Kronik

Brev til en ung feminist

Kig godt på dine problemer. Hold op med at holde dem hemmeligt, del dem med os andre. Og hvis nogen kritiserer dig for at være selvoptaget, så tag det helt cool: Ja, selvfølgelig er jeg selvoptaget – den, der har skoen på, ved bedst, hvor den trykker
Maria Marcus følte i mange år, at hun som kvinde, hustru og moder var en fiasko. ’Der var andre kvinder end mig, der gik rundt med alle de problemer! Der var andre end mig, der ikke kunne finde ud af en skid, og som var flove og mere eller mindre ulykkelige over ikke at leve op til alt det, man skulle leve op til.’

Tine Sletting

22. september 2015

Kære unge … feminist.

Du troede måske, jeg ville skrive: Hej, Søster? Jamen, så ville du jo stå af med det samme. Det var nu heller ikke den slags sprog, jeg brugte dengang. Tror du, at nu kommer der en masse gode råd fra en gammel rødstrømpe, der kunne være din mormor og som ved alt om, hvad kvindekamp er, og hvad vi skal gøre for at sætte endeligt punktum for kvindeundertrykkelsen?

Jamen, jeg tror ikke på gode råd, og slet ikke fra den ene generation til den anden.

Jeg er i hvert fald glad for, at jeg aldrig fulgte min fars råd: »Pas på dit rygte, min pige. Hvis der én gang er kommet en plet på dit rygte, så vil det aldrig kunne vaskes rent igen!« Underforstået: Og så bliver du aldrig gift.

Min mors råd var nærmest modsat, men camoufleret som trøst. Da jeg som teenager var allermest ulykkeligt forelsket, sagde hun:»Det skal du ikke tage så tungt – der kommer altid en mand mere!«

At der lå et skjult luder-madonna-dilemma i de to modsatrettede råd, det gik først op for mig mange år senere.

Så ingen gode råd fra mig her.Kun nogle erfaringer, som jeg har lyst til at dele med dig – om hvordan det hele begyndte for mig og for mange andre med mig, dengang i 1970’erne. Men først og fremmest skriver jeg, fordi jeg har et spørgsmål til dig: Hvorfor kalder du dig feminist?

Med andre ord – hvordan er den spontane, sprudlende kvindebevægelse, jeg kender fra dengang, blevet til en isme?

Jeg havde nok hørt ordet feminisme, det var vist noget i England. Og kvindeundertrykkelse? Nej, det ord kendte jeg ikke. Jeg var i hvert fald ikke undertrykt – jeg, som sad i en fin stilling som programmedarbejder i tv-kulturafdelingen og tjente en pæn månedsløn. (Jeg anede ikke, at min ansættelse havde været i farezonen, fordi jeg aldrig sagde noget til afdelingsmøderne, men sad pænt og nærmest usynlig og lyttede, mens mændene diskuterede.) Så – feminisme?

Fødderne på jorden

Den ny kvindebevægelse var jo ikke et system, hvor man ved, hvor man kommer fra, hvor man vil hen, hvilke mål man har og hvilke midler man skal bruge. Det var ikke en ideologi. Det var en kvindebevægelse – med tryk på bevægelse.

Vel, vi havde også vores faste, undertiden betonfaste overbevisninger om mål og midler. Men det, der satte det hele i gang, det, der gav os fødderne på jorden og hjertet fuldt af livsmod, det startede et helt andet sted: med vores personlige problemer. Problemer, der kastede dybe skygger over vores liv, som føltes frustrerende og uoverkommelige – og meget, meget private. Ikke noget, man kunne snakke om med andre kvinder (det var for resten helt nyt for os at bruge ordet kvinder om os selv, vi var da ’piger’, eller til nød ’damer’):

Orgasme eller ikke orgasme

Vi var ikke gode nok som kvinder! Vi var ikke perfekte!

Min personlige problemliste var lang: Først og fremmest var jeg ikke god nok som mor. Jeg havde jo et udearbejde, og dermed fulgte dobbeltarbejde, for rollerne i familien var overhovedet ikke ajourført. Og jeg har aldrig glemt den dag, hvor jeg blev sendt ud på en opgave – på min lille datters fødselsdag!

