Læsetid 5 min.

’Norge findes ikke’ – ikke engang i Norge

De store flygtningestrømme er ikke bare vores nutid, men også vores fremtid – og eneste alternativ til at påtage os ansvar og forpligtelser er fornyet barbari. Men flygtninge og migranter bør også indse, at Europa ikke er det forjættede land, de drømmer om
Flygtningene har en drøm. Når menne-sker befinder sig i yderste fattigdom, nød og fare, bliver deres utopisme kompromisløs. Men den barske sand-hed, som flygtningene må sande, er, at ’Norge ikke findes’ – ikke engang i Norge, mener Slavoj Zizek.

Flygtningene har en drøm. Når menne-sker befinder sig i yderste fattigdom, nød og fare, bliver deres utopisme kompromisløs. Men den barske sand-hed, som flygtningene må sande, er, at ’Norge ikke findes’ – ikke engang i Norge, mener Slavoj Zizek.

Rainer Mirau
11. september 2015

KRONIK – Strømmen af flygtninge fra Afrika og Mellemøsten til Vesteuropa udløser reaktioner, der ligner mønstret fra konstatering af uhelbredelig sygdom. Først benægtelse: » alvorligt kan det vel ikke være!« – den fase er vi ovre.

vrede – »hvordan kan det ske for mig«? – der eksploderer, når benægtelse ikke fungerer:

»Flygtningene truer vores livsform – og har fundamentalistiske muslimer i deres midte!«

Derpå forhandling – »lad os vedtage kvoter og bygge flygtningelejre i nærområder« – efterfulgt af depression:

»Vi er fortabt – nu bliver Europa til Eurabia

Endnu mangler sidste stadium – acceptens – der må tage form af en forpligtende fælleseuropæisk plan om at imødekomme flygtningene.

Venstrefløjshumanister harmes over, at Europa lader tusinder drukne i Middelhavet: Vi må, siger de, slå portene op og være solidariske med mennesker i nød. Indvandringsfjendske populister siger: Intet er vigtigere end selvbevarelse og beskyttelse af vores livsform. Folk i andre lande må løse egne problemer selv. Hyklerisk er det at kræve åbne grænser. De selvgode moralister burde vide, at det projekt uvægerligt strander på udbredt uvilje i brede dele af Europas befolkninger. Hykleriske er højrepopulisterne: De burde vide, at det ikke løser problemerne, hvis befolkningerne i Afrikas og Mellemøstens dysfunktionelle lande overlades til at klare sig selv. Og burde vide, at vi i Vesten har medansvar for, at disse lande blev dysfunktionelle.

Vestlig interventions skade

Det var vestlig intervention i Libyen, der kastede landet ud i kaos. Det var vestlige magters angreb på Irak, der gødede jorden for Islamisk Stats opkomst. Borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik mellem det kristne syd og det muslimske nord udfolder sig nok som en eksplosion af etnisk had, men blev udløst af opdagelse af olieforekomster i nord, ligesom det var global tørst efter mineraler som coltan, kobolt, diamanter og kobber, der satte DR Congos krigsherrer op imod hinanden fra 1990’erne og frem.

De fleste flygtninge kommer fra fejlslagne stater, hvor det offentlig myndighedsapparat er brudt mere eller mindre sammen: Syrien, Irak, Libyen, Somalia, DR Congo osv. Men den nedbrydning, der sker af statslig magt, er ikke bare et lokalt fænomen. Den er et resultat af international politik og det globale økonomiske system. Og i nogle tilfælde – som Libyen og Irak – af vestlig intervention.

Moderne slaveri er vilkåret for millioner af løsarbejdere på Den Arabiske Halvø. I Asien pukler millioner tilsvarende i sweatshops organiseret som de facto koncentrationslejre. Selv i Europa findes eksempler: I 2013 nedbrændte en kinesisk tøjfabrik i Prato nær Firenze, og syv arbejdere omkom i en sovesal. Der findes mange kinesisk ejede virksomheder i Prato, og tusinder af kinesiske indvandrere bor ulovligt i byen og arbejder op til 16 timer dagligt for produktionsvirksomheder og grossister.

Flere af de flygtninge, som kommer til Europa, indgår i det såkaldte prækariats (et løstansat pjalteproletariat, red.) voksende arbejdsstyrke – ofte på bekostning af lokale, der reagerer mod truslen på eget levebrød ved at bakke op om de seneste indvandringsfjendske folkestrømninger.

