Klumme

Dette er skrevet i affekt

Hvordan håndterer vi vores egen afmagt, når verden falder fra hinanden? Jeg forsøger med breve og indsamling, men selv når jeg gør det, kan jeg mærke afmagten
4. september 2015

Dette er skrevet i affekt, ligesom jeg går ud fra, at nazisymbolerne og »første advarsel« på asylcentret Lyngbygaard på Djursland var det.

Jeg går ud fra, at de syriske flygtninge er ligeglade med, hvad jeg føler. Det ændrer ingenting. De har ingen gavn af at høre om, hvordan jeg stod og tudede ude i badet sidste torsdag morgen over det, der skete på Lyngbygård. Det er der vel ret beset heller ingen andre, der har. Bortset måske fra dem, som gjorde det samme – tudede den dag – og finder en form for trøst i at vide, at de ikke var de eneste.

Men flygtningene i Danmark. De har ikke meget at bruge den viden til. De har andre ting at tænke på, andre ting at bekymre sig om. Alligevel sendte jeg et brev til Lyngbygård for at sige, at de er velkomne i Danmark.

Det havde gavnet mere at sende 100 kroner til Røde Kors. Det kan enhver sige sig selv.

Problemet er, at vi både skal finde ud af, hvordan vi bedst gør en forskel for de mennesker, der har så desperat brug for det – og håndtere vores afmagt over ikke for alvor at kunne gøre en forskel. Eller ikke at ville. Er det viljen, der mangler?

Vi kunne sælge bilen og give pengene til flygtninge. Vi kunne holde op med nogensinde at købe pizza. Vi kunne demonstrere. Vi kunne hjælpe til med børnepasning og lektiehjælp på asylcentrene. Vi kunne åbne vores døre for en syrisk familie. Og hundrede andre ting. Men det gør vi ikke.

På den ene side har vi masser at give. På den anden side vil det aldrig flytte noget for alvor. Og samtidig er vi egoistiske. Vi vil gerne beholde den bil. Vi synes, at vi har brug for den. Så vi sms’er penge til Dansk Flygtningehjælp og sender en kærlig hilsen til Djursland.

Men det er alt for følelsesladet at sende sådan et brev. Det er klart. Jeg sendte det i affekt, i en storm af modsatrettede følelser. Hvad kan man bruge det til? At nogle danskere tuder over verdens uretfærdigheder, over attentater og umenneskelig lovgivning? Det ender med, at vi skal have flygtningene til at tørre vores øjne, fordi det er så synd for os, at vi bliver kede af det.

Og det er så ynkeligt, ikke? Jeg ved det godt. Harme, raseri, følelsesudbrud.

»Det handler vel ikke om kærlighed, men om en etisk fordring,« som en mand belærte mig, fordi jeg havde underskrevet brevet til Lyngbygård med Love, Julie. Åh ja. Lad os for alt i verden ikke blande følelser ind i det! Etik, ja tak. Sorg, frustration, afmagt – det er så skingert! Næh, send dem nogle penge, og husk det her, når du sætter dit kryds. Men det har jeg jo allerede gjort. Så jeg sendte et brev. Det ændrer ingenting.

I virkeligheden var det vel tænkt som en slags besværgelse. En besværgelse skal påvirke guderne, de højere magter. En besværgelse er et forsøg på at ændre tingenes tilstand med ord. Men jeg ved ikke, om jeg tror på guder eller højere magter eller åndelige kræfter.

Jeg ved ikke, hvad jeg tror på. Jeg vil gerne tro på det gode i mennesket. Jeg vil gerne tro på, at jeg selv gør en forskel.

Vi sender breve af sted, vi samler tøj ind. Vi kører landet tyndt med bilerne fulde af sorte affaldssække proppet med vinterstøvler og tæpper og bleer. Vi sender måske ting af sted, som der slet ikke er brug for. Alle de kræfter, alle de ressourcer, tid og udgifter til transport, der kunne være blevet brugt på en anden måde. Fordi det er os magtpåliggende at gøre noget.

Jeg forsøger at holde afmagten på afstand. Men selv når jeg skriver breve og samler ind, kan jeg mærke den.

Så hvad kommer efter afmagten? Apati? Resignation? En accept af, at sådan er verden nu engang skruet sammen? Eller noget andet? En vrede, en erkendelse af, at der skal noget andet til? En større bevægelse, et andet fællesskab?

Jeg ved det ikke. Dette er skrevet i affekt og i afmagt. Dette er situationen nu. Spørgsmålet er, hvad der følger efter.

Julie Top-Nørgaard er pædagogstuderende og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Jan Weis
  • Grethe Preisler
Niels Duus Nielsen, Jan Weis og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Werngreen

Vi har valgt en regering, der praktiserer omsorgssvigt og ondskab ud fra devisen: Vi kan ikke hjælpe alle, så vi hjælper ingen. Omsorgssvigt og deraf forårsaget lavt selvværd og manglende mentaliseringsevne er den hyppigste årsag til fanatisme, så vi kan se frem til politisk induceret radikalisering hos nogle af de flygtningebørn, regeringen ikke ønsker at give mulighed for gode opvækstbetingelser. Fanatisme, formodentlig udløst af en kombination af lav intelligens og dårlige udviklingsmuligheder, ses også hos de mennesker, der maler nazisymboler og udspyr trusler mod uskyldige. Jeg erindrer, at salig Jesper Langballe i tv ytrede, at 1000 døde børn i et fremmed land ikke kunne forstyrre hans nattesøvn. På en sørgelig baggrund kan man nu opleve, at folk, der har det på samme måde, får en klump i halsen ved synet af det bjergede lig af en lille flygtningedreng. Det og dine tårer, kære Julie, giver håb om en bedre verden, hvor man ikke kun kan blive enige om af gå i krig sammen, men også kan samarbejde om at hjælpe krigens ofre.

Til Julie
Tak for din klumme (4.9.15). Du udtrykker her, hvad både min hustru og jeg har følt - og strittet imod _ i mange år, uden verden er blevet synderlig bedre. Du spørger: "Hvordan håndterer vi vores egen afmagt?" Det korte svar er, at det kan vi kun i samarbejde og fællesskab. Enmandshære er for små til opgaven. Det lange svar kan du få en ide om ved at læse Chad C. Mulligan: Du er et uvidende fjols. Den kom i USA i 1969 og på dansk i 1971. Desværre har vi ikke accepteret vor uvidenhed og tumler derfor stadig med de samme problemer. Meget ville have set anderledes ud, hvis vi havde diskuteret og forholdt os til hans provokationer. Men læs den. Jeg er sikker på, at den vil interessere og overraske dig.
Med venlig hilsen
Geo Horn

Det med at tude, Sofie, er du ikke den eneste der gør i disse dage, selv midaldrende mænd med deres på det tørre får mere end våde øjenkroge over at være vidne til den seneste form for elendighed, som igen har indhentet især børnene i dette fredens kontinent – som nogle af de værste kronragede skurke ønsker omdannet til et omhegnet Fort Europa - og disse kolde menneskers dumhed prædikes uden at de selv skamme sig over, hvad deres golde hjerter er fulde af …

Johnny Werngreen skriver, at vi må stå sammen om at hjælpe krigens ofre. Fint nok, men var det ikke en ide at gribe dybere og bekæmpe krig og militarisme? Gå på nettet og find links til "Økonomisk militærnægtelse", så ta´r vi den derfra!
Fredeligst BH