Klumme

De magtesløse magtfuldkomne

Intet kan være så afslørende som direkte tv. Mediet kan formidle dialog og håb om torsdagen og det modsatte om søndagen
16. september 2015

To store tv-debatter om flygtningesituationen i den forløbne uge gav mig anledning til både bundløs pessimisme og en gryende optimisme ved en af den nyere tids største og mest komplicerede kriser.

Den ene foregik torsdag i DR’s Debatten, hvor vært Clement Kjærsgaard havde truffet et af nyere dansk journalistiks mest chokerende valg: Der var ingen ministre, partiledere eller folketingsmedlemmer i studiet. Kun en københavnsk omegnsborgmester var med »på dispensation«, som Kjærsgaard udtrykte det.

Resten af det omfangsrige panel var aktivister, bloggere, debattører og en enkelt chefredaktør. Fra Jyllands-Postens blogger Rune Selsing over RokokoPostens Mikkel Andersson til ’menneskesmugleren’ Lisbeth Zornig Andersen. Og to stærke indvandrerstemmer: Nordisk Films udviklingsredaktør, journalist Abdel Aziz Mahmoud, og den dansk-syriske læge Haifaa Awad.

Den allestedsnærværende hurtigsnakker Knud Romer Jørgensen var der naturligvis også, men alligevel blev jeg fra start til slut fascineret af ’borgermødet’, fordi jeg oplevede en vilje til at lytte til hinanden og tale sammen trods meningsforskellene. Måske ligefrem respekt.

Det er altså mere interessant med mennesker, der taler sammen i stedet for mistænkeliggøre hinanden eller tale udenom. Nogle talte ligefrem om noget konkret og håndfast, de selv havde foretaget sig – fra Zornigs transport af flygtninge til den journaliststuderende, der var taget til Lesbos for bare for at hjælpe. Og Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, der uden hån eller mistænkeliggørelse var skeptisk over for aktivisterne.

Efter debatten var min første tanke, at det nok var forløbet anderledes frustrerende, hvis tilrettelæggerne havde valgt den helt traditionelle og mest udbredte debatrekruttering, nemlig at invitere politikere i studiet, hvor man alt for ofte oplever en kappestrid om at fremhæve sig selv og ved hjælp af retoriske kneb sætte modstandere i et dårligt lys og kun sjældent besvare de spørgsmål, der stilles. Dette er naturligvis en generalisering, men adskillige politikere burde lytte og lære af forløbet af ’borgermødet’.

Den anden debat var TV 2’s partilederrunde søndag aften. Begrebet ’runde’ er i virkeligheden meget præcist, for som så ofte før var der tale om fremførelsen en række omhyggeligt forberedte statements, der til fulde demonstrerede ikke mindst statsministerens og oppositionslederens kombination af rådvildhed, magtesløshed og mislykkede forsøg på at overgå hinanden i at virke som ansvarlige danske ledere med en dansk løsning på et flygtningekaos, som der tydeligvis ikke findes en separat dansk løsning på.

Det blev en trist bevisførelse for, hvordan vælgerne blev ført bag lyset af valgkampens rød/blå tv-topmøder, hvor den nuværende og forhenværende statsminister overgik hinanden i påstande om, hvordan de med et snuptag kunne reducere flygtningestrømmen. De magtfuldkomne blev søndag udstillet som magtesløse. Det var naturligvis indimellem fascinerende at iagttage, men også deprimerende at tænke nærmere over.

Mens der på Clements ’borgermøde’ var gæster med brugbare erfaringer med integration, gæster med engagement og for de flestes vedkommende et ønske om både dialog og handling, var partilederrunden på TV 2 en opvisning i det modsatte. Ja, både Alternativets Uffe Elbæk, den radikale Morten Østergaard og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen forsøgte at slå en lille revne i myten om, at der findes en særlig dansk løsning, men uden synderlig virkning i en runde, der aldrig blev hverken en debat eller en samtale.

Måske tynger det såkaldte ansvar, kommunikationsrådgivernes budskabstræning og frygten for vælgerne (og Dansk Folkeparti) så meget, at det er blevet sværere og sværere for ledende politikere at udtrykke sig klart. For slet ikke at tale om at udvise mod. Intet kan i virkeligheden være så afslørende som direkte tv. Mediet kan formidle dialog og håb om torsdagen og det modsatte om søndagen.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Jørn Andersen
  • peter fonnesbech
Thomas Tanghus, Jørn Andersen og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så desværre ikke udsendelsen, men det frustrerer mig til sindsygens rand, at vi altid skal trækkes med kamphaner, som kun er interesserede i at promovere sig selv.

Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Janus Agerbo, Anne Eriksen, Thomas Tanghus, Per Klüver og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Jeg så partilederrunden, og kunne heller ikke finde hverken debat eller samtale - nada.

DR’s Debatten med Clement Kjærsgaard så jeg kun lidt af.
Det er for hektisk med en alt for selvpromoverende Clement Kjærsgaard.

Så hvad gør man så, hvis man ønsker at blive lidt klogere på problemstillingen?

Vibeke Rasmussen, Per Klüver og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Med en lille omskrivning af Storm P.

Taget i betragtning af hvor få mennesker der er i Danmark, er det bemærkelsesværdigt hvor mange idioter der kan opnå valg til folketinget.

Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Einar Carstensen, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Janus Agerbo, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Helge Sørensen anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Mange politikere har holdninger, men mangler viden og erfaring, og det er den væsentligste grund til, at mange ikke gider høre på dem.

Børge Rahbech Jensen

Stadig ignoreres selve definitionen på ordet medier. Der er ikke meget formidling over politiske debatter endsige kritiske spørgsmål. Det ligner mere magtkampe mellem de folkevalgte politikere og nogle, som ønsker politisk magt uden at være folkevalgte.

