»Har du modtaget brevet fra borgmesteren? Han har sgu tabt sutten. Synes han er en røvslikker, undskyld sproget.«
Jeg har fået en sms fra en borger i Norddjurs Kommune.
Betina Jensen har været uden for arbejdsmarkedet i 18 år. Men i kommunen tror man, at en erhvervspsykolog kan få hende ud af plejesengen og i praktik. Ifølge loven er 34-årige Betina Jensen nemlig i den aldersgruppe, hvor man ikke kan være kronisk handicappet. Dette selv om hun som 16-årig fik en alvorlig arbejdsskade og siden har været igennem flere alvorlige diskusprolapser og operationer. Senest var hun akut indlagt i juli med endnu en stor prolaps og venter nu på endnu en operation.
Men Betina Jensen skal bare have hjælp til at »udvikle sine ressourcer« – ikke for at få mere livskvalitet på trods af handicap, men for at udvikle sine erhvervsrettede kompetencer i en virksomhedspraktik, som der står i loven.
Og ingen er åbenbart bedre til at hjælpe Betina Jensen med at blive inkluderet i arbejdsfællesskabet i en praktik på en rigtig virksomhed end en erhvervspsykolog. Hendes sag er endnu et eksempel på, at virkelighedens begrænsninger støder frontalt sammen med hensigterne i en lov, der sigter mod at gøre kronisk handicappede raske, så de kan blive tilknyttet arbejdsmarkedet sammen med alle os andre. Resultatet af loven er, at mange i stedet bliver mere og mere ødelagte af meningsløse og formålsløse ressourceforløb, praktikker, undersøgelser, behandlingstilbud og ja, samtaler med en erhvervspsykolog.
Spørgsmålet er, hvordan vi er gået fra at vurdere, hvad borgerne reelt er i stand til, til i dag udelukkende at kigge på såkaldte udviklingspotentialer, hvor kun fantasien sætter grænser, og hvor borgere med kroniske begrænsninger – enten medfødte eller skabt af invaliderende ulykker – ses som potentielle raske og arbejdsduelige uden begrænsninger?
15 minutters arbejde
Betina Jensen har svært ved at følge med i kommunens afgørelser og beslutninger. Det har kommunen også – afslører et kaotisk og vildtvoksende sagsforløb. Den fikse ide om at sende Betina Jensen til erhvervspsykolog og videre i virksomhedspraktik, mens hun venter på sin operation, sker nemlig på trods af, hvad rehabiliteringsteamet selv besluttede i december sidste år. Og det er i øvrigt ikke første gang, at det bliver besluttet, at hun skal i praktik. Tilbage i 2014 vurderede man, at hun skulle afsted 30 minutter om ugen. Vi taler om 15 minutters transport og 15 minutters arbejde. Det er absurd. Praktikken blev i øvrigt heller aldrig sat i gang, for det blev vurderet, at transporten ville forværre Betina Jensens helbred.
Men det ser kommunen altså stort på nu.
De færreste danskere kan helt gennemskue, at når vores beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen (V), taler om kontanthjælpsloft, og at det altid skal kunne betale sig at arbejde, så taler han ikke om Fattige Carina og Dovne Robert. Næ, Jørn Neergaard Larsen taler om Betina Jensen og de mange andre syge, der sendes i arbejdsprøvning med en sengetransport. Det er nemlig de syge, handicappede og sindslidende, som skiftende beskæftigelsesministre har strammet vilkårene for siden VKO i 00’erne grundlagde de danske jobcentre og i mangel på raske arbejdsløse trak de syge med i arbejdskraftreserven.
Mirakler
Betina Jensen har, som mange andre af vores handicappede medborgere parkeret på kontanthjælp, været overmåde tålmodig. 15 år er det blevet til. Først for nylig har Betina Jensen henvendt sig til mig som frivillig bisidder og klaget til borgmesteren og kommunalbestyrelsen. Men borgmesteren ser intet problem i hendes sagsbehandling.
Tænk, at vi i Norddjurs Kommune sidste år besluttede at bruge fem millioner kroner mere om året på direktør, chefer og flere sagsbehandlere i vores jobcenter, uden at vores svært handicappede brødre og søstre bliver hjulpet væk fra kontanthjælpssystemet.
Betina Jensen og andre i hendes situation oplever i stedet, at hverken sagsbehandlerne, jobcentrets ledelse eller borgmesteren vil lytte til dem eller deres læger.
Og når kommunalbestyrelsen så samtidig ikke tør røre disse sager med en ildtang, er vi alle magtesløse på grund af det kommunale selvstyre og det manglende tilsyn med landets kommuner.
Det kunne se ud, som om alle har fralagt sig ansvaret. Hvordan er det sket? Hvordan er vi gået fra på et socialt og sundhedsfagligt fundament baseret på virkeligheden og dens begrænsninger til, at sagsbehandlerens vigtigste kompetence i dag tilsyneladende er at forudsige mirakler i en uforudsigelig fremtid?
Da kontanthjælpsreformen under Mette Frederiksen (S) i 2013 lavede om på matchgrupperne, forsvandt de mange kronisk syge på langvarig kontanthjælp med et pennestrøg fra statistikken, og i dag findes de ikke mere. De kaldes nu jobklar, uddannelsesparate eller aktivitetsparate, og offentligheden kan så bedre lukke øjnene for den groteske situation, at Beskæftigelsesministeriet har ansvaret for vores handicappedes og kronisk syge medborgeres ve og vel – i dag med en tidligere formand for dansk arbejdsgiverforening ved roret.
Med fleksjob- og førtidspensionsrefomen, der trådte i kraft januar 2013, kom de udviklingshæmmede, der før var sikret en førtidspension og en tryg tilværelse, med i kontanthjælpsgruppen på laveste SU-sats for de under 30-årige og med udsigt til 10-15 år på kontanthjælp og i uendelige formålsløse virksomhedspraktikker.
Hvad er det for et menneskesyn, vi underlægger de grupper, der ikke kan selv uden andres hjælp?
Nemmere førtidspension
Ifølge loven har kommunerne faktisk en teoretisk mulighed for at vurdere, at det er åbenbart formålsløst at fortsætte med beskæftigelsesrettede tiltag som afklaring og udvikling, hvis der er risiko for en forværring af helbredstilstanden som i Betina Jensens tilfælde. Men virkeligheden, som vores politikere ikke vil se i øjnene, er, at det stort set er umuligt i praksis at få kommunerne til at lave den vurdering. Og praksis støttes af de dokumentationskrav, Ankestyrelsen stiller. Krav, som kommunerne har svært ved at leve op til på grund af konstante sagsbehandlerskift, manglende skriftlighed og det faktum, at kommunerne kalder de lovbefalede såkaldte arbejdsprøvninger alt muligt andet end arbejdsprøvninger – f.eks. genoptræningspraktik, prøvepraktik, virksomhedspraktik – og derfor ikke bruger arbejdsevnevurderingsmetoden, selv når borgerne tror, at de har været i en eller flere arbejdsprøvninger.
Men vi er simpelthen nødt til at lave systemet om, så det bliver nemmere at få tilkendt førtidspension.
Hvad med at holde kommunalbestyrelserne personligt ansvarlige ved at give dem dagbøder? Det er allerede en teoretisk mulighed for det kommunale tilsyn, men den er aldrig blevet brugt. Det er på tide, at der bliver gjort noget ved, at alvorligt syge og handicappede mennesker parkeres i kontanthjælpssystemet og får deres helbred forværret på skatteborgernes regning.
Der er ikke meget fornuft i at spendere milliarder af kroner på en fejlslagen beskæftigelsesindsat, der gør handicappede endnu mere syge.
Ulf Harbo er frivillig bisidder og medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse for Enhedslisten
Det er desværre igen en historie fra det virkelige liv. Et totalt ukendt område for vores Christiansborg politiker. Og det er kun dem der kan ændre dette vanvid.
Ankestyrelsen stadfæster rutinemæssigt alle afgørelser om borgeres ret til et ressourceforløb.
Det ligner en gummistempel og afgørelserne kommer da også usædvanlig hurtigt i forhold til de afgørelser der kræver sagsbehandling.
Åbenlyst formålsløst er det kun hvis borgeren enten er terminal sygt eller allerede stiller med egen dødsattest. Ellers er der jo altid håb; og håbet må man aldrig tage fra borgeren.
