Ventetiden havde været uendelig lang, men pludselig havde jeg brug for mere tid. Jeg var slet ikke klar til evalueringen af mit forløb med neuropsykologen og lægen. Lægen så pludselig mere alvorlig ud, end jeg huskede, og mens han hilste på Joakim, fornemmede jeg noget, jeg ikke kunne sætte ord på.
»Du må se i øjnene, at du er ikke i stand til at varetage et arbejde mere, alle muligheder er udtømte, vi kan ikke gøre mere.«
Hans ord runger stadig i mit hoved, jeg var færdig, et nul, en tom skal, uden formål, uden fremtid. Mig! Megasociale, kloge, arbejdsglade mig, sig det er løgn, jeg var sgu da lige så godt i gang.
Joakim lagde ikke skjul på, at det var han fuldstændig enig i og så bare på lægen på den der ’ja, det har jeg jo sagt hele tiden’-måde.
Helt ærligt, styr jer, jeg er ung og fuld af energi og fuldstændig nyuddannet og … jeg vidste det godt inderst inde, helt derinde, hvor det gjorde allermest ondt, lige der på hylden ved siden af min stolthed og værdighed.
Som i en osteklokke
Turen hjem var stille. Joakim var tydeligt lettet over en afklaring, mens jeg mest af alt følte mig frastjålet alle mine drømme for fremtiden. Smerten var ubeskrivelig, jeg følte mig erklæret færdig.
Jeg var lige så godt i gang med livet, et helt almindeligt, skønt liv, mit liv. Et liv med kæreste, barn, hund, hus, bil og store fremtidsdrømme. Jeg var sidst i 30’erne og arbejdede på 10. år på en døgninstitution for udsatte børn og unge, jeg var fuldstændig i mit rette element.
Vores datter Sascha var en skøn lille størrelse, der udviklede sig lige efter bogen. Joakim havde en sund bilforretning, og jeg havde lige afsluttet en ekstra uddannelse og så frem til mit 10-årsjubilæum på arbejdet. Det hele spillede i vores lille familie, vi var på rette vej, og vi nød livet. Min barndom havde været udfordrende, og mit liv var begyndt med minuspoint, men jeg havde evnet at få vendt tingene på hovedet og udnyttet min svære opvækst på en positiv måde. Og nu arbejdede jeg i et fag, hvor jeg trivedes og kunne have indflydelse på børn og unges trivsel.
Indimellem rendte vi ind i svære oplevelser på mit job. Den slags oplevelser, der går ind og sætter sig dybt inde.
En af de oplevelser fik store konsekvenser. Alene på vagt kom jeg i en truende situation med en meget beruset ung mand. Lynlåsen til min indre angst blev revet op, jeg var så skide bange, at jeg fik kvalme, rystede over hele kroppen og endte med at tisse i bukserne. Han overmandede mig ikke fysisk, men psykisk fik han mig nedlagt.
Jeg fik selvfølgelig hjælp og supervision og forsøgte med orlov fra arbejdet, men oplevelsen satte sig fast. Jeg opsøgte min læge, som jeg sjældent benyttede, så jeg havde ikke noget særligt bånd eller tillidsforhold til ham, og hans løsning var en ny aftale ugen efter samt en håndfuld lykkepiller.
De piller havde så bestemt ikke nogen lykkelig virkning på mig, jeg sejlede rundt og følte mig som i en osteklokke. Lægen foreslog så indlæggelse på psykiatrisk afdeling, hvilket jeg hurtigt sagde ja tak til.
Mit hjerte bristede
Jeg følte først en lettelse ved at være indlagt, her var jeg ikke nogens kæreste, kollega, kontaktperson eller mor, jeg var bare Pernille på stue 3.
Jeg tilbragte de første tre dage i sengen, hvor jeg skiftevis græd og sov, jeg følte mig bange, efterladt og ensom. Efter de tre dage ville jeg gerne udskrives, jeg havde rigtig svært ved at takle savnet af min familie. Men lægen havde nok ret i, at jeg havde brug for mere ro, så jeg blev. Skylden over, at min lille pige så tidligt i livet skulle stifte bekendtskab med savn og sorg, nagede mig, og tanken om at hun lå alene i sin seng og savnede sin mor knuste mit hjerte.
På femte indlæggelsesdag præsenterede lægen mig for deres planer om at give mig elektrochok. Han forklarede mig, at det er en sikker, skånsom og effektiv behandlingsform uden mærkbare bivirkninger, der hurtigt ville få mig tilbage til arbejdet og familien. Jeg skulle beslutte mig hurtigt, for der var allerede bestilt elektrochok til mig dagen efter. Joakim blev ikke taget med på råd, og dagen efter lå jeg stortudende og sammenkrøllet i sengen på elektrochokstuen og fik mit første stød.
Det havde imidlertid ingen effekt på min depression, og lægerne stoppede efter 12 behandlinger.
Men der skete noget med min hukommelse under elektrochokbehandlingerne. Jeg kunne ikke finde rundt, ikke kende tøjet i mit skab. Pludselig måtte jeg google hovedstaden i Danmark, og jeg kunne ikke forstå engelsk. Værst af alt: Jeg kunne ikke huske, at jeg havde født min datter. Jeg så febrilsk et fotoalbum igennem, igen og igen, og søgte alle de informationer, jeg kunne, og der gik voldsom panik i mig over ikke at kunne vække mine minder til live. Personalet blev ved med at forsikre mig om, at det var forbigående hukommelsesvanskeligheder, som ville gå over igen.
Der findes ingen ord i ordbogen, der kan beskrive den afmagt og tomhed, jeg følte. Hvordan kunne man glemme noget så smukt og unikt?
’Prognosen er dårlig’
Jo længere tid der gik, jo mere tydeligt blev det for mig, at min hukommelse var slettet for altid. Elektrochok havde slettet mine dyrebareste minder, og jeg måtte bare lære at leve med det. Da jeg kom hjem fra sygehuset, kunne jeg ikke kende mit hjem, betjene en vaskemaskine, finde rundt i kvarteret eller smøre en madpakke.
Jeg forsøgte at begynde at arbejde igen, men jeg var som fremmed på det sted, jeg havde været de sidste 10 år. Jeg fik foretaget en neuropsykologisk undersøgelse, en MR-scanning samt endnu en udvidet neuropsykologisk.
»Tilstanden er stationær, og prognosen er dårlig,« står der i min journal.
»Patienten har meget svære kognitive forstyrrelser i form af opmærksomhedsproblemer, koncentrationsbesvær, indlæringsproblemer, ukonstruktiv langsom tænkning, er ubeslutsom med dårlig dømmekraft, manglende overblik og nedsat evne til planlægning. Patientens erhvervsmæssige funktionsniveau er reduceret til en ubetydelighed, og dette skønnes permanent. Fremover vil der være brug for massive, vedvarende og omfattende skånehensyn, idet det skønnes helt urealistisk, at patienten igen vil opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.«
Lovgivningen skal ændres
Jeg er ikke længere den mor, jeg af hele mit hjerte ønsker at være, jeg er ikke længere den pige, Joakim forelskede sig i for 17 år siden, og jeg ser ikke længere den stærke selvsikre kvinde i spejlet, som jeg så førhen. Jeg er afhængig af hjælp, af skilte og alarmer i hverdagen, af påmindelser på min mobil, der guider mig igennem helt almindelige hverdagsprocesser.
Jeg har ikke brug for at placere ansvar og skyld. Men jeg har brug for, at min historie bliver hørt og taget alvorligt. Mit håb er, at lovgivningen for brugen af elektrochok bliver ændret, så tydelig information om bivirkninger, herunder risikoen for varige skader, bliver lovfæstet både mundtligt og skriftlig. Alle andre behandlingsmuligheder bør desuden være afprøvet, inden man skrider til behandling med elektrochok. Og så bør der være rehabiliteringstilbud til de mennesker, der får varige skader.
Jeg kan sagtens rumme og glæde mig over beretninger om de mennesker, hvis liv er blevet reddet af elektrochok. Spørgsmålet er, om psykiatrien kan rumme mig og mine oplevelser med den samme behandling.
Det håber jeg, for det er koldt og ensomt herude i kulden.
Pernille Frandsen er 44 år og førtidspensionist
Det er en forfærdelig historie, som gør mig meget ondt. Og det er forkasteligt, at du åbenbart ikke er blevet forberedt på, at der kunne være disse skadevirkninger, for de er jo ikke ukendte. Jeg håber, at du har fået hjælp til at undersøge muligheden for at få erstatning fra sundhedsvæsnet (jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre).
Det er også rigtigt trist, at du i forbindelse med lægeundersøgelserne er blevet frataget håbet om at kunne blive bedre. Jeg kan derfor ikke lade være med at give dette link videre: http://www.sciencedaily.com/releases/2014/09/140930143446.htm
Det handler om et ret nyt forsøg vedr. behandling af Alzheimers, hvor man sætter ind på mange fronter på en gang, idet man målretter arbejder på at give hjerne og kroppen optimale betingelser for at hele sig selv. Resultaterne er ifølge artiklen rigtigt gode.
Du har ikke Alzheimers, men principperne mht. at skabe optimale betingelser for heling, og for kroppens egen helbredende kraft, kan jo tænkes at kunne bruges til andre hjernelidelser også.
Efterhånden ved man jo, at hjernen er meget mere påvirkelig, end vi tidligere troede. At man faktisk via forskellige påvirkninger kan ændre og forbedre måden, hjernen fungerer på. Så selv om du måske aldrig bliver helt dig selv igen, så er det ikke nødvendigvis det samme, som at der intet er at gøre for at hjælpe din hjerne til at komme sig
Jeg vil understrege, at jeg ikke er fagmand. Og den tilgang, som er beskrevet i linket, kræver både økonomiske og andre ressourcer, og det kun er et lille forsøg. Til gengæld er artiklens forfatter fagmand inden for alzheimers-behandling, så det er ikke bare ”hokus pokus”.
Men det understreges i artiklen, at ingen kan klare at følge hele kuren. Tanken er, at man vælger det, som man selv kan overskue at gennemføre. Det er ikke alt eller intet.
Og efter min mening er det vigtigt at have et håb, når man er i den situation, du er i. At opgive håbet kan jo desværre nemt blive en selvopfyldende profeti.
Jeg ønsker dig held og lykke med at komme videre.
Det kommer fuldstændig bag på mig, at man kan finde på at behandle med elektrochock - 12 gange?
Historien beskræfter jo desværre en af Peter Gøtzsches pointer, at psykofarmaka, her "lykkepiller" hos nogle kan være starten på en nedadgående spiral. Desværre ser det slet ikke ud til, at Pernille er blevet tilbudt psykologbehandling for den voldsomme oplevelse på arbejdet - det burde jo være førstevalg, inden lykkepiller og elektrochock.
Meget trist.
Utilgiveligt, at man ikke har informeret ordentligt og samtidig har indset, at dette ikke var fremgangsmåden.
Det ulykkelige er, at det efterhånden er ofte, at en behandling med antidepressiva bliver fulgt op af elektrochock, når det første ikke virker efter hensigten.
Det er for nemt og for uhensigtsmæssigt at bruge piller på den måde og på et sommetider lemfældigt udgangspunkt som en "allemands-medicin".
Jeg tror på kost og antioxidanter som en hjælp sammen med flere andre ting.
Desværre ramler mange ind i en mur af modvilje, foranlediget af mediers og sundhedsvæsenets kritik og nedsabling af "vitaminer og alternativ behandling uden evidens".
Den øgede Alzheimer tilfælde vil også kunne nyde godt at nye metoder. Jeg håber inderligt, at Pernille S.F. får det bedre og måske finder andre veje end psykiatrien i den form, vi kender den i dag.
Tusinde tak til Pernille Frandsen for dit mod til at fortælle din historie.
Meget viden typer på, at hjernen er mere plastisk end man tidligere har troet. Jeg vil håbe for dig, at din organisme vil kunne klare at helbrede den skade, som du er blevet påført eller i det mindste nogle af skaderne.
Jeg vil ønske dig god hjælp og godt (så godt, som det nu kan blive) helbred fremover.
En ufattelig tragedie, Pernille. Det er indlysende at alle der tilbydes elektrochok-behandling får alle - gode som dårlige - erfaringen grundigt forklaret og god tid til at overveje sagen (evt. second opinion) samt oplysninger om mere skånsomme og mindre risikofyldte alternativer som f eks psykologisk eller lægelig samtaleterapi. Jeg er også overbevist om at el-chok inden ret længe - lige som "det hvide snit" i sin tid - havner i historiebøgerne. Jeg er overbevist om at de hastigt voksende og mangfoldige demenstilstands-typer er følger af miljøforhold (fysiske, psykiske og sociale) - det være sig kostmæsssige (junk food, sukkerafghængighed, hvidt brød, stivelse mv. i stedet for den forholdsvis nye, men hastigt voksende brug af LCHF - low carbon - kulhydrat - high fat ernæringsmodel) (læs Sanna Ehdin's nye (2014) udgave af Den självläkande människan" (desværre vist endnu ikke oversat fra svensk til dansk) der formidler et andet syn på disse emner med god dokumentation der er inde på det samme og som Anne Eriksen også er inde på. Fra de nye aktiverende behandlingsformer efter hjerneblødninger og traumer for alsidigt at mobilisere hjernens og legemets selvheling er der meget håb at hente, Pernille.
Jamen grunden til at man tilbyder elektrochock er jo, at det endnu er den bedste løsning for de fleste. Desværre er det ikke det for dig og det er jo frygteligt.
Men jeg vil her være djævelens advokat og sige, at ift hvor mange det hjælper, så er det ikke noget man sådan bare lige bør stoppe med.
Men man bør orientere sandfærdigt om de risici, der er. Det er jo ikke nyt, at der hos nogle opstår alvorlige hukommelsesproblemer.
Endvidere er det kun den bedste løsning, hvis mildere løsninger ikke fungerer. Ved en klart traumatiserende hændelse, som der her er beskrevet, ville det vel være nærliggende at forsøge med psykologisk behandling først. Problemet er jo nok, at der sjældent er ressourcerne til det, og det er trist. Men arbejdspladsen burde jo stille dette tilrådighed i en sådan situation - det er i hvert fald min mening.
