Kommentar

Vil du behandle dine kære, som var de hunde?

Hvad enten vi indfører aktiv dødshjælp eller ej, opstår der problemer. Men i sidste ende er mennesker i modsætning til dyr ikke nogen, vi afliver, men medmennesker, som vi hjælper, når livet gør allermest ondt
1. oktober 2015

Jeg stod på stuen sammen med sygeplejersken. Pludselig råbte patienten ad os: ’Havde jeg bare været en hund, så havde I gjort det af med mig’. Sygeplejersken svarede nærmest pr. refleks: ’Jamen, det er du ikke, og nu vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dig’. Da hjælpen kom, forsvandt patientens ønske om at dø, og hun døde nogle uger senere.

Debatten om aktiv dødshjælp indeholder ofte en sammenligning mellem mennesker og dyr. Vi hører derfor jævnligt argumentet om, at vi behandler dyr bedre end mennesker, fordi vi afliver hunden, når den lider og er uhelbredelig syg. Men vil du behandle dine kære, som var de hunde?

Det er ganske rigtigt, at vi her i landet afliver tusindvis af dyr hver eneste dag, i modsætning til mennesker, som det endnu ikke er tilladt at aflive. Det interessante er, at det alene er i debatten om aktiv dødshjælp, at mennesker sidestilles med dyr. I visse tilfælde hører man dog det omvendte argument i forbindelse med diskussioner om dyrevelfærd, hvor det lyder at dyr behandles ’umenneskeligt’. Men mennesker er ikke dyr! I modsætning til dyr er vi fornuftsvæsener, der kan vælge. Dyr kan ikke vælge, men lever gennem instinkter.

Der vil aldrig være en hund, som ønsker aktiv dødshjælp. Selv den gamle halte hund, vil ofte kæmpe imod en aflivning. Men de fleste hunde bliver alligevel aflivet på et tidspunkt, hvilket skyldes, at vi som mennesker vurderer, at livet ikke har værdi længere. Men lad os forestille os, at vi begynder at aflive de mange mennesker, som vi skønner har et uværdigt liv. I så fald ville vi få meget travlt.

Føler sig til besvær

Jeg ved, at der med stor sandsynlighed kommer en dag, hvor min hund bliver halt eller svært syg, og hvor det bliver mit lod at køre den sidste tur til dyrlægen, hvilket forhåbentlig først bliver om mange år.

Men hvordan reagerer vi, når vores allernærmeste medmennesker bliver svært syge? Hvordan reagerer vi, når livet gør allermest ondt og er svært at bære. Hvordan reagerer vi, når det menneske, vi holder allermest af, nu lever i frustration, angst, smerte og magtesløshed? Hvordan reagerer vi, når netop dette menneske i modsætning til hunden siger: Lad mig dø nu!

Bør vi åbne for en lovgivning, hvor det er tilladt at tage livet af dette menneske?

»Nu kommer jeg for at hjælpe dig, jeg tager livet af dig i barmhjertighed!«

Personligt vil jeg ikke udelukke, at der er situationer, hvor det er værdigt. Men jeg vurderer ikke, at den bedste hjælp er en generel juridisk åbning for denne praksis. Vi skal ikke holde i live for enhver pris, og vi skal blive bedre til at stoppe udsigtsløs behandling og lade dø. Men netop i disse situationer vil mennesket ikke være en hund og bør ikke reduceres til at være en hund. Som mennesker kan vi vælge og pendulere mellem ønsket om at leve og om at dø.

Her bør vi medtænke de mennesker, der ligger og tænker, at de som hunden er familien til last. Tænk om dette menneske føler sig til besvær, og som det sidste ønske vil tage imod denne værdige hjælp – aktiv dødshjælp, primært fordi det i andres øjne er uværdigt at se på. Kan vi udelukke denne situation? Jeg tror det næppe.

Vi skal smertelindre

Men vi står med et dilemma. Hvad enten vi indfører aktiv dødshjælp eller ej, opstår der problemer. Centralt i dette dilemma står spørgsmålet om, hvordan vi imødekommer det menneske, som i modsætning til hunden klart har valgt og ønsker at dø på et bestemt tidspunkt? Her tror jeg, vi alle kan blive enige om det vigtigste. Vi kan blive enige om, at et menneske, der ønsker aktiv dødshjælp, har brug for hjælp. Spørgsmålet er, hvordan vi hjælper bedst?

