Læsetid 8 min.

At skrive er det første, man gør, når man slår gluggerne op om morgenen

Over hele jorden vandrer de hjemløse – eller svømmer for livet – mens vi vader i bjerge og byer af affald. Vil det blive din opgave at skrive dig ind i dette ragnarok af en virkelighed, der allerede er afmagtens?
Et af Suzanne Brøggers råd til nye forfattere er: Det vigtigste ved at skrive er at læse. Så det gør man klogt i at gøre resten af dagen. Forskere peger i dag på, at vi er ved at udvikle en ny type – digitalpræget – hjerne, der har svært ved at kapere det lange seje træk i læsningen. Men glem aldrig at læse verdenslitteratur som inspiration.

Et af Suzanne Brøggers råd til nye forfattere er: Det vigtigste ved at skrive er at læse. Så det gør man klogt i at gøre resten af dagen. Forskere peger i dag på, at vi er ved at udvikle en ny type – digitalpræget – hjerne, der har svært ved at kapere det lange seje træk i læsningen. Men glem aldrig at læse verdenslitteratur som inspiration.

Sofie Amalie Klougart
12. september 2015
Delt 999 gange

Kære ven.

Jeg skriver ikke til dig, der besidder evnen og teknikken til at producere bøger, som gør sig godt på markedet.

Jeg henvender mig til dig, som skriver noget, du ikke rigtigt ved, hvad er. Ja, jeg skriver til din søgende sjæl. Til dig, der hele tiden må vove dig ud i det ukendte og som er nødt til at blive til skrift for ikke at blive til æter.

Du, som må være ude på en erkendelsesrejse, uden at vide, hvad den skal gøre godt for. Det har i hvert fald været min vej. Ikke at jeg ligefrem kan anbefale den, men der er ingen vej uden om at være udenfor og tale med de døde.

En af de afdøde har lært mig: First things first. At skrive er det første, man gør, når man slår gluggerne op om morgenen. At skrive er selve overspringshandlingen. Der er jo ingen, der beder én om at springe alt andet – og andre mennesker! – over.

Lidt yoga kan måske gå an, en kop te eller kaffe. Alle andre aktiviteter er den rene gift for det spirituelle arbejde, som Isaac Bashevis Singers far, rabbineren, sagde. Og jeg har altid, uden betænkning, rettet mig efter rabbineren – og ladet aviser, nyheder, internet, musik, korrespondance vente til senere på dagen.

Altså man begynder dagen med at skrive, ikke med at tage bad eller tøj på. Ikke med at gå en tur i det dejlige solskin. Ikke med at vande blomster eller åh, der trænger til at blive støvet af. Kun ét er fornødent. Bare et par sider om dagen. Graham Greene skrev tre. Det er vigtigt – for alt i verden – ikke at skrive sig træt. Lige pludselig har man en bog.

Men man behøver ikke at skynde sig. For det er sjovt at skrive – eller at blive skrevet, som tilfældet kan være, når man ikke helt ved, hvor skriften bringer én hen – men trist at udgive, anstrengende at vende sig udad og forklare sig.

Karen Blixen skrev efter ’boermetoden’ – sådan som boerne pløjede markerne i Sydafrika. Forfra hver dag og så et lille nyk ekstra i jorden eller teksten. Vækstens og tekstens langsomhed er mere i familie med agrare metaforer end med it-teknologiens. En tekst skal gennempløjes mange gange for at komme i dybden.

Sæt punktum

Af Ernest Hemingway har jeg lært aldrig at tale med nogen om, hvad jeg skriver på. Hans skrækscenarie var alle dem, han mødte rundt omkring på barer og værtshuse, som sad og underholdt om handlingen i den roman, de aldrig fik skrevet. Ved at tale om den, har man på forhånd dræbt den.

Det er også Hemingway, der har lært mig at sætte punktum for dagens arbejde på et bestemt tidspunkt, klokken 13 f.eks. Gerne midt i en sætning. For så går man rundt og glæder sig til, man skal i gang igen næste morgen.

Bevidstheden arbejder videre resten af dagen – og natten med. Det lyder måske mærkeligt at følge en selvmorders gode råd, men de virker. Jeg har været og er velsignet fri for skriveblokering.

Af Goethe har jeg lært, at sandhed og digt er uadskillelige. Når man skriver tæt på sit eget livsforløb, kommer man uvægerligt til at digte andre.

