International kommentar

EU’s krise er vores samtids største paradoks

Europæerne klamrer sig stadig mere hårdnakket til nationalstaten, skønt alle burde indse, at vor tids store problemer – klima, flygtningekrise, globaliserings-udfordringer – kræver mere samarbejde, ikke mindre
Debat
4. september 2015

Er der nogen, der husker dengang, der stadig blev talt om, at Tyrkiet skulle være medlem af EU? Har nogen i dag et ønske om at indlemme Ukraine i samme fællesskab? Hvor findes for tiden de danskere og svenskere, der talte så varmt for at opgive kronen til fordel for euroen? Og hånden på hjertet: Hvem har ikke fået den tanke, at det ville være bedst, hvis Grækenland forlod den fælles valutazone?

Tiderne skifter, og vi med dem. Parolen i dag er mindre, ikke mere Europa. Europæerne og den offentlige debat har skiftet standpunkt: Ekspansion, udvidelse og løsninger på overnationalstatsligt niveau står ikke længere øverst på nogens dagsorden eller ønskeliste. Snarere drages de i tvivl eller modarbejdes som i den vedvarende fiasko for bestræbelserne på at nå til enighed om en fælleseuropæisk asyl- og flygtningepolitik. I stedet dominerer tankefigurer, som har at gøre med ’begrænse’, ’skrumpe’, ’træde ud’ eller ’forlade’. Forfølgelse af særinteresser breder sig på det større fællesskabs bekostning.

Denne forandring er sket meget brat. Kommunismens fald blev i sin tid signalet til et pres for at få mere Europa: Euroen blev indført, EU blev udvidet i rask tempo, og østudvidelsen blev fejret, ikke blot som en triumf for frihed og demokrati, men også som en unik europæisk succes. Et større Europa med et genforenet Tyskland ville blive sat i stand til at spille en helt anden rolle i verden end før. Hanekammen voksede. ’Mere’, ikke ’mindre’, oplevede en sand højkonjunktur. Dog undervurderede vi det sammenbrud i nationalismens navn, som samtidig skete: Tjekkoslovakiet og Jugoslavien var begge multinationale stater, der blev opløst og i en flok af mindre nationalstater. Dette burde have givet europæerne en lærestreg. Det burde også det faktum, at et kvart århundrede senere er kun to af det halve dusin nationalstater, som opstod på Jugoslaviens ruiner, repræsenteret i det større fællesskab, som EU udgør.

Mindre ikke mere

I de senere år har tendensen til mindre og ikke mere Europa kun vundet frem. Nationalismen er atter på fremmarch (hvis den nogensinde var væk), især i det sydøstlige Europa. Grækenland er i frit fald og er kun akkurat søgt afstivet så meget, at det ikke ender i et fuldkomment politisk og økonomisk limbo. Flere andre stater på Balkan befinder sig i et venteværelse til græske tilstande. Ungarn under Viktor Orbán er blevet et politisk laboratorium for udvikling af en moderne autoritær nationalstat, som – hvis den økonomiske krise i Europa fortsætter – vil kunne tjene som model for andre lande i Østeuropa. Men ikke kun østpå arbejder man på at få mindre snarere end mere Europa: Storbritannien, Spanien og Belgien tumler hver især med problemer med truende national opløsning og formindskelse – en tendens, der forstærkes af globaliseringen, af kriserne i Ukraine og Grækenland og sandsynligvis også af de nye folkevandringer.

Dette er et af denne tids mest bemærkelsesværdige paradokser: Samtidig med at nationalismen i Europa vokser sig stærkere, står det endnu tydeligere, at færre og færre af vores problemer kan løses på nationalstatsligt niveau. Grækenland kan ikke gemmes af vejen uden for EU. Sverige kan ikke forsvares uden NATO. Italien kan ikke løse krisen med Middelhavets bådflygtninge. Europas klimaproblemer kender ikke til grænser.

