Kommentar

Humanisme ved Europas port

Syriza-regeringen fortjener ros, fordi den åbnede Europas porte med en åben og humanistisk flygtningepolitik. Men mit besøg i et asylfængsel på Lesbos understreger med al tydelighed, at situationen udvikler sig til en katastrofe, hvis vi lader grækerne stå alene med ansvaret
Flygtninge varmer sig ved bålet i flygtningelejren Kara Tepe, som også er registreringssted og ligger et par kilometer udenfor Mytilini, Lesbos største by.

Jacob Ehrbahn

25. september 2015

Obaida Al-Shammash fra Homs står i gruset mellem teltene i flygtningelejren Kara Tepe et par kilometer nord for Mytilini. Det er en onsdag i september 2015. Aftensolen sender sine sidste, gyldne stråler over Lesbos’ bjerge, og temperaturen falder langsomt fra de bagende varme 35 grader.

I hånden holder Obaida sin smartphone, som han med et kabel har forbundet til en powerbank. Strøm til mobilen er sammen med vand og mad de vigtigste ingredienser i Obaidas liv lige nu. Han er 22 år, en smilende ung mand med kort skæg, gul T-shirt og blå jeans. Han er uddannet inden for økonomi og it.

Obaida viser mig på telefonen en lang chat, han har haft med en kammerat, som er rejst i forvejen. Mellem alle de arabiske skrifttegn træder »Assens« frem med latinske bogstaver. Dér vil Obaida hen. Til Assens.

Og han skal nok nå til Danmark. Med sin unge alder, sit gode helbred, sine engelskkundskaber og sin uddannelse er Obaida en af de mere privilegerede flygtninge, der i disse uger strømmer op gennem Europa.

Officielt er lejren og registreringsstedet ved Kara Tepe kun for syriske flygtninge, men adskillige irakere er smuttet indenfor. Man kan ikke fortænke irakerne i at foretrække Kara Tepe-lejren, hvor store, hvide telte er rejst i en olivenlund ved en nedlagt trafiklegeplads. Alternativet er asylfængslet ved Moria nogle få kilometer derfra.

Usynlige mure

Som Enhedslistens udsendte er jeg på besøg i det Grækenland, der har udviklet sig til flygtningenes vigtigste indgang til Europa. En rejse tilbage i flygtningestrømmenes fødekæde i et forsøg på at forstå situationen i det land, hvor den trodsige Syriza-ledede regering på forbilledlig humanistisk vis har åbnet portene. Alexis Tsipras’ regering har taget ansvar for at skaffe flygtningene adgang, men kun en meget lille del af flygtningene søger og får asyl i Grækenland. Ansvaret for deres videre skæbne er overladt til lande som Serbien, Ungarn, Østrig, Tyskland, Danmark og Sverige.

Men regeringen i Athen spurgte hverken Budapest, Berlin eller København, før den åbnede dørene. Og lokalbefolkningen på Lesbos blev heller ikke spurgt, selv om titusinder af flygtninge lægger beslag på enorme ressourcer i de ægæiske øers små samfund. Og i en tid, hvor Jean-Claude Juncker fremstår som en storsindet humanist, når han vil fordele 120.000 flygtninge, udstiller forholdene på Lesbos bagsiden af medaljen.

EU’s asylpolitik har de seneste årtier bestået i opbygningen af usynlige mure i form af visumkrav og bøder til flyselskaber, synlig og usynlig grænsebevogtning og alle de velkendte tiltag, der har gjort det umuligt for asylansøgere at komme ind i EU på lovlig vis. Og i praksis gjort det meget svært og meget farligt at komme ind i det hele taget. Lige indtil Syrizas valgsejr i januar.

Fulde af lort

I Grækenland kan man dårligt passere en nyere offentlig bygning eller en større byggeplads, uden at store blå skilte med gule stjerner forkynder, hvor meget EU har ydet til byggeriet. Skiltet står også foran asylfængslet Moria. European Return Fund har betalt 75 procent af de knap 5,5 mio. euro, det har kostet at bygge institutionen med høje dobbelthegn kantet med NATO-pigtråd med barberbladsskarpe klinger.

Fondens navn henviser selvfølgelig til returnering af uønskede asylansøgere. Den finansieres af samtlige EU-lande (på nær Danmark, naturligvis) og fordelte i årene 2008-2013 676 mio. euro til bl.a. projekter som Moria-asylfængslet, som blev taget i brug i 2014, da den konservative Nea Dimokratia-regering internerede asylansøgere for at afskrække andre fra at komme. Min guide fortæller, at Syrizas viceminister for immigration, Tasia Christodoulopoulou, i foråret bad EU om lov til at fjerne de dobbelte hegn, NATO-pigtråden og tremmerne for at omdanne asylfængslet til et åbent registreringscenter for de tusindvis af asylansøgere, som allerede i foråret 2015 sejlede over det smalle stræde mellem det tyrkiske fastland og Lesbos.

