International kommentar

Europa ved solidaritetens grænse

Europas grænser er som forbundne kar: Fungerer de ydre ikke, vil de indre og nationale uundgåeligt blive genoprettet
17. september 2015

Det er igen blevet nødvendigt at tale om grænser: om EU’s ydre grænser og om Unionens indre grænser. Altså dels om en grænse, som i praksis ikke findes. Dels om de nationale grænser, som viser sig også at udgøre grænserne for vores solidaritet.

Stater som Italien, Grækenland eller Ungarn kan ikke kontrollere Unionens grænser mod den omgivende verden. Flygtninge i tusindtal bliver ved at strømme hen over dem – illegalt, som Ungarns premierminister, Viktor Orbán, påpeger – uden at kunne holdes tilbage, uden at der er tid og ressourcer til at identificere og registrere.

Men statslig suverænitet fordrer principielt en formåen til at varetage fysisk kontrol med egne grænser. I det lange løb vil ingen stat og intet samfund kunne tolerere den nuværende kaotiske tilstand.

Opgaven ser uløselig ud. Ungarns brutale pigtrådshegn mod Serbien er ikke bare ineffektivt, men også et vidnesbyrd om hjælpeløshed og desperation. Og dog vælger ungarerne at gå videre ad samme spor og påtænker nu også opstilling af hærsoldater langs med grænsen.

Også for dette har Ungarn måttet modtage kritik, selv om ingen har peget på et fornuftigt alternativ til, hvordan vores fælles grænse imod omverdenen bør sikres. Skal vi indsætte Frelsens Hær? Eller grænseværtinder, der uddeler foldere med oplysninger om, hvilke regler der gælder i EU?

Selvsagt retfærdiggør Ungarns dilemma ikke landets måde at håndtere det på. Men Orbán har som en slags agent provocateur peget på problemer, som Europa ikke kan undlade at tage stilling til: »Hvordan skal de gældende europæiske regler håndhæves? Hvad med Dublin- og Schengen-aftalerne? Hvorfor bliver vi ungarere kritiseret, når vi forsøger at gøre netop det? Hvorfor underminerer I pludselig de samme regler med jeres politiske praksis? Og frem for alt: Er I klar over, at Unionens indre landegrænser vil vende tilbage som en boomerang, hvis vi opgiver Unionens ydre?«

Dybe kløfter i Europa

Flygtningene er i akut nød. Alt tyder samtidig på, at den udfordring, Europa står over for, har permanent karakter – primært som følge af diverse krige, vi end ikke kan skimte en afslutning på. EU’s evne til at påvirke dem er for øvrigt noget nær ikke-eksisterende. Snarere ser antallet af de mennesker, som flygter fra krige – og ofte udsætter sig selv for direkte livsfare derved – kun ud til at vokse.

Flygtningestrømmen rummer tillige et stort antal mennesker, der ’bare’ ønsker sig en bedre levestandard. Europæerne må derfor over en længere periode forholde sig til en støt voksende strøm af flygtninge, som på kort sigt stiller krav til vores hjælp – og som på længere sigt kan medføre store forandringer af vores samfund.

Ønsker vi det? Det ser det ikke ud til. Strømmen af ​​flygtninge har allerede åbnet dybe kløfter mellem EU-medlemsstaterne, forårsaget af modviljen mod at skulle tage imod flere flygtninge – en refleks, vi ikke kun har set udløst i Ungarn og andre stater i Østeuropa.

Storbritannien, Irland og Danmark er i forvejen traktatligt fritaget fra at modtage flygtninge, de ikke ønsker, og heller ikke andre steder i Vesten er det muligt at finde nogen større samaritanerentusiasme. Solidaritet er simpelthen en europæisk mangelvare.

Næb og kløer

Efter at Tyskland har genindført grænsekontrol, er Sverige det eneste modtagerland. Med svækkelsen af tysk ’solidaritet’ kan transittrafikken nu tage brat ende: Transitlandene Østrig og Danmark vil lukke sig om selv, ganske som andre lande allerede dybest set har gjort.

Thi Europas grænser fungerer som forbundne kar: Fungerer den ydre ikke, vil de indre og nationale uundgåeligt blive genindført. Her er jeg bange for, at vi ikke kan komme uden om Viktor Orbáns provokerende spørgsmål. Men så vil i praksis meget af den frie bevægelighed for europæere – som er en af ​​EU’s største bedrifter – skulle afvikles. Og hvem ønsker sig tilbage til gårsdagens politi-, pas- og toldkontrol?

Flygtningekvoter er nu formlen, hvormed det grænseløse Europa søges reddet. Også Tyskland og Sverige råber på sådan en løsning, for de ved, at de ikke kan bære byrden alene. Men frivillige kvoter er utilstrækkelige og politisk umulige. Flere EU-lande kæmper imod ideen med næb og kløer.

Hvorfor skulle flygtningene ønske at tage til Slovakiet eller Portugal, hvor de ikke er særlig velkomne, og kagen er lille, når det er Tyskland eller Sverige og deres større kage, de ønsker? Eller skal de mod egen vilje fordeles efter bureaukratisk tvang?

Nogen hurtig løsning har vi næppe grund til at håbe på. Og i den nærmeste fremtid? Tyskland er solidarisk, rigt og fuld af selvtillid. Den politiske modstand mod flygtningestrømmen er indtil videre ubetydelig. Vi kan gøre dette, sagde Angela Merkel, før den tyske grænsekontrol blev ’midlertidigt’ genindført.

Og Sverige? For hver ny meningsmåling fremstår den svenske solidaritet stadig mindre solid, end vi havde forestillet os. Politisk er solidaritetens pris allerede bekymrende høj, og med Sverigedemokraterna som eneste vinder.

I modsætning til EU’s ydre grænse er solidaritetens grænse aldrig givet, aldrig fastlagt, altid i stadig bevægelse. Hvor den vil blive trukket i morgen, kan ingen sige med sikkerhed.

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er under 400.000 mennesker det her drejer sig om. Tyskland tog 300.000 fra Kosovo, men nu er det pludseligt nødvendigt at indsætte hære, bygge hegn og bruge tåregas for at holde under 400.000 ude fra *hele EU*. Så for at besvare spørgsmålet stillet i starten af indlægget:

Ja, åben grænserne og uddel foldere om reglerne i EU. Hvis man vil bombe lande må man også tage flygtningene ind. De 1000 vi vil tage er hvad, 2 personer per dag vores jagerfly har bombet deres land søndre og sammen. Det er under 0,07 procent af hvad der bor i EU. En dråbe i havet. Luk dem endeligt ind; vi har selv inviteret dem via luftpost.