Men selvfølgelig kan der være forhold, som ikke fremgår af en sådan kort beskrivelse af forløbet, og som kan gøre, at man vælger andre løsninger.
@ Anne-Marie Krogsbøll.
Helt enig Men ved visse patienter er der jo ikke andre løsninger pt. Og hvor frygtelig behandlingen så ellers ser ud, så kommer vi ikke udenom at den hjælper en del mennesker som ellers ikke ville kunne hjælpes.
Nihad:
Der er selvfølgelig mange forhold at tage hensyn til, men jeg er tilbøjelig til at synes, at risikoen for så alvorlige og ødelæggende bivirkninger, som beskrives her, bør gøre, at ECT kun anvendes ved ligefrem livstruende depression. Hvis ikke det er tilfældet, bør man måske hellere give den tid det tager at blive rask eller prøve med psykologisk behandling.
Nu fremgår det vist ikke af historien hvilket tidsforløb, der har været tale om, og der kan være amnge forhold, der hellr ikke fremgår. Men problemet kan jo desværre meget vel være, at man pga. mangel på sengepladser forsøger at forcere behandlingen. Hvis det er tilfældet, er det ikke en god nok grund til at udsætte patienter for en så alvorlig bivirkning.
Tænk ikke at kunne huske sit eget barns fødsel - det må være så smertefuldt.
Et familiemedlem blev af tre læger overtalt til elektrochock, 14 dage efter at han var blevet indlagt. På vej til behandlingen, vendte han om og sagde, at han alligevel ikke ville have elektrochock.
Nå, ved genlæsning kan jeg se, at der faktisk er angivet noget af tidsforløbet, og at ECT blev foreslået allerede på 5. dagen. Jeg ved jo ikke hvilke grunde, der har været til, at man så hurtigt greb til dette. Umiddelbart synes, jeg at det er meget hurtigt, med mindre der har været tale om nærmest livstruende depression.
Pernille er jo nu, sådan som jeg læser historien, kommet nogenlunde ud af depressionen. Så måske var det tid, der skulle til? Hvor er det trist, at vore psykiatriske institutioner ikke mere har den tid, men er nødt til at gribe til diverse kunstgreb og alt for kraftig medicinering.
At det så kan tage lang tid at komme voer sorgen over det tabte, det er jo noget andet.
@ Anne-Marie Krogsbøll.
Elektroschok vist desværre nok i dag det eneste der kan lindre mennesker med svær grad af schizofreni, noget som der ikke er nogen medicin som kan og ja, det er skræmmende men vi kan vel ikke lade de mennesker i stikken som faktisk får det bedre i en periode af behandlingen?
Nihad Zamani:
Det er muligt, at der er situationer, hvor det er bedste løsning, og man skal da bestemt have en værktøjskasse, der er så stor som muligt. Men nogle gange er man måske lidt for hurtig med at køre de store kanoner frem. Og nogle gange er der ikke helt den videnskabelige dokumentation for effekter og bivirkninger. Jeg mener, at der stadig ikke er enighed i videnskabelige kredse mht. ECT.
Ofte baserer man sig på "erfaring", og så vise det sig ved nærmere forskning, at erfaringen ikke helt holder vand.
Jeg fandt dette fra Peter Gøtsches nye bog, hvor han også kort omtaler den videnskabelige evidens vedr. ECT:
https://books.google.dk/books?id=UN9wCgAAQBAJ&pg=PT166&lpg=PT166&dq=g%C3...
Og det bør i hvert fald ikke være mangel på sengepladser, der gør, at man griber til så indgribende en behandling som ECT.
ECT bruges da vist ikke i behandling af skizofreni, Nihad Zamani.
Pernille, alle gode ønsker for dig og din familie. Tak fordi du fortalte historien!
Når behandlingssystemet, hvis jeg må kalde det det, kan finde på at udsætte Pernille for den behandling, er det efter min mening klokkeklar evidens for, at systemet ikke aner, hvad det har med at gøre og nærmest famler rundt i blinde. Det kan jo nærmest være livstruende og yderst farligt for menneskers førlighed at komme under systemets behandling. Det er simpelthen bare ikke godt nok i et offentligt betalt sundhedsvæsen.
ECT som det så smukt kaldes svarer i praksis til at reparere en computer ved at slå på den med en hammer. Der kan sommetider komme positive resultater ud af det, men det har intet at gøre med videnskab. Det svarer til lægevidenskaben i middelalderen og er lige så forkastelig. Læger som praktiserer ECT bør retsforfølges.
Nihad Zamani: har du dokumentation for dine påstande? Ex "endnu den bedste løsning for langt de fleste"
Måske det er den foretrukne "terapiform" fra der hvor du kommer fra?
Depression/angst: rækkefølgen er måske: kognitiv terapi, anti depressiver, ECT? Alle metoder som ikke er interesseret i evt bagvedliggende årsager til tilstanden. Guf for magthaverne så de ikke tvinges til at forholde sig til det faktum, at systemet ofte er det der gør folk syge.
Den såkaldte "aktive arbejdsmarkedspolitik" der fx tvinger stressramte i arbejde før de når at komme til hægterne praktiseres uden nogen form for dokumentation for at det virker. Hvor er evidens freaksene henne her?
En ældre kone i bekendtskabskredsen fik en svær depression efter mandens død.
Psykofarmaka havde ingen virkning og efter en længere indlæggelse på psykiatrisk afdeling, besluttede man at tilbyde ETC.
Virkningen var dramatisk.
Depressionen forsvandt som dug for solen, og konen levede produktivt og med psykisk overskud til sinde dages ende omkring 20 år senere. Og der var ingen ’huller i hukommelsen’ eller andre bivirkninger overhovedet.
ECT er jo faktisk en gammel og meget grundigt undersøgt behandlingsform. Hvis jeg en dag skulle få en alvorlig depression, ville jeg – bivirkningerne af antidepressiva taget i betragtning – langt foretrække den behandling.
Og så bør vi nok ikke glemme, at en depression i sig selv har vist sig at kunne skade hjernen.
Heller ikke, at ECT i visse tilfælde ligefrem kan være livsreddende.
Olaf Tehrani:
Det var jo heldigt for din bekendte, at hun responderede så godt på ECT. Men spørgsmålet er, hvor mange det gælder for, og hvor mange der i stedet får alvorlige bivirkninger? Som en sidste udvej ved en meget alvorlig depression, hvor f.eks. (tilstrækkelig ) psykoterapi har været forsøgt uden held - ja, måske.
Men som et redskab man griber til, enten fordi man ikke har de fornødne ressourcer til at gøre andet, eller fordi man som psykiater har svært ved at leve med, at man nogle gange ikke kan stille så meget op ud over at lade tiden gøre arbejdet - ja, der synes jeg altså, at historier som Pernille S. Frandsens bør mane til meget stor forsigtighed.
Det er da muligt, at man af og til kan se en vis effekt på depressionen, og så er alle kortvarigt glade. Men er det virkeligt prisen værd, hvis man som Pernille viser sig efterfølgende at have fået ødelagt sit liv?
Og fra min egen tid som ansat i psykiatrien er det min "erfaring" (ikke det samme som videnskab :-)), at mange af dem, man så en effekt hos, fik meget hurtige tilbagefald - hvilket ofte startede en ond cirkel af tiltagende indgribende behandlingsforsøg.
