Læserbrev

Læserbreve

2. september 2015

Amnesty mangler fokus på sexkunder

Anne Sofie Allap, radiovært, Dennis Kristensen, FOA, Charlotte Lund, EL, Flora Ghosh, LIVaRehab, Hanne Helth, 8. marts-initiativet, Henrik Marstal, forfatter, Lisa Holmfjord, Dansk Kvindesamfund og Nanna Højlund, Kvinderådet

I kronikken »Sexarbejdere svigtes af dem, der burde tale deres sag« (den 25. august) stiller Christian Groes-Green et spørgsmål til os (som han under ét kalder radikalfeminister): Hvilken dagsorden styrer radikalfeministernes massive modstand mod at give rettigheder til de mange sexarbejdere, som modsætter sig afretning og ikke ønsker at forlade branchen?

Vi arbejder for at begrænse køb af mennesker i prostitution. Det er uforeneligt med vores samfunds ideal om ligeværd, at det ene køn er til salg. Vi er ikke optaget af at afrette eller fordømme kvinder i prostitution, sådan som Groes-Green hævder, men af at få fokus på kunderne. Både Amnesty International og Groes-Green forholder sig kun i begrænset omfang til kunderne og alfonserne.

Efterspørgslen mindskes bedst ved at gennemføre et forbud mod såkaldt sexkøb sammen med blandt andet exitstrategier. Vi lytter til mange kvinder i prostitution. Men man behøver ikke være prostitueret for at kunne mene noget om emnet. Den ret tager Groes-Green sig. Vi gør det samme – med udgangspunkt i tusindvis af kvinders fortællinger om den udnyttelse i prostitution, de gerne ville have været foruden.

Medunderskrivere:

Allan Holmgren, psykolog, medl. af bestyrelsen for Dansk Psykoterapeutforening
Anne Sofie Allarp, radiovært, forfatter, cand. jur.
Balder Mørk Andersen, rådmand (SF) og talsperson, 8. marts-initiativet
Bente Kongerslev, pædagog og kvinde med prostitutionserfaring
Birgit Petersson, speciallæge i psykiatri
Birgit Søderberg, formand, LOKK
Camilla Schwalbe, tidl. formand for DSU, byrådsmedlem
Charlotte Lund, medl. (EL) af Københavns Borgerrepræsentation 
Christel Schaldemose
Dorte S. Andersen, diakon, cand. psych.
Ellie Jokar, rapper og komiker
Erik Hauervig, talsperson, Newlives
Helena G. Hansen, udviklingskonsulent, LIVa Rehab
Helle Jarlmose, generalsektretær, KFUKs Sociale Arbejde
Irene Manteufel, forkvinde, Everyday Sexism Project Danmark, Netværksgruppen
Jens Høvsgaard, journalist og forfatter
Jette Anne Marie Hansen, forfatter, næstforkvinde for Netværksgruppen
Leif Max Hansen, formand for Socialdemokraternes Kulturudvalg
Lita Malmberg, socialpædagog og tidligere prostitueret.
Maja Højgaard, læge, medlem af Socialdemokraterne
Marianne Bruun, ligestillingskonsulent, 3F
Marianne Jelved, MF (RV), tidl. kulturminister
Marion Pedersen, tidl. MF for Venstre
Mette Cristine Schou Frandsen, projektleder, Everyday Sexism Project Danmark
Mette Viktoria Pabst, debattør
Mogens Albert Pedersen, Christians Safe House
Neil Bloem, medl. (SF) af Københavns Borgerrepræsentation
Odile Poulsen, foredragsholder og forfatter
Pia Christensen, Reden Aalborg, medlem af Socialdemokraterne
Randi Theil, sekretariatsleder, Kvinderådet
Sarah Elizabeth Daley, debattør, En Feminists Bekendelser
Sofie Danneskiold-Samsøe, ph.d. og adjunkt
Thomas Bering, talsperson, Mænd Mod Købesex
Trine Torp, MF (SF), social- og ligestillingsordfører, psykolog
Ulla Tornemand, næstforkvinde, Dansk Kvindesamfund
Uzma Ahmed, medstifter, Brune Feminister
Vibe Kathrine Fangel-Hansen

Deletjenester skaber øget forbrug

Christian Ingemann, partner i analysebureauet Solobeta

Christian Ege har fat i noget, når han i kommentaren »Deleøkonomien sparer ressourcer« (14. august) fremhæver delebilsklubber som en bæredygtig model. Men det er et perifert eksempel på linje med for eksempel værktøjsbiblioteker.

Den dominerende udvikling, de eksorbitante investeringer, det politiske fokus og forbrugernes efterspørgsel samler sig for tiden om en anderledes ressourceøkonomi, nemlig platformen. Til forskel fra en delebilsklub ejer platformen ikke selv de primære ressourcer. Den forbinder aktører, der kan udveksle produkter og ydelser med hinanden. Så når man investerer i deleøkonomi, investerer man ikke i biler eller de mennesker, der udfører platformens primære service. Man investerer i at udvikle en effektiv og brugervenlig markedsplads, hvor det meste kan tilgås, når behovet melder sig.

Deletjenester som Uber, Airbnb, og MinbilDinbil er alle platforme, der faciliterer adgang til et stort udbud af ressourcer. Transaktionsomkostningerne er nedsat, og det er den slags omkostningseffektive skred, der gør platformen til en interessant forretningsmodel, men som også konfronterer os med bæredygtighed. For når ejerskab ikke længere er en forudsætning for brugsret – når vi via en app let kan få adgang til andres ressourcer – så vil det ofte føre til et øget samlet forbrug.

At deleøkonomien er ressourcebesparende er desværre en påstand, der heller ikke finder genklang i nye undersøgelser. Der er nemlig tale om såkaldte reboundeffekter, som optræder direkte, når for eksempel billigere billeje øger den samlede udlejning af biler eller indirekte, når en besparelse på en Airbnb-ferielejlighed gør flyveturen til Chicago mulig.

Det betyder ikke, at vi skal afstå fra at benytte deletjenester. Snarere kunne vi begynde at overveje, hvordan vi bruger de sparede eller indtjente penge, så vi ikke udhuler det, der ellers er en potentiel kollektiv gevinst.

Flugten fra Vestsahara

Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

En søgning på ’syriske flygtninge’ på Infomedia giver 1.681 hits inden for de seneste tre måneder. En tilsvarende søgning på ’Vestsahara’ giver kun 33. Ikke desto mindre lever over 150.000 af Vestsaharas oprindelige befolkning – saharawierne – som flygtninge i et goldt ørkenområde i Algeriet.

Til november er det 40 år siden, at Marokko invaderede Vestsahara. Selv om saharawierne har været tålmodige med FN, der ikke har handlet på deres over 100 resolutioner om Vestsahara, og tålmodige med et verdenssamfund, der lystigt handler med den marokkanske besættelsesmagt, så er der tegn på, at tålmodigheden er ved at slippe op. Vestsaharas befrielsesfront lavede i 2012 en meningsmåling, som viste, at 85 procent af de unge saharawier var klar til at droppe våbenhvilen med Marokko og begynde krigen på ny. Der er ingen grund til at tro, at dette billede har ændret sig siden.

Hvis Danmark og EU ikke ønsker en ny krig og flygtningestrøm lige syd for EU’s grænser, er det klogt at lægge pres på Marokko, så de afholder den folkeafstemning, som landet og FN har lovet.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu