Kronik

’Unge mennesker drikker da’

I modsætning til de fleste i min generation drikker jeg mig ikke fuld. Og det er et stort problem. For mens lysten for 100 år siden var noget skamfuldt og aparte, er det i dag ulysten, der er mærkelig
Debat
17. september 2015
I modsætning til de fleste i min generation drikker jeg mig ikke fuld. Og det er et stort problem. For mens lysten for 100 år siden var noget skamfuldt og aparte, er det i dag ulysten, der er mærkelig

Pernille Sloth/iBureauet

Til nytår i 9. klasse var jeg for første gang til en rigtig fest. Og der var alkohol på bordet. Det var som at opdage et nyt og fremmed land, som man hidtil kun havde oplevet som svage hologrammer til familiekomsammener, men som pludselig materialiserede sig i øjnene på ens allerbedste og nærmeste venner gennem et helt årti. Jeg drak ikke til den fest. Det var okay, vi var en gruppe piger, der ikke gjorde det, og det er altid nemmere, når der er mere end en.

Det sidste halve år i folkeskolen blev festerne flere, og alkohol blev – hvad jeg vel egentlig også forventede – en fast bestanddel. En fest uden alkohol er ikke en fest. Jeg så, hvordan alkohol kunne ændre personligheder, og det var fascinerende og skræmmende som bare fanden.

For nogen var det tydeligvis en lettelse at kunne drikke. Det var en måde at slippe hæmninger og vinde selvtillid på. De opspændte skuldre faldt på plads, når den brændende væske gled ned gennem halsen, lidt som når man gennemblødt og kold lader sig synke ned i et varmt karbad.

I gymnasiet var sprut i stride strømme så sikkert som ammen i kirken. Her begyndte det at blive en hæmsko for mig, det med ikke at drikke. Jeg blev et fremmedelement. Når socialisering foregår gennem druk, så kommer man til at virke malplaceret uden et glas i hånden.

Hvis man siger »ellers tak, jeg drikker ikke«, så går det først helt galt. Man kan naturligvis skaffe sig et glas danskvand med citrus og kalde det en skinny bitch, hvis nogen spørger – og så selvfølgelig skynde sig at bunde, hvis nogen vil have en tår. Men når folk efterhånden har lært, at du ikke altid er den stiveste tøs i byen, begynder fordommene mod folk, der ikke drikker, at påvirke den måde, de opfatter dig på.

Hvis man danser på bordene, spørger folk »nej, drikker du i dag?«, og hvis man tager tidligt hjem, kan det jo kun være, fordi man ikke har drukket. I en tid, hvor udelukkelsesdiæter ellers er det helt store (man kan sagtens sige, at man ikke spiser kulhydrater), er det at afskære sig fra det fjerde makronæringsstof – alkohol – mere monstrøst end nogensinde.

Vendt på hovedet

Der er dog også noget godt i ikke at drikke. Mest hvis man interesser sig for mennesker, og det gør vi vel alle sammen et eller andet sted. Når man så sidder der som den eneste, der stadig kan gå lige, er det næsten umuligt ikke at anlægge et antropologisk syn på sine venner. Hvorfor drikker de egentlig?

Den første mulighed, jeg nåede frem til, var at det skyldes usikkerhed. »Jeg tør ikke danse, hvis ikke jeg er fuld.« »Jeg er usikker på mig selv, men når jeg er fuld, glemmer jeg det.« »Mine veninder er smukke og glade, og jeg er bange, men alkohol visker frygten væk.« Okay, min udlægning er måske en smule teatralsk, men ikke desto mindre.

Der findes selvfølgelig socialt acceptable grunde til ikke at drikke. Man kan enten være syg – det skal helst involvere voldsomme mængder medicin for at være en plausibel forklaring – eller man kan være religiøs. I dag er det helt klart bedst at være muslim i den forbindelse.

Tidligere kunne man også bruge kristen afholdenhed som en forklaring, men i dag, hvor kristendommen for mange er blevet afgrænset til et spørgsmål om julegaver, er den ikke længere god nok. Efter sine uskyldige eskapader med de gærede kirsebær blev Emil fra Lønneberg sendt i en kristen afholdsforening.

Han aflagde gladeligt sit ædruelighedsløfte til både Gud og sin far og fik lov at beholde sin kælegris i tilgift. De kloge, voksne afholdsfolk havde sikkert tænkt ædrueligheden som en straf: Du skal holde dig fra druk og damer og kortspil, for du er et syndefuldt menneske!

