Klumme

Demagogens Danmarksbillede

En toppolitikers bekendelser til uvidenheden
En toppolitikers bekendelser til uvidenheden

Pernille Sloth/iBureauet

25. september 2015

Formanden for DF kunne for nylig i tv ikke svare på spørgsmålet om, hvem der har skrevet Guldhornene. Thulesen Dahl mente H.C. Andersen. Men Guldhornene er for fanden ikke skrevet af Andersen, der først blev født to år efter, at Guldhornene (begge to) blev digtet af Oehlenschläger. Dennes indsats i dansk litteratur med Digte 1803 blev samtidig Danmarks indgang i romantikken, således som den blev forklaret Oehlenschläger af naturvidenskabsmanden Heinrich Steffens – dansk-tysk i den flerkulturelle, etnisk blandede helstat. Steffens, der forelæste om emnet i København, vandrede sammen med unge Adam Søndermarken flad en sommerdag og en halv nat i 1802. 16 timer tog det mobile møde, uden man selvfølgelig ved, om de to kun talte om lyrik.

Da Adam havde hørt tilstrækkeligt om strømningerne sydfra, fes han hjem og skrev i ét stræk sit genialske digt om de lærde, der higer og søger i ældgamle bøger, men overtrumfes af naturbarnet, bondepigen, blond og letfodet på marken i pagt med frodigheden (Blut) og jorden (Boden) og snubler over et af hornene fra hensvundne dage, så verdensaltet skælver. Næste horn bliver pløjet frem af en bonderøv, der har plantet ploven dybt i jordens åbne fure. Tal om sjofelismen i romantækken!

Inspireret som han var, sprækkefærdig af skabertrang efter Steffens uendelige enetale og sværmerier for eneren, geniet, Steffens selv – pudsigt nok eliten – og af opgøret med rationalitet, oplysning og fornuft, fik den ikke for lidt, da Adam først tog fat.

Manglende national dannelse

Steffens – i familie med Grundtvig, der også fik et skvæt romantisk bragesnak fra fætter Heinrich – mistede dog ret hurtigt placeringen blandt de københavnske småoprørske, apolitiske åndsboller, der fandt ham kedelig og pedantisk. Før glansen gik helt af professoren, fik han dog ved præsentationen af Guldhornene meddelt ophavsmanden, at denne jo var digter! Heri var Oehlenschläger enig og forbeholdt sig herefter retten til at lade sig betitle Danmarks digterkonge, til den triste dag i 1850, da den gamle Adam fed og glinsende af mad og selvglæde blev kaldt til de evige skildpaddesuppers land og ved afgangen satte punktum for Guldalderen.

Sådan set overgik Adam aldrig sig selv efter Digte 1803 inklusive mesterstykket Sanct Hansaften-Spil, uanset at der løb en næsten uafbrudt flod af skuespil fra hans hånd. Med undtagelse af Aladdin, Hakon Jarl og Dina mente de mere nøgterne kritikere: det næste værre end det forrige.

Hvis man som voksen mand, der prætenderer at værne om danske værdier, ikke er klar over, at Oehlenschläger skrev Guldhornene og hvorfor, ved man ikke en skid om sit fædrelands åndelige arv. Ønsker Thulesen Dahl at lodde dybden af hullet i sin egen nationale dannelse, kan han sammenligne det med noget, han måske kender: at udnævne brødrene Laudrup til Danmarksmestre i dværgkastning.

Så meget desto mere pinligt for DF-formanden, at hans danskeste parti er en fjern, fjern tragisk konsekvens af romantikken. Eller måske ikke så fjern endda: af Guldhornenes forestilling om det jævne, oprindelige, djærve menneskes spontane forrang for den lærde, dannede, fornuftsdrevne og oplyste, der lader sig påvirke af viden, fornuft, kritik og eftertanke. Det sidste kan DF næppe beskyldes for.

At uvidenhedens sump under Thulesens Dahl er bundløs, fik man ydermere bekræftet ved DF’s landsmøde, hvor formanden tog en af sine pinlige ture om de syriske flygtninge, hvor han forsøgte at overgå fremmedministeren.

Joh, mente Thulesen Dahl: de unge syriske mænd skal ikke have ophold her, men sporenstregs vende tilbage til efterladte kærester og familier og slås for deres land. Danmark skal ikke bringe dem i det dilemma at give dem ophold i sikkerhed her, mens deres familier lider nød i hjemlandet.

Thulesen Dahl sammenlignede de unge syriske mænd med de danske under besættelsen, der blev og kæmpede for Danmarks sag.

Gode grunde til ikke at slås

Sådan cirka over 10.000 unge danske mænd sloges for Danmarks sag. I SS på Østfronten. Retfærdigvis skal det siges, at DF-formanden nok mente modstandsfolkene på den rigtige side. De blev i Danmark. Indtil de flygtede. Var de ikke kommet ud af røret i tide, havde Mindelunden i Ryvangen ikke været stor nok.

