Kommentar

Kreative regnefinter bag halvering af fattige

Længe inden den 70. generalforsamling i New York er det ifølge FN lykkedes at halvere ekstrem fattigdom i verden og dermed opfylde et af de såkaldte 2015-mål. Det lyder jo fantastisk – men er det nu også helt korrekt?
Debat
30. september 2015

Fredag den 11. september i år blev der i Danmark uddelt 440.000 eksemplarer af avisen Verdens Bedste Nyheder, der er et oplysningsinitiativ under FN, Danida og de danske udviklingsorganisationer. Af avisen fremgår det, at det første af FN’s såkaldte 2015-mål – halvering af ekstrem fattigdom i verden – allerede blev nået i 2010.

Umiddelbart lyder det som en god nyhed. Men ifølge den indflydelsesrige tyske filosof Thomas Pogge omhandler målet ikke en reel halvering af verdens ekstreme fattigdom. I andenudgaven af sin berømte bog World Poverty and Human Rights kritiserer Pogge udformningen af det første 2015-mål.

Umiddelbart forekommer det ret ligetil at gennemskue, hvad et mål om at halvere ekstrem fattigdom i verden indebærer. I år 2000, hvor 2015-målene blev vedtaget, var der knap 1,1 milliard mennesker, der levede i ekstrem fattigdom. En halvering af ekstrem fattigdom i verden indebærer således, at der i 2015 højst må være 550 millioner mennesker, der lever i ekstrem fattigdom.

Det var imidlertid ikke det mål, som verdens ledere støttede op om i år 2000. I stedet går det første 2015-mål på at halvere andelen af mennesker i udviklingslandene, der i forhold til 1990 lever i ekstrem fattigdom. Og det er langtfra det samme.

Hvor gærdet er lavest

Tre ting er værd at bemærke. For det første: At halvere andelen frem for det faktiske antal er grundet befolkningstilvæksten et langt mindre ambitiøst mål. I 1990 var 30 procent af befolkningen i udviklingslandene ekstremt fattige. Målet er altså, at andelen af ekstremt fattige skal ned på 15 procent. Men grundet befolkningstilvæksten svarer 15 procent til et langt større antal mennesker i dag, end det gjorde i 1990.

Dernæst: Ved at fokusere på andelen af fattige i udviklingslandene springer man igen over, hvor gærdet er lavest, da det er her, befolkningstilvæksten har været størst.

Og for det tredje: Ved at rykke udgangspunktet tilbage til 1990 udnytter man den øgede befolkningstilvækst, der fandt sted i tidsrummet 1990 til 2000. Samtidig drager man nytte af reduktionen på over 150 millioner ekstremt fattige, der allerede havde fundet sted, da målet blev vedtaget i år 2000.

Alle disse regnefinter betyder, at en halvering af ekstrem fattigdom i verden ifølge 2015-målet er nået, når der er 900 millioner mennesker, der lever i ekstrem fattigdom og ikke 550 millioner, sådan som man kunne have forventet.

Siden Pogge formulerede denne kritik i 2008, har FN foretaget en opjustering af antallet af ekstremt fattige i 1990. Ifølge FN’s nye Millennium Development Goals Report fra 2015 var antallet af ekstremt fattige i 1990 ikke 1,2 milliarder som oprindelig angivet men derimod 1,9 milliarder. Eftersom antallet af ekstremt fattige i 2015 i samme rapport angives til at være 836 millioner, synes der siden 1990 at være sket an reel halvering af ekstrem fattigdom i verden. Men her er det værd at bemærke, at halveringen udelukkende skyldes den kraftige opjustering af 1990-tallet. At der var flere fattige i 1990, end oprindelig antaget, er vel næppe værd at fejre.

