Kommentar

Arven fra 11. september

Militærkuppet i Chile i 1973 har ligesom angrebet på World Trade Center trukket blodige spor – men først og fremmest har det gjort befolkningerne i de latinamerikanske lande mere bevidste om deres rettigheder og værd
11. september 2015

Den 11. september 1973 afsatte Chiles militær med støtte fra USA landets demokratisk valgte præsident, socialisten Salvador Allende. Allende og hans regering havde gjort det utilgivelige: at forsøge at reformere det ulige chilenske samfund med demokratiske midler med henblik på at udvikle et socialistisk samfund.

Den 11. september 2001 fløj terrorister to passagerfly ind i symbolet på USA’s og den vestlige verdens globale dominans, World Trade Centers tvillingtårne i New York. En blodig symbolsk handling, der tydeligvis skulle eksponere den vestlige verdens sårbarhed og fremprovokere en reaktion.

Begge begivenheder har trukket dybe, blodige spor og affødt forskellige måder at løse konflikterne – både dem, der lå bag, og dem, som de to gange 11. september har skabt.

Kuppet Chile var uhørt brutalt og blodigt. Almindelige borgere og tilhængere af Allendes moderate centrum-venstre regering blev arresteret i flæng, spærret inde på bl.a. sportsstadions, torteret og myrdet. Bag kuppet stod store dele af Chiles økonomiske elite, som frygtede, at Allendes reformer ville betyde en afslutning på dens store, traditionelle privilegier, nogle af USA’s store transnationale selskaber, som frygtede at miste deres kontrol over strategisk vigtige sektorer af Chiles økonomi, samt USA’s regering i skikkelse af bl.a. CIA

Angrebet i New York var med sin uhørte koldblodige brutalitet ligeledes udtryk for den menneskefjendske målet-helliger-midlet holdning, der ligger bag enhver terrorhandling. Men selv om vi i Vesten fokuserer mest på angrebet i New York, er kuppet i Chile den alvorligste af de to terrorhandlinger – og den der har affødt de værdigste og mest perspektivrige svar. Alvorligst, fordi kuppet blev søgt legitimeret med henvisninger til, at Allende og hans regering truede demokratiet og førte landet lukt mod et kommunistisk diktatur. USA havde gjort det før, da CIA i juni 1954 efter ordre fra præsident Eisenhower organiserede et væbnet kup i Guatemala mod den moderate, folkevalgte præsident Jacobo Arbenz, der blev fulgt af over 36 års borgerkrig og undertrykkelse, som kostede mindst 250.000 mennesker livet.

Ikke en enlig svale

Mens den amerikanske regering – tro mod sin historiske tradition for at reagere med væbnet magt og støttet af adskillige allierede lande (bl.a. Danmark) – hurtigt iværksatte en straffeekspedition mod Afghanistan for at ramme og knuse al-Qaeda, var chilenernes svar at opbygge græsrodsbevægelser, primært til at dokumentere overgrebene og forsvare menneskerettighederne, uden støtte fra lande som Danmark, der ellers i tide og utide påberåber sig demokratiske værdier og betydningen af at forsvare dem. Væbnet modstand viste hurtigt at være omsonst.

Kuppet i Chile var langtfra en enlig svale i Latinamerika. Foruden de traditionelle USA-marionetdiktaturer i Mellemamerika var en ny bølge af kup og diktaturer siden 1960’erne begyndt at skylle ind over kontinentet med Brasilien som det centrale land. Også her blev en folkevalgt reformpræsident, João Goulart, afsat. Kup fulgte efter kup. I slutningen af 1970’erne var de fleste lande i Latinamerika styret af USA-støttede militærdiktaturer, hvor mange ledende officerer var blevet skolet ideologisk, militært og i tortur og politisk kontrol i USA.

Kuppet i Chile var vigtigt, fordi landet under Allende var blevet et symbol på et fredeligt, demokratisk alternativ i Latinamerika til at opbygge socialt, økonomisk og politisk retfærdige samfund i modsætning til de hidtil dominerende, skævvredne autoritære modeller, der generelt tilgodeså en lille privilegeret elite og udenlandske interesser. Desuden var Chile blevet et vigtigt tilflugtssted for forskere, intellektuelle, kunstnere og demokratiske politikere fra de repressive nabolande. Med militæret ved magten i Chile blev mulighederne for at etablere et dækkende, kontinentalt samarbejde for forfølgelse af diktaturernes modstandere optimale. Seks diktaturer i Sydamerika fandt efter lang tids forberedelse og uformelt samarbejde sammen om at danne et formaliseret netværk til forfølgelse af kendte og indbildte politiske modstandere.

Politisk bevidsthed

Den 25. november 1975 – på den chilenske diktator, general Augusto Pinochets 60-års fødselsdag – mødtes repræsentanter for Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Paraguay og Uruguay i Chile for at indgå en aftale om at samarbejde ved bl.a. at sende specialgrupper til hinandens lande for at spore, overvåge og dræbe politiske modstandere. Operation Kondor blev etableret for at sikre bestemte privilegier og interesser og for at sikre en stram nyliberal økonomisk politik. Resultatet var, ifølge et omfattende arkiv fundet i Paraguays hovedstad, Asunción, i 1992, mindst 50.000 myrdede, 30.000 forsvundne og 400.000 fængslede.

Over for dette barbari udviklede befolkningerne i de latinamerikanske lande civilsamfund med afsæt i forsvaret af menneskerettighederne, selvhjælpsgrupper, skoler, kooperativer, musik- og teatergrupper, slumorganisationer, fagforeninger, bonde- og landarbejderorganisationer, organisationer af oprindelige folk og kvindebevægelser.

Det betød, at da diktaturerne blev erstattet af civile, demokratisk valgte regeringer, var befolkningerne i de latinamerikanske lande mere bevidste om deres rettigheder og værd. Siden har de stillet krav til deres regeringer, også til de venstreorienterede regeringer, der er en følge af de forudgående årtiers overgreb og større politisk bevidsthed.

Det er den latinamerikanske arv efter 11. september.

Jens Lohmann er journalist og forfatter med speciale i Latinamerika

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aksel Gasbjerg
Aksel Gasbjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu