Kommentar

For meget regulering, for lidt fri tanke

Politikerne hylder jævnligt forskningsfriheden, men hvordan kan det være, at de bliver ved med at vedtage love og reguleringer, der vanskeliggør udfoldelsen af netop den frie forskning på universiteterne?
Debat
5. september 2015

Universitetsloven fra 2003 satte en udvikling i gang, som de færreste universitetslærere havde forestillet sig. Opgøret med den kollegiale ledelsesform blev ganske vist mødt med kritiske øjne, men de fleste lullede sig ind i en forestilling om, at en lovændring ikke reelt ville kunne ændre en traditionsrig og fastforankret kultur. Protesterne over tab af medbestemmelse var bemærkelsesværdigt spagfærdige. Men loven og indførelsen af en mere topstyret managementledelsesform har skabt store ændringer i arbejdsvilkår og ændret opfattelsen af universitetets rolle. Det har jeg været vidne til som formand for Dansk Magisterforening (DM), den største faglige organisation for universitetsansatte, gennem mere end 14 år. At jeg nu takker af, giver mig anledning til at advare mod den tiltagende nedgørelse af humaniora og den frie tanke.

Nidkær detailregulering

Det proklamerede formål med styrelsesreformen var bedre, mere professionel ledelse. Det var der nok også behov for mange steder, men politikere i alle farvenuancer har ikke fulgt loven op med autonomi og tillid til de nye ledelser. Derimod har man intensiveret en nidkær og nærmest konstant detailregulering af universiteternes virke.

Universitetsloven og de efterfølgende mange reformer på området har skabt stor vækst i det administrative lag. Politikerne kræver fusioner, målinger og undersøgelser, og ledelserne følger op med at udstikke forkromede strategier og nye organisationsstrukturer. De administrative medarbejdere udfører så godt som muligt de pålagte opgaver og kan ikke klandres for udviklingen, men alle disse bureaukratiske tiltag æder af universiteternes budgetter og går fra kerneopgaverne: undervisning, forskning og formidling. Det voksende bureaukrati er en svøbe på alle niveauer og belaster arbejdsmiljøet for de universitetsansatte.

For forskerne betyder de politiske krav og presset på budgetterne, at en stadig større andel af finansieringen skal hentes via eksterne samarbejder og ansøgninger fra råd og fonde. Forskerne skal bruge en stadig større del af deres tid på at skrive ansøgninger, med assistance fra administrative medarbejdere. Når kun omkring 10 procent af ansøgningerne bliver imødekommet, siger det sig selv, at der må være et kolossalt spild af ressourcer. Det kan så søges minimeret ved at udvikle faste rutiner i ansøgningsprocessen, men det vil uvægerligt reducere nytænkning og innovation, kernen i al forskning.

Gensidig respekt

Politikerne hylder jævnligt forskningsfriheden, men vedtager love og reguleringer, der vanskeliggør udfoldelsen af den frie forskning. Og er det i virkeligheden ikke så som så med respekten for den frie tanke?

Efter vedtagelsen af universitetsloven publicerede den daværende borgerlige regering samme år hvidbogen Fra Tanke til Faktura. De socialdemokratiske forgængere havde forinden sammen med DI og Dansk Metal ført an med programerklæringen ’Fra Forskning til Faktura’. Men nu var det ikke kun forskning, men enhver tanke, enhver ny idé, der gennem samarbejde med en privat virksomhed på forhånd skulle kunne forklares som produktudvikling og føre til udstedelse af en faktura.

Logikken bag kan kun være, at al anden tankevirksomhed er unyttig. Vejen var hermed åbnet for den nedgørelse af humaniora, som vi desværre ser poppe op i debatten med sikker regelmæssighed. Senest med produktivitetskommissionens rapport fra december 2013 og den efterfølgende dimensionering af uddannelserne, der især har ramt humanistiske institutter. Det sker på et tidspunkt, hvor stadig flere private virksomheder er opmærksomme på, at humanisternes viden om kultur, sprog og historie er afgørende for bæredygtig innovation og vækst. Samtidig er humanistiske forskere blandt dem, der har flest samarbejder med erhvervslivet i bred forstand.

Kommercialisering af uddannelse og forskning er en voldsomt accelererende udvikling. Det siges at være en forudsætning for vækst og arbejdspladser. Men hvis al forskning og uddannelse som udgangspunkt skal bevise sin konkrete, øjeblikkelige nytteværdi, bliver resultatet stagnation og mindre innovation. Kravet om arbejdsmarkedsrelevans i al uddannelse kan også vise sig som en hæmsko for udvikling af uddannelser til gavn for erhvervsliv og samfund. Brobygning mellem universitet og arbejdsmarked er helt nødvendig, men må bygges på gensidig respekt for universitetets egenart og private virksomheders behov.

Ingrid Stage er afgående formand for Dansk Magisterforening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her