Kronik

Brev til en ung universitetskollega

Sammen med studerende og andre lærere skal du finde fælles modstandsformer mod angrebet på humaniora. Jeg vil bruge mig selv som et historisk eksempel på udviklingen på universitetet. Et eksempel på, at det har været anderledes og derfor kan blive det igen
Over for den neoliberale kapitalistiske realisme, der slet ikke er hverken realistisk eller fornuftig, tror jeg, det bliver endnu vigtigere at forsøge at fremelske mere samarbejde nedefra på universitetet, skriver Tania Ørum.

Ulrik Hasemann

15. september 2015

Kære kollega. I nær fremtid holder jeg op som lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og overlader posten til en yngre forsker – hvis altså økonomien tillader, at der kommer en ny til at erstatte mig.

Der er meget at glæde sig til. Når du efterfølger mig på posten, kan du glæde dig til undervisningen. For de studerende, vi uddanner, er utroligt dygtige. Og da instituttet dækker alle kunstarter og kulturformer, kan du oven i købet arbejde på tværs af fag og discipliner sammen med engagerede kolleger. Du skal til gengæld være indstillet på konstant overarbejde, for de økonomiske rammer på humaniora er dårlige, og vi er for få lærere til at varetage den nødvendige undervisning, vejledning, eksamination og forskning. Ligesom flere og flere af de studerende kæmper lærerne også med stress.

For mens de studerende og uddannelserne stort set kun bliver bedre med tiden, bliver universitetets og især humanioras rammer stadig forringet. Folketingspolitikere (der for en stor dels vedkommende ikke selv har afsluttet deres studier, så vidt man hører, og i hvert fald slet ikke har forstand på hverken humanistisk undervisning eller forskning) lægger mere og mere bureaukrati, tidspres, topstyring og nedskæringer ned over både lærere og studerende. Selv om det jo ikke er rationelt at lægge den slags ’fremdriftsreformer’ og økonomisk-bureaukratiske sanktionsmodeller ned over folk, der grundlæggende selv er motiverede for at gøre deres bedste og villige til at bruge også deres fritid på det.

Du skal vide, at det kan være anderledes.

Jeg er selv så heldig at være født på et sted og have levet i en tid, hvor der hverken var krig og nød som i mine forældres generation eller den gennemgribende reglementering af alle samfunds- og livsområder, som der er i dag.

Så jeg vil bruge mig selv som et historisk eksempel på udviklingen på universitetet. Et eksempel på, at det har været anderledes og derfor også kan blive det igen.

Et helt tavst semester

Som ung studerende var jeg med i det studenteroprør, der afskaffede professorvældet og gav lærere og studerende medindflydelse. Det var ikke blot en stor demokratisk sejr, men medførte også et kvalitetsmæssigt løft, da vi nedefra satte nye faglige strømninger og nye undervisningsformer på skemaet.

Jeg var nok aldrig havnet som universitetslektor, hvis jeg ikke i allersidste del af min studietid havde truffet nogle ligesindede studerende på engelskstudiet, som var lige så fagligt engagerede og lige så utilfredse med studiet, som jeg selv var. Sammen gik vi op til daværende rektor, Mogens Fog, og sagde, at vi gerne ville lave et kritisk universitet for engelskstudiet, Engelsk Alternativ Projekt. Per Aage Brandt havde jo allerede lavet FRI – Frit Romansk Institut – havde vi hørt. Rektor bevilgede os et lokale på Søndervold og adgang til en spritduplikator, som vi delte med det kapitallogiske tidsskrift Kurasje. Og så gik vi i gang med at undervise i de ting, vi syntes, der manglede.

Jeg underviste selv i strukturel tekstanalyse (dengang noget nyt) for et rent kvindehold, hvor vi lavede feministiske analyser af Jane Austens romaner. Hver gruppe duplikerede deres analyser af en af Austens romaner og udgav dem til brug for andre engelskstuderende. Jeg vil varmt anbefale, at du lader de studerende arbejde med sådanne udgivelser, der faktisk (med lidt fodarbejde) bliver anmeldt og læst, mens opgaver til eksamenssystemet især fungerer som kontrol.

Det var ulønnet og ret arbejdskrævende, men også enormt sjovt at lave Engelsk Alternativ Projekt. Og uden den erfaring havde jeg nok aldrig tænkt på at gå universitetsvejen. Men i længden kunne man jo ikke leve af gratis arbejde, så jeg tog bl.a. imod et tilbud om at blive undervisningsassistent på Litteraturvidenskab.

