæk havde været vildt spændende. Det hele havde være nyt og til dels grænseoverskridende. Men havde Ali og de andre ret? Agerer jeg bare pauseklovn? Samler jeg brænde til det bål, min sorte røv skal brændes på?

Vi er fandme dem, vi nu en gang er. For ti år siden begik jeg sammen med Mikie, Nitta og Mohamed et par vanvittige hjemmerøverier i en rus af rohypnol. Jeg blev udvist, men har tilbragt næsten et årti i spjældet, for forholdene er kaotiske i Somalia. Jeg er uønsket i verdens farligste land. De betragter mig ikke som deres landsmand. Så mine fremtidsudsigter er tålt ophold i Center Sandholm. Men I hører mig ikke klynke. Jeg købte som meget ung en billet, som jeg betaler prisen for i dag.

Til min ven Ali vil jeg blot sige: Brormand, ligesom aben på Youtube har jeg tillært mig noget, som adskiller mig fra alle de andre aber, der sidder stille i deres bur og ryger hash og river i banditten. Jeg vil noget andet med mit liv. Om jeg kan, ved jeg sgu ikke, men jeg vil forsøge. Det skylder jeg mine kære og min nyfødte datter. Jeg har solgt min frihed og værdighed. Nu gælder det prinsessens fremtid.

Hvorfor så egentlig skrive i Dagbladet Information?

Det er meget simpelt: I håb om, at en magtfuld hvid mand vil se den dansende abe og række hånden ud og måske lære den et par nye tricks. Og aben skal nok lade være med at bide den hånd, som fodrer den.

Hvis man ikke kan stole på en udvist somalisk hjemmerøver, hvem kan man så stole på?

Liban Mohammed er indsat i statsfængslet Nyborg. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
  • Mona Anth.
  • Christian Olesen
  • Ole Hilby
  • Tino Rozzo
  • Ulla Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Jeppe Petersen
  • Bente Simonsen
  • Ervin Lazar
  • Palle Pendul
  • Torsten Jacobsen
  • Keld Albrektsen
Allan Ⓐ Anarchos, Mona Anth., Christian Olesen, Ole Hilby, Tino Rozzo, Ulla Nielsen, Steffen Gliese, Jeppe Petersen, Bente Simonsen, Ervin Lazar, Palle Pendul, Torsten Jacobsen og Keld Albrektsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

"Min gamle vens visdomsord gjorde indtryk på mig. Jeg forstod, hvad han mente. Men jeg sagde ikke noget til ham. Gik i stedet ind i min celle, tog et par kronikker, jeg havde skrevet til redaktionen, og smed dem ud."

I Albert Camus' roman 'Pesten', er der en karakter ved navn Joseph Grand. Grand er ikke dømt hjemmerøver og kriminel, men blot en undselig og på alle måder gennemsnitlig kontorist, som hver dag passer sit arbejde med flid og omhu. Og dog - helt gennemsnitlig er han ikke. Det er der i sidste ende ingen, som er. Joseph Grand skriver på en bog. Når han kommer hjem om aftenen efter en lang dags slid på kontoret, sætter han sig til at skrive. Desværre er Grand perfektionist i sit arbejde med bogen. Igen og igen skriver han det første afsnit om: Først er rytmen forkert. sentenserne maler ikke tekstens billeder klart nok. Så er farven på hesten forkert, ordene undslipper ham. Han kan ikke finde de rigtige ord.

Som så mange andre i byen Oran, hvor Camus' roman udspiller sig, rammes også Grand af pesten. Selv en Joseph Grand kan rammes af pest. I fortvivlelse og desperation river han sit ufærdige manuskript i stykker.

Men Grand overlever Pesten. Næsten mirakuløst. Dommen var egentlig fældet, lægen Rieux kunne ikke stille mere op - men Grand overlevede pesten. Og påbegyndte påny sin roman. Igen overbevist om, på trods af alt, at han en dag ville finde alle de rigtige ord.

Alle mennesker burde efter min mening læse 'Pesten'. Ikke mindst mennesker, som uanset af hvilken årsag, selvforskyldt eller ej, er drevet i eksil. Også mennesker som uden omtanke fælder uomstødelige domme - over andre, over sig selv, over livet - kan med fordel læse med.

