Klumme

Upassende Lars

Jeg glæder mig til den dag, hvor vi kan tale lige så ubesværet om psykiske lidelser som om astma
15. september 2015

Lars kigger ud ad vinduet. Hans blik er fjernt, og selv om jeg forsøger at stille ham et par spørgsmål, siger han ikke meget. Vi sidder i min fars bil på vej til psykiatrisk afdeling. Jeg er 15, Lars er 14. For 20 minutter siden ringede han til mig og sagde, at han havde slugt et glas piller. Da jeg fór ind på værelset for at hente ham, stod der et målebæger med en rest af cola og smertestillende. Jeg glemmer aldrig synet af den klamt boblende cola og de brusende piller.

Når jeg introducerede Lars for andre, skete det ofte, at jeg bagefter fik spørgsmålet: »Hvorfor fanden er du venner med den idiot?« Og Lars var en idiot. Han brød aftaler på et niveau, jeg aldrig før havde oplevet. Det var heller ikke altid, at han behandlede sine kærester lige pænt. Og så sagde han ting til fester, der absolut var uden for det socialt acceptable. Det var svært ikke at le, da han til en 18-års-fødselsdag – tilsyneladende uden at forstå, hvor langt over grænsen han trådte – spurgte en pige, der beklagede sig over moderne kropsidealer, om ikke hun bare var for tyk.

Men Lars var også loyal, udadvendt og gav altid smøger – et tegn på stor gavmildhed hos teenagere i forstaden. Og nåh ja, så var Lars syg. Der var noget i hans følelsesliv, som i dén grad fejlede noget. Personalet på det psykiatriske hospital, som vi afleverede ham til den småfugtige morgen i marts, sagde at hans »kapacitet til emotionel identitetsopbyggelse« var dysfunktionel. Vi forstod ikke, hvad det betød, men vi forstod, at Lars havde alvorlige problemer.

I Danmark er psykisk sygdom stadig et tabu. Ofte kan nogle af de største udfordringer med milde psykiatriske lidelser være social stigma. Vi kender alle sammen den nagende tvivl og det påtrængende ubehag, der ledsager sociale situationer, hvor vi kan mærke, at vi træder ved siden af. Lars vidste, at han trådte ved siden af, og han følte sig magtesløs. Det var ikke Lars’ sygdom som sådan, der drev ham til selvmordsforsøget. Hans depression var et udslag af sociale problemer, og hans følelse af afmagt over for en verden, som ikke forstod ham, og som han ikke kunne forstå.

Det gjorde det også svært at være Lars’ ven. Hvornår skulle man give pokker i hans sygdom og give ham en skideballe, hvis han havde været en nar? Og hvornår skulle man give ekstra line og være forstående?

Psykisk sygdom kræver en klinisk indsigt hos både den syge og den pårørende, som kan gøre livet ganske besværligt. Men vi ville være nået langt, hvis man kunne tale lige så uproblematisk om sin psykiske lidelse, som om sin astma – i sidste ende er begge dele lidelser, vi ikke er herre over, som begrænser vores evne i relation til andre. Det kan vi bare ikke.

Derfor er Lars altid i mit baghoved, når jeg møder nye mennesker, der opfører sig underligt. Jeg har også arbejdet med børn, der havde svær autisme, og mange af de problemer, som Lars sloges med, kendetegner også dem i mindre grad. Sociale besværligheder og manglende åbenhed, som gjorde, at verden stemplede dem som røvhuller, i stedet for som medmennesker med unikke udfordringer.

At vi mennesker dømmer hinanden på det grundlag, som vi nu engang kender til, er en uundgåelig del af vores tilværelse. Og der er i øvrigt masser af mennesker, som ikke kan undskylde deres partikulære brand af dårlig opførsel med sygdom eller ulykke. Men om ikke andet kunne vi måske blive bedre til at tale om tingene. Vi skal være opmærksomme på, at vores domme over hinanden sjældent er retvisende. Vi må altid være klar til at ændre holdning til de mennesker, vi møder, når vi lærer mere om dem.

Casper Gronemann er cand.scient.adm. og politisk analytiker.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Öberg
Michael Öberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stigmatisering er ofte et større problem end selve lidelsen. Jeg er misundelig på Lars fordi han havde en ven. Jeg fik en diagnosem skizofreni som 20-årig, og som 21-årig ringede jeg til min barndomsveninde og fortalte hende det, og så sagde hun: "Mig og min mand er ordentlige mennesker, vi har i hvert fald ingen venner, der har skizofreni" osv af samme skuffe. Jeg forstår godt selvmordsprocenten blandt unge med de diagnose. Skizofreni er en vanvittig ubehagelig sygdom at lide af, men de nærmestes reaktion er ofte værre end symptomerne.

Lad være med at tro på psykiaterne, når de definerer skizofreni som en sygdom.
Adfærdsproblematik er en mere reel og åben betegnelse og involverer den "syges" omgivelser med ansvar for konstruktiv adfærd.