Dér vidste jeg jo, at folk var enormt kloge, så jeg hev godt op i sokkerne og lagde niveauet højt – blot for at erfare, at de studerende var så kuede og bange for at dumme sig, at de aldrig turde indrømme, hvis de ikke var med på, hvad jeg talte om.

Først da vi nåede til slutningen af et langt tavst semester, og jeg spurgte dem til, hvordan de havde det på instituttet, væltede det ud med angst og usikkerhed. Så efter første semester startede vi forfra med, at jeg forklarede og gennemgik teksterne.

Rundsav og selvbeskyttelse

I det hele taget var det noget af en skuffelse at opleve, at det teoretiske og radikale miljø, jeg forventede at møde, snarere var et sted fuld af angst og bluff (jvf. 1970’erpublikationen Angst og Bluff på Universitetet – den kunne sikkert med fordel genlæses i dag), hvor det såkaldte fællesmøde reelt kun bestod af tre talende herrer, mens resten holdt deres mund.

Sådan et angstregime er der heldigvis ikke i dag. Men den konkurrencemodel, nutidens børn udsættes for fra børnehavealderen og hele vejen igennem uddannelsessystemet, fremmer stress og angst i forhold til medstuderende snarere end konstruktivt samarbejde. Som lærer skal du hjælpe de studerende med at aflægge de rundsave og selvbeskyttende facader, de har fået på i skolen, og i stedet bruge hinanden produktivt i læsegrupper og andre former for samarbejde.

Det har været en af de store fornøjelser ved at undervise på Litteraturvidenskab og Moderne Kultur, at de studerende er så fremragende og engagerede og initiativrige. Allerede i studietiden opretter de boghandler, udgiver tidsskrifter, skriver artikler og bøger og laver udstillinger, ligesom de driver stort set alle kultur- og litteraturfestivaler i københavnsområdet. For nu slet ikke at tale om deres glimrende opgaver, oplæg og specialer inden for instituttets vægge. Det er med til at holde de ansatte i ånde og ambitionsniveauet højt.

Ledelse er opreklameret

Jeg kan ud fra mine egne erfaringer sige, at der ikke er hold i ideen om, at der skal en ledelse til at gennemføre fornyelse på fagene, fordi medarbejderne bare vil fastholde det bestående.

Jeg var i sin tid med til at oprette en fagforening for undervisningsassistenter, der sikrede ansættelse og et bestemt timetal i minimum seks semestre – det er faktisk bedre betingelser end i dag! – og sammen med tre andre kvindelige undervisningsassistenter oprettede jeg et tilvalg i feministiske studier, der blev grundlaget for Center for Kvindeforskning – det nuværende Center for Kønsforskning.

Dengang var der, som du kan se, flere åbne porer i systemerne. Centeret var i de første år et meget livligt tværfagligt miljø, hvor lærere fra andre fag var tilknyttet i et eller flere semestre. Indtil nye budgetmodeller sømmede folk fast på deres egne institutter.

Men selv under det nuværende regelherredømme er det fortsat muligt at samarbejde på tværs og slå sig sammen om nye initiativer. Du skal bare gå i gang.

Jeg er i det hele taget skeptisk over for ledelse og den dyrkelse, ledelse og ledere omgives med i nutidens ideologi (men ikke nødvendigvis over for de udmærkede enkeltpersoner, der påtager sig at være ledere). Og skeptisk over for hele den hierarkisering, individualisering og konkurrencementalitet, der som en virus har bredt sig i samfundets kroppe og sind.

Jeg er glad for, at jeg ikke skal være med til at implementere den såkaldte fremdriftsreform – et typisk eksempel på, hvordan der oppefra lægges uproduktive bureaukratiske modeller ned over universitetet. Over for den slags neoliberal kapitalistisk realisme, der slet ikke er hverken realistisk eller fornuftig, tror jeg, det bliver endnu vigtigere at forsøge at fremelske mere samarbejde nedefra: Det stress- og konkurrencepres, som flere og flere studerende (og lærere og administrative medarbejdere) døjer med, bliver lettet, hvis vi kan få de studerende til at arbejde mere sammen i undervisningsforløbene og omkring eksamensopgaver.

Arbejd sammen

Det er også meget mere inspirerende at undervise flere lærere sammen. Fælles forskningsprojekter er ligeledes berigende. Jeg har ikke mindst haft enorm fornøjelse af mine danske, nordiske og europæiske avantgardeforskningsnetværker og samarbejdet omkring den nordiske avantgardehistorie, som fortsætter i de kommende år.

