Ikke altid holocaust-kortet

Når venner og politiske frænder sammenligner mine holdninger til flygtningekrisen med det værste overgreb på menneskeheden i moderne historie, bliver jeg ærlig talt en smule træt. Hvis vi ikke kan debattere de bedste løsninger, går det ud over dem, vi ønsker at hjælpe
8. september 2015

»Det er vor tids Holocaust!« Ordene afbryder den ophedede diskussion henover fadøllene på Bastard Café i København. Det er min ven, Thomas, der siger dem, men de er hentet hos filosoffen Joseph H. Carens. Jeg har lige nævnt, at jeg mener, man bør indføre en pulje på omkring halvdelen af vores udviklingsbistand til at hjælpe flygtninge – i stedet for at tage imod et fåtal til ophold her i landet. Thomas er uenig og fremfører nu Carens argument: at EU risikerer at gøre sig skyldig i et nyt Holocaust, hvis vi ikke tager imod flere.

Nutidens flygtningekrise har givet anledning til den mest polariserende politiske situation, jeg har oplevet siden indvandrerdebatterne for 15-20 år siden. Anklagerne om kynisme fyger henover landets stueborde, og din holdning til spørgsmålet bestemmer, hvorvidt andre anser dig for at være et moralsk medmenneske eller ej.

At emnet bringer sindene i kog er forståeligt nok. Når døde børn skyller op på strande, er det basal medmenneskelighed, som får os til at reagere med gru. Når mennesker som den britiske politiker Peter Bucklitsch skyder skylden for den lille dreng Aylan Kurdis tragiske død på »grådige forældre«, er det helt rimeligt at anklage manden for at være et gigantisk røvhul. Problemet opstår, når man anser sine egne løsninger som de eneste rigtige. Når man stempler alle andres holdninger som umenneskelig ligegyldighed.

Tilbage på Bastard Café var mit argument, at man ved at give asyl via opholdstilladelse hjælper meget få mennesker på en meget dyr måde. De statslige aktører og NGO’er, der forvalter vores udviklingsbistand, sørger for, at vi er blandt de førende lande i verden til den slags arbejde. Jeg ønsker at bruge vores ressourcer på at få de erfaringer til at arbejde i flygtningekrisen. For at finansiere dette foreslog jeg et stop for opholdstilladelse til asylansøgere, og det var her, Thomas protesterede. For var jeg så ikke at sammenligne med de mennesker, som ikke ønskede at hjælpe jøderne under Anden Verdenskrig?

Selv hvis vi ser bort fra, at mange jødiske flygtninge faktisk blev huset i lejre i efterkrigstiden, så er sammenligningen håbløs. Når et forslag om at forsøge at løse flygtningekrisen på anden vis end ved at give et par tusinde mennesker opholdstilladelse inden for landets grænser sammenlignes med den aktive udryddelse af millioner af jøder, har vi for længst passeret rummet for meningsfuld samtale. Vi er ikke længere demokratiske mennesker, der er politisk uenige, men decideret fjender.

Og det er sørgeligt at se venner og politiske frænder sammenligne ens holdninger med det værste overgreb på menneskeheden i den moderne historie. Når jeg bladrer igennem mit Facebook-feed er der rigelige eksempler på photoshop’ede billeder, der giver EU skylden for de døde, og der er masser af delinger af Carens Holocaust-argumentation. Værre er det dog, hvis manglen på samtale står i vejen for en reel løsning på flygtningekrisen. Mens vi skændes og mundhugges om, hvem der er de gode mennesker, forværres dagligdagen for fire millioner syriske flygtninge og de mange andre, der er på flugt.

Der er selvfølgelig en rimelig kritik at rette mod højrefløjen. Tænker man på, hvor ofte de snakker om at hjælpe i nærområderne, er det slående, at de med regeringsmagten i hænderne stadig ikke har leveret noget som helst konkret. Men svaret her må være at holde dem til ilden og kritisere dem for deres løsningers manglende virkning – ikke at slå dem i hartkorn med nazister.

Med andre ord: Tænk dig om, før du angriber din modstanders værdi som menneske. Måske er vedkommende lige så interesseret i at hjælpe flygtningene, som du er. Bare på en anden måde.

Casper Gronemann er cand.scient.adm. og politisk analytiker.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for John Christensen

Enig, der skal være plads til nuancer - ellers ser vi ikke de blinde vinkler.
Jeg tror f.eks. ikke på - at de der nu er nået til vores land, kommer direkte fra krige i Syrien og Irak.
De har jo blandt andet rejst igennem adskillige sikre lande, før de ønsker at slutte rejsen. Det forhold er helt vildt absurd!

