Kommentar

Den onde serber igen-igen

I danske medier bliver serbere konstant reduceret til nationalistiske idioter. Ikke et ord om, hvordan der i disse dage organiseres indsamling og uddeling af mad og vand til de mange hundrede flygtninge i Beograd. Er det ikke på tide med lidt flere nuancer?
5. september 2015

Nå. Så kunne vi i Information den 29. august endnu en gang høre historien om de frådende nationalistiske og Putin-glade serbere. Det er, som om der i det danske medielandskab eksisterer en art cyklisk tilstand, hvor denne påstand med jævne mellemrum bringes frem og pudses og plejes.

Det er bare ikke hele historien, men et særdeles forsimplet og enøjet perspektiv, der i høj grad gør mere skade end gavn.

Der er i den aktuelle artikel (»Serbien – mellem slyngelstat og offerrolle«) ikke nogen angivelse af, hvor journalisten har mødt de to unge serbere, der citeres. Det er derfor ikke muligt at finde ud af, om de for eksempel er medlem af en højredrejet politisk gruppe.

For mit vedkommende var det under alle omstændigheder særdeles vanskeligt at finde ’almindelige mennesker’, der ville stå på mål for den slags nationalisme, da jeg for DR skulle undersøge, hvorfor de såkaldte ’Vi elsker 90’erne’-fester har været så populære i Serbien. Alle steder, jeg vendte mig, var svaret: »Vi er da ligeglade med politik.«

Og jeg har også været med til de såkaldte stormøder, som den nuværende nationalistiske præsident, Tomislav Nikolić, satte i værk under valgkampen. Jeg så, hvordan bus efter bus med døddrukne folk fra hele landet blev kørt til Beograd – og alle sammen talte de om de 50 euro, de havde modtaget for at deltage.

Staten er en joke

Jeg er på ingen måde ude i et forsvar for det serbiske samfund. Det er hævet over enhver tvivl, at Serbien mildest talt har voldsomme problemer. Som demokratisk stat er landet nærmest en joke, hvilket jeg har brugt det meste af et årti på at beskrive, bl.a. for DR og Kristeligt Dagblad. Der er eksempelvis stort set ingen pressefrihed. Premierminister Vucic sidder særdeles tungt på informationerne, kritisk journalistik har ingen platforme, mens journalister fyres og trues, og tv-programmer lukkes ned på stribe. Landets ngo’er har også tiltagende dårlige vilkår. Senest er regeringen sluppet afsted med at omkanalisere samtlige af de midler, EU har pålagt dem at overdrage til civile initiativer. Homofobi er også uhyggeligt udbredt, ligesom landets romabefolkning ofte lever under kummerlige og rædselsfulde forhold.

Den serbiske ombudsmand kæmper en stadig sværere kamp for at overbevise staten om at overholde helt basale rettigheder, pensionister har svært ved at overleve, studerende stort set ikke råd til at læse, det serbiske kulturliv bløder osv. osv.

Og jo, både skoleundervisningen og historieforståelsen i Serbien afspejler i udpræget grad en selvforståelse af serberne som ofre. Og jo, det er et kæmpeproblem. Men at sige, at det handler om nationalisme er i bedste fald naivt. Vis mig den serber, der ikke med glæde vil forlade moderlandet, hvis muligheden byder sig i EU, Canada eller Australien. Og vis mig den forælder, der ikke med glædestårer sender deres barn med et fly væk.

Spørg de unge serbere, om de vil foretrække at flytte til Rusland eller USA, og der vil kun lyde ét svar: Vi vil til USA eller EU – de gyldne drømmes lande.

Alligevel er det historien om de blindt nationalistiske serbere, vi igen og igen skal høre – bare sig ordet ’serber’, og arketypen ’skydegal tidligere paramilitær iskold dræber maskine’ dukker op på de flestes nethinder. Og den historie hjælper kun politikerne til at opretholde et status quo, hvor ingen ’almindelige’ serbere tror på samfundet eller på et serbisk demokrati for slet ikke at tale om en fremtid i Serbien.

Langt mere udbredt end nationalisme er nemlig noget, der potentielt er mindst lige så skadeligt: den politiske apati.

Vi er de gode

Men hvorfor er det tilsyneladende så vigtigt for vesteuropæiske medier igen og igen at fortælle den forsimplede historie?

Jeg vil vove den påstand, at det handler mere om os, og hvordan vi gerne vil se os selv, end det handler om en egentlig analyse af Serbien. Kan det f.eks. have noget at gøre med, at den danske tilslutning til NATO’s bombardement af Serbien i 1999 er hovedargumentet par excellence, der bringes frem, når Danmarks fortsatte støtte til diverse nuværende bombetogter debatteres?

Og kan det være, at vi har brug for liiige at fortælle os selv den version af historien igen, hvor vi er de gode, der kæmper mod de onde, på trods af, at stadigt flere – herunder prominente personligheder som Naomi Klein og Noam Chomsky – sætter spørgsmålstegn ved NATO’s fremfærd og legitimitet?

Serberne skal helst – over en bred kam – forblive de onde, og deres intentioner og handlinger skal være egoistiske og vendt mod os. Ikke et ord om, hvordan der i disse dage organiseres indsamling og uddeling af mad og vand til de mange hundrede flygtninge i Beograd – om hvordan de, der selv nærmest ingenting har, alligevel deler. Og selv om det på mange måder er en ’gratis’ gestus for den serbiske regering at holde grænserne åbne – de fleste flygtninge drøner jo lige gennem landet – så kan det jo være, at et iskoldt og kynisk land som Serbien alligevel giver rødkindede og godhjertede Danmark, med de stadigt mere lukkede grænser, en lidt dårlig smag i munden?

Tine Møller Sørensen er journalist og cand.mag. i moderne kultur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Tine Møller Sørensen

Jeg vil gerne melde mig som en af dem, der ikke har rystet Jugoslaviens opløsning i 90erne af endnu, og jeg ser i den grad serberne som en af hovedskurkene sammen med kroaterne.

Serbiens ansøgning om EU medlemskab bør imødekommes sammen med de andre delstaters ansøgninger. Hvis kroaterne og slovenerne kan holde til at være i Union med serberne, så skal vi andre selvfølgelig også kunne holde det ud.

Men..............det er godt nok en besk drik at få ned.

Serberne har på ingen måde fået gjort op med deres dystre fortid.

Det kan være svært at få en anerkendelse af tidligere forbrydelser ind i optagelseskravene til EU; men et af kravene må være, at Serbien anerkender massakren i Srebrenica som et folkemord. Det vil være starten på en udsoning med Bosnien-Hercegovina.

Og det er såre nemt at forestille sig Morten Messerschmidt og Søren Søndergaard opremse de uendeligt mange problemer, som nævnes i artiklen: manglen på pressefrihed, sigøjnernes elendige forhold, masser af serbere på vej ind på det danske arbejdsmarked, diskriminering af homosexuelle - og hvad med det hemmelige politi, listen kan fortsættes.

Men de 2 herrer hælder vand ud af ørerne under alle omstændigheder - så det kan man roligt sætte sig ud over.

Det vil ubetinget være en forbedring, hvis Serbien opfylder optagelsesbetingelserne og forhandler sin sag i Bryssels ved et forhandlingsbord frem for at forhandle med en Kalashnikov.