Kronik

Samlebåndspatient på kolbøttefabrikken

Jeg vil gerne fortælle om livet på den lukkede psykiatriske afdeling, hvor skrøbelige skizofrene og hardcore kriminelle bliver stuvet sammen og behandlet med standardiserede pakkeløsninger
Debat
16. september 2015

Jeg blev født i 1992, et ønskebarn fra Amager med livet foran sig. Men lykken varede ikke længe. Jeg var knap et år, da jeg første gang sad på skødet bag rattet i bilen, hvor min far igen havde fået sig et par øl for meget. Da jeg var teenager, tog han sit eget liv, og min mor blev indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling med svær depression og angst.

Om det er mine gener eller mine oplevelser i min barndom og ungdom, som er afgørende for, at jeg lider af paranoid skizofreni i dag, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg har efterhånden fået mange oplevelser, erfaringer og viden om psykiatrien, og det forpligter.

I Danmark bryster vi os af at have et sundhedssystem i verdensklasse. Men den virkelighed, jeg har oplevet bag gitterburene og panserruderne, som patienterne er indlagt på, fortæller en anden historie.

Forrige søndag kunne man følge livet på en retspsykiatrisk afdeling i DR1-programserien På ubestemt tid. Det er et tiltrængt fokus på et overset og forsømt område. For der er stadig alt for få, der råber højt om vilkårene på de psykiatriske afdelinger landet over. Jeg vil gerne fortælle om den utryghed blandt patienterne og det manglende overskud hos personalet, jeg har oplevet på det, der i folkemunde bliver kaldt en kolbøttefabrik.

Ingen individuelle hensyn

Jeg blev indlagt i foråret, fordi jeg var psykotisk. Jeg blev lagt på en tomandsstue med en udadreagerende patient, som gjorde mig så bange, at jeg frygtede for mit liv. Jeg blev truet med at få min hals skåret over, blev mistænkt for at have stjålet fra en anden medpatients mand, mens en tredje patient havde en opfattelse af, at jeg var årsagen til hendes stofmisbrug og livsnedtur.

Vi blev behandlet på samlebånd. Vi var en bred skare af patienter med forskellige diagnoser, men de standardiserede pakkeløsninger tog ikke individuelle hensyn.

Og der var overbelægning. Manglende ressourcer betød, at jeg og andre patienter måtte ligge syge på gangen, flersengsstuer, kontorer eller skyllerum uden hverken toilet eller vinduer. Det skabte en utryg start på et behandlingsforløb med mere stress end nødvendigt. Jeg fik ikke et sted at finde ro, men måtte i stedet ligge blandt folk som skreg, græd eller ikke kendte andres personlige grænser. Det var ubehageligt for både mig og de andre patienter, da vi i forvejen var i en sårbar situation.

Jeg oplevede i løbet af mine sidste fire måneders indlæggelse, at flere mennesker, end jeg kan tælle på to hænder, blev udskrevet kun for at komme tilbage kort tid efter for igen at blive indlagt.

Utrygt behandlingsmiljø

Jeg oplevede på egen krop, hvordan det stigende antal af kriminelle psykisk syge med behandlingsdomme lægger et øget pres på retspsykiatrien, som ikke har tilstrækkelig sengekapacitet. Jeg har selv været indlagt med en mand, som på ubestemt tid var i behandling efter en dom for drab.

Omkring en tredjedel af alle retspsykiatriske patienter bliver behandlet i almenpsykiatrien og optager dermed sengepladser fra andre patienter. Og gruppen af psykisk syge kriminelle – altså retspsykiatriske patienter – er vokset markant de seneste 14 år. I 2001 havde Danmark 1.300 retspsykiatriske patienter. Nu er antallet på omkring 3.600, har DR Nyheder fundet frem til.

Som helt almindelig psykiatrisk patient blev jeg indlagt på en afdeling blandt behandlingsdømte med mord, voldtægt eller anden personfarlig kriminalitet i bagagen. Det siger sig selv, at det skaber et utrygt behandlingsmiljø med en tydelig skævvridning af patientsammensætningen.

Her er det selvfølgelig vigtigt at huske, at ikke alle behandlingsdømte er voldelige eller til fare for personale eller medpatienter. Retspsykiatriske patienter i almenpsykiatrien er altså ikke i sig selv en skidt ting, så længe de bliver placeret der af behandlingshensyn og ikke af pladsmangel. Min oplevelse er bare, at virkeligheden sjældent er sådan.

Med til at skabe utryghed for en patient som mig var også de store mængder stoffer, der florerede mere eller mindre frit på afdelingen. Ofte stod patienter i rygegården og delte en joint helt åbenlyst, mens nogle sågar pralede med, hvordan de købte hårde stoffer.

Flere psykisk syge har et misbrug ud over deres diagnose. Alligevel blev jeg forundret over, hvor frit narkotika tilsyneladende færdes i psykiatrien. Det burde være muligt at skabe et stoffrit behandlingsmiljø, hvor mulighederne for indsmugling og indtagelse af narkotika begrænses. Så er der måske et lille håb i fremtiden om, at jeg ikke længere skal mødes med spørgsmålet: »Har du mulighed for at lave en ren urinprøve for mig?«

For meget tvang

Jeg er ikke i tvivl om, at de ovennævnte problemer i forbindelse med min indlæggelse har været med til at øge brugen af tvang på afdelingen.

I 2014 var 22 procent af alle indlagte patienter i Danmark udsat for tvang, og i Danmark bruger man dobbelt så meget bæltefiksering som i Norge.

Jeg har set en medpatient få en beroligende sprøjte, efter at hun havde kastet et glas vand ud over en anden patient. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at denne form for tvangsmedicinering kunne have været undgået, hvis der havde været personale med tilstrækkelig faglig erfaring og ressourcer til at forebygge og håndtere situationen.

Brugen af tvang kan betyde forskellen mellem liv og død. Det er altså ønsketænkning at tro, at man kan afskaffe al tvangsbehandling, da det kan være en nødvendighed. Men det er et overgreb, og patienten umyndiggøres ved en sådan handling. Derfor bør forebyggelse og reduktion være et centralt emne. Tvangsbehandling må aldrig blive et produkt af manglende ressourcer, men det gjorde den desværre flere gange i løbet af min indlæggelse. Resultatet var øget utryghed blandt patienterne.

Hører disse problemstillinger til i et sundhedsvæsen i verdensklasse? Nej. Psykiatrien og dens patienter har brug for flere, som råber højt om forholdene bag gitterburene og panserruderne. Vi har i vores velfærdssamfund muligheden for at skabe et bedre psykiatrisk system – både for patienter, pårørende og personale.

Maria Liv Kjærgaard er studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Endnu en tragisk og skandaløs beretning om hvordan vores velværdssamfund på stort set alle områder reelt brudt sammen. Er der overhovedet nogen velfærdsområder
tilbage, der kan siges, at fungere nogenlunde oprimalt - og hvor de ansatte kan være stolte af det udførte arbejde? Mon ikke det er på tide at vi får sat skatten op efter års nedskæringer eller som minimum. blot prioritere langt skarpere på kernevelfærden. Som dagens Danmark fungere nu, er tilliden til hele vores samfundsopbygning, baseret på kollektivets styrke ganske kraftigt reduceret. Konsekvenserne heraf er efterhånden yderst velkendte. Kan det mon være et politisk ønske eller er det udtryk for kammerateri og inkompetence til millionlønninger - jeg tror faktisk det er begge dele og også at vores ledere desværre er helt ligeglade, da denne voksende elitære overklasse alle generøst har givet sig selv en solide økonomier, der gør dem og deres familier (og nærmeste netværk ) helt uafhængige af de forringede ringe tjenester som det offentlige er blevet presset til tilbyde den almindelig borger. Nu er konsekvenserne af besparelserne efterhånden blevet åbenlyse for de fleste, og spørgsmålet er nu om systemet rent faktisk lever op til de berettigede forventninger i de fleste har, i kraft af vores skatteindbetalinge til fællesskabet. Hvis ikke kernevelfærden er på plads, beder man som leder eller politiker selv om ekstraordinære problemer, og det kan selv ikke en en solid økonomi, stor villa, hegn og alarmsystem forhindre... Mange med deres på det tørre, burde derfor med rette frygte reaktionen, når magtesløsheden og afskyen for magtarrogancen bliver til misforstået retfærdig selvtægt hos de mest frusterede, en stor gruppe der jævnfør bla denne atikel, vokser dramatisk , det medmindre den politiske kurs igen retter sig mod at styrke vores fællesskab, og mindske skellet mellem rig og fattig.

Dana Hansen, Søren Andersen, Max Hansen, Niels Duus Nielsen, Per Jongberg, Teodora Hansen, Esther Petersen, Carsten Wienholtz, Carsten Mortensen, morten andersen, Ole Hansen, Herman Hansen, Thomas Tanghus, lars abildgaard, Anne Eriksen, Hans Kvisgaard og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar

E. Jensen - jeg er fuldstændig enig med dig. Kunne ikke have sagt det bedre.

Psykiatriske patienter har ikke værdige forhold i dette land. Og har aldrig haft det. Tilbage i 60'erne og 70'erne blev de nærmest opbevaret i stalde med store sovesale og et personale der minder om en blanding af slagteriarbejdere og fangevogtere. Hvis man ikke var syg, så skulle man nok blive det.

I dag er det trods alt lidt bedre med enkelt eller dobbelt stuer. Men bare at blande alle patienter sammen efter forgodt befindende er ganske enkelt ikke rimeligt og fremmer på ingen måde en bedring. Og den eneste behandling der stort set tilbydes er en uendelig medicinering, som udelukkende stiller patienten rolig og lader dem døse mere eller mindre i apati. En tilstand, som forhindre bedring af nogen art. Medicinering er godt som en overgang, når situationen er akut og livstruende. Men helbrede, det gør det virkelig ikke. Tvært i mod for hindre det patienten i, at finde sin vej tilbage til livet igen.

Men der er og vil sikkert altid være ringe forståelse for sindslidendes situation blandt almindelige mennesker.

-----------------------------------------------------------

Målet med besparelser på det offentlige forbrug er hverken finanskrise eller mangel på penge i det danske samfund, som aldrig nogensinde har været rigere.

Målet er ene og alene at liberalisere og privatisere Danmark, samt skabe en underskov af billig og undværlig "working poor" arbejdskraft som kan stilles til rådighed for de velhavende med det tyske samfund som forbillede. Det har det været lige siden Fogh satte en værdi kamp i gang i 2001.

Dana Hansen, Hans-Micael Søndergaard, Søren Andersen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Marie Mollerup, Esther Petersen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Det er altså ikke "kun" i Danmark vi har det problem, det er over hele verden.

Men, vi kunne gå foran og vise bedre måder at gøre det på.

Herman Hansen, Esther Petersen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Hans-Micael Søndergaard

Mine erfaringer med psykiatrien som patient er heldigvis ikke så traumatiserende som ovenstående. Jeg har oplevet indlæggelserne som relevante for min sygdom - og jeg har mødt gode og dygtige sygeplejersker og læger, der har haft overskud til at holde godt øje med mig og andre der har haft behov. Heldigvis har vi i min region hospitaler med enestuer for de der ikke kan håndtere at være i nærheden af andre patienter. Medicinering og psykologisk bistand har hver gang fået mig på sporet igen - så jeg har kunne tage hjem med mere mod på tilværelsen. Så ud fra to forskellige oplevelser af psykiatrien er det svært at se hvordan generaliseringer kan være til nogen nytte! Og DR's skræmmekampagne hjælper jo heller ingen. Det eneste der hjælper er jo at vi - vælgerne - holder vores politikere fast på de løfter - de løber fra efter hvert valg. Nemlig at sætte lige så store ressourcer at til psykiatrien som andre patienter får i det offentlige system. Det kunne være interessant at se hvor meget livskvalitet en opgradering af alle psykiatriske afdelinger kunne skaffe. Så alle der kommer ind også kommer ud med en positiv historie - og så kunne det være interessant at se hvordan de pårørende kan være med til at sikre at alle med en psykiatrisk diagnose får en ordentlig udredning. Det alvorligste problem med psykiatrien i DK er stadig den med følgende stigmatisering - angsten for sygdommen blandt *de normale* - som gør det meget svært at vende tilbage til *normal-tilværelsen* efter indlæggelse og diagnosticering!

Teodora Hansen, Kirsten Holmgren, Anne Eriksen og Herman Hansen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

hm.. kombiner demografi, skattebetaling og efterspørgsel på offentlige ydelser og en del af forklaringen træder frem.

Med venlig hilsen
Lennart