Hvorfor skal vi accepterer folk der rejser her til?

Vi accepterer samtidig at UNHCR må være brudt sammen, når de ikke samler flygtninge op i nærområderne. Så kan vi hjælpe krigsflygtningene der fra.
Ingen skal tage turen i gummibåde over Middelhavet i deres søgen efter Tryghed og lykke.

I realiteten må vi sende personer uden lovligt ophold ud af landet. Flygtninge der ikke ønsker asyl her, har ikke lovligt ophold.

Civilsamfundet kan til gengæld gøre en humanitær gerning ved at give disse mennesker et gratis lift til tog/færge, som kan hjælpe dem det sidste stykke på deres vej. De vil jo ikke registreres her, har jeg forstået.
Ellers er det tilbage til Tyskland og evt. en tur over Østersøen, for at nå frem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Werngreen

Det kræver vel ikke de store anstrengelser at føre debatten tilbage på sporet. Der er tre diskurser: en holdningsdiskurs, en hjælpediskurs og en ressourcediskurs, og disse kan ikke sammenblandes, hvis vi skal bidrage til at løse flygtningeproblemerne.
Holdningsdiskursen handler primært om tilgangen til problematikken og spænder fra, at det ikke rager os, til selvfølgelig skal vi hjælpe. Man er diskvalificeret til at deltage i en hjælpediskurs, hvis man ikke mener, at vi bør hjælpe, men man er også diskvalificeret, hvis man deltager som repræsentant for en begrænsningsdiskurs, hvor det handler om at hjælpe så lidt som muligt og hver for sig.
En hjælpediskurs tager udgangspunkt i problemets karakter og størrelse og spørger, hvordan vi bedst kan hjælpe. Den kan skelne mellem hjælp til selvhjælp og katastrofebistand, den undersøger, hvori hjælpen bedst muligt kan bestå, den spørger om, hvordan der globalt kan samarbejdes om hjælpen, og den er ikke mindst forudsætningen for ressourcediskursen. Det burde sige sig selv, at man er nødt til at kende problemets karakter og omfang, før ressourcerne diskuteres, og at det eneste samfund, der har en chance for at løse problemerne, er verdenssamfundet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Salik Rosing

Problemet med kun at satse på lejre i nærområderne er, at de færreste mennesker synes det er attraktivt, eller for den sags skyld en reel mulighed, at sidde i en flygtningelejr på ubestemt tid. Måske er der mad, sanitet og adgang til sundhedsydelser, men de fleste mennesker vil jo gerne have mulighed for at arbejde, for at give deres børn en uddannelse og i det hele taget leve et jævnt og muntert virksomt liv på jord.

Hvis der ikke er mulighed for det i lejrene (og det er noget af en opgave at få stablet det på benene), så vil mange søge mod Europa, uanset hvor mange penge vi så smider i at sende nødhjælp til Libanon og Tyrkiet

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Under en ophedet diskussion over fadøllerne i 'Bastard Café' i Rådsstræde vis à vis Christiansborgs Ridebane og Frederiksholms Kanal har cand.scient.adm. og politisk analytiker Casper Gronemann oplevet noget, som fik ham til at mindes "debatkulturen under den mest polariserede politiske situation", han tidligere har oplevet - dvs. "situationen under invandrerdebatterne for 15-20 år siden".

En anden af deltagerne i debatten over fadøllerne i nævnte forum, hvor landets bedste hoveder diskuterede det for tiden mest presserende problem i Danmark, trak i kampens hede "Holocaust-kortet". Vennen Thomas ved stambordet på 'Bastard Café' sammenlignede situationen for de syriske flygtninge, som her og nu er strandet i Danmark under flugten fra deres krigshærgede hjemland til vores 'pladderhumanistiske' naboer på den anden side af Øresund. Vort svenske broderfolk, som under anden verdenskrig, mens 'vi i Danmark' var 'taget under beskyttelse' af den Tyske Værnemagt, tog mod de jøder og kommunister, 'vi' ikke selv kunne yde beskyttelse mod det kollektive vanvid, som havde bemægtiget sig sindene og taget magten i vores store nabostat syd for grænsebommene ved Padborg og Kruså.

Tak for sangen, Casper Gronemann - fantastisk hukommelse du er i besiddelse af din unge alder taget i betragtning. Hvor gammel var det nu lige, du var, da du deltog på lige fod med de voksne i konversationen over de hjemlige spise- og kaffeborde om "indvandrerdebatten for 15-20 år siden"?