Desuden havde jeg aldrig prøvet at bage hverken leverpostej eller brød, for slet ikke at tale om sværen på juleaftens flæskesteg; jeg var heller ikke nogen ordentlig husmor. Og så var jeg fire år ældre end min mand – hvor unaturligt, manden burde selvfølgelig være ældst!

Når jeg snakkede med andre kvinder, var det mest om bleer, slankekure, hudplejeprodukter og den slags; i al hemmelighed sad jeg og lyttede til mændene inde ved siden af, der snakkede om politik; hvorfor kunne jeg ikke bare slappe af over opvasken sammen med mine medsøstre?

Men det allervigtigste fiaskoområde var i sengen: Jeg fik ikke orgasme, når jeg var i seng med min mand. Og jeg vidste jo, at orgasme eller ikke orgasme – det var den endelige, definitive eksamen, afgangsprøven. Som jeg var dumpet til. Hvad var der dog i vejen med mig?

Pinligt, pinligt, alle de andre kunne jo det hele! Hellere holde fiaskoerne for mig selv – og så vidt muligt camouflere dem. Hvordan jeg samtidig kunne have et udadvendt, ansvarsfuldt job – det tænkte jeg ikke over.

Kvinderolle? Kønsroller? De begreber var ikke opfundet. Der var kun disse evige selvbebrejdelser, disse evige spekulationer. Denne evige mangel på selvrespekt.

Karikatur

Men da jeg fik børn, var der noget, der dæmrede: Der var faktisk forskel på, hvordan kvinder og mænd lever i vores samfund. Jeg begyndte at undre mig: Hvad er det i grunden, der foregår? Og jeg fik øje på en bog af den svenske forfatter Eva Moberg, med den gådefulde titel Kvinnor och människor.

Kvinder og mennesker? Hvad var nu det for en underlig modsætning? Er der nogle mennesker, der er mere mennesker, rigtige mennesker, end kvinder …?

Bogen rokkede ved de normer og forestillinger, som jeg tog for den skinbarlige naturlige sandhed. Det var skønt og befriende at læse om nogle strukturer i et patriarkalsk samfund, som jeg ikke havde anet eksisterede. Det måtte jeg gå videre med, for hvad var det i grunden, der foregik, når jeg var så flov over alt det, jeg ikke kunne præstere?

Jeg besluttede at undersøge det nærmere ved at skrive en bog om det. Men jeg turde ikke skrive tingene lige ud. Jeg turde ikke skrive: Det her handler om en kvindeundertrykkelse med nogle højst mystiske normer, som vi tror, vi skal leve op til som kvinder i et mandssamfund. Folk ville have tænkt, at jeg var skør i bolden, så jeg valgte endnu en gang at camouflere og skrev den i en humoristisk tone, som en karikatur af den traditionelle kvinderolle. Jeg fik manuskriptet i hovedet igen fra to forlag, for »det var nok mest noget for kvinder«. Men den udkom omsider i 1964 med titlen Kvindespejlet. Halvdelen af læserne tog karikaturen alvorligt; de troede, at jeg var den nye Emma Gad.

Men nu havde jeg så tjek på alt det med den kvinderolle. Og da der nogle år senere var nogle kvinder, der spurgte, om jeg ikke ville gå med i den nye kvindebevægelse, rystede jeg venligt overbærende på hovedet:

Nej tak, jeg har skam for længst afklaret alle de ting oppe i mit hoved.

Dødsmart undertrykkelse

Men jeg gik jo med alligevel. Og jeg blev klogere. Det gik op for mig, at jeg manglede det næste skridt: Det må vi da gøre noget ved. Men hvordan går vi videre, når årtusinders patriarkat har slået rødder i vores opfattelse af os selv?