En halv snes tusinde flygtede hinsidan. Her holdt også den Danske Brigade til under hele besættelsen. Brigadens veludrustede, toptrænede 5.000 mand vendte jo først hjem, da tyskerne havde kapituleret. Andet havde været det glade vanvid. De kunne ikke med fuld musik være draget over Øresund til deres besatte land, uden at den tyske overmagt havde reageret. For eksempel ved at slå dem ihjel. Hvad angår de flygtede modstandsfolk, var der som regel en god grund til at flygte. Utvivlsomt benyttede nogle af dem sig af anledningen og stak af fra bagerregningen eller fra frugten af en stakåndet glæde.

Men de fleste frihedskæmpere der stak af, havde gode grunde til ikke at blive og slås.

Hvis Thulesen Dahl er interesseret, kan han søge oplysning om grundene til syrernes flugt i utallige pålidelige kilder. Enslydende den nærliggende for de flygtende unge mænd: de vil gerne overleve.

For resten var enkelte jøder på flugt måske heller ikke så udsatte, at det gjorde noget. De forkvaklede Nürnberg-love skelnede mellem ottendedels-, kvart-, halv- og heljøder. Det sidste var ikke godt. Men på de lavere brøkdele var det næppe så farligt. I klummistens slægt var der én, takket være personens noget nussede synderegister, som den mere humoristisk anlagte gren af familien mente var i større fare for at blive sat fast af svensk politi end indfanget af Gestapo.

Uanset hvad, burde disse flygtende ifølge Thulesen Dahl altså være blevet og kæmpet for fædrelandet. DF-formanden er lige så uvidende om dansk historie som om dansk litteratur.

Eller også er han bare demagog.

Hvem sagde danskhedsprøve!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frank Pedersen Fog
  • Christian Mondrup
  • Benno Hansen
  • Bill Atkins
  • Ole Meyer
  • Torben K L Jensen
  • Lone Hedemann
  • Stig Bøg
  • Tino Rozzo
  • Hanne Ribens
  • lars abildgaard
  • Claus Oreskov
  • Malan Helge
  • Gorm Lerche
  • Hans Larsen
Frank Pedersen Fog, Christian Mondrup, Benno Hansen, Bill Atkins, Ole Meyer, Torben K L Jensen, Lone Hedemann, Stig Bøg, Tino Rozzo, Hanne Ribens, lars abildgaard, Claus Oreskov, Malan Helge, Gorm Lerche og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frank Pedersen Fog

Tulle burde tvangsindlægges til at "hige og søge" lidt i de "gamle bøger", da hans viden om den danske kultur og historie han påstår at stå værn om, tydeligvis kan ligge på et meget lille sted.
Gad vide hvordan det ligger med hans real-viden på flygtninge-indvandrer området, for slet ikke at tale om hans real-viden om virkeligheden i det hele taget?
Snæversynethed baseret på et solidt vaklende grundlag af uvidenhed, på snart sagt alle områder lader i højere grad til at være den eneste spidskompetence DF til overflod er leveringsdygtig i, og underligt nok synes der at være godt salg i denne noget forkullede misforståelseshorisont, i udkanten af (op)lysningen i den Hakkebakkeskov af holdningsløse holdninger og meningsløse meninger, vi ved den andedam vi anser som vores kalder "Den Offentlige Debat" ("Jeg tror på den Hellige Almindelige Offentlige Debat", osv, osv, ad infinitum ad nauseam) -
Måske er det bare træerne der skygger for skoven?,-
Eller måske er en forkullet horisont bedre end ingen horisont overhovedet?
Ikke sandt Narcissus? (undskyld, jeg mener naturligvis Tulle ;-)

Henriette Bøhne, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

DF's politik bygger på 'mavefornemmelser' og fordomme. Faktuel viden er ikke nødvendig og til tider ligefrem en hindring

Nationalister har til opgave at sælge myten om det nationale fællesskab. Myten skaber illusionen om fælles: ophav, interesser og kultur. Samtidig tilsløres klassesamfundets modsigelser (og dermed kultur forskelle i det lille land). Dette gøres ved at markere etniske/ nationale granser mellem dem og os. Selve denne grænsedragning er nerven i den nationale strategi. Efter grænse markeringen kommer vi så til indholdet af samme markering, som består af kulturelle symboler. Hvor diffuse sådanne markører er - er underordnet, hvis ikke ligefrem en styrke, man bliver sjældent konkrete f.eks. hvem skrev Guldhornene eller hvor fandt man Solvognen? Flaget, den blå kaffekande og konge familien er langt bedre som etniske markører. Hvorfor skulle Thulesen Dahl promovere borgerskabets kulturelle værdier (f.eks. Adam Oehlenschläger med hans mærkelige multikulturelle navn) når de der stemmer på DF ikke rekrutteres fra denne samfundsklasse? Man kunne have spurgt ham om hvem som skrev ”Der er et yndig land” og han ville ligervis være på skideren, selvom denne sang med den pinlige tekst synges til hver en lejlighed af DF.
Ærgerligt for Thulesen Dahl for netop denne sang er blevet adopteret af masserne og har dermed gennemløbet en transformation fra småborgerlig kultur til folkelighed og kære medborger I husker nok hvad gode gamle gråskæg Grundtvig mente om folkeligheden.

