Kommentar

En skidt dag for fængselsvæsenet

Besparelser og krav om hårdere straffe betyder forringede forhold i de danske fængsler. Det mærker vi med al tydelighed i Statsfængslet i Ringe, hvor en usædvanlig inspektør i dag går på pension
Debat
16. september 2015

Det har de sidste tre årtier været på mode blandt politikere at tale om konsekvens og hårdere straffe. Men ikke så mange taler om, hvad vi som samfund gør med de mennesker, vi sender i fængsel.

I Statsfængslet i Ringe, hvor vi henholdsvis afsoner og arbejder, må vi i dag sige farvel til fængselsinspektør Bodil Philip. Hermed er en markant epoke inden for fængselsvæsenet i Danmark forbi.

Fængslet i Ringe har, siden det åbnede i 1976, været banebrydende på mange områder. Trods en efterhånden gammel bygningsmasse har her hersket en særlig kultur, hvor man kunne se indsatte og ansatte spise sammen, hyggesnakke eller tage et spil kort. Trods overfald og den råhed, som også hersker i et fængsel, har man fastholdt ordentligheden i Statsfængslet i Ringe. Ikke mindst på grund af Bodil Philip, som har stået stejlt for en pædagogisk linje, hvor alle indsatte bliver behandlet som mennesker.

Det kan lyde mærkeligt, at det skulle være noget særligt. Men der er ikke just tradition for god fangebehandling i de danske fængsler. Og den særlige kultur, som Bodil Philip har værnet om gennem årene, og som har tiltrukket ansatte med et ønske om at gøre noget for de indsatte, er truet.

Det bedste middel

Det er nye tider. På grund af besparelser og omstruktureringer i Kriminalforsorgen har de ansatte fået mere skrivebordsarbejde og markant mindre tid til at være sammen med de indsatte. Mange fritidsaktiviteter er lukket ned på grund af besparelser og såkaldte hensyn til sikkerhed.

I et fængsel er der mange begrænsninger, som mangler en egentlig begrundelse. Det er så let at sige, at fangerne ikke skal have det for godt. Langt sværere er det at tale deres sag.

Ledelsen i Statsfængslet i Ringe har med Bodil Philip i spidsen arbejdet på at få brudt det ’dem imod os’-forhold, som typisk hersker i kriminelle miljøer og i fængsler, og som mildest talt ikke er særlig konstruktivt – hverken for de indsattes resocialisering og selvværd eller for den ansattes arbejdsklima.

I Ringe har man i mange år set indsatte og ansatte snakke sammen på kontoret, også om meget private ting. Man kalder det dynamisk sikkerhed, at de ansatte er ude blandt de indsatte og ikke bare sidder inde bag en glasrude. Det er det bedste middel mod vold i fængsler, og alle taler om det. Men i praksis ser man det sjældent. Her har Statsfængslet i Ringe været enestående.

Og hvor man generelt på landsplan har brugt isolationsfængsling langt ud over, hvad der kan forsvares, har Bodil Philip konsekvent argumenteret for, at de indsatte skal være låst inde på cellerne så lidt som muligt. Ligesom hun har kæmpet for, at der skulle være telefoner i cellerne, så livet med familien derhjemme kan opretholdes på andre måder end ved at sidde med sine børn og sin kæreste i en opholdsstue, hvor der går andre indsatte og ansatte lige forbi hele tiden.

Større afstand

Skylden over det, man har gjort, må man selv bære. Og de fleste tager den da også på sig. Det er noget andet, der knækker én. Skammen over at være blevet stuvet af vejen sammen med andre, som man måske ikke lige føler, man deler så meget med, er hård og svær at lægge fra sig. Men Bodil Philip har altid gjort en dyd ud af at være i øjenhøjde med de indsatte. Hvis de ville tale, kom hun forbi. Kom ind og satte sig i cellen og havde tid og ro til at lytte. Hun har været en klippesten, en garant for ordentlighed, som nu er væk.

Der er sket en udskiftning i ledelsen i Statsfængslet i Ringe, og der er allerede kommet større afstand mellem de indsatte og de ansatte. Der har været flere overfald i fængslet. Og kollektive straffe har gjort, at de indsatte har mindre at tage sig til i deres fritid. Det sociale liv – ikke kun de indsatte imellem, men også mellem indsatte og ansatte – er ligeledes blevet begrænset.

Statsfængslet i Ringe er begyndt at ligne landets øvrige lukkede fængsler. Vores håb er, at de ansvarlige politikere og ledere rundt om i landet vil vende den uheldige udvikling. Drop besparelserne og de lette løsninger, og gør noget mere for samtalekulturen i fængslerne. I fængslerne af alle steder er det altafgørende, at vi værner om den gamle, men svære dyd at behandle mennesker ordentligt.

Gitte og Kent Teilmann er indsatte i Statsfængslet i Ringe, hvor Kamille Nygård er fængselspræst

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her