Vi kan blive enige om, at vi skal smertelindre, så godt vi kan, hvilket er muligt i langt de fleste situationer.

Vi kan sikkert også blive enige om, at vi ikke skal holde i live for enhver pris, men hjælpe i det liv, der er, og netop dér, hvor patienten er.

Men personligt mener jeg, at vi bør behandle mennesker bedre end dyr. Mennesker er derfor ikke nogen, vi afliver, men medmennesker, som vi hjælper, når livet gør allermest ondt. Hunden gør os menneskelige, når den er halt.

Men det er kun mennesker, der kan gøre os til medmennesker, når livet gør ondt. Her handler det ikke om at holde i live eller stoppe livet. Det handler om være dér, hvor mennesket er.

Jacob Birkler er formand for Det Etiske Råd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Liliane Murray
Anne-Marie Krogsbøll og Liliane Murray anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Andressen

Jacob Birkler tager grumme fejl i sin argumentation for ikke at påtage sig ansvar.

I modsætning til dyr er vi fornuftsvæsener, der kan vælge.

Det kan vi jo netop ikke, vælge, for os selv altså.
Vi kan kun vælge at leve, også i tilstande som vi ikke ønsker at byde vore dyr, eller som det er forbudt efter dyreværnsloven at byde dyr, men overfor disse dyr, vi opfatter som laverestående og dermed mindre værdifulde, optræder vi med valg og lov mere hensynfuldt en overfor medmennesker.
Og vi gør det netop fordi vi tror at individdet har evnerne til at træffe et valg, som vi så fratager ham med loven.
Med til at trække dette valg ned overhovedet på individdet er så bl.a. etisk råd, og med den konstruktion indrømmer man jo så, at mennesker tilsyneladende ikke tiltros større evne til frit at vælge deres skæbne, end andre dyr.
Blot er de ikke beskyttet af en lov imod unødige lidelser.

Der vil aldrig være en hund, som ønsker aktiv dødshjælp. Selv den gamle halte hund, vil ofte kæmpe imod en aflivning.

Det passer så heller ikke, hvilket enhver hundeejer der har stået i situationen ved.
En gammel udtjent hund i pine hvis reaktioner man kender, fortæller helt tydeligt sin ejer når den ikke mener livet er pinen værd mere og søger trygheden hos sin ejer.
Kan ejeren ikke længere udfri hunden af sine trængsler med at kurere, så må han træffe det tunge valg at afhjælpe trængslerne definitivt.
Og det er at påtage sig ansvar for hundens liv.

Men ejeren eller andre må ikke påtage sig ansvaret for hans eget???

Flemming Berger

For mig går problemet ud på at lovgive om 'aktiv dødshjælp'.Så længe mennesket er så langt fra 'kærlighedsbevidstheden',ville jeg aldrig være tryg ved,at åbne op for muligheden af at aflive en pårørende.Bare tanken får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.
Med denne tiltagende umenneskeliggørelse af vore samfund vi ser finde sted for tiden,denne blinde stirren på økonomi over alt andet,er det let for mig at tænke en situation,hvor et menneskes liv bliver udregnet i penge.
'En topgageret politiker eller erhvervsmand så og så meget.En nedbrudt arbejder så og så lidt.....!

Anne-Marie Krogsbøll, Liliane Murray, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Frede Andressen

Flemming Berger

Den diskussion forstår jeg inderligt, men den hører til efter spørgsmålet OM vi kan få lov til at tage ansvaret for vort eget liv, af alle de der ved bedre.

Grethe Preisler

Frede Andressen,

Ingen har talt om at forbyde dig "at tage ansvaret for dit eget liv" ved at gøre en ende på det selv, hvis det er det, du ønsker.

Spørgsmålet er, om vi skal give læger "licens til at tage livet af andre", hvis de bliver for dyre og besværlige at holde i live under værdige former for patienter i terminalfasen, indtil de dør af sig selv.

Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Frede Andressen

Grethe Preisler

En masse af de mennesker man kunne tænke sig har lyst til at ville tage deres eget liv, kan ikke selv magte opgaven alene.
Dels fordi nogle af de lidt lempeligemidler er frataget dem som receptpligtige, dels fordi de ikke har kræfter til at forsøge andre.
De er således afhængige af at andre accepterer og respekterer deres valg og giver dem mulighed for at vælge frit.

i modsætning til mennesker, som det endnu ikke er tilladt at aflive. - ’endnu ikke’? – har kommentatoren noget bestemt i tankerne? …

For øvrigt skal ingen forsøge bilde nogen ind, at det er spor let at aflive sin hund - der kan somme tider strømme flere tårer end, hvis det var et menneske ...

Grethe Preisler

Opret et livstestamente - eller "gør det selv" mens du stadig har kræfter til det. Du kan heller ikke "selv vælge" om du vil have en tagsten i hovedet, når du træder ud af din gadedør i morgen, eller køres ned af en spritbilist i en fodgængerovergang.

Livet er fuldt af uforudsete hændelser, og jeg ville aldrig stole på en læge, som havde "licence to kill".

Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll, Per Jongberg, Lise Lotte Rahbek, Henriette Bøhne og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Jens Falkenberg

"I modsætning til dyr er vi fornuftsvæsener, der kan vælge. Dyr kan ikke vælge, men lever gennem instinkter".

Okay. Så du mener helt basalt at hunde ikke er i stand til at blive socialiserede? Jeg har nogle spørgsmål så: hvordan blev ulven til hund når de kun handler på baggrund af instinkter? (Den med at de blev lokket til hulen over tid er for længst afvist. Se Spotte, 2012); hvordan får hunde opgaver uden at lære? eller er politihunde og blindehunde nu særskilte?

Vi er begge pattedyr og at antage at vi er noget specielt indenfor dyreriget er antropocentrisme som simpelthen ikke er en mand på dit niveau værdigt. Dyr, inklusive mennesker, har hjerner. Vi har intet belæg for at antage at de ikke bruger dem. Jo mere forskning der kommer på området jo mere bliver det klart for os. Også selvom det modstrider din psykologihåndbog.

Og nu vi er igang, kan du så ikke definere instinkt? Og her må du ikke bruge Descartes..

Lise Lotte Rahbek

På nogle områder bliver hunde faktisk bahandlet bedre end mennesker.
Ingen forventer f.eks at en doven hund bliver mindre doven af at blive sultet. Ingen forventer af an frygtsom hund, at den bliver en god jagthund, hvis bare man sulter den. Og ingen forventer af en bidelysten hund, at den holder op med at bide, hvis man sætter den ind i et isoleret rum sammen med andre bidelystne hunde..

Nå, tankeflugt til side.
Der er ingen tvivl om, at mange kan se formålet med at aflive de uønskede mennesker.
Spørgsmålet er vel i bund og grund, om de uønskede mennesker er enige eller uenige i denne aflivningstrang.
For det er vel deres/vores egne liv at bestemme over,
eller..?

Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen, Heidi Larsen og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Jørgen Malmgren

HOLD NU KÆFT ALLE SAMMEN!

Hvad ved i egentlig om at leve på kanten af døden?

Det ved jeg noget om, for jeg er en af dem der gør det og det helt ude på den yderste kant. Fra december 2009 til december 2010 gik jeg fra at veje 76 kg til 50 uden grund, jeg har været i uafbrudt udredning siden og er det stadig. Jeg har været gennem en række indlæggelser senest for en måned siden og forrige gang for et år siden begge gange svært underernæret og dehydreret, fordi koblingen mellem mave og hals er sat ud af kraft. Jeg kan ganske enkelt ikke synke det jeg propper i munden.

Det eneste der sker under en sådan indlæggelse er, at de lægger et drop med glukose og kalium det genopretter midlertidigt en form for sult, der gør at man kan spise lidt, læs som en gråspurv ;-) Og så udskrives man og nogle dage uger efter, så slås man igen for hver en kaloriere.