I følge Peter Gøtzsche ser det ud til, at der mangler god forskning, der kan afveje, om fordelene opvejer farerne. Og så bør man efter min mening tænke sig endog meget godt om, inden man udsætter folk for den behandling.
TVANG i behandlingen!
Vi, samfundet, kommunerne, socialrådgiverne med lægekonsulenter må kræve at psykisk syge mennesker bliver TVUNGET til ECT, elektrochok.
Samfundets interesser står over eventuelle bivirkninger, som eksempelvis denne beskrivelse af Pernille Frandsen.
Læger der ordinere ECT skal naturligvis ikke retsforfølges, disse ordinerende læger ved jo bedst.
I øvrigt, hvis en patient værger sig for at modtage ECT, elektrochok, skal samfundet øjeblikkelig straffe en sådan patient, ved at fjerne dennes forsørgelsesgrundlag, det være sig sygedagpenge eller anden overførelses-indkomst, som samfundet bekoster disse patienter.
Trist, at Pernille har været uheldig med disse forfærdelige bivirkninger, som vi alle risikere ved ethvert indgreb af lægerne... Men TVANG i behandlingen må nødvendigvis vægtes høj.
Det har dygtige embedsmænd og dertil hørende lægekonsulenter allerede besluttet.
Så alle Jer der har meninger om ECT, elektrochok og andre diagnoser bør sætte sig ind i virkeligheden. Det være sig debatøre, skribenter og journalister ved Information.
Jeg står til rådighed ved uddybende spørgsmål og meninger.
Med venlig hilsen
Peter Hansen
:-)
Hvordan virker ECT?
Man kender ikke den præcise virkningsmekanisme, der lindrer de depressive symptomer ved ECT. Men man ved at kemiske processer i hjernen ændres. En mulig forklaring er, at der frigives vigtige signalstoffer (neurotransmittere) som virker på hjernen og humøret. Disse påvirker igen stresshormonerne i kroppen, som er forhøjede ved depression.
Svarer faktisk lidt (uden sammenligning i øvrigt) at når man drikker kaffe, så reagerer kroppen på "giften" og kommer op i omdrejninger - mange er afhængige!
Peter Hansen:
Jeg tror ikke, at ret mange læger gør dette af ond vilje. De bruger de redskaber, de har, og det er desværre nogle gange ikke ret mange. Der bliver stillet spørgsmåltegn ved effekten og sikkerheden af psykofarmaka, og nu også ved ECT. Der er mangel på både på personale og sengepladser i psykiatrien, og uddannelsen bliver efterhånden i stort omfang varetaget via medicinalindustrien, som sætter sig på tænkningen i psykiatrien, som derved bliver fejlbehæftet.
Når man har taget en lang uddannelse ud fra det ønske at gøre et godt stykke arbejde, og hjælpe andre, så må det være skræmmende og smerteligt, at der bliver stillet spørgmålstegn ved, om det er det, man gør.
Det må være skræmmende at skulle overveje, om de redskaber, man med meget besvær har tilegnet sig, måske ikke duer, eller ligefrem gør skade. For hvad skal man så gøre? De fleste af os vil nok stritte imod at skulle gøre den erkendelse.
Så jeg kan sagtens rent menneskeligt sætte mig ind i, at man som psykiater, der sidder overfor en lidende person, eller som skal have en afdeling til at fungere, kan føle sig nødsaget til at tro på, at de redskaber, man mener at kende og beherske, også er gavnlige og rigtige. Derfor skal man heller ikke behandle lægerne som forbrydere, med mindre de bevidst yder sanvittighedsløs behandling. Og det er trods alt nok de færreste, der gør det.
Men det ændrer jo ikke ved, at vi er nødt til at forholde os til det, når det ser ud til, at videnskaben modsiger psykiaterne. Det nytter ikke at stikke hovedet i busken i den situation, for det er patienterne det går ud over.
Så vi må håbe, at flere og flere af psykiaterne begynder at turde se på evidensen for disse behandlinger, og at de så begynder at tænke kreativt mht., hvad man SÅ kan gøre i stedet.
Trods alt har mange psykiatere en stor viden om, hvordan menneskesindet fungerer, og det må kunne bruges på andre måder, end til at udskrive piller og give ECT.
Og samfundet bør støtte et sådant paradigmeskift ved at bevillige tilstrækkelige ressourcer og sengepladser til, at man som psykiater kan gøre andet end at agere pillepusher eller "stærkstrømsingeniør".
Vi andre har også et ansvar for at stemme de rigtige ind, så et sådant paradigmeskift kan ske.
Det må være ironi - det Peter Hansen skriver - det var også derfor, jeg huskede kaffen...
Kære Anne Eriksen og andre tilsyneladende raske skribenter der udtaler sig, og tro noget, de ikke har viden om.
TVANG i behandlinger er vejen frem. Det er besluttet i Principafgørelser fra Ankestyrelsen som i skrivende stund er juridisk "Gældende"
Derfor tag venligst mit indlæg seriøst og alvorligt. Psykiatrien, fortjener ikke ironi i deres omtale, af nok verden mest smertefulde diagnose.
Men helt tydeligt for mig, at samtlige skribenter er raske medborgere og kender ikke den syges verden anno 2015.
Hvis Pernille Frandsen havde være syg i dag, 2015, havde hun med stor sandsynlighed IKKE fået bevilget førtidspension, men måske et lille fleksjob på 900 sekunder om ugen.
Men TVANG i behandlingen, somatiske som psykiske diagnoser, er en realitet kære venner.
ECT og lumbale operationer er med et pennestrøg gjort risikofrie.
Så kære raske medborgere, sæt jer ind i virkeligheden for de syge anno 2015.
Hvis tilpas mange skribenter og gerne journalister fortsætter med interesse for denne tråd, vil jeg naturligvis kunne dokumentere mine påstande.
Så kære raske medborgere, VÅGN op, det kan blive dig næste gang.
Med venlig hilsen
Peter Hansen
Peter Hansen:
Jeg stiller ikke spørgsmåltegn ved den måde, de beskriver tingenes tilstand, som jeg er enig med dig i, og også finder rystende (det er det, du gør, ikke?). Måske misforstår jeg dine kommentarer vedr. lægernes ansvar?
Eller hvad er det mere præcist, du mener på det punkt?
rettelse: "du beskriver tingenes tilstand"
Kære Anne-Marie.
Når vi omtaler læger, skal vi have en fællesnævner, ellers taler vi "æbler" og "bananer" og taler forbi hinanden.
Er det :
Speciallæger.
Speciallæger der også bliver aflønnet af medicinalindustrien.
Speciallæger, der virker som regionernes "Kliniske Funktion" I Rehabiliteringsteam.
Den praktiserende læge.
De administrative kommunalt ansatte lægekonsulent, fritaget for "Lægeløftet"
De administrative konsulentlæger der er tilknyttet Ankestyrelsen.
Speciallæger der har tilknytning til forsikringsselskaber.
Hver gang vi taler om læger, skal vi vide præcis, hvilken læge vi mener og omtaler.
Håber, at I er helt enig i dette?
Med venlig hilsen
Peter Hansen, en §4 patient grundet adskillige lumbale operationer med en svigerdatter med samme diagnose, som den kære Pernille Frandsen
Kære Peter:
Det lyder hårdt med din og din svigerdatters sygehistorier.
Jeg er stadig lidt usikker på, hvad du mener med : "Læger der ordinere ECT skal naturligvis ikke retsforfølges, disse ordinerende læger ved jo bedst." Jeg opfatter det som ironisk ment. Måske tager jeg fejl, men det lyder som om, at du er meget vred over behandling, du har fået, og mener, at lægerne skal kunne drages til ansvar. Har jeg helt misforstået dig? I så fald beklager jeg.
Hvis der er tale om magtmisbrug, groft sjusk eller lignende, så synes jeg da bestemt, at læger bør kunne drages juridisk til ansvar. Men det, at en psykiater ordinerer ECT, som måske ikke går godt, mener jeg ikke i sig selv bør ses som en "forbrydelse", selv om det måske kan være det i nogle situationer.
Derimod mener jeg, at der skal følges grundigt op på de forløb, hvor der opstår alvorlige bivirkninger (som jeg får indtryk af, at du og din svigerdatter har oplevet?), og at der i mange tilfælde skal give store erstatninger.
Og tvang går jeg ikke ind for.
Så jeg synes, at det lyder som om, du mener, at vi er uenige på et eller andet punkt, jeg er bare ikke rigtigt sikker på, hvad det er, du mener vi er uenige om?
Eller mener du din kommentar helt bogstaveligt, at tvang er vejen frem og at lægen altid ved bedst? For så ere vi uenige.
@ Anne-Marie Krogsbøll
Du kan da være overtydet om, at effekten af så gammel og udbredt en behandlingspraksis som ECT er temmelig godt belyst.
Og for lige at præcisere min position: Jeg advokerer ikke for ECT-behandling af lettere depressioner eller af depressioner, der ikke er dybere, end at kognitiv eller anden psykoterapeutisk behandling ville kunne have effekt. Imidlertid synes jeg, det er for ærgerligt, hvis gamle fordomme mod 'elektrochock' skulle få folk med svære depressive psykoser til at afstå fra en behandling, der sammenlignet med andre medicinske behandlingsformer - eller ingen behandling - erfaringsmæssigt har få bivirkninger på kort sigt og endnu færre på længere.
Olaf Tehrani:
Måske har du ret, jeg har ikke fornyligt selv undersøgt evidensen for ECT. Men som du kan se af det link, jeg lagde til Gøtzsches bog, så lyder det ikke som om, han mener, at evidensen er overvældende. Og ham har jeg meget respekt for. Ligeledes må historier som Pernille Frandsens veje tungt, når man gør de mulige fordele op overfor de mulige risici.
At en behandlingsform er gammel og udbredt er desværre ikke altid et "bevis" for, at den også er god. Det har historien jo vist også mange gange.
Og argumenter med "erfaring" bliver jo oftest afvist med stor kraft, hvis det er en alternativ behandler, der formaster sig til at henvise til "erfaring". Nogle gange har erfaringen ret, andre gange har man stukket sig selv blår i øjnene.
Nej, kære Anne-Marie
Vi er ikke uenig, jeg er ikke ironisk.
Jeg taler ikke lægerne imod, da jeg blot er en forhenværende statsautoriseret flymekaniker, der siden min ungdom har lært at tage ansvar for mine handlinger.
Jeg beretter bare for jer raske, at det er tydeligt, at I mangler viden om de syge verden i dagens Danmark.
Formålet med den måde jeg har formuleret mine indlæg på, er håbet, at I vil blive nysgerrige. Og sætte Jer ind i fakta og beviser om hvordan den fysisk som psykisk syge bliver behandlet i det danske velfærdssystem
Danske læger har "Metodefrihed" og har sin personlige statistik om hvordan lægens forslag til behandlingen er udmundet i.
Jeg bemærker, at Pernille Frandsen allerede efter 5, skriver fem, dage bliver tilbudt ECT, som jeg ingen viden har om. Det var godt nok hurtigt!
Men hvad var sket, hvis hun havde nægtet ECT?
Men nu vil jeg bede dig og alle de andre tilsyneladende raske skribenter læse og forstå følgende dokumentation, omhandlende TVANG i behandlingen, krævet af embedsmænd, sagsbehandlere, socialformidlere eller socialrådgiver understøttet af "Speciallæger,læger, administrativt, ansat enten af kommunen eller Ankestyrelsen":
"Danmark, mit fædreland..." http://www.k10.dk/showthread.php?t=27836
Bemærk venligst hvad de øverste ministre mener og fastholder og hvad Ankestyrelsen mener og fastholder.
Læs og forstå Principafgørelse 108-13
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=160588
Bemærk det lille ord oppe til højre "Gældende" som trods alt er juridisk gyldigt, trods tidligere minister Mette Frederiksen har udsendt et hyrdebrev om at al tvang i behandlinger er stoppet frem til sommeren 2016. I en forsøgsperiode. Bla pga pres fra min og Gigtforeningens side af.
Det har embedsmænd i Ankestyrelsen en helt anden mening om. Læs og forstå.
Forstå hvad der muligvis sker efter den 1. juli 2016.
Bemærk også, hvis du kommer så langt, at de nye "Sundhedskoordinator" i Rehabilliteringsteam ansat af Regionen IKKE nødvendigvis SKAL være læger, men har alligevel retten til at foreslå ordinering af psykofarmaka.
Med venlig hilsen
Peter Hansen
Erfaringer som patient her i Danmark er at det etablerede sundhedssystem (skattebetalte) har de vilkår, der til enhver tid er gældende.
Som Peter nævner, så er lægestanden et vidt begreb og også som mennesker forskellige. Men de behandlinger, der gives, er for størstedelen ens.
I det øjeblik en sådan ikke fungerer efter hensigten, så kan man gentage eller øge medicinen/ erstatte og det gælder også bivirkninger, som alle ved ikke kan undgås.
Kender p.t. en nær person, som i 2 år har fået kemo - for ind i mellem at have korte positive perioder. Det ser nu ud til at gå den helt forkerte vej med stor lidelse til følge.
Kunne man forudse det?
Jeg er en stor beundrer af Peter Gøtzsche og andre, der kæmper for en tilpasning og en bedre og mere effektiv behandling. Det er svært at være patient og den bedste måde er, hvis også de/ vi gør opmærksom på de grænser, vi har - på den måde kan også menigmand være en faktor til at ændre systemet og "tvangen".
Kære Peter Hansen.
Tak for din uddybning. Jeg kan forstå, at du har nogle barske erfaringer fra din vej gennem sundhedssystemet, og det gør mig ondt.
Men jeg synes ikke, at hverken Anne Eriksen, jeg eller andre her har sagt noget om, at vi ikke forstår disse ting, eller ikke ved, hvordan det hænger sammen. Min fornemmelse er faktisk, at flere af os selv har erfaringer med, hvor svært det kan være at hamle op med "systemet", hvsi man er syg.