Det var ikke kun rødstrømpebevægelsens knivskarpe intellektuelle, ofte marxistisk orienterede analyser af kvinders position i et kapitalistisk mandssamfund, der blev den store inspiration. Det var lige så meget de personlige problemer, sådan som de dukkede op fra dybet, når vi mødtes i de små kvindegrupper: Der var andre end mig, der gik rundt med alle de problemer! Der var andre end mig, der ikke kunne finde ud af en skid, og som var flove og mere eller mindre ulykkelige over ikke at leve op til alt det, man skulle leve op til. Der var andre end mig, der kedede sig i sandkassen, og som af og til ikke kunne holde deres børn ud. Der var andre end mig, der ind imellem følte sig ensom og forladt og ulykkelig, når der igen var en mand, der kom med sit »Jamen, lille skat, du kan da nok forstå …«

Ensom og forladt – eller grænseløst irriteret over at få at vide, at det jo bare var kvindeproblemer, og nu skulle vi søde små kvinder ikke komme for godt i gang. Men det gjorde vi, i grupperne tillod vi os at vælte privatmuren og vise det hele: Vi brød sammen, vi græd og råbte – og endte næsten altid med at grine. En helt ny form for kontakt, en helt ny måde at være sammen med andre kvinder på. Og omvendt af, hvad vi var vant til, så var det oplevelsen, der førte til analyserne:

Det er da ikke mig, der er noget vejen med; det er de normer og idealer, jeg er blevet påduttet uden at ane det. Der gør ondt helt ind i sjælen, uden at nogen slår mig, for jeg har lært at slå mig selv. Det er sådan al effektiv undertrykkelse foregår – undertrykkelse af kvinder, af mindretal, af koloniserede folk: Man vænnes umærkeligt til at undertrykke sig selv. Dødsmart.

Bevidstgørelse, begyndte vi at kalde det: Nå, er det det, der foregår inde i mig – og i utallige andre!? Derfra gik der en lige linje til strategier – hvad gør vi så ved det? For mit eget vedkommende er alle mine bøger blevet til som led i en bevidstgørelse af mine egne problematikker, lige fra den første, der handlede om kvinderollen, og frem til ’Kom du?’, der udkommer inden længe og handler om mit allermest ømme punkt, orgasme. Andre gik mere konkret til den, men hovedoverskriften var altid: Det private er politisk!

Ideerne myldrede frem, det var en enorm bølge af energi, der var sluppet løs, og den energi blev brugt til så vidt muligt at vende op og ned på det hele. For mig blev tiden én stor skøn inspiration.

Begynd med dig selv

Men hvorfor skriver jeg alt det her til dig, kære unge … feminist?

For at advare dig: Pas på dit sejlivede indre efterslæb. Pas på alt det, der får dig til at græmme dig, fordi du ikke er perfekt i den p.t. aktuelle kvinderolle.

Pas godt på, for den slags indbildte forpligtelser forsvinder ikke sådan – det tager ikke årtier, det tager århundreder. Så kig godt på dine problemer – og hold op med at holde dem hemmeligt, del dem med os andre!

Problemer er jo ikke kun en kilde til alt muligt ubehageligt. Problemer er også vejvisere, de kan føre uanede steder hen. Til nye indsigter, til hemmelige rum med ukendte skatte, til fællesskab med andre. Problemer rummer en energi, som kan bruges til alverdens projekter. Så skøn på dine problemer, tag godt imod dem, de vil dig noget godt.

Kald dig gerne feminist. Men begynd med dig selv – og hvis der er nogen, der kritiserer dig for at være selvoptaget, så tag det helt cool: Ja, selvfølgelig er jeg selvoptaget – den, der har skoen på, ved bedst, hvor den trykker. Vi må begynde med det autentiske, det vi kender fra os selv. Ellers kæmper vi i blinde – for os selv og for andre kvinder andre steder i verden.

Ja, så smuttede der alligevel nogle råd med.

Hermed mange kærlige hilsner og held og lykke

Maria

Maria Marcus er forfatter og sexolog

Serie

Brev til en ung ...

I sine berømte ’Breve til en ung digter’ vejleder Rainer Maria Rilke en ung fagfælle i livets store spørgsmål. Godt 100 år efter har Information bedt en række erfarne danskere skrive til en yngre generation.

For hvad har liberalisten, imamen, videnskabskvinden, miljøaktivisten og feministen m.fl. lært? Og hvad kan vi andre få ud af deres erfaringer?

Seneste artikler

  • Brev til en ung ...

    23. september 2015
    I sine berømte ’Breve til en ung digter’ vejleder Rainer Maria Rilke en ung digterven i livets store spørgsmål. Godt 100 år efter har Information bedt en række velbevandrede danskere skrive til en yngre generation
  • Skid på tidsånden, den kastrerer os. Tag udgangspunkt i de klange, du selv rummer

    18. september 2015
    Når gamle mænd som mig kommer med en svada som denne, skal du vide, at det er ok at tænke: Så hold dog kæft og luk op for ’Barnaby’ eller ’Den Store Bagedyst’! Tænk det, men sig ikke noget. Vi skal undgå at såre
  • Brev til en ung universitetskollega

    15. september 2015
    Sammen med studerende og andre lærere skal du finde fælles modstandsformer mod angrebet på humaniora. Jeg vil bruge mig selv som et historisk eksempel på udviklingen på universitetet. Et eksempel på, at det har været anderledes og derfor kan blive det igen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
  • Jan Svenson
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Ingrid Uma
  • Lotte Evron
Lars Jorgensen, Jan Svenson, Martin Karlsson Pedersen, Ingrid Uma og Lotte Evron anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maria Marcus feminisme kommer aldrig videre fra den postindustrielle skyldspådragende kvindeposition end til:

"marxistisk orienterede analyser af kvinders position i et kapitalistisk mandssamfund”

Kvindefrigørelse kræver at samfundet forandre sig. At samfundets har lyst til, og forståelse for, det kvalitative skridt i en kvindepolitisk forandring. Vi skal have alle med, også de kristne, muslimerne og hinduerne. Kvindefrigørelse måles ikke på hvor mange kvinder, der er i de beslutningstagende organer, men på hvor mange voldtægter og illegale aborter der er i et samfund.

Karla F. Fontane

Ok, jeg nåede da at læse langt. Jeg nåede til kampbegrebet "partiarkalsk". Så gav jeg op. Vi lever ikke i et patriarki. Du har aldrig levet i et patriarki. Vi lever i en verden, hvor alle kan blive hvad de vil - det skulle da lige være de er mænd. Vi lever i en verden, hvor kvinder får kvindebonus op hvor man ikke kan ånde. Kvindekvote og kampbegrebet "sexisme" er det der giver så mange kvinder jobs i dag. Som kvinde har jeg på fornemmelse at jeg får særbehandling fordi jeg er kvinde. Jeg føler mig ulækker, beskidt og svag. Hvorfor skal jeg have mere end mænd, bare fordi min mand har lidt mere mellem benene end jeg? Da jeg var til jobsamtale (og fik jobbet) spurgte jeg faktisk desideret, om jeg fik jobbet fordi jeg var den bedste eller om det bare var fordi jeg var kvinde.

Der har altså heller ikke fundet nogle årtusinder eller århundereder af patriaki sted. Dem som kan tænke selv ved godt, at vi har levet i stenhuler, så kom der noget med krigsherrer, så blev vi regeret af konger og til sidst fik vi et demokrati, hvor kun en lille elite måtte stemme. På et tidspunk fik mænd valgret - og ikke mange år efter var det nemlig de mænd, som blev valgt ind, som sørgede for at vi kvinder også kunne stemme. Det der med at vi lever i et system hvor mænd står og undertrykker alle andre - sådan noget kan kun findes i hovedet på nogle syge feminister. Desværre for sådanne også en stemme i medierne, æv.

Der er faktisk videnskabelige beviser på, at mænd og kvinder i gennemsnit er anderledes. At mænd elsker at se systemer, mens kvinder har en udpræget sproghjerne. Ikke fordi kun mænd kan det ene og kun kvinder kan det andet: det er ikke det jeg siger. Jeg siger blot, at det er sådan at mænd og kvinder opdeles i børnestadiet - og det er altså også derfor at kvinder er humanister, mens mænd er naturvindeskabsmænd. I dag kan alle blive hvad de har lyst til (det skulle da lige være de er mænd).