Måske har jeg gjort mennesker tydeligere, end de i virkeligheden er – eller synes om. Men jeg har aldrig brugt andre menneskers rigtige navne, heller ikke mit eget. For hvis navne har magi, tror jeg, at man som ’skrevne mennesker’ ville stå så fantasiløst tilbage.

Læsere vælger selv, hvem de vil identificere sig med. At kunne genkende sig selv giver identitet og betydning. Derfor klager ’offeret’ for en sikkerheds skyld udadtil, men nyder opmærksomheden inderst inde.

Af Henry Miller har jeg lært, at ’forbryderne’ altid er de mest smigrede – og gerne gør opmærksom på, at de er med i en bog. Jeg har oplevet, at en diva var ked af at kunne genkende sig selv, men fluks tog navneforandring til det fiktive!

Flere af mine stamfæller – ligesom Anaïs Nin i sin tid – føler sig moralsk forpligtet til på forhånd at sende manus ud til dem, der evt. kunne tage anstød. Men velsignelsen, man kan få, gælder ad Vandsbæk til. For når først manuskriptet er trykt og udkommet, er det blevet en anden bog, som ingen kender. Heller ikke forfatteren, der altid vil være i lommen på fortolkerne.

Som forfatter er man efter min mening den, der tager ansvar. Derfor kan man ikke tage hensyn til andet end skriften.

Fælles referencer

Det vigtigste ved at skrive er at læse. Så det gør man klogt i at gøre resten af dagen. Forskere peger på, at vi er ved at udvikle en ny type – digitalpræget – hjerne, der har svært ved at kapere det lange seje træk i læsningen. Vi bliver mere skimmende, overfladiske.

Enhver må jo finde sin egen metode, men i den skrivende stamme står vi på ryggen af hinanden. Vi skriver altid ind i en tradition eller bryder med den. Derfor må man kende den. Jeg har alle dage sat mig for at tilegne mig verdenslitteraturen, inklusive den danske.

De akademiske humanister studerer magtens abstrakte tænkere, og magtmenneskene jonglerer med abstrakte danske værdier. Men som forfattere studerer vi den menneskelige virkelighed, der mange gange er afmagtens. Det er måske ikke lige den mest populære historie, men afmagten er ofte den sande tilstand.

En af vores danske værdier er den litteratur, der op gennem århundrederne er skrevet på dette lillebitte sprog, der er så velegnet for danskere. Men den er ved at gå i glemmebogen. En fælles referenceramme går tabt. Vi glemmer, hvem vi er. For det ved vi kun, hvis vi sammenligner med, hvordan vi var engang.

Kompromiser

Drømmen om at blive oversat til andre sprog er indlysende. I en global tidsalder, hvor aktiekurserne bevæger verden døgnet rundt, minut for minut, og digitaliseringen racer derudad, vil contents uvægerligt blive efterspurgt. Men litteraturen er noget andet end tal og tegn.

Jeg har lært, at litteraturen er langsom, lokal – forankret som den er i sproget. Når det ikke lige gælder den funktionelle markedslitteratur, er det svært at oversætte dansk skønlitteratur, ikke mindst underteksterne, tonen og de skjulte glimt i øjet.

Jeg har oplevet at udkomme i en fremmed kontekst, men uden egentlig at forstå den eller at have glæde af den. Man læses altid på lokale præmisser, måder, som forbliver fremmede, medmindre man på forhånd har gødet jorden og oparbejdet et netværk.

Når vi udkommer på vores modersmål, derimod, eksisterer vi som forfattere i et ekstremt fintmasket forståelsesnet, der begriber os på mange planer. Der opstår rundt omkring i landet samtaler, læsergrupper. Det er en god følelse at kunne bidrage til et sådant samlingspunkt.

Det er ikke svært at skrive, men et helt kvantespring at bringe sig i en sådan tilstand, at det kan lade sig gøre. Mentalt, praktisk, økonomisk. For det er et yrke, man som regel ikke kan leve af i et så lille sprogområde som det danske. Og hvis man ikke bliver oversat, hvad gør man så?

Man må finde sig i de kompromiser, der falder for. Rengøringsarbejde f.eks. eller at snavse sig til ved at stille op for pressen og blive et kendt ansigt. Et kendt ansigt er pr. definition et kedeligt ansigt, medmindre man kender det personligt.