Men hvad så, hvis man bare ikke har lyst? Hvad hvis jeg har lyst til at sanse klart? Hvad hvis jeg elsker min hjerne så højt, at jeg ikke vil lægge den i blød i giftigblå substanser? I radioen har jeg hørt en forsker fremhæve, hvordan normerne for lyst og ulyst er blevet vendt på hovedet gennem de seneste 100 år.

Hvor lysten for 100 år siden var noget skamfuldt og aparte, som helst skulle gemmes langt væk, er det i dag ulysten, der er det mærkværdige. I programmet handlede det vist nok om sex, men der er vel ofte heller ikke så langt mellem druk og sex.

Det usikre menneske

En veninde sagde engang til mig, at hun skulle køres ned, før hun ville begynde at køre med cykelhjelm, og måske er det det samme med alkohol. Man skal første have haft alkoholens skadevirkninger helt tæt på livet, før man tager dem alvorligt.

Alkohol er historisk set blevet brugt som et middel til at holde sig lun i de kolde tider, og måske er det derfor, at vi heroppe nordpå er så glade for sprut. Det er en del af vores kultur. Tænk, hvis man ikke måtte servere øl og snaps til en påskefrokost.

Det er en del af vores traditioner, og hvis vi fjerner snapsen, kan vi også lige så godt fjerne frikadellerne i børnehaverne og juletræerne i boligforeningerne med det samme! Og så er vi tilbage ved usikkerheden.

Nu lyder denne semipsykoanalytiske tankerække måske, som om jeg ser mig selv som den ædruelige, hellige og bedrevidende kusine til de usikre unge mennesker, men det er bestemt ikke min mening. For den usikkerhed, jeg beskriver, er jeg på ingen måder gået fri af.

Det er der nok ingen, der er. Jeg kan, når jeg for 28. gang på en aften har takket nej til dette eller hint glas berusende væsker, få lyst til bare at gøre som de andre. Det er altid nemmest at gøre som de andre. Især når man skal møde nye mennesker, og jeg kan også selv møde muren af frygt for ikke at passe ind.

Men jeg er bare for stædig. Det kræver viljestyrke at tage noget, som er så fast en del af det danske samfund, op til revision. At tage en lang snak med sin egen navle og finde ud af, om jeg egentlig har lyst til det her, eller om det bare er noget, jeg gør, fordi det er normen, for ikke at stikke ud.

I en tid, hvor vi sprænger normer til højre og venstre – normer for familiemønstre, køn og seksualitet, hvorfor så ikke også sprænge de her bånd? Man behøver jo ikke afsværge kirsebærvinen for altid, det gør jeg heller ikke. Man kan aldrig sige aldrig, men i dag, lige nu og her, har jeg ikke lyst.

Katinka Friis er studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Vi falder alle sammen en lille smule ved siden af flertallet.
Det er en grov påstand, men jeg holder fast i den.

Nogle er bare mere åbne om årsagen og konsekvenserne ved sidefaldet end andre.

David Zennaro, Karina Dybro Hansen, Torsten Jacobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg drak ikke noget videre i gymnasiet, anno dazumal - faktisk drak vi ikke nær så meget som senere generationer, og jeg oplevede det ikke som et problem. Det kan godt være, at andre har fundet det mærkeligt, men det er aldrig noget, der har bekymret mig særlig meget. Faktisk er jeg på mange måder ret kold overfor, hvad andre vælger.
Men jeg er senere begyndt at drikke, undertiden ikke så lidt, og under alle omstændigheder næsten dagligt et glas vin.

Gert Selmer Jensen

Kære Katinka! ( Sødt navn ).I min gymnasietid, i start- 70èrne, drak de fleste som "huller" i jorden,
men der var også mange der ikke gjorde. Som jeg husker det, var de såmænd ikke uglesete.
De var bare ikke en del af festen. ( I hvertfald ikke den samme fest ). Det var en del af kulturen,
ligesom man også lærer lidt om sig selv, i denne udfoldelse. For der er egentlig tale om en vis
udfoldelse af personligheden, når man er påvirket, af alkohol. Det er jo ikke nødvendigvis skidt,
men for nogle kan det være skidt, i og med, "demonerne", rasler ud af skabet.
Du har måske hørt... At fra børn og fulde mennesker, hører man sandheden.
Derfor har jeg en indbygget skepsis over for mennesker der tager panisk afstand fra alkohol.
Det gælder dog ikke for dig. Katinka. MVH.