Hvis der var respekt for mennesker som man ikke kan hjælpe, så ville det være værdigt, at give patienten en vej ud, jeg ved at jeg nægter at lade mig indlægge for tredie gang med samme problem. Så foretrækker jeg den langsomme død af underernæring i min egen seng

Det ville være rart med en læge og en sygeplejerske, der mødte op og sagde, du ønsker at dø står du ved det? Og som ved bekræftelse satte et drop i armen og koblede en sprøjte med en overdosis morfin i den til. Så alt man skulle gøre selv var at trykke håndtaget i bund.

Ja jeg går ind for en værdig død, og jeg vil om noget gerne dø i min egen seng omgivet af de nærmeste og ikke på et hospital, hvor de ikke aner hvad de laver

Liliane Murray

Jeg tror det er, i det politiske klima vi har nu, en farlig sluse at åbne op for. Aktiv dødshjælp foregår allerede nu, om man vil det eller ej, at lukke op for muligheden for aktiv dødshjælp, kan føre til at ældre syge føler sig pressede af familien, af plejepersonalet, af samfundet, fordi de nu er blevet til for meget besvær, og eller er blevet for dyre.
Men hvorfor vil nogle gerne have aktiv dødshjælp, er det smerterne? Eller er det fordi de er ladt i stikken af familie og venner, og derfor ligger ensomme og hensygner? Jeg tror det sidste spiller overordentligt meget ind, men både det sidste og det første, er noget der kan gøres noget ved. Så det burde aldrig være de grunde, lige så lidt som det ubevidste press fra omgivelserne, der afgør et så drastisk skridt. Men så længe de tre ting eksisterer, vil der selvfølgelig være nogen der gerne selv vil tage valget. Men så tror jeg ikke det er et frit valg længere. Derfor;- Lovligt aktiv dødshjælp - Nej tak. Det er jo ikke noget man kan fortryde bagefter, hverken den døende eller dem der skal hjælpe (og skal leve med det bagefter), også om det så er den døende der selv trykker på knappen.

Flemming Berger og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Hvis man vælger at begå selvmord, og det ville være det eneste tidspunkt, tror jeg, hvor man har det helt frie valg, når først man begynder at tale med andre om det, så kan man blive 'trukket' både i den ene og den anden retning.

Spørgsmålet er, har vi ret til at inddrage andre i en så grænseoverskridende handling?

Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

"Lægeformand: En glidebane

Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen, mener, at det er for svært at afgrænse, hvem der skal have muligheden for aktiv dødshjælp.

- Det vil være en glidebane, man får lukket op for. Du kan ikke præcist afgrænse, hvad det er for en gruppe patienter, der skal tilbydes aktiv dødshjælp.

- I de to europæiske lande, hvor man har det i dag, Holland og Belgien, kan man se, hvordan de konstant udvider lovgivningen og udvider gruppen af patienter, som de har med, fordi det ikke kan afgrænses, siger Mads Koch Hansen.

Ifølge lægeformanden vil syge børn, handicappede og demente også blive bragt op som nogle, der bør have ret til at dø."

"Kan belaste lægen

Udover de etiske overvejelser i forhold til patienterne er lægernes mentale helbred også på spil, mener deres formand.

- Det vil også blive en afsindig stor belastning for den læge, der ville skulle tage den her snak og udføre den gerning efterfølgende, fordi man altid vil være i tvivl.

- Jeg kan ikke forestille mig, at man kan have gjort det her i flere tilfælde, uden at den tvivl også kommer til at belaste lægen, siger Mads Koch Hansen."

http://www.dr.dk/nyheder/indland/laeger-dybt-uenige-om-aktiv-doedshjaelp...

Jeg har fået hunde aflivet, og selv ved gamle og syge hunde, er det noget der sætter psykiske spor, som kan følge en gennem livet.

Flemming Berger og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Vigtig diskussion.

For mig at se forsøger man ved at legalisere aktiv dødshjælp at løse et stort problem for en patientgruppe - de håbløst og uudholdeligt syge - på en måde, der kan skabe lige så uudholdelige problemer for en anden patientgruppe - dem, som kan føle sig til besvær og føle sig pressede til at tage imod "tilbuddet".