Drømmen bliver knust

Når de flygter fra krigshærgede hjemlande, er flygtningene besat af en drøm. Kommer de til Syditalien, vil de til Skandinavien. Kommer de til Calais, sætter de gerne livet på spil for at komme til Storbritannien. Titusinder ønsker desperat at komme til Tyskland. Flygtningene gør krav på deres drøm som en ubetinget ret. Øjensynligt er det sådan, at når mennesker befinder sig i yderste fattigdom, nød og fare (og vi ville forvente, at de tog til takke med minimal sikkerhed og velvære) bliver deres utopisme kompromisløs. Men den barske sandhed, som flygtningene må sande er, at ’Norge ikke findes’ – ikke engang i Norge.

Det er ikke racistisk eller fascistoidt, når værtsbefolkninger vil beskytte deres ’livsform’. At insistere på dette forstærker kun modviljen mod indvandrere i Europa, som det svenske eksempel viser – her har Sverigedemokraterna overhalet Socialdemokraterne som det mest populære parti.

Gør centrum-venstre indrømmelser til hensynet til ’at beskytte vores livsform’, kompromitterer det sin egen position. For det, man foreslår, er blot en mere beskeden udgave af, hvad de indvandringsfjendske populister er åbne fortalere for. Præcis den tilgang har de midtsøgende partier fulgt i de seneste år. Nok tager de afstand fra populistisk racisme, men de hævder samtidig at forstå ’almindelige menneskers bekymring’ og at stå for mere rationelle politikker til begrænsning af indvandring.

Udsigten til fælles kamp

Men lad os også afvise den humanistiske venstrefløjs facile moralisme. Et forsvar for vores egen livsform bør ikke være uforeneligt med etisk universalisme. Vi skal tilbyde ’de andre’ noget bedre end vores sympati, nemlig udsigten til at tage del i en fælles kamp, for de problemer, vi har i dag, er problemer, vi deler med dem.

Efter Fukushima-atomkatastrofen stod de japanske myndigheder klar til at evakuere hele Tokyo-området – over 20 mio. mennesker. Hvor skulle de være taget hen? Hvad sker, hvis klimaforandringerne gør det nordlige Sibirien beboeligt og dyrkbart for landbrug, samtidig med at store dele af Afrika syd for Sahara bliver for tør til at brødføde en voksende befolkning? Hvordan skal menneskeomfordelingen organiseres?

For det første: Menneskeheden bør udvikle en mere plastisk, nomadisk livsform. Det står klart, at national suverænitet må omdefineres radikalt, og at nye metoder til globalt samarbejde og beslutningstagning må omtænkes. Her og nu må Europa dog først sørge for værdig behandling af flygtningene. Der bør ikke være noget kompromis her. De store migrationsstrømme er vores fremtid og eneste alternativ til at påtage os ansvar og forpligtelser er fornyet barbari (– hvad nogle kalder for ’civilisationernes sammenstød’).

For det andet: Europa må pålægge sig selv klare regler og forskrifter. Kontrol med flygtningestrømmene må håndhæves af et administrativt netværk, der omfatter alle medlemmer af EU (for at forhindre udbrud af lokalt barbari fra myndighedsside, som set i Ungarn). Flygtninge skal vide deres sikkerhed garanteret, men vi bør samtidig gøre klart, at de skal acceptere de destinationer, de får tildelt af de europæiske myndigheder. Og at de skal respektere de love og sociale normer, som gælder i de europæiske stater, herunder nultolerance over for religiøs, sexistisk og etnisk vold. At det er dem forbudt at påtvinge nogen deres egen religion eller livsstil.

Prisen for gæstfrihed

Vælger en kvinde at tildække sit ansigt, skal valget respekteres. Fravælger hun det, skal hendes frihed til at gøre det også sikres. Sådanne regler giver måske nok europæisk livsform en privilegeret stilling, men det er den pris, der må betales for europæisk gæstfrihed. Disse regler bør gøres eksplicitte og om fornødent håndhæves med repressive foranstaltninger, både imod udenlandske fundamentalister og imod vores egne racister.

For det tredje: Vi må udvikle en ny form for internationale militære og økonomiske interventioner, der undgår at falde i de seneste års nykolonialistiske fælder. Irak, Syrien og Libyen viser, hvordan både interventioner af den forkerte slags (i Irak og Libyen) og ikkeintervention (i Syrien, hvor andre magter som Rusland og Saudi-Arabien dog er dybt involveret) ender i katastrofalt kviksand.

For det fjerde: Som det vigtigste og det vanskeligste må vi sætte gang i de gennemgribende økonomiske forandringer, der afskaffer de betingelser, under hvilke flygtninge skabes. Uden transformation af den globale kapitalisme vil ikkeeuropæiske flygtninge snart få følgeskab af indvandrere fra Grækenland og andre EU-lande.

Da jeg var ung, kaldte man sådanne organiserede forsøg på regulering for ’kommunisme’. Måske skulle vi genopfinde det begreb. Det er måske, på længere sigt, den eneste mulige løsning.

© Slavoj Zizek og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Claus Oreskov
    Claus Oreskov
  • Brugerbillede for Bjarne Sinkjær
    Bjarne Sinkjær
  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
  • Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
    Ivan Breinholt Leth
  • Brugerbillede for Ib Jørgensen
    Ib Jørgensen
  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
  • Brugerbillede for Trond Meiring
    Trond Meiring
  • Brugerbillede for Claus Leegaard Riis
    Claus Leegaard Riis
  • Brugerbillede for lars abildgaard
    lars abildgaard
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
Claus Oreskov, Bjarne Sinkjær, Benno Hansen, Torsten Jacobsen, Ivan Breinholt Leth, Ib Jørgensen, Jens Thaarup Nyberg, Trond Meiring, Claus Leegaard Riis, lars abildgaard og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Slavoj er altid interessant. Denne artikel minder meget om 'Hvad vi kan lære af en askesky', som han skrev for nogle år siden. Sund politisk fornuft skal lede verden.
Det er ikke noget vi vælger frivilligt, så vi må drives hen imod det. Et enkelt partis ledende rolle duer ikke. Et flertal af partier skal kunne indse, hvad der er det bedste at gøre. Det lyder helt utopisk, men i sidste ende bliver vi nødt til at tage de fornuftige og afgørende beslutninger.

Brugerbillede for Kaj Spangenberg
Kaj Spangenberg

En kronik, som kalder på eftertænksomhed. Men om alle varsler og spådomme holder stik, det er ikke til at vide. Trods alt er det jo ikke oraklet fra Delphi, som taler. Bare en klog mand, men det er da heller ikke værst.
Under alle omstændigheder får vore børn og børnebørn ganske andre vilkår at leve under end dem, min og de forrige generationer havde tilgang til.

Dorthe Mortensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins

"Under alle omstændigheder får vore børn og børnebørn ganske andre vilkår at leve under end dem, min og de forrige generationer havde tilgang til."
Sådan har det været sådan ca. lige siden middelalderen, hvor den tekniske udvikling begyndte at tage fart og flere og flere fik adgang til at læse og skrive.

Brugerbillede for Jan Weis

Nordvestpassagen på land

Russerne blander sig åbenbart også i flygtningestrømmene til Vesteuropa og hjælper gerne til i den aktuelle arabiske exodus ud af Syrien i en 'god sags' tjeneste …

Ruten er til fods eller med bus fra Syrien til Istanbul, med fly til Moskva og med fly videre til Murmansk, og herfra videre til grænseovergangen ved Storskog mellem Rusland og Norge på cykel og videre til Kirkenes i Norge, hvorfra der er flyforbindelse til bl.a. København …

Så de kvikkeste og mest betalingsdygtige af flygtningene har opdaget, at Norge skam findes, i hvert fald i Rusland, sandsynligvis er det den russiske mafia, der har opdaget en ny og givtig indtægtskilde …

Kilde: fransk TV5.

Brugerbillede for Herdis Weins

UPS - denne kommentar havnede først i den forkerte tråd! sådan går det, når man tror, man kan multitaske. :-)
Niels-Simon larsen - jamen så må du jo udlægge underteksten for mig.
Min pointe er, at verden - og vores samfund - altid, senest siden middelalderen har været i en teknisk udvikling, der også har medført en mental udvikling.
En middelalderdansker tænkte anderledes og havde andre værdier end nutidsdanskeren. Verden forskyder sig teknisk og mentalt over tid, fra generation til generation. Mange af deværder, nutidsdanskere giver udtryk for og deres levemåde ville have været uhørte for et par generationer siden. Vi afleverer aldrig den samme verden - hverken teknisk eller mentalt - som vi modtager.

Brugerbillede for Herdis Weins

Niels-Simon Larsen - jeg så dit svar i den anden tråd og blev derved opmærksom på fejltagelsen. Og iøvrigt tak fro svaret derovre :-)
Ja, nu venter vi bare på at Kaj svarer.

Brugerbillede for Recep INAL

En formidable og yderst original analyse af the "State of the Union" og meget fornuftige råd om hvorledes vi kan komme ud af den nuvaerende kaotiske situation. "Norge findes ikke, ikke engang i Norge". Nej, hvor originalt...