Morten Pedersen, Laust Persson, Ole Hilby, Peter Andersen, Dorthe Jørgensen, Steffen Gliese og Hasse Feldthaus anbefalede denne kommentar

Godt skrevet. Jeg er desværre ikke rig. Men hvis du vil skrive og læse så besøg os på facebook/politiskengagement.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Her på Information er det forbudt at nævne den eneste forhindring, der reelt står i vejen for et godt samliv mellem muslimer og danskere i Danmark: muslimernes forbud mod ikke-muslimske ægtemænd til muslimske kvinder.
Det gør det jo lidt svært at komme videre. Desværre. Så det ender nok med en blodig, kontradiktorisk konfrontation. Takket være dansk, statsstøttet journalistik.

Men har du fortrudt at du smadrede livet for en af min fars gode venner, Liban ?

Ernst Enevoldsen, Majbritt Nielsen, Jan Kauffmann, Jannik Sørensen, Ole Hilby og Jørn Stjerneklar anbefalede denne kommentar

Du er ikke Yahya Hassan - Det er der kun én, der er - men du er DIG.
Håber, du accepterer, at der skal være plads til jer begge to.
Og at vi har brug for jer begge to.

Jørn Stjerneklar

"For ti år siden begik jeg sammen med Mikie, Nitta og Mohamed et par vanvittige hjemmerøverier i en rus af rohypnol."

Hvis man har været på den anden side af flere pistoler som har invaderet dit hjem, mener jeg det en lidt for tilbagelænet holdning, du har til dine handlinger. Det er faktisk ikke spor sjovt at blive truet på livet af fire eller fem galninge, som det var i vores tilfælde. Det fucker dit liv op år fremover. Måske resten af livet.

Den gang vi var ude for 'hjemmerøveri', og vi efter et par dage i avisen så, at politiet havde pløkket to gangstere og bilen på billedet på forsiden lignede den, vi havde set voldsmændene havde, kunne vi ikke få armene ned. Vi fandt aldrig ud af, om det var to af svinene politiet dræbte, men bare det at få håbet om, at de nu var døde hjalp en lille bitte smule.

Jeg håber, du får meget mere tid til at reflektere over dit liv i cellen. Måske så lang tid, så du efterfølgende kan tage tilbage til Somalia og føre dig frem der.

Ernst Enevoldsen, Majbritt Nielsen, Jan Kauffmann, Jannik Sørensen og Ole Hilby anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Samfund har ikke "brug for" mennesker, de består af mennesker, både dem, der gør noget godt, og dem, der gør noget dårligt. Det er ikke noget, et samfund kan vælge til eller fra. Det lyder bestikkende for alle de rethaveriske - men for os andre er det noget stærkt forløsende ved, at der også i dette liv findes soning og tilgivelse.

David Zennaro, Tino Rozzo, Elisabeth Andersen, Caspar Mose og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Jesper Hansen

" Jeg vil noget andet med mit liv. Om jeg kan, ved jeg sgu ikke, men jeg vil forsøge. Det skylder jeg mine kære og min nyfødte datter. Jeg har solgt min frihed og værdighed. Nu gælder det prinsessens fremtid."

Kanon indstilling, hold godt fast i den, uanset hvor mange nederlag og modgang du får fra omverden. Du skal vide at du vil blive belønnet højt af din datter og dermed også af de højere magter. Men det kræver to meget vigtige ting:

1. Du må ALDRIG skælde din datter ud, eller vælte skyld over hende.
2. Du må prøve at dygtiggøre dig i at være sød ved andre og smile til andre og skabe tryghed for alle i din verden. Nærmest ubetinget. Det vil gøre din datter meget stolt og tryg.

Steffen Gliese

Når sandheden skal frem, så er de mennesker, der i disse år træffer beslutninger om straf og skyld i vores samfund - og mere rigidt og hævngerrigt end i årtier - dem, der har mindst at lade andre høre.