Vejen frem må i stedet være at blive gode nok til at smertelindre - både psykisk og fysisk.

Frede Andressen

Anne-Marie Krogsbøll og andre

Jeg tror ikke det skaber en større klarhed eller letter vejen til erkendelse af et problem, ved at udvide det til at omfatte andre tænkte grupper eller mistro og fordomme til myndighedspersoner i påkommende tilfælde.

For mig er det en sikker måde at undgå at tage stilling til noget der ubehageligt at tænke på for os alle, men noget som vi alle alligevel ved vi kommer til at overveje på et tidspunkt i livet, nemlig om vi kan styre nogle omstændigheder ved vor afgang fra livet.
Og om vi har retten til og evnerne til at føre disse vore egne ønsker ud i livet, med det omgivende samfunds accept.

Ligesom alt andet vi gør, så har ændringer på dette punkt selvfølgelig mulighed for at afsmidte på andre situationer for andre mennesker, hvis ikke vi tænker os godt nok om og opstille de rette kriterier.
Og ja der skal nok være tilfælde hvor læger eller andre ikke udfører deres funktioner 100% som alle andre kunne ønske det.
Ingen kan give garantier for alt her i livet, kun at det skal afsluttes og jeg ser gerne at vi lærer at gøre det med så lidt lidelse og så meget værdighed som muligt.

Jeg ser ikke grund til at nogle personers betænkeligheder skal forøge lidelser for andre, det har intet med frihed til at vælge at gøre.

Der foreslås at "smertelindre" som vejen frem.
jeg kan kun sige for mit eget vedkommende, at jeg ikke kan indse den helt store fordel ved at bedøve mennesket til en tilstand der er tålelig eller udholdelig, fremfor at afslutte et uudholdeligt liv.
Desuden er det ikke muligt i masser af tilfælde at smertelindre, og disse mennesker svigter vi så totalt, fordi vi viger tilbage for det ansvar livet også pålægger os.

Jeg håber virkelig ikke at støde nogen med mine indlæg på dette område, da det er et svært emne.
Jeg håber på forståelse, hvis man stødes, da det er lige så svært for mig som for andre.

Liliane Murray og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Frede Andersen.

"Jeg håber virkelig ikke at støde nogen med mine indlæg på dette område, da det er et svært emne.
Jeg håber på forståelse, hvis man stødes, da det er lige så svært for mig som for andre."

Ja, og jeg har forståelse for dit synspunkt - jeg er bare ikke enig. Du siger: "For mig er det en sikker måde at undgå at tage stilling til noget der ubehageligt at tænke på for os alle."

Jeg, og andre herinde, tror jeg, HAR taget stilling. Jeg kan ikke gå ind for aktiv dødhjælp, fordi jeg tror, det - desværre - skaber mere lidelse end det fjerner.

Ingen af os har en direkte linie til vorherre (hvis man tror på en sådan m/k), hvor vi kan få svaret på dette spørgsmål. Vi må hver især afveje, hvordan vi tror, vi gør det bedst i denne sammenhæng.

Der kan siges for og imod, og det er ikke med let hjerte, jeg siger nej til aktiv dødhjælp - det gør ondt, fordi jeg ved, at det gør ondt på andre. Men det er ikke desto mindre min beslutning.

Flemming Berger, Anne Eriksen, Liliane Murray og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Frede Andressen:

Undskyld, jeg kan se, at jeg fik udstyret dig med et forkert efternavn i farten. Det var ikke meningen.

Liliane Murray

Jeg har en lidelse, som betegnes som den mest smertefulde lidelse overhovedet, Trigeminus Neuralgi, hvor anfaldene kan vare i måneder, og jeg har i smerte og frustration mange gange skreget, så lad mig dog dø, men man dør ikke af trigeminus neuralgi, så jeg er her stadig og er glad for det.

Jeg mener at det er enhvers ret at tage sit eget liv, hvis livet er blevet for uudholdeligt, men det er ikke en ret at inddrage andre i beslutningen eller processen, det er en byrde man aldrig bør pålægge andre.