Torsten Jacobsen

Jeg er lidt loren ved disse for tiden så typiske debatindlæg, hvor en medborger fejrer sin egen 'gåen mod strømmen' for fulde gardiner, i en slet skjult anklage og nedgørelse af 'de andre'.

En fælde som skribenten her nænsomt næsten undgår at falde i, hvilket da er både forfriskende og en anbefaling værd. Dog kan jeg ikke lade være med at bemærke, lidt drillende, at der i teksten opereres med et lidt uklart lyst-begreb. Skribenten fremstiller i det meste af teksten sin ædruelighed i sociale sammenhænge som en 'ulyst', hvilket jo så må gøre de mere drikfældige i hendes omgangskreds 'lyststyrede'. Drikfældigheden kobles endda til lystens domæne per excellence: Sex.

Men spørgsmålet er om skribenten her ikke fanger sig selv i en falsk dikotomi? For er de drikfældige virkelig så lyststyrede, som de fremstår og fremstilles? Drikkes der af lyst eller af nød? I hvert fald synes lysten (evnen) til at møde verden og sine medmennesker med tillid da noget begrænset, hvis et sådant møde fordrer at man bedøver sig selv både halvt og helt i processen.
Og det er da egentlig en forskrækkelig tanke.

venlig hilsen

En af de drikfældige

Jakob Silberbrandt og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Du gør måske dig selv en dårlig tjeneste, Katinka, ved at skrive en artikel som denne.
ikke fordi jeg synes, at du skriver usympatisk - slet ikke. Du skriver om at vælge som du gør, og om retten til at gå mod strømmen - vældig sympatisk.
Men så er det, at du kommer ind på, hvordan du trods alt kan fornøje dig med at gøre antropologiske og psykologiske iagttagelser af dine venner, når de er fulde, og du er ædru; og det er muligvis ikke klogt at minde omgivelserne om.
For kun få mennesker vil bryde sig om at være undersøgelsesobjekter, når de er plørefulde.

@ Thora Hvidtfeldt Rasmussen

"Men så er det, at du kommer ind på, hvordan du trods alt kan fornøje dig med at gøre antropologiske og psykologiske iagttagelser af dine venner, når de er fulde, og du er ædru; og det er muligvis ikke klogt at minde omgivelserne om.
For kun få mennesker vil bryde sig om at være undersøgelsesobjekter, når de er plørefulde."

Der er sikkert også nogen der har prøvet at analysere hende for, at finde ud af hvorfor hun ikke drikker, så hun har vel også ret til at analysere hvorfor folk drikker og så ville hun jo også være et pålideligt vidne, hvis der skulle ske noget ulovligt ved de sammenkomster hun deltager i.
Her er et andet bud på hvorfor folk drikker "Whats The Use Of Getting Sober (When Ypure Gonna Get Drunk Again) med Louis Jordan

https://www.youtube.com/watch?v=j1kUGewkFpQ

Gert Selmer Jensen

Skål.!

Først og fremmest har jeg stor respekt for dit valg om ikke at drikke, selvom jeg dog ikke selv deler det.

Dernæst, syntes jeg at det er mærkværdigt at du vælger at skrive et indlæg om det. Jeg finder ingen rigtig relevans, eller rød tråd, i din artikel - selvom den dog er velskrevet. Du snakker meget om hvordan 'de andre' drikker så meget, og er så lystbetonede, at du ender med at farve dig selv som værende hellig og bedre end dine kammerater. Dette forstærkes af dine kommentarer om hvordan du elsker at observere dem fulde og se dem skaje sig rigtig ud.

Jeg tror, eller nærmere håber, at du engang havde en pointe med artiklen, at du gerne ville have noget igennem. Men dit ordvalg, og den hellighed der afspejles af det, får meningen til at gå tabt bag selvretfærdig gylle, og jeg syntes det er ærgerligt - for der er en pointe med at vores generation drikker for meget, at vi fester lidt for hårdt og skajer os lidt for meget ud, men vi når ingen vegne ved at bygge flere vægge imellem dem der ikke drikker og dem der gør, tværtimod tror jeg at den eneste vej frem er hvis vi prøver at forene os, og prøver at stoppe med at pege fingre af folk for deres livsvalg, og dropper hellighedens facader.