En anden mulighed kan være at det nationale i DF’s optik er blevet et tomt symbol (et symbol i sig selv og ikke for sig selv) som udelukket markere forskelle mellem dem og os, men ellers uden indhold. I en sådan optik betyder det ikke noget at man er aldeles kulturløs. Imidlertid har DF et problem omkring de store krav til paratviden om dansk kultur som de mener udefra kommende skal kunne på fingerspidserne. Problematikken som rejses i artiklen må også omfavne det evige spørgsmål: hvad er danskhed? Jeg selv syntes ikke jeg bliver mere eller mindre dansk af at vide hvem som skrev ”Guldhornene”. Egentlig er der ingen finkulturelle oplevelser eller viden som gør mig dansk. Er man alt for belæsset med kultur, så har man jo ingen at snakke med! Og netop sproget og stedet er det jeg forbinder med danskhed , samtidig anerkender jeg af andre kan have deres præferencer.

Jens Frederiksen

'Guldhornene' er ikke med i kulturkanonen. Så det er vel derfor, at Thulesen Dahl ikke ved, hvem, der har skrevet den.

Grethe Preisler

Og hvis man spurgte 'Tulle' hvem der havde skrevet 'Aladdin', ville han nok gætte på Walt Disney.
Det var nemlig slet ikke Adam - han tyvstjal historien fra 'Tusind og en Nats Eventyr' og satte den på versefødder.

Michael Kongstad Nielsen

Man bliver hurtigt træt af at høre bedrevidende avisjournalister nedgøre deres hadeobjekter.
Nu er sagen, at 1800-tallets romantiske digtere havde fat i noget alment menneskeligt, som Metz ikke vil forstå eller kan vedkende sig, nemlig den simple menneskelige tilknytning til det sted, man er født og kommer fra. Det kender ellers alle mennesker, også H. C. Andersen og andre almindelige lønmodtagere, og Claus Oreskov, mon ikke etniske minoriteter på Kola, i Finmark eller på Baffin har samme følelsesmæssige tilknytning til deres hjemstavn?

Globalismen - den multinationale kapitalisme - tromler hen over nationalismen, hvorimod de fordelingsmæssige mekanismer i nationalstaten er globalismens erklærede modstander. Det er derfor højrepopulisternes nationalisme er den virkelige forræder og udtryk for en falsk bevidsthed, og derfor at Georg Metz's kritik er nødvendig. Og selv om han ikke går hele vejen - så har han dog en vigtig pointe. Højrepopulisternes politik hænger ikke sammen hverken i de store linjer eller i detaljen.

jens peter hansen

Metz hiver SIN gymnasieviden fra de tidlige 60'ere op fra skuffen og skælder Thulesen Dahl ud for ikke at vide det Metz selv lærte i skolen. Når man husker hvor mange gange Metz har stavet navne, byer og landskaber forkert er det indlysende at Dahl skal have med krabasken. Selv kunne han ikke finde ud af stave til Chirac, Stralsund, Kreuzberg og helt galt gik det da han skulle forsøge sig med Perigueux. Gud ved hvordan han udtaler navnet på den franske bil Peugeot ? Dahl er student fra slutningen af 80'erne og da var det vist ikke helt almindeligt at man gennemgik Guldhornene, mens gennemgangen af produktionsforholdene på Ebbe Skammelsens tid var et must. Hele den foragt Metz, som er journalist og ikke akademiker som Dahl, har for de andre, dem der ikke har den rette københavnske smaskende accent og ikke den ballast der ligger i at have det rigtige ophav, er på mange måder fuldkommende sammenlignelig med den foragt de værste fremmedhadere lægger for dagen. Den tid han kunne eksponere sig selv som oplæser har han aldrig glemt og sidder nu og er ved at gå til over at han ikke er på. Han var så kendt at han sandelig også deltog i Fup eller Fakta, men da var Dahl jo også kun en stor dreng. Og det er er fakta.

Frank Pedersen Fog

“Politics is the art of looking for trouble, finding it everywhere, diagnosing it incorrectly and applying the wrong remedies.”
― Groucho Marx