Det der bekymrer mig er, hvorfor der er nogen der ønsker at dø? Hvad får et menneske til at tage den beslutning? Jeg husker min mor der var gynækolog og som sagde, "der er ikke mange frie aborter, der er særligt frie".

Flemming Berger, Grethe Preisler, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Frede du har ret i at det er et meget svært emne, og hvad der vil være det rette for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Hvis man tror at man selv kunne komme til den beslutning en dag, så kan man jo forberede sig, jeg havde f.eks. en ampul morfin (jeg er dødeligt allergisk overfor morfin, det ville blive smertefrit og gå sindsygt hurtigt) og sprøjte med kanyle liggende gemt i en dåse nivea creme der kunne smugles ind på et hospital, hvis det skulle komme dertil.

Det har jeg så ikke mere. For jeg har nu fundet medicin der kan hjælpe mig, også med mine trigeminus anfald.

Flemming Berger, Frede Andressen, Grethe Preisler, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Frede Andressen

Anne-Marie Krogsbøll

Jeg har funderet lidt over dit sidste indlæg, og dit valg som jeg fuldt ud respekterer.

Jeg tror ikke på, at en mere nuanceret og human indstilling til individdets ret til selv at have indflydelse på livets afslutning, vil påvirke din beslutning og dit ønske væsentligt eller overhovedet.
Og jeg håber helhjertet af du aldrig får lejlighed til at fortryde den beslutning og hvis du alligevel skulle fortryde så har kræfterne og evnerne til ikke at skulle trygle andre forgæves om udfrielse.
For det mener jeg ikke nogen fortjener, hverken dyr eller mennesker. Slet ikke mennesker.

Til gengæld så vil en fastholdelse af at individdet ikke har denne ret, stadig påvirke andres frie valg, hvis de er sat i en situation hvor håbet om det gode liv overskyggede forholdsregler taget før det de synes var tid.
For konsekvensen af at vi ikke vil tage ansvar for at hjælpe mennesker men at tage ansvar for afslutningen af deres liv, hvis de ønsker denne hjælp og at vi påtager os dette ansvar, må nødvendigvis være, at nogle vælger livet fra for tidligt for at være sikre på at kunne magte opgaven.
Det må ligeledes være konsekvensen at nogle der ønsker livet afsluttet på nådig og værdig vis, kommer for sent til egen indsats og derfor får en afslutning fyldt med unødvendig lidelse.

Det mener jeg er et ganske unødvendigt stort ansvar at påtage sig, for at bevare en ret til ikke at modtage aktiv dødhjælp, som ingen ønsker at påtvinge nogen.

Du har jo, selv om nogen der ønsker det får muligheden, stadig muligheden for IKKE at vælge det, mens de der ønsker det fortsat IKKE har muligheden for at tilvælge.

Det er ikke et frit valg for andre end de der ønsker et fravalg.

Uanset hvad formanden for etisk råd så mener vi som mennesker kan vælge.

Frede Andressen

Liliane Murray

Ganske kort, så er jeg enig med dig i:

Jeg mener at det er enhvers ret at tage sit eget liv, hvis livet er blevet for uudholdeligt

Andet vil også være umuligt

Til gengæld er jeg så logret uenig i resten af dit udsagn:

men det er ikke en ret at inddrage andre i beslutningen eller processen, det er en byrde man aldrig bør pålægge andre.

Og jeg mener det er den diskussion kronikøren bringer på bane, er dette.

Når vi nu VED at der er mennesker vi kan hjælpe til en lempeligere afslutning på livet efter deres eget ønske og vi mener at have ret til at beslutte de skal lide i humanitetens navn, hvorfor kan vi så ikke afslutte deres lidelser i humanitetens navn, især når vi kan gøre det med det vi opfatter som laverestående dyr og gøre det som det rigtige.

Hvis vi mener at det er det rigtige ansvar over for dyr, så må det være endnu mere påkrævet overfor højerestående væsner som mennesker, der oveni købet kan udtrykke dette ønske.