Peter Nielsen

Ole Olsen, jeg ved ikke om det er indlag fra mig du omtaler, men man har vel lov til at ytre sin holdning til en person som Liban. Jeg kan godt pakke en lort flot ind, men det ændre ikke på indholdet, og heller ikke mit syn på Liban og på informations brug af ham som kronikør. Liban laver det jeg vil kalde en Onkel tom. Han siger og skriver det vi gerne vil høre, men hans handlinger har vist noget helt andet. Han står nu overfor at skal forlade et eftergivent samfund ( til en vis grænse selvfølgelig), og skal nu berede sig på en rejse til Somalia og en uvis fremtid.
Hvorfor skal han have tid og plads hos Information - hvad er det han fortæller som ikke er ligegyldigt bavl? Fortæller han noget vi ikke allerede ved, og hvorfor mon han nu taler til hjertet hos medmenneskerne? Er det mon fordi han ved at han har skidt i egen rede og forspildt de mange chancer han har fået gennem hele hans liv.

Torsten Jacobsen

forbryderen krænker os én gang: gennem sin kriminelle handling, som ud over de direkte, til tider katastrofale konsekvenser for ofrene for forbrydelsen, også indirekte er med til at skabe yderligere forråelse, frygt, mistillid og had i samfundet som helhed.

Den reformerede forbryder krænker os dobbelt: først gennem forbrydelsen, dernæst i sit ønske om at leve et bedre liv. Et bedre liv for sig selv. Et bedre liv for samfundet. Især dette sidste er for mange tilsyneladende en næsten værre krænkelse end selve forbrydelsen. Hvilken større foragt kan man som dømt kriminel vise sit offer, end viljen og evnen til at bringe sit liv på ret køl? Hvordan tør man drømme om at genindtræde i fællesskabet, når ofrene, de konkrete såvel som samfundet, stadig må leve med konsekvenserne af forbrydelsen?

Du vil ALTID være et udskud, lyder det igen og igen i de ovenstående kommentarer. Du vil ALTID være din forbrydelse, og KUN den! Hævdes det modsatte plæderes der for tavshed. Om nødvendigt med tvang. Så dyb er krænkelsen, at det er ikke nok for eget vedkommende at vende det døve øre til. For selve påstanden om mulighed for rehabilitering, for forbedring, for forandring, truer igen den sikkerhed man finder i den absolutte dom: Skyldig!

Hvilken frygt er i virkeligheden den største: frygten for forbrydelsen, eller frygten for den usikkerhed der opstår i en verden, hvor ingen dom kan være absolut og evig? Hvor både skyldig og uskyldig ikke er noget man er, men noget man gør?

Jesper Pedersen

Hvad mener han med, at han er uønsket i Somalia?
Hvis han er somalier, må de vel tage imod ham.

Det ikke betryggende, at han skriver klumme efter klumme i Information, hvor han lystigt skøjter en over de konsekvenser hans forbrydelser har fået for hans ofre.

Steffen Gliese

Det er bizart, at så mange nærer så ringe respekt for det danske retssamfund og de love, det idømmer forbrydere.

@Peter Nielsen - Hvordan kan man pr. definition være ligeglad med ofrene, hvis man kommenterer 'positivt' om forbryderens ønske om at blive en bedre person?

Jeg synes i øvrigt at det ganske land skylder sig selv debatten om hvorfor vi straffer. Kommentarsporet viser i sig selv en fin skillelinje med hævn/retsfølelse på den ene side og menneskeforbedring/positivt bidrag til samfundet på den anden side. Det ligner kommunikation der overhovedet ikke kobles sammen - siderne råber i hver deres retning!
Og man kan jo sådan set sige at fængslernes forskellighed og den mere eller mindre totale afvisning af forskning der angiveligt viser at højere straffe har modsat effekt, og en politik der sejler, meget fint viser hvorfor det er sådan.

Kan man finde et kompromis? Kan man diskutere sig frem til en vej som er til at leve med? Jeg tror det - men det kræver nok at man tør og ikke er bange for at diskutere (fornuftigt) uden denne barnagtighed som gennemsyrer alle mulige debatfora. Den der mudderkastningstendens er så trættende!

Det er klart at man ikke kan gemme sig bag stoffer, eller ungdom, eller dumhed... man må tage ansvar! Men hvis man så TAGER det ansvar - fordi man blev klogere, clean eller ældre, så må man også tilgive sig selv på et tidspunkt. Ellers hører alting jo op med at give mening, selv for DIG som åbenbart aldrig har været helt derude hvor du ikke kunne bunde.

Jeg tror på mennesker kan ændre sig. Jeg tror det blandt andet kræver motivation, refleksion, tillid og måske hjælpende hænder. Og jeg synes sådan set at Liban beskriver det fint: Han ved ikke om han kan, men han vil prøve. Det er sådan set en ret god start.

Peter Nørgaard

Hvordan, Peter Hansen, hænger dit tidligere svar i en anden tråd, om du "altid tager klar stilling" sammen med, indholdet i de to indlæg hér, den 10.8., kl. 00:23 og kl. 19:03..?

Peter Nielsen

@ Mona Anth, det var en kommentar til mediernes fokus på gerningsmanden fremfor ofrene. Oftest får gerningsmænd/ kvinder mere mediebevågenhed og til en vis grænse også en misforstået medlidenhed skabt af mediernes fokus.
At du tror på at mennesker ændrer sig, herunder en som eks. vis Liban Mohammed, er for mig et tegn på en vis form for naivitet, når historierne gentager sig gang på gang. Der er selvfølgelig ingen regel uden undtagelser, men det hører til sjældenhederne.
du kan kalde mig kynisk eller følelseskold - jeg mener at han er et udskud der ikke burde have mulighed for at komme til orde i noget medie overhovedet. Jeg mener heller ikke at vores samfund, danmark, kan bebrejdes noget som helst for hans skæbne, for jeg tror på at mennesker har ansvar for sig selv og sine medmennesker. at udvise den mindste forståelse, sympati eller medfølelse overfor Liban Mohammed er forfejlet og forkvaklet. At give ham taletid som kronikør er ligeledes et medieliderligt forsøg på selviscenesættelse af et medie som Information.
Der er en vis fascination af "bad-boys" som medierne er med til at eskalere.
Hvad skulle gøre en person som Liban Mohammed fortjent til et kompromis - nu er det jo ikke fordi han er ubekendt med konsekvenserne af hans handlinger, og netop de hjemmerøverier han begik underbygger personens kynisme. Hvorfor skal vi finde et kompromis med ham? Hvad er det vi skal prøve at opnå?
Vores retssystem er langt hen ad vejen et eftergivent retssystem når vi sammenligner os med mange andre landes retssystemer. At du begår en kriminel handling skal og bør afføde en sanktion. Dels for at sikre en vis standard af fred og fordragelighed i vores land, men sandelig også for at ofrene kan føle en vis form for retfærdighed. Nu er vi jo ikke i et land hvor straffen går til dødsstraf, men mon ikke Liban Mohammed var ganske godt klar over at han begik noget der var strafbart - eller skal vi antage at Liban Mohammed var langt dummere end gennemsnittet?
Mht. din appel til tilgivelse for således at jeg selv eller andre kan finde eftergivelse såfremt jeg kommer helt derud hvor jeg træder over grænsen, så synes jeg det er noget pladder.
Vi bør kunne tillægge ethvert individ herhjemme en vis portion intellekt, herunder også viden om hvornår noget er no-go og hvornår det er OK. Dette står selvfølgelig i forhold til vedkommendes intelligensstadie. Jeg forventer ikke samme strafferamme anvendt overfor en dybt mentalt retarderet person, men oftest er vores retsvæsen, såfremt en person med en IQ langt under normen kommer så langt ud, i stand til at foretage den nødvendige sondring og tage hensyn hertil i en eventuel domsafsigelse. Liban Mohammed har vist sig at være egnet til straf og må - som alle andre i den situation - stå til ansvar. hans indlæg ( kan være korrekturlæst) viser at han ikke er ude af stand til at forstå selv simple beskeder.
Min personlige holdning er at personfarlig kriminalitet straffes alt for mildt i forhold til økonomisk kriminalitet - hvad kan det mon resultere i? Selvtægt? Joh det tror jeg faktisk på.
Jeg kan stå 100 % inde for at jeg ville kunne ty til selvtægt såfremt en af mine nære blev udsat for en forbrydelse. Er jeg så bedre end gerningsmanden....måske ikke, men jeg er klar over konsekvenserne og dem er jeg villig til at tage.
Liban Mohammeds mulige ønske om at blive et bedre menneske kommer en postgang for sent, sådan er det bare ( tak Margrethe Vestager).

@Peter Nielsen
Jeg har det sådan set fint med at være naiv i dine øjne, hvis det eneste alternativ er at være kynisk. Der er langt flere ord i min verden, som kommer mellem de to yderligheder, men nok om det. :-)

At basere det hele på intellekt er nok også at skrue det en tand for højt op. Intelligente mennesker laver såmænd også kriminalitet, uagtet at de kender både strafferammen, og de sideløbende konsekvenser. Det faktum at folk med en OK IQ ender bag lås og slå kan måske pege i retning af at der er noget andet på spil. Desuden, så er der et overtal af folk med diagnoser i det kriminelle miljø - hvorFOR er de det?! Hvor er det at filmen knækker for disse mennesker?

Jeg siger om Libans intellekt - at han kan formulere sig og det er måske en vej til noget bedre. Det er, som du selv er inde på, straks noget andet, hvis man seriøst er tabt bag en vogn. Så har man knap så mange muligheder for at dreje af.
Liban har fået en straf - og den er han mig bekendt i gang med at afsone - og ja, så er der udvisningen (hvilket heller ikke er noget jeg helt forstår - det der med dobbeltstraf til nogen). Men anyways, han afsoner og har gjort det i længere tid. Jamen hey! Hvad forlanger vi som samfund så mere? Måske er pointen her at vi ser forskelligt på ham. For dig er han en forbryder, og for mig er han.. sådan set et menneske.

Det er så evigt nemt at have sympati med ofrene. Det HAR vi jo pr automatik! Og at sige at medierne ikke giver ofrene taletid er for mig noget pladder. :-) Medierne lever af de skræmmebilleder der skabes, de svælger i det, og er først på pletten for at få blod på billederne. Jeg synes til gengæld sjældent vi hører direkte fra gerningsmanden. Og i mange tilfælde tænker jeg; Hvad mon der skete?? - Måske er jeg alene om det, men sådan er det nu engang.

Vi kender aldrig hele historien, og ja det kan nok være det lyder som buhu og hvor-er-det-synd-for-dem-der-sad-skævt-på-potten-og-endte-i-kriminalitet-snak, men det er faktisk ikke det jeg mener.
Jeg mener bare - der er altid en årsag. Vi kender den sjældent, for vi er ikke med når der dømmes. Vi er bare så glade for at læse avis, og forarges når vi tænker der dømmes helt dybt godnat. Men hvad ved vi egentlig?

Bottom line: Jeg tror ikke du er hverken kold eller kynisk, men derimod en beskytter af dig og dine. Og ved du hvad.. me2. Jeg ville sikker også begå selvtægt, hvis det kom til stykket. Og netop derfor er der brug for diskussionen. Hvad straffer vi for, og hvad vil vi egentlig med det? Hvilket samfund ønsker vi os? - Hvis min nære blev udsat for noget, eller mig selv, jamen så er det jo for sent at diskutere, eftersom følelsernes magt tager over, og det er der sgu ikke meget jura eller rimelighed i.
Det er jo for så vidt lige så åndsbollet at folk (De samme folk) ryger ind og ud af fængslerne. Det tyder da på at noget er skævt? Jeg tror ikke utopia er nært forestående, så vi kan blive et flot lyserødt samfund med kumbaya cirkler og Christiania-mentalitet, men jeg synes godt man må diskutere hvad der skal vægte, og hvordan. :-)

Peter Nielsen

Han skal leve med konsekvenserne af dine handlinger herunder udvisning. Det har jeg det helt fint med, og jeg mener han er ikke fortjener den eksponering han får. Han burde ikke have 10-12 års fængsel men en direkte udvisning og en omgående eksekvering af denne. Ude af sind...