Jeg er absolut enig med dig i dine betragtninger over patienters manglende retsstilling i Danmark (hvis jeg nu har forstået dig rigtigt.) Jeg har bare ikke opfattet det som emnet for Pernille Frandsens debatindlæg, som jeg synes er rettet primært mod ukritisk anvendelse af ECT i psykiatrien. Så derfor er jeg lidt forvirret over, hvad der får dig til at mene, at vi ingenting forstår på det punkt.
Men jeg er fuldstænigt enig med dig i, at udviklingen på området for patienters og syges rettigheder kan se ret bekymrende ud, og at mange patienter udsættes for overgreb fra systemets side, for at de kan passe ind i de kasser, samfundet nu finder mest ønskelige.
Det gør mig rigtigt ondt, hvis det er det, du og din svigerdatter har været udsat for, og jeg vil håber, at I stadig har nogle døre åbne, så i kan genvinde jers frihed fra den slags overgreb.
Samfundet går desværre på mange områder i stadigt mere totalitær retning, og det gælder også for sygemeldte og psykiatriske patienter (og for retten til private sundhedsdata). Jeg tænker, at det er det, der er din pointe?
PS, Peter Hansen: Hvad er en §4 patient ?
Kære Pernille
Du ha min største medfølelse.
Når jeg læser om dine prøvelser, så kommer jeg til at tænke på min afdøde fars skæbne, som involverede elektrochokbehandlinger. Min far blev 78 år.
Min far blev efter det oplyste ramt en række som blodpropper i frontallappen og fik det efterhånden meget svært med alle livets forhold - fysiske som psykiske. Han boede sammen med min mor, som til sidst ikke kunne klare dagligdagens stadig stigende pres, hvorfor han accepterede at komme på plejehjem. Han tænkte stadig klart nok til at indse, at han måtte forlade min mor, så hun ikke brød sammen under presset, som var meget stort.
Min far accepterede noget, som han indtil da havde forsvoret. Han måtte forlade min mor. Aldrig så snart var han kommet på plejehjemmet, før han ville have min hjælp til komme hjem igen. En hjælp som jeg umuligt kunne yde. Herefter bevægede han sig ind i en af alle på plejehjemmet uerkendt depression og i underbemandet juletid var den blevet så dyb, at han nægtede fødeindtagelse.
På plejehjemmet sagde en ansat, at man jo ikke kunne tvinge folk til at spise.
Til sidst blev han indlagt på hospitalet. Her konstaterede man for første gang en dyb depression. Man kunne tilsyneladende ikke behandle ham medicinsk, hvorfor man ønskede, at behandle ham med elektrochok. Pga. den dybe depression ville man ikke kunne få et kvalificeret mening om behandlingen fra min far. Som den eneste mulige aktive pårørende fik jeg præsenteret hospitalets plan, som den eneste mulighed for måske at bringe min far ud af depressionen. Selv om jeg havde sikret mig min fars fuldmagt til at varetage hans ve og vel, havde jeg ingen indflydelse.
Proceduren er efter det oplyste i et sådant tilfælde, at hospitalet klager til relevant klageinstans over sit eget forslag til behandling mhp. at sikre end anden vurdering. Klagen førte ikke til anden opfattelse.
Jeg havde ingen relevant mening om behandlingen anden end den instinktive, at det ikke lød rart. Men jeg blev forsikret om, at det var den mest omsorgsfulde metode man kunne tilbyde og jeg blev aldrig præsenteret for de bivirkninger, som har ramt dig så hårdt.
Det var meget svært at håndtere situationen velvidende, at min far måske havde foretrukket at dø (af sult).
Men som jeg lakonisk måtte fortælle et nært familiemedlem, som mente at det var uværdigt for min far:
"I Danmark lader man ikke blot mennesker dø på hospitalerne."
Din historie viser, at elektrochokbehandlinger ikke er noget, som blot skal hentes ned fra hylden, når mulighederne er begrænsede. Mulige bivirkninger skal oplyses og understreges.
Hvordan behandlingen påvirkede min fars hukommelse er svært at sige for hans hukommelse var allerede dårlig pga. hans problemer i frontallappen.
Jeg vil slutte af med at ønske dig det bedste og lige som andre opmuntre dig med den erkendelse at hjerne er plastisk og derfor måske åbner uventede muligheder.
Kære Anne-Marie.
En §4 patient, er en patient under skærpet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, Embedslægen samt politi, grundet kontrolleret ordinering af inj. Morfin DAK og dermed kun kørekort bevilling 12 måneder af gangen.
Pga jeg takkede ja tak til en rutine operation, fjernelse af galdeblære, hvorved mit autonome nervesystem i højre side blev ødelagt.
5 år i kørestol 24/7 med Metadon og diagnose Dystoni der trækker min ryg skæv, med 3 x diskusprolaps bla i S1 som ikke kan fjernes. Det kan du godt se ikke passer sammen?
Jeg mener at mine indlæg er relevante i Pernille Frandsens debatindlæg, fordi hvad med alle de andre nye unge psykisk syge, som er på vej ind i systemet?
Tvang og Pernille Frandsens bivirkninger høre sammen for de nye patienter, efter min mening.
Ingen ynk for min situation, da jeg har fået livet tilbage da jeg fravalgte det etablerede optræningstilbud. Jeg har det godt.
Med venlig hilsen
Peter Hansen
Kære Peter.
Åh, for pokker - jeg forstår din vrede...Og din bekymring for, hvor vi er på vej hen.
Godt at høre, at der selv i en sådan situation er en vej til et godt liv. Held og lykke med det fremover.
Og jeg håber (det behøver du ikke svare på), at du har fået erstatning for den omgang. Men jeg ved, at det for de fleste er en tung vej at nå dertil.
Kære Anne-Marie.
Hvis ikke vi ressourcestærke råber op og begynder at stemme anderledes, så er og bliver vi borgere i en samfund der vil fortsætte med at sende scleroseramte unge mennesker ud i 17 arbejdsprøvninger.
http://www.avisen.dk/efter-17-arbejdsproevninger-nul-foertidspension-til...
Vi vil få et samfund, hvor tidligere pornofotografer, tømre, præster virker som Jobkonsulenter og disse vil presse unge syge mennesker op i timer, ellers vil der blive stillet spørgsmål til, om de nu har kræfter til at have børn hjemme.
http://www.socialrdg.dk/Files/Filer/Publikationer/Socialraadgiveren2012/...
Af Henning Jørgensen, professor, Center for Arbejdsmarkedsforskning,
Aalborg Universitet
"I er stødt på medarbejdere med baggrunde
som frimærkehandler, pornofotograf og
vinduespudser. Hvad er problemet?
At jobcentrene er et sted, hvor der overhove-
det ikke stilles krav om basale kompetencer
hos de ansatte. Det er medarbejdere, der
kan udøve stor magt i forhold til de borgere,
de møder, og så er det helt uacceptabelt, at
de kan gøre det uden at have en relevant ud-
dannelse. Vi stiller normalt store krav til det
offentlige system, men ikke her"
Vi vil have et samfund hvor disse såkaldte sagsbehandlere kan kræve at borgerne skal underlægge sig komplicerede lumbale operationer. Helt i tråd med hvad juristerne i Ankestyrelsen har besluttet.
Fremover vil den behandling Pernille Frandsen frivilligt modtog, blive krævet af kommunens sagsbehandlere, ellers stoppes forsørgelsesgrundlaget. Under tvang, godkendt af den øverste myndighed Ankestyrelsen som alle skal rette sig efter.