Med mindre da at vi stadig opfatter menneskelivet som noget særligt helligt eller guddommeligt som man ikke må krænke eller af angst for at anderkende døden som afslutningen på vort eget liv og tager afstand fra tanken,...også for de der ønsker at vælge anderledes.

Jeg håber jeg udtrykker mig forståeligt og taktfuld. Det er i alle tilfælde hensigten.

Andreaβen
Anne-Marie Krogsbøll – undskyld indblandingen, men den danske navneform er korrekt Andersen – men én af Fredes forfædre må på et eller andet tidspunkt have været udsat for en tysk prælat, der som kirkebogsfører i et Syd- eller Nordslesvigsk sogn sandsynligvis levede nede i Hertugdømmerne før 1920 – og her blev det gode danske navn fra almuen brutalt ændret til Andreas eller Andres, og Fredes dobbelte s tyder også på det – det dækker over tyskernes β – dog ingen anledning til at skamme sig, for den gamle sønderjyske danskheds kæmpe Hans Peter Hansen skrev også til efternavn Hanssen og lev drillet, hvad bildte en dansksindet sig egentlig ind - eller hvad siger objektet for vor interesse – Jan Weiβ … ;-)

Liliane Murray

Frede jeg mener jo så til gengæld, at i det øjeblik man ytre et sådant ønske overfor en anden person, og de flestes instinktive reaktion vil være, "nej, det kan jeg ikke", men så vil beslutningen ikke længere tilhøre én alene.

Jeg forstår godt hvad du siger, men hvem skal det være der skal udføre den aktive dødshjælp? Kunne du selv være den der trykkede sprøjten i bund, eller trykkede på knappen? Jeg kunne ikke, og jeg synes ikke det er noget der kan pålægges andre, og da slet ikke i en arbejdssammenhæng.

Vi har 'livstestamente' hvor vi kan tage stilling til hvorvidt vi i en uafvendelig situation ikke vil have livsforlængende behandling, det er ikke aktiv dødshjælp, men som jeg skrev før, aktiv dødshjælp forekommer allerede nu i Danmark, bare ikke officielt.

Frede Andressen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Jan Weis, jeg tror vi er mange med tyske rødder i Danmark, f.eks. er jeg på mødrene side en Cramer, som var blandt de allerførste kartoffeltyskere i Danmark, og en af de få familier der blev her.

Liliane, i disse tider med hidsige debatter om indvandring, må jeg ligeledes tilstå, at den første Weiβ kom til Sydslesvig i 1761 fra Bayern, og har kunnet spores tilbage til før 30-årskrigen i Mittelfranken, men her oppe i hertugdømmet blev de ikke kaldt Kartoffeltyskere, det var forbeholdt dem oppe på Alheden i kongeriget ...

Anne-Marie Krogsbøll

Du har sikkert ret, Jan Weis. Jeg vil dog helst kalde Frede Andressen det, han selv mener, at han hedder. Især når vi debatterer et så alvorligt emne som dette.

Liliane Murray

Mange kartoffeltyskere overtog med tiden, den danske tradition med at navngive i forhold til faderens fornavn påhæftet -sen, hvorfor blandt andet Johansen blev meget almindeligt at hedde for kartoffeltyskernes efterkommere.

Liliane Murray

Ja, Jan, vi skal nok passe på, ellers udviser Støjberg os bare. Min tipoldemor, talte ikke dansk, mere end 100 år efter indvandringen, det ville man jo nok i dag se meget skævt til, men tiderne var nogle andre.

Liliane Murray

Jan, jeg mente ikke nødvendigvis at du er efterkommer af kartoffeltyskerne, blot at jeg selv er det, men at Weis jo heller ikke ligefrem er noget særligt dansk navn ;)

Dorthe Jørgensen

Johnny Winther Ronnenberg

Mange tak for din kommentar, der satte tanker og følelser på overarbejde; og emnet i knivskarpt relief. Det burde være op til den enkelte at bestemme. Det kan så blive kompliceret at sætte rammerne. Men kan det gøres andre steder, kan det også gøres her.

Jeg håber det bedste for dig, Johnny.