Svaret fra Bruxelles var, at grækerne i så fald skulle tilbagebetale de godt fire mio. euro, som var bevilget til et fængsel – ikke til et åbent registreringscenter. Og man forstår rationalet: Et åbent registreringscenter, der faciliterer, at flygtninge fra krig og forfølgelse rejser videre til andre EU-lande, lever på ingen måde op til fondens formål om »en effektiv returneringspolitik«.

Efter lidt overtalelse slipper politiet os indenfor i Moria på betingelse af, at vi ikke tager billeder. Der ligger affald overalt i de nøgne celler, skumgummimadrasser uden betræk er placeret direkte på gulvene, og de nye lokummer er fulde af lort. Foran cellerne sidder afghanske flygtninge i skyggen og venter på at få taget fingeraftryk, så de kan komme videre til færgen til fastlandet. Udenfor danner hundredvis af andre flygtninge en kaotisk kø. De, der er indenfor, længes efter at komme ud, og de, der er udenfor, længes efter at komme ind, så de kan blive registreret.

Hårdt arbejde

Ikke alene har Syriza-regeringen gjort op med striks grænsekontrol og langvarig frihedsberøvelse af flygtninge og asylansøgere. Den har også i juli gennemført en reform af statsborgerretten, som betyder, at tæt ved 100.000 børn født i Grækenland af flygtninge og indvandrere kan få græsk statsborgerskab. Med sejren ved søndagens parlamentsvalg er forudsætningerne skabt for, at flygtninge fortsat har en relativt nem vej ind i EU – en vej, som er langt kortere og mindre farlig end ruten fra Nordafrika til Italien eller Malta.

I baglokalet til sin svigerfars købmandsbutik på hovedgaden i den lille by Kalloni midt på Lesbos sidder en træt Giorgos Tyrikas-Ergas. Han er medlem af Syriza og en af initiativtagerne til mødestedet Agkalia (knus, omfavnelse), hvor flygtningene kan få vand, mad og hvile på deres 70-80 kilometers natlige vandring gennem bjerglandskabets hårnålesving med små børn på armen eller ved hånden. Ngo’er har ganske vist sat busser ind, men de har langtfra plads til alle.

Giorgos Tyrikas-Ergas ler hånligt, da jeg nævner Lars Løkkes tilbud om at modtage 1.000 flygtninge. Det svarer til, hvad de natten forinden modtog i og omkring Agkalias lille hus.

På opslagstavlen i købmandsbutikkens baglokale hænger 20-30 lapper med navne og mobilnumre på aktivister og ngo’er, der er aktive i området.

»Men vi har ikke brug for mere brugt tøj eller flere ngo’er,« siger han. »Vi har ikke engang brug for flere penge. Vi har brug for en løsning på de problemer, der får folk til at flygte.«

Giorgos Tyrikas-Ergas ved lige så vel som jeg, at det først og fremmest er situationen i Syriens nabolande Libanon, Jordan og Tyrkiet, hvor der opholder sig langt over fire millioner syriske flygtninge, der skal stabiliseres gennem en massiv hjælpeindsats. Løsningen er i hvert fald på ingen måde at skære ned på ulandshjælpen, som V-regeringen ønsker, samtidig med at den skamløst prædiker om hjælp i nærområderne.

Mit besøg på Lesbos understreger med al tydelighed, at hverken befolkningen på de græske øer eller regeringen i Athen – trods en enorm kraftanstrengelse gennem de seneste måneder – må lades alene med ansvaret for en ordentlig behandling af flygtningene. Der er brug for en langsigtet indsats i Europa og uden for Europa – finansieret fra Europa.

Niels Rohleder er rets- og migrationspolitisk medarbejder i Enhedslisten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bill Atkins
  • Holger Madsen
  • Steen Sohn
  • Lars Jorgensen
Bill Atkins, Holger Madsen, Steen Sohn og Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

"Løsningen er i hvert fald på ingen måde at skære ned på ulandshjælpen." Det skal man jo sige, når man er medlem af Enhedslisten. Hvorfor ikke skære i den del af u-landsbistanden, som ikke er andet end indirekte støtte til danske virksomheder? Hvorfor ikke indføre skat på Danida udsendtes tårnhøje lønninger? Hvorfor ikke omprioritere fra såkaldte udviklingsprojekter, som ikke har været i stand til at fremvise nævneværdige resultater i 60 år, til hjælp i nærområderne?

Preben Haagensen, Per Andersen, Henriette Bøhne og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Niels Rohleder

"Der er brug for en langsigtet indsats i Europa og uden for Europa – finansieret fra Europa."

Du har helt ret; men hvad forstår du med "Europa"??
Hvem skal organisere indsatsen??

Åbenbart ikke EU - ellers havde du vel skrevet EU i stedet for Europa.

Kaj Spangenberg

Hvorfor rejste Niels Rohleder ikke over til den tyrkiske kyst og bevidnede, hvorledes hele denne forfærdelige og ødelæggende folkevandring organiseres?
Hvor er journalisterne henne? Hvorfor kun på Lesbos?
Tag til Tyrkiet og beskriv mafiaen bag menneskesmuglingen i stedet for at sidde på Lesbos og flæbe.