Der er ingen der kan leve op til at dokumentere at der ikke kan ske udvikling i fremtiden. Hvis en kommune gjorde dette, så skulle den jo dokumentere sin uformående. Og det er de virkeligt ikke meget for. Det forventes faktisk at der sker mirakler med borgeren, også for dem man allerede i årevis har leget med uden succes.
I det hele taget er loven noget sjusk og må have været skrevet af jurister i panik; og bagefter har vores kloge hoveder på borgen ikke kunne forstå hvad de læste og stemte for.
I § 68a starter stk. 1. med:Personer under 40 år, der har komplekse problemer ud over ledighed ..........
Stk. 2 undtager personer hvor det som følge af svær sygdom eller på grund af betydelig funktionsnedsættelse er åbenbart formålsløst at udvikle deres arbejdsevne, ...
Stk. 3 = procedure
Stk. 4 = varighed 1 til 5 år
Stk. 5 = procedure
Stk. 6 = hvilke tilbud der kan bruges
Stk. 7 = afslutning
Stk. 8 = der kan tilbydes flere efter hinanden følgende ressourceforløb. ...
Stk. 9 For personer over 40 år gælder stk. 1 til 7 tilsvarende. Hvis personen ønsker det, kan Kommunen tilbyde mere end et ressourceforløb.
Læg lige mærke til at personer over 40 år første gang nævnes i § sidste stykke!!!!
Loven i dens nuværende udformning er ganske enkel en skandale på trods af de gode hensigter den også indeholder. Og den administreres og kræves administreret i en bureaukratisk vanvidsrit. Den lov skal hurtigst muligt skrives om så den passer til brug for mennesker.
Werner Gass, du peger på det essentielle: man skal ikke tillade nogen myndighed at handle udfra forestillinger om virkeligheden - hverken i økonomien, hvor det går helt galt, eller i forhold til sagsbehandling. Der er det foreliggende, og det er, hvad man må handle ud fra. Hvis en situation så ændrer sig, må man træffe andre beslutninger. Alt andet er ikke alene håbløst, men uanstændigt.
Denne systematiserede fornedrelse af syge og handicappede, ændrede i praksis forudsætningen for det vi engang stolt kaldte Velfærdsdanmark. Tilbage er, at enhver er blevet sig selv nærmest, og at frygten og desperationen for ikke at ende blandt lavkastererne, præcis er den formel man skal bruge for at skubbe de stressede lønmodtagere helt ud over kanten.
I dagens Danmark tør ingen lønarbejder mere vise tegn på svaghed, og konsekvenserne heraf er tydeligvis katastrofale; fuld skrue og total nedtur fra den ene dag til den anden.
Hvem, udover de liberale, har nogensinde dokumenteret, at dette menneskesyn skulle give os et bedre samfund, og hvornår blev vi egentlig enige om at nedrive grundpillerne til vores tidligere unikke velfærd, der havde tryghed, plads og økonomi til alle, uanset evne og formåen?
Der er en gruppe af unge, som har det meget svært med livet og svært ved at finde deres ben som voksne.... og sådan har det altid været og disse unge har altid haft behov noget støtte. Disse unge har brug for fred og ro og udfordringer der passer til den udvikling og de problemer, som de har at slås med. Deres problemer går ikke væk af, at sende dem ud i de værste jobs, der typisk er det kommunen kan tilbyde. Det er på den anden side også at svigte dem, at give dem en livstids førtidspension. Der er en anden gruppe bistands klienter, som også på sigt kun vil have 1-3 timers arbejdskraft og hvor det er med fare for klientens helbred og i den sammenhæng, der må det være rimeligt at give en førtidspension.
- Jeg tror kommunerne skal blive bedre til definere den enkeltes behov og de skal stille krav til læger og psykologer om bedre definition af den enkelte klients muligheder.... og sidst men ikke mindst, så skal kommunerne huske på at de ikke får arbejde, arbejdsprøvning og sygdom m. m. ikke kommer til at fylde så meget for den enkelte klient, at klienten drukner i udfordringer og stress. - Slut med de store generaliseringer, som gør at den enkelte slet ikke kan finde et ben at stå på.
Hvordan er det lige man sygemelder sig, når man er sygemeldt? Den procesdure kan jeg ikke lige finde nogen steder... Ikke en gang på almægtige google.
Intentionen er at alle skal i arbejde.