Mvh Dorthe

Frede Andressen

Jeg ved ikke, hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg var døende og oplevede lange og uudholdelige smerter. Jeg er dog sikker på, at de muligheder denne lov giver, vil give en form for tryghed, og det vil jeg ikke berøve andre,« skrev Jerry Brown.

Til det sidste kæmpede 29-årige Britanny Maynard for at få "retten til at dø" i Californien. Terminale patienter får nu muligheden for aktiv dødshjælp i USA's folkerigeste stat.

http://jyllands-posten.dk/international/usa/ECE8090828/F%C3%B8lelseslade...

Frede Andressen

Jeg har faktisk lidt svært ved at forstå berøringsangsten overfor at tage det ansvar at gøre nogle ulykkelige menneskers afgang med livet lettere??
Mens religiøs omskæring er af afgørende betydning???

Liliane Murray

Nu er der jo en kæmpe forskel mellem omskæring (af drengebørn), og det er langt fra alle der får det gjort af religiøse grunde, jeg vil tro at lige så mange får det gjort af andre årsager, religion har bare hjulpet til at overbevise befolkninger om fornuften i omskæringen. Og så aktiv dødshjælp.

For min skyld må dem der virkelig synes de har et behov for at stige af toget, inden det når endestationen, gerne få lov at forlade livet, på et tidspunkt som passer dem. Men, og det er et stort men, det er en byrde man aldrig bør lægge på andres skuldre, vil man væk, så er det noget man alene må beslutte og gennemføre.

Jeg har på et tidspunkt læst om læger, der netop havde medvirket til aktiv dødshjælp, der år senere, får store psykiske problemer, det er ikke helt uden, at tage et andet menneskes liv.

Liliane Murray

Hvis man går ind for aktiv dødshjælp, så må man også være villig til selv at være den der assistere.

Marianne Hansen

Jacob Birkler blev imod aktiv dødshjælp pga et enkelttilfælde på et hospice hvor en forsvindende lille del ender deres liv. Og hvor man forinden er erklæret egnet til lindring. Enkelttilfælde plejer ellers altid at blive afvist, når fortalere bringer dem på banen. Også selvom der efterhånden er mange enkelttilfælde.
Så mange at man spørger sig selv om, HVOR mange der skal til?

Hunden kan ikke bede om dødshjælp. Nej, men så er det godt vi har dyrlægerne, der kan tale os til fornuft, når vi tvinger et sygt dyr til at leve for vores skyld.

Selvfølgelig kommer der ikke bare nogen og afliver een. Det er meget brugt at trække fronter op på den måde. Selvfølgelig beder patienten selv gentagne gange. Og selvfølgelig skal hvert enkelt tilfælde sikres hele vejen rundt på alle mulige måder.
Hvem er vi at vide bedre end den patient der ikke kan leve sit liv mere og er ulykkelig i sit udsigtsløse helvede. Ulykkelig fordi han ignoreres med sit ønske.
Hvem er vi som intet kender til hans lidelser, at påtvinge ham vores behov?

Kierkegaard siger, at vi skal møde mennesket hvor det er. Det ville klæde os at begynde på det i de fuldstændigt håbløse tilfælde, hvor vores sunde fornuft og patienten fortæller os, at nu er vi gået for langt.

Vi fanger så at sige patienten mellem fortalere og modstandere præcis som et skilsmissebarn, der undrende kigger på. Som det er nu. Udblød de fronter og lad os tænke på patienten og ikke på os selv.

Frede Andressen

Et enkelt tilfælde fra et hospice somewhere in Jutland:

En kræftsyg mand i 70erne indlægges for at afslutte sig liv på et hospice, som terminal patient,....altså uden mulighed for helbredelse.
Da det ikke lykkes for manden at afgå ved døden inden for de fastsatte tre uger, så smides han på porten.
Derfor må han betale nyt indskud for at få sin gamle lejlighed igen i 14 dage.....!!!! intil han er dårlig nok til at komme på det samme hospice igen til en ny treugers periode, for at få lov til at dø i fred og ro.
Dette lykkes heldigvis for manden i løbet af to uger denne gang.

Var det ikke en værdig død, som vi alle kunne ønske os??