Hvis ikke forsøgsperioden bliver gjort permanent fra sommeren 2016.
Såre simpelt.
Med venlig hilsen
Peter Hansen
Kære Peter Hansen.
Tak for at sætte fokus på dette, for det er ganske rigtigt skræmmende udsigter. Lad os håbe, at Inf.dk finder på at tage dette op på en dybdeborende måde.
Mvh.
Anne-Marie
Kære Anne-Marie og alle Jer andre.
Det har Information løbende forsøgt. Det hjælper som en skrædder i Helvedet.
Løsningen findes hos os, der er ressourcestærke nok til at kæmpe imod og stemme anderledes.
http://www.information.dk/228063
"Det blev min sagsbehandler i Jobcentret vred over, og hun sagde, at jeg ikke måtte søge om førtidspension, før jeg igen havde underkastet mig medicinsk behandling hos psykiater."
"Hvis sagsbehandleren, Socialforvaltningen og nu sidst Beskæftigelsesankenævnet mener, at du har mulighed for at blive bedre, hvis du kommer til psykiater og får medicin, så må de gerne stille det krav, før du får lov til at ansøge om førtidspension. Også selv om du har prøvet den samme behandling flere gange - og med samme bedrøvelige resultat. Det har vi jo dokumenteret over for forvaltningen, men alligevel fik vi den 26. februar at se, at de fastholdt afgørelsen. Det var en psykiatrisk lægekonsulent i Beskæftigelsesankenævnet der, uden at have set dig, mente, at der igen skulle iværksættes en psykiatrisk behandling."
Derfor er Pernille Frandsen`s tråd så vigtig. Fordi, at kun patienter med "personlighedsforstyrrelser som skizofreni , kan ikke bevilges førtidspension med revision!!!!
Hvilket vil sige, at Pernille Frandsen, alt efter bevillingstidspunktet, muligvis kan få frataget sin førtidspension. Oven i de forfærdelige bivirkninger hun lider af i dag og resten af livet.
Bivirkninger, som jeg selv har prøvet at snuse til, i et år, hvor jeg forsøgsvis fik bevilget Baclofen imod kraftige spasmer. I et år evnede jeg ikke at tale, vidste godt hvad jeg ville sige, men ordet kom ikke ud af munden. Social deroute.
Så når hjernen slår fra, mister man kontrollen, hvilket er forfærdeligt.
Jeg føler virkelig med Pernille Frandsen, men vil blive ved med at råbe op, for de nye unge psykiske patienter, som skal ind i det ONDSKABSFULDE danske sociale system.
Et ord, som folketingspolitikerne nu er begyndt at bruge, om deres egen lovgivning.
http://www.avisen.dk/henrik-dahl-om-sengepraktik-det-er-ondskabsfuldt_34...
"Sådanne generelle sætninger kunne være:
- Ingen love må forvaltes på en måde, der er objektivt ondskabsfuld
- Ingen love må forvaltes på en måde, der er objektivt idiotisk
Med sådanne sætninger i hånden, har både ledere og medarbejdere en ret - eller nødbremse - hvor de kan sige:
"Dette er objektivt ondskabsfuldt" eller "Dette er objektivt idiotisk" - og uden tjenstlige konsekvenser stoppe."
Lad os kæmpe sammen og nedrive dette ondskabsfulde system.
Med venlig hilsen
Peter Hansen
Peter Hansen:
Det er sjældent, at jeg er enig med Henrik Dahl, men i denne sag (dit link) er jeg. Det er en onskabsfuld lovgivning, som man kun kan undre sig over. Og ligeledes over, at der er personer, der kan få sig til at administere den så ondskabsfuldt som overhovedet muligt.
Desværre er det jo, så vidt jeg husker, en socialdemokartisk ledet regering, der i flere år har slået på tromme for den tankegang, at arbejdsevne er den vigtigste menneskelige egenskab, og at man kun gør sin pligt som menneske, såfremt man stiller selv den sidste promille funktionsevne, man kan præstere, til rådighed for diverse idiotiske krav fra konkurrencestaten.
Hvis ikke folketinget griber ind, i stedet for at skælde ud på kommunernes forvalting af loven (som også er idiotisk), så må det være fordi, politikerne faktisk ønsker, at det er sådan, det skal være. Det er så mennesker med magt, som misbruger den til at trampe på andre. Den slags mennesker må vi forsøge at stoppe - det er jeg helt enig med dig i.
Peter Hansen - nu læser jeg Pernille Frandsens indlæg som et resultat af en arbejdsskade.
Nemlig den invaliderende belastning, der forekommer på arbejdspladser med vold og usikkerhed. Det kan man holde til længe, indtil man knækker og ender i en alvorlig depression som følge af langtids stress.
En anden ting er sagsbehandlere - de nævnte sager behandles i kommunen og selvom kommunerene i dag er tilknyttet jobcentrene, så vil en jobcenterkonsulent ikke stille disse krav omend andet end som en forlængelse af sagsbehandleren m.v. i kommunen.
Jobcentrene har forøvrigt aldrig været meget værd i forhold til at skaffe arbejde til folk - nogensinde - blev sjældent kontaktet af firmaer.
Alle de nye krav og finurligheder, der er indført siden, er menneskefjendske - men ikke i sig selv ondskabsfulde. Det er værre - det er dumhed og arrogance.
Det er tæt på de tilstande, man har oplevet i krige tidligere, nemlig kold accept af regler uden videre indlevelse i den modtagendes persons følelser og forhold.
Dog ikke uden undtagelser, heldigvis - og k10 er f.eks. et godt supplement til at sætte sig ind i verserende sager.
I dag kan selv simple behandlinger og operationer gå galt og der vil givetvis opstå flere skader, når man presser på tid og personale. En ond cirkel. Det er derfor, at man ikke skal acceptere behandlingsforslag uden reel oplysning og betænkningstid, også om det kunne koste en ydelse.
Disse forhold tror jeg ville godt kunne virke som "rene skræmmekampagner" overfor asylansøgere, frem for kr. og øre oplysninger! Men lad os modsætte os umenneskelige behandlinger af borgere på alle måder.
Kære Anne-Marie.
Endnu engang er vi enig. Henrik Dahl, LA, MF har i denne situation udvist det mod, som så tit savnes af vores politikere. Det skal han have ros for.
Men alt tyder på, at med tvang i behandlingen er bestilt arbejde. Politikerne vil spare og således får de deres forlængede arm Ankestyrelsen til at agere, som de ønsker.
Se bare på hvor mange gange Ankestyrelsen taber deres sager når ressourcestærke eller fagforeninger går til de civile domstole. Det er skræmmende.
Men tilbage til elektrochok ECT, som de færreste, incl jeg, har viden om.
Men det må ikke være under tvang disse behandlinger foregår, krævet af kommunale sagsbehandlere eller jobkonsulenter, støttet af kommunale administrative lægekonsulenter. Som alle jo ved, skriver hvad kommunen ønsker. Med truslen om at dit forsørgelsesgrundlag fjernes, hvis ikke du gør som jobkonsulenten siger til dig.