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Esben Bøgh,

Det er en meget lang tekst du linker til. Ikke ar det i sig selv gør den mindre læsværdig, eller på anden måde devaluerer den. Men når du nu, som debattør i dette forum, finder det rimeligt at bede mig (en meddebattør) ofre tid og kræfter på at læse den, kan du så ikke ganske kort gøre rede for dens relevans? Så vidt jeg kan se linker du til en blog, hvis indehaver foretrækker at være anonym? Igen gør det ikke i sig selv hans overvejelser mindre værd, men det får mig dog som læser til at standse op, og overveje hvorvidt jeg skal tage ophavsmanden alvorligt overhovedet.

Bedre hjulpet er man ikke, hvis man så i et anfald af velvillighed giver sig til at læse teksten. Ikke nok med at den anonyme(?) skribent fra starten opstiller en stråmand:

Žižek resurrects a far more nakedly racist metaphor. The internal other is a parasite, a pathogen, or a cancer, a corrosive and polluting agent that brings death for the (healthy, homogeneous and homoeostatic) body it infects. Of course, this is on the level of the European reaction; he’s not himself making the comparison; it’s something that could be very plausibly dismissed as a little rhetorical pirouette. But it doesn’t bode well for what’s to come.

Den anonyme(?) skribent fortsætter i det næste afsnit med et ad hominem angreb på Žižek, dårligt camoufleret som en latterliggørelse af hans velkendte inspirationskilder, bl.a. Freud, Lacan, Hegel, Derrida, Marx, alle disse (må man forstå) latterlige tænkere, som den anonyme(?) skribent aldrig kunne drømme om at trække på. Dertil ser han for skarpt?!

Hvorfor, Esben Bøgh, skulle jeg ærligt talt læse videre i den tekst du linker til? Fordi DU forsikrer mig om, at Žižeks tekst ikke er andet, end "modsigelsesfyldte og dybt mangelfulde sædvanlige idiosynkratiske spekulationer", med henvisning til en tekst der i sin indledning synes at være netop dét?

Du er blandt voksne her, så træd lidt i karakter. Forklar os med dine egne ord, hvorfor Žižeks kronik er dig så meget imod. Og hvorfor din anonyme(?) skribent er værd at spilde tid på.

Niels Nielsen, Karl Emil Rosenbæk, Christian Harder, Jens Thaarup Nyberg og Thomas Toft anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

"...eneste alternativ til at påtage os ansvar og forpligtelser er fornyet barbari"

Er det ikke bare en slet skjult opfordring til at overlade vores domstole, politi, militær osv. til en gruppe rynkede magtmennesker i Bruxelles om er helt uden for demokratisk rækkevidde?

Jeg har skrevet det før, men gør det gerne igen.
EU's kerne, og flertallet af Danmarks politikere, helmer ikke før de 4 forbehold er helt væk, og Danmark kan regeres med få centrale love fra Bruxelles.

Brugerbillede for Herman Hansen

Verdens situationen minder mig lidt om situationen hos SKAT. Først nedbryder man organisationen gennem evige omstruktureringer, fyrings runder og digitalisering for at opnå bedre udnyttelse af ressourcerne gennem effektivisering og besparelser. Til sidst munder alle bestræbelser ud i et total kollaps og efterlader en regning på 6.200.000.000 kr.. Langt mere end de opnåede besparelser.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Torsten Jacobsen
12. september, 2015 - 01:49
I et anfald af nysgerrighed gav jeg mig til at læse teksten, Esben Bøgh linker til.

"Når de flygter fra krigshærgede hjemlande, er flygtningene besat af en drøm. ... Flygtningene gør krav på deres drøm som en ubetinget ret. ... Men den barske sandhed, som flygtningene må sande er, at ’Norge ikke findes’ – ikke engang i Norge."
Her giver Zizek vistnok "drøm" alternativ betydning.

Brugerbillede for Peter Nielsen

Torsten Jacobsen, den blog du angriber er lige så relevant som denne artikel, det er afsenders holdning, anonym eller ej så er der en bagved som afsender. Dit angreb er et klassisk forsvar for et synspunkt overfor et andet. Du kunne lige så vel have bedt om 20 doktorafhandlinger i punktform som støtte til linket.
Men når det så er sagt så er nærværende artikel en rædderlig omgang bavl og et sørgeligt udtryk for forfatterens egne socialistiske og kommunistiske tendenser. Det er en ensporet verdensanskuelse som er lige så relevant som at påstå vejen frem er nazismen. Nazismen sørger jo for en vis orden og ensrettet styring ikke sandt?

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Jamen det er korrekt. Under kommunismen i Sovjetunionen blev folk flyttet derhen hvor der var mest brug for dem. Enkelt og effektivitet.

Brugerbillede for Peter Nielsen

ja ikke et ord om et samfund bygget på frygt, angiveri og daglig forfølgelse af systemets "afvigere"..hmm.. minder meget om det Rusland Zar Putin er ved at opbygge nu.