Præmissen er at alle syge kan blive raske
(med eller uden Jesus).
Det er "magisk realisme", som egentligt hører hjemme i litteraturen,
men som med vold og magt er blevet presset ind i denne lovgivning.
Gad vide om en antologi af de bedste casestories her kan indbringe
en Nobelpris !
Desvære omhandler velværdstaten ikke længere mennesker, men udelukkende penge... Ikke mindst kassetænkning, som ser ud til at være et væsentligt våben for besparelser ude i kommunerne - Sorte Per skal holdes væk fra kommunekassen længst muligt og med alle midler. Det er sikkert formuleret i den fortrolige interne sagsprocedure som første prioritet.
Officielt er Danmark fortsat en velfærdsstat på papiret. Men virkeligheden der rammer en, når man for brug for "velfærdsstaten" er en helt anden - Det ved den brede befolkning bare ikke.
...Snydt og manipuleret igen.
vi ansætter for 20 milliarder djøffere som så skal spare 10 milliarder på fru jensen, fru jensen døde i processen.
djøfferne leger bare videre med deres kasser på deres små skriveborde, økonomi er sjovt på et skrivebord.
imens hober lortet sig op på vores sygehuse, pædagogerne er en uddød arbejdskraft og om lidt er der heller ikke flere lærer, de ældre får en pille og en ren ble om ugen (hvis de er heldige) dagpenge, efterløn forsvinder og samfundets støtte til de svageste bliver konverteret til tvangsarbejde.
de unge kan se langt efter en uddannelse og der kommer reduktion i vores højere læreanstalter.
men politikkerne får højere løn, der kommer mere politi, vi skal deltage i flere krige.
vi skal betale samme skat selv om der ikke længere er velfærd i danmark.
hvis der er nogen der starter en borgerkrig, er det egentligt meget forståeligt.
Er det ikke muligt at undersøge hvad det koster os alle sammen, når det ene ressource forløb efter det andet sættes i gang? Når der ansættes forskelligt special personale til at "støtte" den syge i at komme i arbejde og hvor mange støttepenge, der gives til de virksomheder, der kan give et kvarter eller en halv times arbejde en der er blevet tilkendt flexjob. Desuden er der de private virksomheder, der laver ressourceforløbe til mennesker, de skal også betales. Ud over den enorme administration alt dette medfører. Kan det mon opveje langtidsparkering på kontanthjælp og andre lave ydelser? For ikke at tænke på de ekstra udgifter i sundhedsvæsnet, som den forværrede helbreds situation der følger med kommuners krav til de syge meldte, giver.
Jeg tror efterhånden ikke, at der er nogen, som køber "velfærdsstaten" længere.
Fokus er nu på overlevelse - egen overlevelse, vel og mærke.
"Den brede befolkning" følger mediernes færdigtyggede udlægninger af virkeligheden og kommunerne har ikke kræfter, ressourcer eller viden til andet end snævre, uigennemtænkte løsninger, der i virkeligheden kun eskalerer deres arbejde og udgifter.
Tilsyneladende kan man heller ikke skelne mellem fysiske lidelser og afsavn og så de psykiske, som i denne sammenhæng bliver bedre stillet i forhold til førtidspension.
Det må være rigtigt at drage disse rædsels historier frem i endnu højere grad, når man samtidig læser om solstråle historier om vores velfærdssamfund (nyt ord søges)
Det politiske klima og de politiske beslutninger er fuldstændig hovedløst, dybt kritisabelt, amoralsk, uhyggeligt dyrt og ikke mindst deprimerende og nedgørende over for de mennesker dette politiske cirkus går ud over og som de skal finde sig i.
Er der virkelig ingen med en smule fornuft i behold, som kan standse dette vanvid.
Jeg mindes ikke, at den politiske ufornuft i mands minde har været så meget hen i vejret, og det er i et velordnet samfund som det danske.
Det skal nok gå sådan, at politikerne vil hævde, at det går så dårligt i Danmark, fordi vi er presset af flygtninge, men jeg køber ingen undskyldninger og historieforfalskninger.
Det er inkompetent af helvede til.
Jeg tilgiver aldrig EL, at de valgte at være støtteparti på det regeringsgrundlag, og at de holdt hånden under Thornings regering i næsten 4 år.