Og at hun har haft så mange problemer med at være kvinde, mor og har problemer med orgasme. Det kan da godt være. Jeg kan bare ikke forstå hvad det har med vores samfund at gøre. Jeg har ingen problemer med min orgasme, har ingen problemer med at være mor og hvis jeg synes min mand (som faktisk tager al arbejdet i husholdning, ja, jeg skulle skamme mig) gør for lidt: hvordan kan det være et problem at sige det til ham? Altså man kan godt blive gift med et menneske, men tør så ikke at åbne munden og sige noget, hvis der er noget som ikke er rigtigt? Helt ærlig: så er man altså også selv ude om det. Feminisme er jo blevet ren overtro. Der sidder en djævel, som de kalder for patriarkat, som sidder og hvisker onde ting i deres ører - men nu har de set lyset og staten skal gøre arbejdet for dem. Hvad du gør derhjemme privat: det er altså dit problem. Så lænde du ikke bliver voldtaget, slået eller på nogen anden måde er kvinde (voldtægt af mænd og vold mod mænd, som der faktisk findes meget af, bliver ikke anerkendt af politiet) og der gøres noget ved dig, som er i mod loven, så kan du som kvinde (ikke som mand) få hjælp i samfundet. Men at du ikke kan sige, at din mand skal tage opvasken eller at han skal passe børnene: det er altså din egen skyld og ikke mændenes.

Vi har et system, hvor kvinder i mange generationer bliver behandlet bedre end mænd. Et matriarki om man vil bruge deres kampbegreber. Der finde ingen mandekvoter (kun kvindekvoter), der findes ingen steder voldtægte mænd kan gå hen (ikke engang politiet), der findes ingen steder mænd kan gå hen med husvold og mænd skal aftjene værnepligt. Det er altså systematisk undertrykkelse af mænd - som endda står i grundloven. Hvorfor er der ingen som ændrer noget ved det?

Klavs Hansen, Gert Selmer Jensen og Niels-Arne Nørgaard Knudsen anbefalede denne kommentar

Først var der Eva og Adam -og de fik børn.
Så kom feministerne. Deres lære blev ret udbredt.
De sagde ikke : "Og jeg har aldrig glemt den dag, hvor jeg blev sendt ud på en opgave – på min lille datters fødselsdag! " De påstod, det var mandens tur.
Men det stopper ikke før alverden er skrevet i feministisk mandtal (beklager udtrykket).
Feministerne forstår ikke, at deres ensrettende mission er intolerant og totalitær.
Derfor dømt til at mislykkes.

Karla F. Fontane og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar

" Så kig godt på dine problemer – og hold op med at holde dem hemmeligt, del dem med os andre!"
Hvad med at løse dem ?

Karla F. Fontane og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

"den, der har skoen på, ved bedst, hvor den trykker"
....Man kan have gået i forkerte sko så længe, at man slet ikke hvordan en god sko føles.

inger margrethe thora møller

Karla F. Fontane
Jeg ved ikke hvilken smal(historisk) verden du lever i, at du ikke ser verden i et større perspektiv.
Verden har forandret sig, men at benægte at traditioner-værdier og kønsroller har været forskellige over mange hundrede år, hvor manden - mændende har sat dagsorden-spor og hvor kvinder ikke har haft den store indflydelse, og hvor kvinder i verden stadig er undertrykte, både med daglige voldtægter og vold.
Det kan selvfølgelig være svært at forstå, ...som du nævner er du meget priviligeret, og kvinder kan da blive til hvad som helst. Ja, men ligestiiling--ligeværd har været en lang sej proces... og den høster du nok godt af i dag.
Der findes vold mod mænd, og det er flere centre for mænd der hjælper mænd. Modsat er der mange kvinder der bliver udsat for vold i hjemmet hver dag, - hvor statistikken ikke tager højde for mørketal.Og taler vi om seksuelle overgreb, er det dybest set kvinder der bliver udsat igen og igen.. også mænd, men kun et fåtal.
Kvindekvoter.... contra alle de indbyggede mandekvoter er vist en længere snak.
At vi i Danmark er nået så langt med ligestilling, er takket være kvinders arbejde over mange år, til fælles menneske-lighed, som er godt for både kvinder og mænd.

inger margrethe thora møller

Læs på "Wikipedia-feminisme" meget uddybende om feminisme.. også historisk.
Feminisme er kort sagt: (direkte fra wikipedia)
Feminisme er ligestilling mellem køn, der ligger i, mellem den patriarkalske samfund og den martriarkalske samfund.
Feminisme er ønske om ligestilling mellem mennesker.

inger margrethe thora møller

Feminisme er ret underholdende her i landet?Hvad er efterhånden ikke underholdende her i landet... nok også debatsiderne.