Alt dette burde tale for mere og ikke mindre Europa. Men europæerne klynger sig fortsat til deres respektive små nationalstater, for deres fornemmelse for samhørighed har fremdeles mere at gøre med nationale grænser end med europæiske institutioner. ’Europa’ opfattes stadig som en art kunstig identitet – som en homunculus, der måske nok eksisterer på papiret, men som ingen virkelig formår at genoplive. Det føles mere naturligt at se sig selv som dansk, svensk, slovakisk eller italiensk.

Kriser og katastrofer

Globaliseringen, krigene på tærsklen til vores kontinent og de nye vandringer forstærker nu dramatisk modsætningen mellem mindre og mere Europa. For EU står midt i den alvorligste krise i sin historie – en krise, som er økonomisk, sikkerhedspolitisk og i sidste ende angår europæisk identitet. Spørgsmålet om, hvordan Europa primært skal optræde i forhold til resten af verden.

Det siges, at mennesker kun tager ved lære af deres egne katastrofer, og sandsynligvis gælder det samme organisationer. Europas krise er således også en chance: Vi nærmer os sandhedens øjeblik, hvor det skal vise sig, om vi er i stand til de fælles anstrengelser, som må være uomgængelige i lyset af problemernes størrelsesorden. Formår EU ikke at klare sagen, vil de samme problemer uundgåeligt melde sig på det nationale niveau, hvor de ikke lader sig løse.

For her findes hverken ressourcer eller politiske redskaber: De nationale særinteresser handler om at lukke sig om sig selv, om at dukke sig – og om en nostalgisk utopi, som for en sikkerheds skyld forlægges til fortiden. »Redde sig, hvo som kan«, er partikularismens mantra – slagordet for dem, der ønsker mindre og ikke mere Europa, og er samtidig et reaktionsmønster, der fremskynder Den Europæiske Unions opløsning. En eller anden kan måske nok trække på skuldrene af det gumpetunge, bureaukratiske og usexede EU. Men EU er, hvad vi har. Hvem eller hvad skulle vi ellers ty til?

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

BitterSweet er vist den rette beskrivelse af Richard Swartz's artikel.

Lad mig straks indrømme, at jeg er EU-tilhænger på Uffe Ellemansk niveau.
Mimi Jacobsen sagde engang om EU, at hun i store træk var enig i dets alle beslutninger.

Jeg har det på samme måde - selvfølgelig kunne jeg godt ønske mig mere fut i fejemøget og mindre flueknepperi - men hovedproblemet er de beslutninger EU ikke får truffet, ikke de trufne beslutninger.

Richard Swartz har ret i, at EU er noget så gumpetungt, bureaukratisk og usexet; men det er altså hvad vi har. EU vil ikke blive bedre af, at Danmark opretholder sine undtagelser - forhåbentlig ikke, lader sig trækker til truget, frem for selv at bidrage, eller ligefrem melder sig ud.

Jamen der er ikke nogen løsning indenfor eller udenfor EU, andet end det forhold at når to eller flere parter i form af suveræne stater har fordel så opnås enighed.
EU-tilhængere har så et troværdighedsproblem, for alle de problemer EU skulle kunne løse, viser det sig de er magtesløse overfor, hvad enten det er flygtningestrømme ind i landene eller pengestrømme ud af statskasserne og EUs egen kasse, eller alle de andre mere påtrængende problemer.
Ligegyldig ensliggørelse og homgenisering i modstrid med ønsker og behov indenfor mindre betydende områder er EUs speciale og så grundlag for kæmpe politikerlønninger, der forvrider deres fokus, tillagt et kæmpe bureaukrati.

Lad mig bare indrømme at jeg ikke er EU tilhænger.

På nogen måde.

Michael Kongstad Nielsen

En tynd kop the fra Richard Swartz - som sædvanligt.