Selv så jeg ingen af tv-debatterne. På andre fronter leverede medierne ikke meget håb. Faktisk mener, det er misvisende at nævne angst for vælgere i denne sammenhæng, hvor medierne kun repræsenterede en begrænset andel af vælgerne. På de traditionelle mediers elektroniske platforme fik Dansk Folkeparti langt mere plads end de andre partier. Det var vist kun Venstre, der fik næsten lige så meget omtale som Dansk Folkeparti, og det var i en noget anden anledning. Dansk Folkepartis leder blev nærmest præsenteret som landets frelser, mens en forsvarsminister, som var medlem af Venstre, blev anklaget for ulovlig brug af en medarbejder.

For eksempel blev Dansk Folkepartis ordvalg om lukning af motorveje, fordi grupper af flygtninge gik på dem, straks accepteret samtidig med, at kommentarerne til mediernes historier om flygtningene ved grænsen var præget af angst for muslimer og krav om grænsekontrol. Derudover var det et billede af et par, der blev omtalt mest. Manden blev anklaget for at spytte på flygtningene, men senere viste det sig, at hans særprægede hovedform og positur blot gav anledning til at tro det. Fraværet af kritisk journalistisk var næsten lige så skræmmende som den meget nationalistiske folkestemning. Den velkendte ensartede nyhedsformidling bidrog til den skræmmende stemning i samfundet. Meget hurtigt blev skabt en stemning af en fjendtlig besættelse af landet. Det blev ignoreret, at grupper af flygtninge nok højest gik 10-15 km. på motorveje. Rydningen af motorvejen på Falster skete en nat og blev kun omtalt af Sydsjællands Politi på Twitter og politikredsens hjemmeside. Politiet antydede det var voldsomt, og dialogen var afløst af magt, men på det tidspunkt var journalisterne åbenbart gået hjem.

Nu havde jeg nær glemt en anden skræmmende debat i den forløbne uge. Den handlede om brug af sociale medier og dermed i realiteten om grænser for ytringsfrihed. Udgangspunktet var, at det var forkert at fortælle om sine gode gerninger - eller hvad det nu var - på sociale medier. Det blev kaldt gode gerninger, men jeg tænkte, at det nok også var grænseoverskridende at overtræde gældende lovgivning trods politiets advarsler.

For mig var det også lidt ubehageligt, at det tilsyneladende hverken faldt medierne eller Folketingets partier ind, at de ordinære internationale tog mellem Danmark og Tyskland bruges af andre end flygtninge og illegale indvandrere. Selvom jeg har dansk pas og godt må rejse ud af landet, tror jeg, det vil være ubehageligt at skulle vise pas til et medlem af hjemmeværnet ved stationen i Padborg, hvis jeg var på vej hjem fra udlandet med tog. Det vil nok føles som mere dramatisk end en almindelig stikprøvekontrol udført af politiet.

Endelig var det ironisk, at mindst to af de mest rabiate tilhængere af grænsekontrol, som ikke var medlemmer af Dansk Folkeparti, havde anden etnisk oprindelse end dansk. Den ene var syrer og den anden iraner. Det undrede mig, det tilsyneladende ikke faldt dem ind, at deres holdninger var selvmål på den måde, at de ønskede en udlændingepolitik, som ville have forhindret deres eget ophold i Danmark. Når jeg nu tænker over det, undrede det mig til gengæld ikke, at medierne ikke interesserede sig for det paradoks. Jeg er vant til mediernes nationalsocialistiske dagsorden.

Thomas Rasmussen

Løkkes "overhalet af virkeligheden" bekræfter samme mistanke, nemlig at virkeligheden er sådan et slags studenterrollespil for politikerne på Christiansborg. Så det har ikke rigtige omkostninger for dem ikke at lytte til hinanden. Men borgerne til CKs debatmøde havde noget på hjerte, noget at tabe, noget leve for etc. i den virkelighed.

Anne Eriksen, Einar Carstensen, Steffen Gliese og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Hvordan er vi kommet sådan på afveje med vores politiske system? Det går jo ud over alt i samfundet, hvor viljen til at finde løsninger, der er i overensstemmelse med befolkningens planer for landet, simpelthen ignoreres. Politikerne handler, som om de mener, at statskassen er deres personlige penge, og at det er dem, der skal bestemme, hvor landet skal bevæge sig henad.

Thomas Rasmussen

Godt spørgsmål, Peter Hansen. Jeg tænker stadig. De er som en flok ledere, der belønnes for omfanget af deres ambitioner, men aldrig for deres indsats i opfyldelsen af samme.

Men deres ambitioner går jo også i andre retninger end folkets - og faktisk kan man vist roligt sige, at de faktisk ikke har ambitioner længere, så havde de ikke satset på at minimere aktiviteterne i fællesskabet til fordel for et fuldkommen perverst privatforbrug blandt de øverste ti procent.
Når folk får muligheden og bliver spurgt, kan man se, at de i vidt omfang stemmer på det stik modsatte: i øjeblikket er Bernie Sanders den førende kandidat ved midtvejsvalget, Labour har med umisforståelig majoritet valgt Jeremy Corbyn som ny formand, og i vores eget lille land fik et nyt parti med et program, som ingen gav en chance, et bedre valg end flere af de gamle.
Det flytter sig, for folk har fået en langt bedre mulighed for rent faktisk at se, hvordan de trækkes rundt ved næsen og manipuleres i stedet for at blive talt til som voksne og behandlet med lovgivning, der ikke adfærdsregulerer, men trækker klare grænser for, hvad man må og ikke må, uden utilbørlig moraliseren.