Urimelige globale forhold

Pogges mest centrale kritikpunkt retter sig imidlertid ikke mod den besynderlige udformning af det første 2015-mål, men omhandler derimod vores ansvar over for verdens fattige. Ifølge Pogge krænker vi de fattiges menneskerettigheder, fordi vi opretholder en uretfærdig global orden. Pogge henviser her til artikel 25 i menneskerettighedserklæringen, der omhandler retten til en rimelig levestandard, og artikel 28, der omhandler retten til at leve under en international orden, der sikrer, at menneskerettighederne kan virkeliggøres.

Pogge peger på en lang række globale institutionelle forhold, som bør ændres for at undgå at krænke de fattiges ret til en rimelig levestandard. For det første bør man indgå mere retfærdige handelsaftaler i WTO-regi. Velstående lande bør ikke have så høje tariffer, subsidier og handelskvoter, da dette hæmmer udviklingslandenes eksportmuligheder. Desuden foreslår Pogge at ændre reglerne for intellektuel ejendomsret, så man får hurtigere adgang til billig kopimedicin.

For det andet bør det internationale samfund ikke længere tillade diktatorer at sælge naturressourcer og optage lån på vegne af en befolkning, de ikke repræsenterer. Pogge sidestiller dette med at købe eller tage pant i varer fra en bevæbnet forbryderbande, der har taget kontrol med et varehus. Man må kræve et minimum af demokratisk legitimitet, før en regering kan låne og sælge på vegne af sit land. Ellers bærer det internationale samfund også et ansvar for at holde korrupte diktatorer ved magten.

Pogge argumenterer på overbevisende måde for, at mange af de 18 millioner årlige fattigdomsrelaterede dødsfald kunne undgås, hvis den globale institutionelle orden blev ændret, således at den i højere grad tilgodeser de fattiges interesser.

I begyndelsen af den nuværende generalforsamling (15. september til 6. oktober) vedtog FN en række bæredygtighedsmål rettet mod 2030. Det første går på udryddelse af ekstrem fattigdom. Hvis dette mål skal nås, er Pogges kritik af den nuværende globale institutionelle orden et godt sted at starte.

Claus Strue Frederiksen og Tine Hindkjær Madsen forsker i filosofi ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gad vide, hvad de danske mediers nye statistiske 'loverboy', Hans Rosling, siger til det?

Karsten Kølliker

Hvor er det godt at der er nogen der tager sig tiden til at pille den officielle propaganda fra hinanden. Og Thomas Pogge’s indvendinger fremstår helt reelle. Men hvad gør man, når de diktatorer, som uden et folkeligt mandat faldbyder naturrigdommene, er understøttede af netop de lande der erhverver de billige råvarer, og at diktator-modellen netop er en garant for at råvarerne kan købes til spotpris?

En gennemgang af alle væbnede konflikter over de seneste 150 år ville vise en rød tråd der løber igennem praktisk talt dem alle sammen, nemlig legitime regeringer som forsøger at få kontrol over salget af deres lands naturressourcer, og hvor de væbnede konflikter opstår og udfolder sig og typisk ender med at en illegitim regering så sidder på magten. Kort sagt, Vestens udbredelse af tyranni.

Peter Sterling

Er følgende helt forkert?

I år 2000, hvor 2015-målene blev vedtaget, var der knap 1,1 milliard mennesker, der levede i ekstrem fattigdom. I dag er der 900 millioner mennesker, der lever i ekstrem fattigdom? Ifølge FN lykkedes det at halvere ekstrem fattigdom i verden??? Hvem står bag disse ekstreme løgne?

Er følgende forkert: Finanskrisen i 2008 forøgede antallet af de fattigste fra 0,8 mia til 1,4 mia?

Er verdens velstand afhængig af ekstremt fattiges ekstremt fattige børn ?
Arbejdsudbuddet er .... i tilfælde af at produktion skal være markedsstyret.

"For det andet bør det internationale samfund ikke længere tillade diktatorer at sælge naturressourcer og optage lån på vegne af en befolkning, de ikke repræsenterer. "
Det er en ret god pointe, som bør følges op med at den slags gæld annuleres.