Det er endnu ikke lykkedes at løse den græske krise, arbejdsløshed er stadig alt for høj, flygtningekrisen er ikke løst, finanskrisen har man heller ikke rigtig overvundet. Man skulle lave en handelsaftale med Ukraine, men endte med en sanktionskrig med Rusland, der kan ende i en varm krig. Hvad med euro? Kan det undre, at folk begynder at tænke på om EU er det rigtige svar?

Flemming Berger og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er helt imod Danmarks grundværdier at afgive nogen form for suverænitet. Danmark skal være en fristat igen.

Fristaten Danmark - HELT ud af EU!

Sören Tolsgaard

En åben verden, hvor ethvert folk kan hævde sig alene ved sine bidrag til den fælles menneskelige kultur og ved den hjælp, det med sine erfaringer og hjælpekilder kan yde andre, må være det mål, der bør sættes over alt andet. [Niels Bohr til FN, 1960]

Europa består af 40-50 forskellige folkeslag, og landegrænserne er efterhånden fastlagt, så de så vidt muligt svarer til disse folkeslags indbyrdes grænser.

Områder, hvor der har været eller stadig er uro, er i overvejende grad der, hvor imperialistiske tendenser har gjort sig gældende. Det er af afgørende betydning, at sådanne konflikter søges bilagt i et større fællesskab, helst med fredelige midler.

Mindre folkeslag risikerer at blive opslugt af større naboer, idet en på papiret "ligeværdig" opløsning af grænsen (i reglen "de fakto" formuleret af storebror), resulterer i, at det mindre folkeslag og dets kultur opsluges af det større. Der er givetvis tendens til, at store folkeslag vokser sig større via en sådan "kulturel assimilation". Angelsakserne og latinoer, kinesere, arabere og russere er vel i så henseende historiens mest "succesfulde" folkeslag.

Europæerne er af unionsivrige politikere blevet forsikret om, at en sådan assimilation ikke vil foregå i EU, idet man gerne promoverer sig som beskytter af de europæiske folkeslags og nationalstaters suverænitet, idet man dog ser skævt til, når små folkeslag indenfor unionen gør sådanne ønsker gældende, og i øvrigt på alle leder og kanter tilstræber at ophæve interne grænser, resulterende i, at to-tre europæiske stormagter dikterer stadig flere detaljer i alle europæiske landes lovgivning, som i stærkt accellererende tempo handler om, hvordan det magtfulde erhvervsliv kan tiltage sig yderligere magt, idet menigmand primært opfattes som "arbejdskraft", der så frit, billigt og effekttivt som muligt kan deporteres, som eliten måtte ønske det. EU tilbagerulles til feudalstatsniveau i lighed med tidligere og nuværende imperier, idet vi fortaber den folkelige velfærd og det kulturelle fællesskab, som tidligere generationer opbyggede de demokratiske europæiske nationalstater på.

Den nye virkelighed bliver et teknokraternes Europa, hvor en stadig mere magtstræbende elite vedligeholder et psudo-demokratisk marionetteater, mens menigmands rettigheder og fællesskabets kulturelle værdier udliciteres og opløses for øjnene af os.

Jesper Hansen, Flemming Berger, Felix Austin, Randi Christiansen, Torben Skov og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Selvfølgelig skal vi samarbejde - det bare måden altså. Decentrale enheder, det forjættede nærhedsprincip, synes glemt i bestræbelserne på at skabe et samlet europæisk fundament. Det er jo de grundlæggende principper, som definerer resultatet - og en neoliberal privatkapitalistisk konkurrencestat er direkte kontraproduktiv ifht både internt og eksternt samarbejde.

