Kommentar

Israel kvæler den palæstinensiske økonomi

Hvis man vil forstå volden i de palæstinensiske områder, er man nødt til at forstå, hvordan dets folk er underlagt de strengeste økonomiske restriktioner
29. september 2015

I internationale medier hører vi ofte om voldelige sammenstød i de palæstinensiske områder, men kun alt for sjældent bliver de strukturelle problemer, der giver anledning til volden, berørt eller erkendt i en bredere international offentlighed. Økonomi er blot ét aspekt af den israelske besættelse, men måske en udmærket illustration af den palæstinensiske virkelighed.

Den palæstinensiske økonomi må forstås i sin kontekst – siden besættelsen i 1967 har den været tvunget ind i en strukturel afhængighed af den større israelske økonomi.

De naturlige økonomiske sektorer i den palæstinensiske økonomi er landbrug og turisme, men Israel kontrollerer grænser, vand- og naturressourcer og 62 procent af Vestbreddens territorium gennem bosættelser, militær og kommerciel tilstedeværelse. De palæstinensiske myndigheder, der etableredes som en del af Oslo-aftalen, har derfor ikke reel magt til at skabe en strukturel økonomisk udvikling. De agerer på et mandat, der kan udhules eller suspenderes efter behov.

Den vidensbaserede økonomi vokser som følge af restriktioner på import og eksport, der tvinger palæstinensere til at finde alternativer til traditionel industri. Men den vidensbaserede økonomi er afhængig af ting som telekommunikation og en uddannet arbejdsstyrke. Og mens telekommunikation er underlagt restriktioner, er kvaliteten af ​​de palæstinensiske universiteter faldende på grund af de begrænsninger i adgang og udrejsemuligheder, der gør det svært for palæstinensere at være en del af internationale akademiske fora eller vært for internationale professorer, forskere og studerende.

Swimmingpools

Når det er et strategisk israelsk mål at have et palæstinensisk område, der er så geografisk begrænset som muligt og med færrest muligt indbyggere, bliver det i sig selv en politisk handling at være iværksætter. Og uden ressourcer og mandat til at sikre en strukturel udvikling af økonomiske sektorer og infrastruktur kanaliseres energien i retning af økonomisk aktivitet – vi bygger, vi åbner restauranter, starter softwarevirksomheder osv. Det genererer indkomstmuligheder og betyder dermed, at færre palæstinensere er tvunget til at forlade de palæstinensiske områder. Men en beskeden økonomisk aktivitet er ikke tilstrækkelig, hvis ambitionen er en velfungerende stat.

Bosætterindustrien sikrer annektering af de i forvejen begrænsede palæstinensiske landområder. Samtidig er størstedelen placeret, så de sikrer kontrol over den palæstinensiske vandforsyning. Vand bliver solgt tilbage til palæstinensere for tre til fire gange den reelle pris. Betragter man et satellitfoto af Vestbredden, kan man se gråbrune udtørrede palæstinensiske landområder, mens bosættelserne har swimmingpools og velvandede haver.

I forhold til minedrift, der udgør et stort potentiale for den palæstinensiske økonomi, er det israelske firmaer, der har tilladelse til at udvinde og sælge sten og marmor fra Vestbredden på det internationale marked. Det sker uden nogen form for kompensation.

Fra omelet til æg

Som en israelsk embedsmand sagde engang: Du kan slå et æg ud og lave en omelet, men det er svært at få en omelet til at blive et æg igen. Den konstante udvidelse af de israelske bosættelser er ved at forvandle det, der er tilbage af de palæstinensiske områder til netop denne omelet.

Som en logisk følge af denne udvikling må man stille et grundlæggende spørgsmål: Hvad er situationen for palæstinenserne? Er vi under militær besættelse? Hvis det er tilfældet, dikterer Genève-konventionen klart, at de lande, der har underskrevet konventionen, arbejder for at sikre vores rettigheder. Samtidig vil det 48 år efter besættelsen i 1967 være rimeligt at fastsætte en deadline for ophøret af besættelsen. Og hvis Israel ikke definerer denne tilstand som en besættelse, hvordan skal den så opfattes? Er vi borgere under israelsk styre mellem Middelhavet og Jordan-floden?

Uanset hvad dikterer international lov, at vi får lige rettigheder. Ikke alene har disse rettigheder ikke materialiseret sig, men kontrollen og restriktionerne på det personlige og strukturelle plan bliver gradvis mere og mere rigid. Derfor ligger der en hård vej forude for at forvandle omelet til æg.

Sam Bahour er erhvervsmand og bestyrelsesmedlem i Det Danske Hus i Palæstina

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Lindy Hansen
  • Gorm Lerche
Kurt Lindy Hansen og Gorm Lerche anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der bliver da ikke ro i Mellemøsten sålænge Israel med vestens billigelse er så hård ved sine arabiske naboer! Bare et tip til Obama..

peter fonnesbech

Det ligner en 2.0 version af Warszawa ghettoen.

Gad vide hvad der vil ske, hvis palæstinenserne i Israel begyndte at bære et påsyet firkantet mærke på brystet med en femstjernet med inskriptionen Arab i midten af stjernen.

Ville de så kunne forstår hvad det der de gør ?

Dorte Sørensen

tak for det indlæg - hvornår træder FN i karakter og får denne konflikt til at ophøre??????

PS: I mit indre øre høre jeg Søren Espersen (DF) lovprisning af den dejlige israelske vin fra Golanhøjderne .

Israels udsultning og mishandling af Palæstina vil fortsætte lige så længe Danmark, sammen med det øvrige Europa og USA giver Israel gunstige handels fordele som om det var en integreret del af Europa. Vi anklager tit andre lande (dem vi ikke kan lide) for brud på menneskerettighederne. Men Israel er altid fritaget. Israel burde boykottes indtil de giver Palæstina frit.