Jørgen Steen Andersen, det er, fordi verden har foandret sig, og politikerne ikke aner, hvad de skal stille op, når folk ikke længere efterspørges på arbejdsmarkedet.
De tyer til en bestemt logik, som i og for sig var rigtig nok: at det jo ikke er pengene, der er værdien, men det arbejde, der udføres - hvorfor det ville kunne betale sig at investere mange af samfundets penge i at hjælpe folk i beskæftigelse, hvis der vel at mærke var brug for det. Allerede i dag har man bygget et kontrol- og regelsamfund op, som snarere dræber end fremmer aktivitet i samfundet.
Den sunde fornuft har trange tider, ligesom vore folkevalgt er totalt visionsløse, derfor kan dette galoperende vanvid fortsætte i det uendelige. Tænk hvis bare en af du uge politikkere gad stoppe op og stille sig sig spørgsmålet: Kan det egentligt svare sig vi anvende i om egnen af 56 milliarder skattekroner på dette nyttesløse cirkus?
ville det ikke være klogere som foreslået af Alternativet bare at give en skattefri basisydelse på f.eks 12000 pr md. Den sunde fornuft vil sige JO, fremfor Jobcentre og den uderskov af den tilhørende beskæftigelses industri der følger i kølvandet rettenligt burde være årets gazelle virksomhed vært år, da det kunne er interne arbejdspladser dette system udvikler.
Jørn Petersen
21. september, 2015 - 12:38
Jo, men Venstre har jo løsningen. Privatisering af alle offentlige ydelser. En hver kan da se at det her ikke går længere og at det offentlige er uduelig. Ikke ;-)
...Der må gerne grines. Ha ha ha
Men nu skal vi jo snart til valg igen, siger DF.
Midterpartierne er rørende enige om at det er de danskere der falder af toget der skal betale for køreturen på første klasse for de eftertragtede midtervælgere - Den middelklasse som de fleste af os tilhører om vi er gyldent pensioneret efter vel aftjent indsats på arbejdsmarkedet eller gyldent betalt som designerklædte funktionærer i det private eller det offentlige - Især hvis man tilhører klassen af konsulenter og kontrollanter i centraladministration og forvaltning får man sukker på det sure og den lille magt at sidde på en politisk styret pulje - Landets jobcentre kørte af sporet allerede i deres ideologiske grundlag der byggede på engelsk koncept - Designet af Claus Hjorts regnedrenge i det økonomiske råd - ulykken for vores handicappede og syge er at deres ret til kompensation siden 0-rene er administreret i jobcenteregi styret af stramme refusionsregler og siden underlagt Claus Hjorts begrænsning af ret til sygedagpenge på 52 uger - i dag helt nede på 22 uger dette svigt er ikke helt gået op for midtervælgerne og den midtersøgende presse. Vi har ikke råd og de syge er potentielt snart raske eller også er de potentielt sociale bedragere. Dette er det uhyggelige mantra politikere og embedsmænd messer bag de lukkede døre. Godt hjulpet på vej af kurser og seminarer med private lægekonsulenter arrangeret af KL, der fremstiller et forvrænget idealbillede af den borger der søger hjælp: overvægtig kvinde ung mor uden uddannelse med lavt selvværd storrygende doven og umotiveret i forhold til arbejdsmarkedet.
Vi er blevet for rige - og derfor frygter vi de potentielt fattige og uproduktive selv om vi ikke kan bruge dem til andet end malkekvæg - vi frygter også flygtninge og vil hellere kaos ved EUs grænser end omdirigere en enkelt af tusind EU-puljer fx Horizon 2020 til grønne og sociale partnerskaber i EU 600 milliarder til opbygning af bæredygtige flygtningecentre rundt om Middelhavet. 600 milliarder er småpenge i EU - ligesom de sølle 300 millioner vi sparede på den sidste kontanthjælpsreform der gjorde livet til en uoverstigelig barriere for unge udviklingshæmmede og handicappede kontanthjælpsmodtagere.
Uha, tal endelig pænt om konkurrencestaten. For iflg. Ove Kaj Pedersen er den en forbedring af velfærdsstaten. Hvorfor? Fordi alle kommer i arbejde, koste hvad det koste vil af menneskelige lidelser. Gad vide, hvad manden vil sige til at blive behandlet på samme måde som Betina Jensen og alle de mange andre mennesker, der er blevet ofre for denne "opgradering" af velfærdsstaten?