Og tak til redaktionen som huskede at anføre, at "Klummen er udtryk for skribentens egen holdning".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Casper Gronemann

Hej Grethe. For 15 år siden var jeg 14, medlem af SFU, og brugte en ganske betragtelig del af min fritid i debatter om racisme og DF, både i antiracistiske arbejdsgrupper og internationale fora.

Senere var jeg meget engageret i debatten omkring Muhammed-tegningerne, som du kan læse her: http://modkraft.dk/blog/casper-gronemann/hvorfor-skal-det-v-re-s-akavet-...

"15-20 år siden" henviser naturligvis til, at debatterne for alvor fik fart under Nyrup, hvor jeg tydeligt husker samtalerne til mine forældres tipsklubarrangementer, som ofte var præget af politisk debat. Derefter varede debatten jo som bekendt i hvert fald til 08-09, hvor den efter min mening ændrede sig, fordi dele af venstrefløjen ændrede holdning til immigration.

Mvh

Casper

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Hej Casper Gronemann,

I efteråret 1951 var jeg 14 og brugte en del af min fritid i en studiekreds, vores historielærer i 4. mellem havde arrangeret for elever, som ønskede at tilegne sig en lidt mindre skråsikker 'viden' om forholdene i Danmark op til og under besættelsens "fem forbandede år" end det, vi kunne lytte os til ved hjemlige kaffeborde og læse os til i dagspressen og de bøger, der dengang blev undervist efter i skolen på 9. klassetrin.

Vi var jo blevet opflasket med den glade tro, at 'vi danskere' i kraft af vores 'danskhed' tilhørte et folk, som - i modsætning til flertallet i andre 'krigsførende lande' i Europa - havde stået skulder ved skulder i forsvaret for et forfulgt og ugleset religiøst og etnisk mindretal, som vor nationale arvefjender tyskerne havde set sig sure på. Og at 'vi danskere' af samme grund havde frelst de danske jøder (i hvert fald de fleste af dem) fra døden i de udryddelseslejre, tyskerne havde oprettet til det samme i Polen og andre fjernere steder i det krigshærgede Europa. Nok var 'vi danskere' små og svage militært og blev løbet over ende af den tyske krigsmaskine uden at yde nævneværdig modstand den 9. april 1940. Men lige på det ene punkt havde 'vi danskere' mere at rose os af end befolkningerne i Norge og andre små nationer, som bed fra sig med våben, før de overgav sig militært til besættelsesmagten Tyskland på nåde og unåde.

Så kom den dag i efteråret 1951, hvor en af de danske "venstreekstremister", som var sluppet levende hjem fra kz-lejren Stutthof i Polen, hvor de danske 'politiske fanger' blev interneret efter 29. august 1943, lod sig overtale til at komme og dele sine minder med os i studiekredsen om tiden før og efter denne skelsættende dato i den nyere danmarkshistorie. Og et ungt brushoved ved kaffebordet bagefter spontant tilkendegav, at han fra nu af aldrig ville sætte sine ben i Tyskland eller have noget at gøre med et medlem af denne modbydelige nation.

Og den overlevende politiske fange fra kz-lejren Stutthoff rejste sig fra stolen ved kaffebordet og pegede på det unge brushoved og svarede: "Det siger du ikke en gang til, når jeg hører på det, min dreng; nogle af de bedste kammerater, jeg havde i Stutthof, var tyskere."

Da blev vi så meget klogere, end vi var i forvejen, og begyndte at overveje, hvad der ville være sket med de danske jøder, hvis besættelsesmagten havde krævet dem udleveret, før krigslykken vendte ved Stalingrad. Sådan som de havde gjort med jøderne i det tysk besatte Norge i november 1942.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

P.S. Casper Gronemann,

Hvorfor er det ikke i orden, når tosserne på "venstrefløjen" trækker det såkaldte Holocaust-kort, men helt i orden, at tosserne på "højrefløjen" benytter enhver lejlighed til at trække det for at værne om deres frihed til at skrive, ytre og tegne, hvad der passer dem, om alt hvad der rører sig til venstre for Dansk Folkeparti med hendes excellence folketingsformand Pia Kjærsgaard og Ridder af Dannebrogsordenen, integrations- og udlændingeordfører Martin Henriksen som bannerførere på tinge og i nærværende og andre nyhedsmedier for det p.t. 'næststørste arbejderparti i Danmark'.

Hvornår har Pia K & Martin H egentlig fået patent på at definere, hvor skellet går mellem skatte- og ytringsfrihedskæmpere og landsforrædere i kongeriget Danmark anno 2015?

Mvh

Grethe Preisler
(abonnine)

anbefalede denne kommentar