Det ville være dejligt, hvis du sammen med de andre lærere kunne finde fælles modstandsformer mod de nuværende angreb på humaniora. Helst nogle, hvor studerende og lærere arbejder sammen. Svaret på det øgede pres på de studerende for at fare hurtigst muligt gennem studiet og det tilsvarende pres på lærerne for at levere mere international forskning og samtidig mere effektiv undervisning på kortere tid med mindre forberedelse skulle jo nødig blive en standardiseret modulundervisning.

Tværtimod ville jeg ønske, du og dine kolleger vil benytte det ydre pres til at gentænke undervisnings- og eksamensformerne, så de bliver mere produktive og morsomme for alle parter. Så I minimerer de dele, der er dikteret af et administrativt kontrolpres, og udbygger de dele, der handler om at opbygge viden sammen – og meget gerne formidle den til samfundet uden for universitetet, som vi bliver nødt til at overbevise om, at humaniora er helt nødvendigt.

En ret lille gruppe studerende omkring ’Et andet universitet’- bevægelsen har jo vist, at det er muligt at opnå ret godt gennemslag med symbolske aktionsformer. På et institut, hvor man er specialister i symbolske former, burde der kunne udtænkes nogle slagkraftige symbolske modstandsmodeller.

Godt mod og kærlig hilsen

Tania

Tania Ørum er lektor og forsker ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet

Serie

Brev til en ung ...

I sine berømte ’Breve til en ung digter’ vejleder Rainer Maria Rilke en ung fagfælle i livets store spørgsmål. Godt 100 år efter har Information bedt en række erfarne danskere skrive til en yngre generation.

For hvad har liberalisten, imamen, videnskabskvinden, miljøaktivisten og feministen m.fl. lært? Og hvad kan vi andre få ud af deres erfaringer?

Seneste artikler

  • Brev til en ung ...

    23. september 2015
    I sine berømte ’Breve til en ung digter’ vejleder Rainer Maria Rilke en ung digterven i livets store spørgsmål. Godt 100 år efter har Information bedt en række velbevandrede danskere skrive til en yngre generation
  • Brev til en ung feminist

    22. september 2015
    Kig godt på dine problemer. Hold op med at holde dem hemmeligt, del dem med os andre. Og hvis nogen kritiserer dig for at være selvoptaget, så tag det helt cool: Ja, selvfølgelig er jeg selvoptaget – den, der har skoen på, ved bedst, hvor den trykker
  • Skid på tidsånden, den kastrerer os. Tag udgangspunkt i de klange, du selv rummer

    18. september 2015
    Når gamle mænd som mig kommer med en svada som denne, skal du vide, at det er ok at tænke: Så hold dog kæft og luk op for ’Barnaby’ eller ’Den Store Bagedyst’! Tænk det, men sig ikke noget. Vi skal undgå at såre
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Lars Jørgensen
  • Steffen Gliese
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Henrik Brøndum
  • Bodil Waldstrøm
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Dorthe Jacobsen
  • Jørn Andersen
  • Ib Jørgensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Mihail Larsen
  • Kurt Loftkjær
Mikael Velschow-Rasmussen, Lars Jørgensen, Steffen Gliese, Anne-Marie Krogsbøll, Henrik Brøndum, Bodil Waldstrøm, Martin Karlsson Pedersen, Dorthe Jacobsen , Jørn Andersen, Ib Jørgensen, Niels Duus Nielsen, Mihail Larsen og Kurt Loftkjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vend udviklingen

Jeg har netop kommenteret udviklingen inden for miljøbevægelsen. I lighed med principperne om offentlighed i forvaltningen, fagforningsområdet, befolkningens mulighed for at påvirke udviklingen inden for forskellige områder er universiteterne under stadig stigende pres og generelle emner som medbestemmelse, samtaledemokrati, solidaritet, bæredygtig samfundsudvikling under afvikling til fordel for væksttanker, centralisering og kontrol. Jeg har netop kommenteret udviklingen inden for miljøområdet skrev bl.a.:

"Mit personlige håb er, at der ud af dette virvar af tiltag eller manglende tiltag på ny udkrystallisere sig en bevidst ungdomsbevægelse, som evner at se ud i fremtiden og som erkender, at vi kun har én Jord. Der er hårdt brug for visioner, da de såkaldt regeringsbærende polititiske partier synes at have opgivet visionær politik.

Jeg håber også, at nogen vil evne at overbevise mig om, at der i mørket allerede er tændt et lys."

Noget lignende mener jeg også at jeg kan skrive om universiteterne. Derfor finder jeg idéen om at en ældre skriver til en ung som en meget relevant idé. Visioner kommer tilsyneladende ikke fra de ældre og derfor må de unge på banen. Og gerne af egen indre drift.

Anne-Marie Krogsbøll, Helene Kristensen og Dorthe Jacobsen anbefalede denne kommentar
Poul Solrart Sørensen

Disse breve fra mennesker der etableret i systemet er en helt fantastisk ide. Meget inspirerende læsning.

Anne Koed Westergaard, Liliane Murray, Anne-Marie Krogsbøll, Bodil Waldstrøm, Dorthe Jacobsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Tania Ørum og jeg startede på samme tid, men hver for sig. Min base var på kultursociologi. Her lagde vi vægt på en undervisning og uddannelse, som skulle tackle konkrete problemer i virkeligheden. 'Forskning for folket' kaldte vi det næsten barnlig uskyld. Det lykkedes i vidt omfang, i hvert fald et stykke hen ad vejen. Siden undergravede kultursociologi desværre sig selv, lagde sig åben for berettiget kritik fra politikernes side. Og så blev sociologi et mere 'normalt' universitetsfag, d.v.s. med øget og stadigt stigende fokus på videnskabsinterne standarder. Samfundsengagementet konverteredes til samfundstjeneste, kritikken nedtonedes. Selv virkede jeg som universitetslærer i Aalborg fra 1974 til 2000. Også der fik, hvad jeg vil kalde den 'dårlige' akademisering, gradvis overhånd, suppleret af stadigt mere målrettede indgreb i universitetets styrelse fra staten og egne indre kræfters side. Frie og studenterpåvirkede undervisningsformer blev afløst af faste pensa og kurser. Forskningen blev underordnet karriere og akademisk produktion. Med markant konsekvens for undervisningen. Et forhold som efter min mening også er den største trussel mod humaniora idag. Publikationspres og karriereræs levner ikke plads til fri og eksperimenterende forskning og undervisning. Mængden af akademiske tidsskrifter og bogudgivelser er svulmet til et omfang som har kontraproduktive konsekvenser. Den enkelte forsker er kun i stand til at følge med i sit eget snævre hjørne af disciplinen. Og 99% af skrifterne er totalt utilgængelige og derfor irrelevante set fra et alment samfundsperspektiv. I en tid hvor menneskeheden synes stedt i en tendentielt selvdestruktiv situation er der et brændende behov for en ændring på disse områder. Det skal være mit bud til de unge på vore universiteter og højere læreanstalter. Der tales idag meget om, at lære at lære. Hvad der er behov for, er at lære at ville. Noget.

Ejvind Larsen, Anne Koed Westergaard, Anne-Marie Krogsbøll, Bodil Waldstrøm, Helene Kristensen, Dorthe Jacobsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Før reformen kunne et institut ledes af en sekretær - professorer og lektorer påtog sig på skift en mindre administrativ byrde - punktum - rektor var en kransekagefigur der hyggede sig med institutbibliotekaren i frokostpausen - før reformen indgav vi vores selvangivelse til kommunen - var der noget vi ikke helt havde styr på spurgte vi Finn, Dorte, Susanne, Keld, Flemming eller hvad de nu hed der sad på skattekontoret - Vi er ikke blevet flere danskere men åbenbart utrolig meget dummere til at finde ud af at administrere??? På trods af mere rigdom og et højere uddannelsesniveau - er det bare sjovere at være en unødvendig administrator?? Nu vi ikke mere må lave sjov på humaniora??

Steffen Gliese og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Bodil Waldstrøm

Hvor er det en god artikel. - Jeg er ikke selv universitetsuddannet, men har været så heldig i mange, mange år at arbejde på forskningsprojekter sammen med akademikere, hvor jeg som kontor- og programmøruddannet kunne være vandbærer - en vidunderlig funktion for mig. Min første midlertidige ansættelse (ja, dem var der mange af i årenes løb, fordi de oftest var finansieret af fondsbevillinger projekt for projekt) var i 1976 på Socialmedicinsk Institut i Aarhus, et institut der på daværende tidspunkt kun havde eksisteret i to år. Der var en helt fantastisk ånd på det institut med så mange ildsjæle og fantastisk dygtige forskere/undervisere. Faktisk troede jeg ikke-akademiker, at sådan var det simpelt hen at være ansat på et universitet. Siden har jeg erfaret, at det var det jo ikke nødvendigvis. Og da slet ikke nu om dage, hvor jeg med gru kan læse om, hvordan det hele har ændret sig så meget - bestyrelsesmedlemmer med erhvervsfolk - fra forskning til faktura m.m.m. Godt, jeg oplevede 70-80'erne.