Den miljø-og socioøkonomiske politik er med andre ord dysfunktionel, fordi den ikke adresserer helheden, men altid og uretmæssigt efterlader nogen eller noget=(miljøet) med sorteper. Den demokratiske proces er parodisk, centraladministrationen uforholdsmæssig dyr og tung. Det bureaukratiske lag er distanceret fra det folk, som det betjener, og giver sig selv urimeligt store fordele ifht resten af fællesskabet. Hvilket i øvrigt også gælder for det, som er tilbage af nationalstaten danmark. Fællesskabet lider under en ufuldkommen, egoistisk pengepolitik og snæversynet ressourceadministration, hvor de få har for meget og de mange for lidt. Tiden er inde til at gentænke rammerne for det europæiske samarbejde. Og følg pengene - find de ansvarlige.

Flemming Berger, Felix Austin og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Så er valgkampen skudt i gang - igen. EU bruger formuer på "infomateriale".

Enhver som kan skrive bare en nogenlunde velskrevet artikel sættes igang. Argumenterne på ja siden bliver nøje vendt og drejet, og gentaget, uendeligt.

Måske skulle ja sigerne læse Informations artikler før de lovpriser unionen.

Her er en anden udlægning af den kære union; "EU forskanser sig for at slippe uden om konventionerne". http://www.information.dk/544270

Tænk hvis nej sidens modargumenter er rigtige.

Randi Christiansen

Det er i hvert fald et faktum, at bliver det et ja til retsforbeholdet, vil dk endegyldigt have afgivet suverænitet på det retlige område og have overladt den af ja sigerne så berømmede til-og fravalgsordning til det til enhver tid siddende, skiftende folketingsflertal. Det er ikke betryggende. Som morten messerschmidt nævnte i aftenens deadline, så er danskerne næppe parate til denne yderligere udhuling af nationalstatens selvbestemmelse. Den eu overstatlige forvaltning har kontrafaktiske 'hvis ikke, så' 'successer' og reelle fiaskoer. Det er en ommer - lyt til nej sigernes argumenter. Samarbejde er en selvfølge - det er eu ikke.

Torben Lindegaard

Det er en gyselig sammenblanding, LA, DF, Enhedslisten & Folkebevægelsen mod EF-Unionen, som nu vil afholde en ny afstemning om alene medlemsskab af Europol, hvis vi stemmer NEJ til den delvise ophævelse af retsforbeholdet d. 3.12.

At vi undtager de protokoller, der omhandler flygtningepolitikken er beskæmmende - og taler for at stemme NEJ - men......................

Det er dog langt mere beskæmmende, hvis Danmark først stemmer NEJ til den begrænsede ophævelse af retsforbeholdet - og herefter eventuelt stemme JA kun at lempe retsforbeholdet så meget, at vi kan komme med i Europol.

Det er langt ud over kvalmegrænsen.

Randi Christiansen

Det, som er langt udover kvalmegrænsen, er, at uskyldige befolkninger skal undgælde for - kort sagt - den ene procents makværk. Få har alt for meget, alt for mange har alt for lidt og almindelige borgere undgælder for magtkampen om ressourcerne. Oliestaterne lukker deres nærområder for egne, selvskabte flygtninge mens naive nordboere blander sig ulovligt og inkompetent i konflikter, og dermed får medansvar for staters sammenbrud og efterfølgende flygtningestrømme. Russerne må da tænke, at eu er i færd med at grave egen grav : med sanktioner som rammer egen eksport, og med ukvalificeret eskalering af krige, som er med til at overbelaste egne samfund. Hvad er kernen i dette kaos? Det er, at den neoliberale, privatkapitalistiske konkurrencestat skaber krig.

Situationen udstiller tilfulde det europæiske projekts dysfunktionelle konstruktion. I stedet for at bevidstgøre den eksisterende præmis som er, at vi deler en biotop/habitat med iboende lovmæssigheder, som vi er bedst tjent med at respektere, så tror man, at man kan tænke sig frem til en retfærdig løsning - og ender i stedet op med et spil, hvor sorteper går på omgang.

Og indtil det fiser ind under tænkehatten, må alle med respekt for sig selv understøtte, at der gøres alt, hvad der er muligt, for de stakkels mennesker, som er ofre for det kyniske, fascistoide, storpolitiske, algoritmebaserede finansielle magtspil, som foregår - med aktører i spil, der tørrer sorteper af på civilbefolkningerne. Henning dyremose, henrik poulsen, goldman sachs og andre : luner mio/mia godt i jeres private pengekasse?

Torben Lindegaard

EU fungerer slet ikke godt.

Vi kan sagtens finde paradokser.
Sidst landmændenes voldsomme demonstration i Brussels mod de lave mælkeafregningspriser, som er grundet i Ruslands boykott af EU's landbrugsvarer.
Et boykott, som vi selv har bedt om i solidaritet med Ukraine, som fik et landområde annekteret af Rusland. Alle vidste, at Putin ville iværksætte modforanstaltninger; og han har i den grad ramt rigtigt med mælkeboykotten - der er kampe i Brussels mellem politi med vandkanoner og landmænd med møgspredere, foreløbig dog kun ladet med hø.

Men er vores svar at Danmark skal melde sig ud - eller opretholde det lede retsforbehold?

Det er en skændsel, at vi stemmer om kun en delvis ophævelse af retsforbeholdet, og det er ikke engang en delvis ophævelse; men en opt in ordning, så vi selv kan vælge, om vi vil være med i ordningerne eller ej. Så det vil vi kun, hvis det er til Danmarks fordel - blæse være med resten af EU eller tanken om, at vi kunne bidrage positivt i udformningen af diverse ordninger, som vi nu måske efterfølgende kan opte ind i.
Hvis vi kan slå mønt af et forslag opter vi in - eller opter vi ud.

Så selvfølgelig burde man stemme NEJ til det bigotte forslag; men.................tanken om, at vi stemmer NEJ til den udvidede opt in model, og derefter JA til den snævre opt in model, der alene ville omfatte Europol er bare ubærlig.
Og det sjove sammenrend, der fremsætter forslaget om begrænset opt in: LA, DF, Enhedslisten & Folkebevægelsen mod EU.........................

Jeg er langt ude over kvalmegrænsen - Føj for Satan.

Så vil jeg trods alt hellere stemme JA til den udvidede opt in d. 3.12, selvom det blive med næseklemme.

Randi Christiansen

Jamen så vær endelig med til at begrave resterne af dansk selvbestemmelse og overlad kommandoen til eu forvaltningen - som netop i disse dage beviser sin uduelighed. Why fix it if it aint broken? Its broken! Det virker ikke! Man mistænker efterhånden, at det heller aldrig har været hensigten. Schengen? Et slemt politisk makværk, hykleri fra ende til anden. Åbne grænser? Ja det skal jeg da lige love for - en umulig drøm sålænge det grænseløse består i finanshajernes uhæmmede adgang til at plyndre fællesejet.

Torben Lindegaard

@Randi Christiansen

Randi, EU forvaltningen er jo også Danmark. Det er ikke kun alle de andre.
Vi har en kommissær, 13 medlemmer af EU Parlamentet og vi deltager i ministerrådsmøderne.

Vi er en del af forvaltningen - selvom det ikke bliver 100%, som Danmark vil have det.

"Danmark vil have det" - det er i øvrigt et pudsigt udtryk, for hvad vil Danmark have?

Ja, vel nærmest det regeringen plus 90 mandater går ind for.

Men så er der 89 mandater tilbage, der nogen gange angriber EU's beslutninger, selvom de er analoge med regeringens og dermed Danmarks ønsker.

Randi Christiansen

Ja, heldigvis er dk en del af eu's forvaltning - og det bør fastholdes, at det ikke er det samme, som at dansk forvaltning er underlagt den europæiske. Forpligtende deltagelse bør være frivillig og indgås mellem ligeværdige partnere på grundlag af rationelle præmisser. Det rationelle er reelt, må forstås, anerkendes og tilstræbes og er lig md decentrale enheder i et overordnet samarbejde udfra præmissen, at alt er integreret i helheden.