Den sidste unge scleroseramte patienet jeg har hjulpet, er det et faktum, at på det afgørende møde med Rehabiliteringsteamet, hvor den unges sociale og økonomiske fremtid ligger, spørger den "Koordinerende sagsbehandler" teamet om sclerose egentlig er en alvorlig diagnose!!!!
Skal vi lige lade oplysningen nedfælde sig i vores bevidsthed.
Det er den viden man stiller til rådighed for unge hårdt ramte fysik og psykisk syge mennesker.
Hertil kan jeg oplyse, at kommunens lægekonsulent erklærede denne unge scleroseramte "Stationær" den ene dag, for ugen efter at erklære denne samme patient "Ikke-stationær" alt efter hvad man ønskede af fordele for kommunen, sygedagpengestop etc.
Men der findes mange meninger om tvang, herunder ECT, elektrochok
http://bm.dk/da/Love%20og%20Regler/Paragraf%2020%20spg/Paragraf%2020%20s...
"Bestemmelsen i sygedagpengeloven har til formål at sikre, at den sygemeldte deltager i nødvendig lægebehandling for at genvinde arbejdsevnen. Det er vanskeligt at se, hvordan bestemmelsen skulle være i strid med menneskerettighederne.
Herudover skal jeg henvise til svaret på S 1405.
Venlig hilsen
Inger Støjberg"
http://bm.dk/da/Beskaeftigelsesomraadet/Et%20godt%20arbejdsliv/Sygedagpe...
" Du kan fx afvise at lade dig operere for diskusprolaps, modtage behandling med antidepressiv medicin eller ECT-behandling."
Hvad med EFTER den 1. juli 2016?
Principafgørelse 108-13 er stadig "Gældende" og her har embedsmænd en holdning.
Hvem bestemmer Folketing eller embedsmænd i Ankestyrelsen?
Hvad skal jeg råde til, hvis min svigerdatter bliver forelagt ECT som en behandlingsmulighed?
Hvad ville Pernille Frandsen råde os til?
http://outsideren.dk/wp-content/uploads/2014/06/2014_tema01_tvang_web.pdf
Side 22/27
"Officielt er det ”kun” ca. 1000 personer,
der årligt udsættes for tvangsbehandling
i form af tvangsmedicinering, tvungen ECT,
tvangsernæring eller tvangsbehandling af
legemlig lidelse, men reelt er antallet langt
højere"
Men skal patienterne have elektrochok, skal det være efter nøje lægefaglig vejledning og ikke under tvang af tilfældige "goggeletter" af tilfældige titler i den kommunale administration.
Men således HAR det været.
Men skal dette forsætte efter sommeren 2016 ved vi endnu ikke.
Viden om ECT:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/elektrochok.htm
http://www.dr.dk/nyheder/indland/video-lissie-kom-ud-af-depressionen-med...
http://www.dr.dk/nyheder/indland/video-fem-spoergsmaal-til-professoren-h...
Vi må ikke glemme denne problematik om tvang i psykiatrien, ECT, lumbale operationer også gælder fedmeoperationer, hvor borgerne bliver udsat for trusler om at miste forsørgelsesgrundlaget.
Folketing og de 98 kommuner skulle skamme sig i denne ondskabsfulde "tidslomme" vi befinder os i.
Med venlig hilsen
Peter Hansen
http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article4832406.ece
http://www.k10.dk/showpost.php?p=307395&postcount=157
Derfor er denne tråd så vigtig..
... så vi alle forstå, hvad TVANG i behandlingen gør ved vores samfund, hvis ingen går magthaverne imod:
http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article2288896.ece
" I dag står Pia Jakobsen frem i Ekstra Bladet og fortæller, hvordan Norddjurs Kommune har afvist at henvise hende til et ressourceforløb, blandt andet fordi kommunens lægekonsulent har foreslået, at elektrochok ville kunne forbedre hendes arbejdsevne.
Det afviser den speciallæge, som kommunen fik til at lave en second opinion, men alligevel bruger kommunen den manglende elektrochok-behandling som et af argumenterne for at sige nej til et ressourceforløb."
Hvad skal jeg råde min svigerdatter til, hvis en læge foreslår ECT?
Med venlig hilsen
Peter Hansen
Kære Peter.
Ja, det er rystende, at man kan tvinge folk til behandlinger, som ikke engang altid er ordentligt dokumenteret.
"Den sidste unge scleroseramte patienet jeg har hjulpet, er det et faktum, at på det afgørende møde med Rehabiliteringsteamet, hvor den unges sociale og økonomiske fremtid ligger, spørger den "Koordinerende sagsbehandler" teamet om sclerose egentlig er en alvorlig diagnose!!!!"
Helt igennem rystende uvidenhed. Forfærdeligt sytem at være fanget i.
Desværre har jeg ikke nogen gode ideer til, hvad man kan råde din svigerdatter til, hvis hun bliver "pålagt" at underkaste sig ECT. Jeg ved ikke, om en mulighed kunne være at kræve dokumentation for, at denne behandling med rimelig sikkerhed er gavnlig, og ikke farlig. Jeg ved ikke, om man kan kræve, at kommunen underbygge sine krav med dokumentation.
En anden mulighed kunne måske være at få sagsbehandleren til at læse Pernille Frandsens beretning, i håb om, at den gør indtryk, så de tænker sig om. Det tror jeg, at jeg selv ville gøre i den situation. Men det er ikke sikkert, at det virker.
Vi kan måske også håbe, at der her på siden er en jurakyndig, som kender dettte system, og som har et bud på, om der er nogen muligheder overhovedet for at nægte en sådan behandling?
Hvis man vil have en hurtig indføring i ECT-problematikken, er denne Wikipedia-artikel udmærket:
https://en.wikipedia.org/wiki/Electroconvulsive_therapy
Med hensyn til de hukommelsesproblemer efter ECT-behandlinger, som mellem 28 og 55 % af respondenter i forskellige studier rapporterer, bør man have in mente, at rapporterede hukommelsesproblemer metodisk set ikke er det samme som reelle hukommelsesproblemer.
Det er jo eksempelvis meget almindeligt, at folk beklager sig over dårlig hukommelse, og de mennesker, der har fået ECT-behandlinger, kunne tænkes at være tilbøjelige til at angive netop disse som forklaring på, at de ikke er så gode til at huske, som de mener, de burde være.
Som det også nævnes i ovennævnte artikel, skal man desuden huske, at hukommelsesvanskeligheder kan være en direkte følge af den depressive tilstand, og derfor ikke nødvendigvis en følge af ECT-behandlingerne.
Oluf Tehrani:
Du har ret i, at man ikke nødvendigvis kan tage diverse tal for pålydende. Det gælder begge veje.
Mit indtryk er, at WIKI desværre på ingen måde er fri af medicinalindustriens eller medicinalapparturindustriens indflydelse, så også der skal man bruge sin kritiske sans.
Jeg har mere tillid til Peter Gøtzsche end til WIKI i dette tilfælde. Disse ting er ikke ordentligt undersøgt, bivirkninger rapporteres og registreres med sikkerhed i helt utilstrækkeligt omfang, og derfor bør man være meget tilbageholdende (hvilket ikke er det samme, som at jeg siger, at man ALDRIG skal bruge ECT).
Sider