Det kan være nødvendigt at skabe sig – et alter ego, der kan tale for én, eller at sende en stedfortræder som en yngre stammefælle genialt fandt på. Man kan lave en ’Ferrante’, hvis man kan: lægge alt frem på disken og være totalt ukendt!

Det gælder om at distancere sig fra den galopperende selvficering for at beskytte arbejdet på de indre linjer, som det hele hviler på. Lerfødderne, der hele tiden skal skabes om for at sparke i spinaten, som skriften ind i mellem kræver. Jokke er et kedeligt ord.

Bag en røgsky

Jamen, er der slet ingen glæde ved at være en kendt forfatterinde – udover at blive læst? Jo, der er det helt almenmenneskelige, som også en H.C. Andersen tragtede efter: Vi vil gerne gøre lykke. Ved vores arbejde.

Det er også dejligt, når andre gør lykke, for lykken smitter.

I gamle dage måtte man regne med at skulle give afkald på kærligheden, hvis man formastede sig til at ville være forfatterinde. Hele min livsføljeton er et vidnesbyrd om netop dét: Ingen almindelig mand kan udholde en skrivende kvinde, tro mig.

Engang var prototypen på en forfatter en indadvendt grå mand bag en røgsky med en whiskyflaske på bordet.

Det var fristende at gå i andre spor! I en saliggørelse af sanserne? At se, at høre, at lugte, at smage. At hylde sanseligheden som et kald har alle dage været anatema i det protestantiske Norden.

Og jeg skal da også være den første til at indrømme, at der forefalder fælder: Sanserne tager over og bliver et sansebedrag! Men man må runne en risk, når man gør sig i den æstetiske sfære. Jeg elsker at få det til at dufte dejligt i huset til en Bach-kantate – Mozart egner sig til rengøring – at kysse og koge stikkelsbærgelé, mens jeg ser et rådyr i måneskin eller en blomst springe ud.

Den mindste dagligdags gestus opfattes nu om dage som en ’livsstil’, der kalder på et helt katalog af varer. Hvad indebærer dét?

Geologerne er begyndt at tale om en ny epoke i menneskehedens historie: den antropocene. Fordi det nu er kommet så vidt, at det menneskelige dominerer alt, på bekostning af alt. Men ingen fristes rigtigt til at skrive om de skrigende ubalancer, de smeltende poler og de kollapsede verdensdele, før vi alle står i merde til halsen.

Vil det blive din opgave – som ung forfatter – at skrive dig ind i dette ragnarok af en virkelighed, der allerede er afmagtens? I New York står al affaldet på gaderne i store poser og venter, og her på landet, hvorfra jeg skriver og hører høsten udenfor, står skrot og skidt i lange baner foran husene.

Over hele Jorden vandrer de hjemløse – eller svømmer for livet – mens vi vader i bjerge og byer af affald. Og det siger jeg glad og fro fra toppen af en skraldebunke som en anden Winnie i Glade dage. Fordi livet vil det.

Mange hilsner

Suzanne

Suzanne Brøgger er forfatter

Brev til en ung ...

I sine berømte ’Breve til en ung digter’ vejleder Rainer Maria Rilke en ung fagfælle i livets store spørgsmål. Godt 100 år efter har Information bedt en række erfarne danskere skrive til en yngre generation.

For hvad har liberalisten, imamen, videnskabskvinden, miljøaktivisten og feministen m.fl. lært? Og hvad kan vi andre få ud af deres erfaringer?

Seneste artikler

  • Brev til en ung ...

    23. september 2015
    I sine berømte ’Breve til en ung digter’ vejleder Rainer Maria Rilke en ung digterven i livets store spørgsmål. Godt 100 år efter har Information bedt en række velbevandrede danskere skrive til en yngre generation
  • Brev til en ung feminist

    22. september 2015
    Kig godt på dine problemer. Hold op med at holde dem hemmeligt, del dem med os andre. Og hvis nogen kritiserer dig for at være selvoptaget, så tag det helt cool: Ja, selvfølgelig er jeg selvoptaget – den, der har skoen på, ved bedst, hvor den trykker
  • Skid på tidsånden, den kastrerer os. Tag udgangspunkt i de klange, du selv rummer

