Brev til en ung universitetskollega

Kære kollega. I nær fremtid holder jeg op som lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og overlader posten til en yngre forsker – hvis altså økonomien tillader, at der kommer en ny til at erstatte mig.

Der er meget at glæde sig til. Når du efterfølger mig på posten, kan du glæde dig til undervisningen. For de studerende, vi uddanner, er utroligt dygtige. Og da instituttet dækker alle kunstarter og kulturformer, kan du oven i købet arbejde på tværs af fag og discipliner sammen med engagerede kolleger. Du skal til gengæld være indstillet på konstant overarbejde, for de økonomiske rammer på humaniora er dårlige, og vi er for få lærere til at varetage den nødvendige undervisning, vejledning, eksamination og forskning. Ligesom flere og flere af de studerende kæmper lærerne også med stress.

For mens de studerende og uddannelserne stort set kun bliver bedre med tiden, bliver universitetets og især humanioras rammer stadig forringet. Folketingspolitikere (der for en stor dels vedkommende ikke selv har afsluttet deres studier, så vidt man hører, og i hvert fald slet ikke har forstand på hverken humanistisk undervisning eller forskning) lægger mere og mere bureaukrati, tidspres, topstyring og nedskæringer ned over både lærere og studerende. Selv om det jo ikke er rationelt at lægge den slags ’fremdriftsreformer’ og økonomisk-bureaukratiske sanktionsmodeller ned over folk, der grundlæggende selv er motiverede for at gøre deres bedste og villige til at bruge også deres fritid på det.

Du skal vide, at det kan være anderledes.

Jeg er selv så heldig at være født på et sted og have levet i en tid, hvor der hverken var krig og nød som i mine forældres generation eller den gennemgribende reglementering af alle samfunds- og livsområder, som der er i dag.

Så jeg vil bruge mig selv som et historisk eksempel på udviklingen på universitetet. Et eksempel på, at det har været anderledes og derfor også kan blive det igen.

Et helt tavst semester

Som ung studerende var jeg med i det studenteroprør, der afskaffede professorvældet og gav lærere og studerende medindflydelse. Det var ikke blot en stor demokratisk sejr, men medførte også et kvalitetsmæssigt løft, da vi nedefra satte nye faglige strømninger og nye undervisningsformer på skemaet.

Jeg var nok aldrig havnet som universitetslektor, hvis jeg ikke i allersidste del af min studietid havde truffet nogle ligesindede studerende på engelskstudiet, som var lige så fagligt engagerede og lige så utilfredse med studiet, som jeg selv var. Sammen gik vi op til daværende rektor, Mogens Fog, og sagde, at vi gerne ville lave et kritisk universitet for engelskstudiet, Engelsk Alternativ Projekt. Per Aage Brandt havde jo allerede lavet FRI – Frit Romansk Institut – havde vi hørt. Rektor bevilgede os et lokale på Søndervold og adgang til en spritduplikator, som vi delte med det kapitallogiske tidsskrift Kurasje. Og så gik vi i gang med at undervise i de ting, vi syntes, der manglede.

Jeg underviste selv i strukturel tekstanalyse (dengang noget nyt) for et rent kvindehold, hvor vi lavede feministiske analyser af Jane Austens romaner. Hver gruppe duplikerede deres analyser af en af Austens romaner og udgav dem til brug for andre engelskstuderende. Jeg vil varmt anbefale, at du lader de studerende arbejde med sådanne udgivelser, der faktisk (med lidt fodarbejde) bliver anmeldt og læst, mens opgaver til eksamenssystemet især fungerer som kontrol.

Det var ulønnet og ret arbejdskrævende, men også enormt sjovt at lave Engelsk Alternativ Projekt. Og uden den erfaring havde jeg nok aldrig tænkt på at gå universitetsvejen. Men i længden kunne man jo ikke leve af gratis arbejde, så jeg tog bl.a. imod et tilbud om at blive undervisningsassistent på Litteraturvidenskab.

Dér vidste jeg jo, at folk var enormt kloge, så jeg hev godt op i sokkerne og lagde niveauet højt – blot for at erfare, at de studerende var så kuede og bange for at dumme sig, at de aldrig turde indrømme, hvis de ikke var med på, hvad jeg talte om.

Først da vi nåede til slutningen af et langt tavst semester, og jeg spurgte dem til, hvordan de havde det på instituttet, væltede det ud med angst og usikkerhed. Så efter første semester startede vi forfra med, at jeg forklarede og gennemgik teksterne.

Rundsav og selvbeskyttelse

I det hele taget var det noget af en skuffelse at opleve, at det teoretiske og radikale miljø, jeg forventede at møde, snarere var et sted fuld af angst og bluff (jvf. 1970’erpublikationen Angst og Bluff på Universitetet – den kunne sikkert med fordel genlæses i dag), hvor det såkaldte fællesmøde reelt kun bestod af tre talende herrer, mens resten holdt deres mund.