Anne Koed Westergaard, Steffen Gliese og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Søren S. Andersen

Universiteterne er blevet for store, og der er for mange ligegyldige uddannelser, der ikke på nogen måde bidrager til samfundet.

Humaniora er en samlebetegnelse for mange forskellige fag, hvoraf en stor del enten burde afskaffes eller kraftigt decimeres. Vi har brug for samfundsrelevante og kulturbærende kvalitetsuddannelser, ikke for masseuniversiteter med et hav af udsultede studieretninger, hvor man i vid udstrækning bare spilder skatteborgernes penge og studenternes tid.

Måske var det også en idé at satse på traditionelle eksaminer i stedet for på hjemmeopgaver, hvor de studerende selv sætter dagsordenen, og hvor man ikke kan se, hvor meget hjælp, de har fået af andre. (Jeg har selv spildt megen tid på at hjælpe en tidelige kæreste med hjemmeopgaver, så jeg ved, hvad jeg skriver om).

Og du tror ikke, Søren S. Andersen, at din tidligere kæreste lærte en stor del af det, hendes fag gik ud på, ved at du hjalp hende? Det er jo ikke en sportspræstation, det handler om at bruge de midler, der skal til, for at lære - og en stor del af dette er friheden til at sammensætte sin uddannelse og sit speciale selv.
Jeg kan godt være enig i, at der er alt for mange fag, men de fag, der er for mange, er netop dem, der prætenderer at være "samfundsrelevante" eller "tilpasset erhvervslivet".
Der er gode, brugbare metoder - og udviklingen af nye, hvilket er universitetets raison d'etre - og de kan udfoldes indenfor et bredt felt, hvor specialiseringen følger af den enkeltes indsnævring af feltet efter interesser og tilføjelighed.

Hvis vi mister humaniora, mister vi os selv, for det er i de humanistiske fag vi lærer vores rødder og værdier at kende, lære at forstå os selv. En blomst uden rod visner hen. Vi ville miste vores sjæl.
Humaniora kan ikke vejes og måles, netop fordi det handler om andre værdier end det de 'samfundsgavnlige' fag gør.

Vi har afskaffet religionen, afskaffer vi også humaniora, så har vi da intet til at guide os gennem livet mere, så får vi et psykopatiens land og styre.

jens peter hansen

Inden nu begejstringen for Tania Ørum har lagt sig kunne man måske spørge, hvorfor hun med en fast stilling IKKE har været med til at fastholde sine idealer fra 70'erne, der har ellers været tid nok. Det kan gerne være at professorvældet blev fjernet, men de sidste mange, mange år har de gamle revolutionære siddet på flæsket og ikke gjort en pind for de unge undervisere, som endnu den dag i dag er ansat semestervis og har dårligere pensionsforhold end det rengørings-personale der også findes på universitetet. Rengøringspersonalet har været omfattet af en solidaritet fra fagbevægelsen, mens de revolutionære har givet en hatfuld for de løst ansatte eksterne lektorer, som i udpræget grad har varetaget undervisningen, men de fastansatte intet har gjort for at støtte dem. De sidder til de bliver 70 og scorer kassen, mens de løst ansatte kører rundt på rustne cykler og venter på at en plads bliver ledig. Hvis der er brug for en virkelig omvæltning på Uni så ville det måske have klædt de gamle at indlede den, men det er selvfølgelig lettere at bede de andre om det. Når man har holdt kæft i så mange år, hvor man mener at det er gået ad helvede til, ville det måske være klædeligt også at gøre det nu, hvor det er gratis.

Jeg er langt hen ad vejen enig med Jens Peter, men ville nok have udtrykt det på en lidt anden måde. Men det var også deprimerende for mig som 1. generations akademiker, at opleve hvor hurtigt de oprindelige idealer og/eller målsætninger fik lov til at træde i baggrunden, til fordel for autoritetstro og/eller opportunisme. For slet ikke at snakke om den vækstmania som kom til at styre udviklingen i Aalborg.

'Brev til en ung universitetskollega'...
Måske er rubrikken sat af Inf. Men alligevel, hvorfor hedder det ikke 'Brev til en ung forsker/lärer'?
Det er faktisk ikke det samme. Kolleger er dem man drikker kaffe med. Forskere er dem der finder ud af ting, og forklarer dem til studenter. Uanset hvor de drikker kaffe.