"Tilsyneladende kan man heller ikke skelne mellem fysiske lidelser og afsavn og så de psykiske, som i denne sammenhæng bliver bedre stillet i forhold til førtidspension."
Du må have spist søm og glemt at spytte hovederne ud. Det er langt nemmere at få hjælp hvis man fejler fysiske ting i dagens Danmark. Det mest nedprioriteret system vi har her i landet er psykiatrien.
Det værste er at almindelige mennesker ikke ved hvad man udsætter ledige og syge for i jobcentrene. der er ikke blot tale om brud på menneskerettighederne, men også konventionen om tortur. Man kan anke afgørelser men ikke sagsbehandlingen, man kan godt nok klage til kommunalbestyrelsen, men de sætter forvaltningen til at besvare klager over dem selv, så chancen for at få medhold er ikke eksisterende.
Alene tvangs aktivering koster omkring 11 milliarder, selve driften af jobcentrene løber op i omkring 100 milliarder, man kan med god ret spørge hvad får vi for de penge?
Da jeg var ung, i 80'erne, havde vi det modsatte problem. Jeg kom på pension som 23-årig pga noget psykisk, og jeg ville aldrig have søgt pension, hvis jeg havde kunnet få et revalideringstilbud eller aktiveringstilbud, og jeg føler nærmest at pensionen var diskrimination pga diagnosen. Men jeg skal love for at vi læsser af i den modsatte grøft i dag. I dag kan ældre mennesker ikke få pension selvom de har fremskreden gigt i både fødderne, knæene og ryggen. Og jeg kender en krigsveteran, som er dødsyg pga PTSD. Han kan ikke sove om natten pga mareridt og han får svære depressioner. Jeg ved ikke om det lykkes for ham at få pension. Men når man er syg har man brug for tryghed. Man har brug for at vide at man også kan betale husleje og klare sig de perioder, hvor man ingenting kan.
Men, Nina Henriksen, forhindrede din pension dig i at være aktiv og foretage dig noget i livet? Eller betød den sikre indtægt hver måned tværtimod, at du havde nogle muligheder, som i dag er fraværende ?
Thomas Toft - Jeg spiser ikke søm - heller ikke rustfri.
Jeg kender tilfældigvis personer, der har fået førtidspension (godt nok fyldt 40) på den konto.
Men når jeg læser andre indlæg, så tror jeg, at der er meget forskel fra kommune til kommune, sagsbehandler og omstændigheder.
Det kan vel ikke komme bag på nogen, at der i Danmark er vidt forskellige afgørelser på det samme grundlag, på trods af nidkær kontrol!
Nina Henriksen har jo ret. Man har brug for tryghed og brug for at vide at man kan betale sine regnnger oggerne blive boende hvor man bor når man er alvorlig syg og på grund af dette er forhindret i at passe sit arbejde.
Peter Hansen ligeså. Tilkendelse af ret til førtidspension forhindrer på ingen mode at man deltager i fællesskabet, er aktiv i sit nærsamfund og bidrager i det omfang til fællesskabet man formår og når man formår dette.
Det er derfor noget af det mest nedværdigende når først politikere / journalister og siden hen mange flere omtaler borgere på førtidspension som mennesker parkeret et eller andet sted. Man parkerer befordringsmidler, men ikke mennesker.
At modtage førtidspension betyder bare at vores amfund = alle os andre, har accepteret at denne borger ikke mere er i stand til, at levere tilfredsstillende på det lønnede arbejdsmarked.
Vores fællesskab er da en helt anden størrelse end dette lovpriste segment, det lønnede arbejdsmarked. Fællesskabet omfatter alle fra vugge til grav og det er vigtigt for alle at bidrage til det store fællesskab i det omfang man kan.
Andre holdninger, som den de fleste politikere fra S og videre ud til højre
giver udtryk for, er ganske enkelt uanstændigt.
Tak, til Ulf for endnu et sobert og veldokumenteret debatindlæg.
http://www.k10.dk/showthread.php?t=30224
900 sekunder om ugen i et fleksjob!