    18. september 2015
    Når gamle mænd som mig kommer med en svada som denne, skal du vide, at det er ok at tænke: Så hold dog kæft og luk op for ’Barnaby’ eller ’Den Store Bagedyst’! Tænk det, men sig ikke noget. Vi skal undgå at såre
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for ulla enevoldsen
    ulla enevoldsen
  • Brugerbillede for Anita Kirk
    Anita Kirk
  • Brugerbillede for Carsten Søndergaard
    Carsten Søndergaard
  • Brugerbillede for Olaf Tehrani
    Olaf Tehrani
  • Brugerbillede for Tanja Frisenberg  Buhl
    Tanja Frisenberg Buhl
  • Brugerbillede for Per Jongberg
    Per Jongberg
  • Brugerbillede for Niels Roed
    Niels Roed
  • Brugerbillede for Martin Åberg
    Martin Åberg
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Liliane Murray
    Liliane Murray
  • Brugerbillede for Ingrid Uma
    Ingrid Uma
  • Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen
    Jørgen Steen Andersen
  • Brugerbillede for Torben Selch
    Torben Selch
  • Brugerbillede for Inger Dræby
    Inger Dræby
ulla enevoldsen, Anita Kirk, Carsten Søndergaard, Olaf Tehrani, Tanja Frisenberg Buhl, Per Jongberg, Niels Roed, Martin Åberg, Anker Nielsen, Jørn Andersen, Liliane Murray, Ingrid Uma, Jørgen Steen Andersen, Torben Selch og Inger Dræby anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen
Jørgen Steen Andersen

Det er dejligt at læse et vidende, belæst og empatisk menneske som Suzanne Brøgger.
Jeg bliver ked af det, når jeg møder mennesker, som sjældent læser, og når de gør det, så er det triviallitteratur, og når jeg spørger hvorfor, så er de fulde af begejstring og entusiasme over almindeligheder og virkelige banaliteter, som aldrig løfter sig en tomme over jordniveau.

Brugerbillede for Liliane Murray

Kære Suzanne,

Jeg er ikke en ung forfatter, end ikke forfatter, men jeg skriver bare for glæden ved at skrive, indtil nu er det kun blevet til kronikker og artikler, men drømmen om at skrive en bog er der stadig. Jeg kunne nikke genkendende til flere af de ting du skrev. Men du gav mig også en wauw-effekt, der er bestemt råd i dit brev, som jeg vil følge. Tusinde tak for, at du delte dine tanker med os.

Med venlig hilsen,

Liliane Murray

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Hvis man skriver ferskt fra morgenstunden, mangler man overblik, og må basere sig på fornemmelser. Men at skrive efter blodsukkerets optur og kroppens igangsætning, giver sjælen den ro og styrke, der skal løfte skriveriet. Det er ikke så forskelligt fra andre brancher.

Brugerbillede for Liliane Murray

Jeg skriver absolut bedst om morgenen, ud af sengen, tænde for computeren, lave en kop te, og så igang. Hunden har lært at den godt kan vente et par timer yderligere før det er tid til at gå tur.
jeg ville sige at når man skriver fra morgenstunden, undgår man alle de, sommetider forstyrrende, indtryk og impulser der kan opstå i dagens løb.
Men det er nok meget individuelt.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

At skrive er selvsagt interessant, det ved man, men en sector som en forfatter siger næsten hverdag goddag, men svarer ikke, og det er ligemeget om det er en kvinde eller en mand, er kærlighed; både mænd og kvinder finder en forfatter eller (intellektuel med trang til fortælling irreterende og (tomt). Men jeg synes det har noget at gøre med epoke. Modsat de sidste 10-15 år er idag ,nu om dagen, efter flygninge begivenhed, der satte mennesker I verk og sindene I kog, er det blevet muligt at finde "a propos" og sige noget om, det kan være film, litteratur eller politik og tale med nogen, også intimt. Det var som om man fik en mundkurv på I de sidste 10-15 år.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Lilliane, Jeg må undskylle, jeg mener ikke alle selvfølge, men jeg mener da Suzanne sagde noget om negative reaktioner for mænd, så sagde jeg kvinder er det samme. Det er rigtig aller fleste kvinder, ikke dig, reagerer negative og føler sig irriteret når det snakkes om noget abstract, eller hvad de selv mener er abstrakt. Problemet er hvad er årsagen, jeg mener (tiden) spiller en rolle, hvis folk og fjernsyet taler heltiden om fodbold og andre spil så gør folk også. Men nu er der noget nær det abstrakte der foregår, så følger folk godt med.