Peter Ole Kvint

"Feminisme er ligestilling mellem kønnene."

Kvinder kan aldrig blive ligestillet som mænd. Måske nogen få kan være sådan, eller kan bilde sig selv ind at de kan være ligemænd. Kun i det matriarkalske jordemoder samfund, vil kvinder blive værdsat fordi de er kvinder.

inger margrethe thora møller

Peter Ole kvint
Du taget fejl....måske er det for dig ønsketænkning, men vi er mange kvinder (og mænd) der føler os ligestillede. Side om side, set ud fra at vi (blot) er forskellige, med respekt for det. Så velkomme til hvis du har lyst... og kan se ud over gammeldaws tænkning /holdning.

Niels-Arne Nørgaard Knudsen

jeg troede feminisme handlede om lige rettigheder og muligheder kønnene i mellem. jeg ved ikke hvor glad eller stolt jeg ville være over en top post hvis grunden til jeg fik udelukkende skyldtes mit køn.

Søren S. Andersen

Feminism kan være mange ting. I dette interview gør den radikalfeministiske klummeskribent fra the Guardian, Julia Bindel, sig til talsmand for, at alle mænd skal i KZ- lejr. " I would actually put them all in some kind of camp" siger hun. Du kan læse hele interviewet her:

http://www.radfemcollective.org/news/2015/9/7/an-interview-with-julie-bi...

Når man har læst dette interview, forekommer det straks meget mere forståelig og rimeligt , at nogle taler om "feminazisme".

Søren S. Andersen

@Inger margrethe thora møller
Nej, det betyder blot, at radikalfeminisme og den traditionel nazisme er to alen af samme dårlige stykke. Tænk at ville anbringe halvdelen af befolkningen i kz-lejr. Eller tænkt at tilskynde kvinder til at myrde den mandlige befolkning, således som den "store kunstner" Valerie Solana gjorde i sit såkaldte "SCUM-manifestet" - selv forsøgte hun som bekendt at skyde Andy Warhol. Jeg siger "fy for satan". Hvad siger du, sympatiserer du med den slags?

inger margrethe thora møller

Søren S. Andersen
Jeg sympatiserer ikke for nogen form for vold, nazismens hærgen og udryddelse var afskyeligt og smertelig, det gælder også radikal feminismens tilskyndelser og vold. Det kan ikke gradbøjes.
For at få lidt perspektiv på det, var nazismens udryddelse så planlagte og sat i systematisk system, hvor den radikale feminisme ikke kan måles, og tilnærmelsesvis sammenlignes med Hitlers nazisme. Men selv volden er to alen af samme stykke. Blot til orientering.

Peter Ole Kvint

Ligestilling kan blive en religiøs overbevisning, hvor man tror på at kønnene er lige. Men dette kan kun være undtagelse tilfælde. Langt de fleste kvinder er mere sociale end mænd.
Det har en biologisk forklaring fordi pattedyr-hunner investerer mere i ungerne end hannerne. ca. 1000 gange mere. Og det er meningen at de ældre menneske hunner skal investerer andre hunners unger. Hvilket kræver en helt anden boligtype, og andre ejendomsforhold.

Der er et utvetydigt element af hævn i den radikale feminisme. Men jeg nægter at bære byrden - og betale prisen - for 2.000 års kvindeundertrykkelse. Jeg vil ikke gøres ansvarlig for den undertrykkelse og de overgreb, kvinder har været udsat for gennem tiderne, for jeg har hverken lod eller del i den. Jeg insisterer på min ret til at være mand - med alt hvad det indebærer - og uanset, at matriarkatet rynker på næsen, forsøger at regulere eller fordømmer, det jeg er og det, jeg står for. Det er op ad bakke. Men jeg overgiver mig ikke!