Med venlig hilsen
Peter Hansen
Vores sikringssystem har ændret sig så hurtigt de sidste ti år at en førtidspensioneret politimand med invalideydelse fra Politiforeningen på grund af en rygskade for 8 år siden var borgmester i Randers og oven i sin kompensation for syg i eget erhverv fik sin borgmesterhyre ubeskåret - der er en del i de politiske erhverv med invalidepension -I dag er både sygesikringsbeviset og sikringssystemet afskaffet - vi har fået sundhedskort og er alle potentielt raske - Derfor er motivation og mirakelkure sagsbehandlernes nye arbejdsområde
I dag bliver invalideydelse fra arbejdsmarkedspension fratrukket den meget lave ydelse i ressourceforløb. Det vil sige at rammes du af kronisk sygdom der udløser en invalideydelse du selv har sparet op til via din pension er det ikke længere en kompensation der sikrer din levestandard. Flyttes du til kontanthjælp efter 22 uger på sygedagpenge som mange syge oplever i dag så er du omfattet af kontanthjælpsregler og alt værdi også pensioner incl. din ægtefælles pensioner skal realiseres før du er berettiget til hjælp - det er derfor selvfølgelig en stor fristelse for de fattige kommuner der skal spare på driften at stoppe sygedagpenge og sætte barrierer for at den syge bliver færdig med sin afklaring til berettiget hjælp. Til gengæld rammer denne fattiggørelsespolitik som en boomerang når skattegrundlaget langsomt smuldrer og meget fattige og syge pensionister med ødelagte familier skal støttes af kommunen
Omfanget af forkert medicinering og forkerte diagnoser her i landet er enormt, så der er ikke noget at sige til at antallet af ukampdygtige stiger... for lægerne er der selvfølgelig det plus at hvis der stilles en forkert diagnose og deraf følgende forkert medicinering, så vil man ofte behøve medicin til, at rette op på den første fejldianostisering...
For nogen år siden blev antallet af fejldiagenostiseringer opgjort til ca. 25 % og hver tredje pille ansloges at være fejlmedicinering ... og det er nok ikke blevet bedre. Alligevel hævder kommunerne at de er alvidende ud fra deres skøn over folks helbredsproblemer...
Poul Solrart Sørensen - Det er præcist problemet, og man fortsætter med ønsket om "udredningsgarantien", som skal være den samme i hele landet :-/
Hurtighed er bedre end at være rask!
Det er i sandhed himmelråbende - og som du skriver, så sker der mange fejldiagnoser/ behandlinger - det råber man så ikke så højt om...
Det er næppe et plus for lægerne, (hvis de da ikke er sponsoreret af medicinal producent!). Der lægges stor fantasi og kræfter i at skrive det rigtige, så at det i alle tilfælde nok er patientens egen skyld, hvis noget glipper.
Nu er det selvfølgelig individuelt efter personen, der dokumenterer. Men - det øgede "kontrolsystem" og evt. erstatninger udgør givetvis en belastning.
Kommunerne tænker ikke i de baner, de har deres eget problemkompleks - og presset om økonomi som alle andre.
Er der noget at sige til, at samfundet galoperer væk fra "velfærden"?
En af de myter økonomerne og vores folkevalgte navigerer efter, er at vi danskere ikke vil betale vores skat hvis vi kan risikere at de syge og arbejdsløse snyder ved kassen - derfor føler de pligt til at kontrollere os for milliarder når vi rammes af sygdom og arbejdsløshed - min familie der har betalt skat i generationer betalt skolepenge støttet vores børn passet vores ældre i hjemmet dyrket vores egne grønsager og vedligeholdt vores biler og ejendomme - har det fuldstændig omvendt - vi betaler vores skat moms og afgifter med glæde så længe de mest udsatte de arbejdsløse og syge får støtte til et værdigt liv - så længe vores offentligt ansatte har værdige rammer for deres livsvigtige arbejde med at sikre vores børn unge og ældre den støtte de har brug for - til gengæld bør den private industri klare sig selv og indrette deres produktion efter markedsvilkår frem for støtteordninger -de har vores pensionsmidler at lege med på det globale marked - Vi betaler uddannelser infrastruktur og forskning og sikrer mange af dem et stabilt marked med vores offentlige investeringer i sundhed velfærd teknologi anlæg og byggeri - det må være rigeligt