Sådan et angstregime er der heldigvis ikke i dag. Men den konkurrencemodel, nutidens børn udsættes for fra børnehavealderen og hele vejen igennem uddannelsessystemet, fremmer stress og angst i forhold til medstuderende snarere end konstruktivt samarbejde. Som lærer skal du hjælpe de studerende med at aflægge de rundsave og selvbeskyttende facader, de har fået på i skolen, og i stedet bruge hinanden produktivt i læsegrupper og andre former for samarbejde.

Det har været en af de store fornøjelser ved at undervise på Litteraturvidenskab og Moderne Kultur, at de studerende er så fremragende og engagerede og initiativrige. Allerede i studietiden opretter de boghandler, udgiver tidsskrifter, skriver artikler og bøger og laver udstillinger, ligesom de driver stort set alle kultur- og litteraturfestivaler i københavnsområdet. For nu slet ikke at tale om deres glimrende opgaver, oplæg og specialer inden for instituttets vægge. Det er med til at holde de ansatte i ånde og ambitionsniveauet højt.

Ledelse er opreklameret

Jeg kan ud fra mine egne erfaringer sige, at der ikke er hold i ideen om, at der skal en ledelse til at gennemføre fornyelse på fagene, fordi medarbejderne bare vil fastholde det bestående.

Jeg var i sin tid med til at oprette en fagforening for undervisningsassistenter, der sikrede ansættelse og et bestemt timetal i minimum seks semestre – det er faktisk bedre betingelser end i dag! – og sammen med tre andre kvindelige undervisningsassistenter oprettede jeg et tilvalg i feministiske studier, der blev grundlaget for Center for Kvindeforskning – det nuværende Center for Kønsforskning.

Dengang var der, som du kan se, flere åbne porer i systemerne. Centeret var i de første år et meget livligt tværfagligt miljø, hvor lærere fra andre fag var tilknyttet i et eller flere semestre. Indtil nye budgetmodeller sømmede folk fast på deres egne institutter.

Men selv under det nuværende regelherredømme er det fortsat muligt at samarbejde på tværs og slå sig sammen om nye initiativer. Du skal bare gå i gang.

Jeg er i det hele taget skeptisk over for ledelse og den dyrkelse, ledelse og ledere omgives med i nutidens ideologi (men ikke nødvendigvis over for de udmærkede enkeltpersoner, der påtager sig at være ledere). Og skeptisk over for hele den hierarkisering, individualisering og konkurrencementalitet, der som en virus har bredt sig i samfundets kroppe og sind.

Jeg er glad for, at jeg ikke skal være med til at implementere den såkaldte fremdriftsreform – et typisk eksempel på, hvordan der oppefra lægges uproduktive bureaukratiske modeller ned over universitetet. Over for den slags neoliberal kapitalistisk realisme, der slet ikke er hverken realistisk eller fornuftig, tror jeg, det bliver endnu vigtigere at forsøge at fremelske mere samarbejde nedefra: Det stress- og konkurrencepres, som flere og flere studerende (og lærere og administrative medarbejdere) døjer med, bliver lettet, hvis vi kan få de studerende til at arbejde mere sammen i undervisningsforløbene og omkring eksamensopgaver.

Arbejd sammen

Det er også meget mere inspirerende at undervise flere lærere sammen. Fælles forskningsprojekter er ligeledes berigende. Jeg har ikke mindst haft enorm fornøjelse af mine danske, nordiske og europæiske avantgardeforskningsnetværker og samarbejdet omkring den nordiske avantgardehistorie, som fortsætter i de kommende år.

Det ville være dejligt, hvis du sammen med de andre lærere kunne finde fælles modstandsformer mod de nuværende angreb på humaniora. Helst nogle, hvor studerende og lærere arbejder sammen. Svaret på det øgede pres på de studerende for at fare hurtigst muligt gennem studiet og det tilsvarende pres på lærerne for at levere mere international forskning og samtidig mere effektiv undervisning på kortere tid med mindre forberedelse skulle jo nødig blive en standardiseret modulundervisning.

Tværtimod ville jeg ønske, du og dine kolleger vil benytte det ydre pres til at gentænke undervisnings- og eksamensformerne, så de bliver mere produktive og morsomme for alle parter. Så I minimerer de dele, der er dikteret af et administrativt kontrolpres, og udbygger de dele, der handler om at opbygge viden sammen – og meget gerne formidle den til samfundet uden for universitetet, som vi bliver nødt til at overbevise om, at humaniora er helt nødvendigt.

En ret lille gruppe studerende omkring ’Et andet universitet’- bevægelsen har jo vist, at det er muligt at opnå ret godt gennemslag med symbolske aktionsformer. På et institut, hvor man er specialister i symbolske former, burde der kunne udtænkes nogle slagkraftige symbolske modstandsmodeller.

Godt mod og kærlig hilsen

Tania

Tania Ørum er lektor og forsker ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet