Kommentar

Velkommen til produktionsuniversitetet

Universitetet er blevet en fabrik, der spytter forskning og elever ud i et sort hul til ære for ranglister og dimittendstatistikker. Tilbage står forvirrede og stressede forskere og elever, der desperate halser efter misforstået effektivitetskrav
3. september 2015

Sommerferien er slut, og håbefulde studerende indfinder sig endnu engang på landets universiteter. Men her bliver de mødt af stressede undervisere, der bøvler med pointsystemer, publikationskrav, PR-arbejde og frataget undervisnings- og forskningsautonomi.

Det moderne universitet som stedet for fordybelse og higen efter sandheden er lige nu en illusion. Hvis det igen skal være et helle for den frie forskning og kvalificerede undervisning, er vi nødt til at gøre op med de uhensigtsmæssige krav, som den forfejlede managementkultur stiller til universiteterne.

Vi er nødt til at gøre op med McKinsey-stalinismen, som den tyske sociolog Ulrik Bech har døbt det ekstremt topstyrede og kontrollerede organisationssystem, der i neoliberalistiske forklædninger mest af alt ligner den managementkultur, der herskede under de forhenværende kommunistiske regimer. Et system, der fordrer kortsigtsevalueringer i den ellers langsigtsorienterede akademiske verden, hvor resultater, anerkendelse og indflydelse ofte er længe undervejs.

Hvad er problemet?

Alt og alle skal måles og rangeres. Pointsystemer bruges som regel til at sætte barren for stillingsforlængelser og forfremmelser.

Forskeren optjener point næsten udelukkende ved at publicere i engelsksprogede tidsskrifter, der er rangeret efter pseudoobjektive fortolkninger af tidsskrifternes internationale prestige. 10 point på fem år, og du rykker videre i systemet. Der er dog utallige eksempler på, at dette pointsystem ikke er så troværdigt, som det bryster sig af.

Reglerne ændres konstant, endda med tilbagevirkende kraft, og interessen for at forske og øge indflydelse i danske forhold er minimal, da Danmark er en lilleput i de engelsksprogede tidsskrifters verden.

For at opnå de nødvendige point, er der ikke tid til svipsere. Det betyder, at få tør slå et stort brød op i frygt for, at det er en blindgyde. Derfor ser vi færre trojanske heste, der udfordrer det traditionelle – både på grund af den højere risiko for ikke at finde et resultat, og omvendt fordi et utraditionelt resultat tager længere tid om at blive accepteret i de akademiske kredse. Begge udfald sænker pointhøstshastigheden og sætter forskerens karriere i fare.

Det har ført til et ødelagt videnskabelig publiceringssystem, hvor der publiceres en endeløs strøm af mere eller mindre ubetydelige artikler, der sjældent bliver læst af videnskabelige kolleger, og aldrig bliver inddraget af de bredere medier og beslutningstagerne.

Universiteterne er blevet en publikationsfabrik, der spytter forskning ud i et sort hul til ære for at forstørre forskernes publikationslister og egoer.

Man pleaser hinanden

Publikationskriterierne for forskningsartikler er, at de skal være originale eller bidrage til den allerede eksisterende litteratur. Men da originalitet efterhånden er en sjældenhed, tyer de fleste til det andet publikationskriterium. Her gælder det om at påpege mangler eller svagheder ved tidligere studier. Man skal dog ikke være for hård i kritikken, da det hænder, at det er forskerne bag de studier, man kritiserer, der skal revidere ens artikel for tidsskrifterne og dermed ender med at afvise ens studie.

Af samme årsag er forskningsartikler pumpet med referencer til andre studier i håb om, at ramme de selvsamme professorer, der reviderer ens arbejde. Man pleaser hinanden. En slags studehandel – jeg citerer dig, du giver mig en publikation.

Forskere følger derfor Google Scholar med samme intensitet og hjertebanken som teenagere, der følger deres Instagram-profil, og de tæller referencer til deres forskning som var det likes. Resultatet er færre originale og kritiske studier. Da universiteterne alligevel oftest bliver målt på antallet af internationale forskningspublikationer, bliver undervisningen nedprioriteret. Distancen mellem professoren og eleven har aldrig været større end nu, for god undervisning bidrager sjældent betydeligt til pointscoren for den enkelte forsker. Forskerne ser derfor undervisningen som et onde, der distraherer dem fra arbejdet med de karrierebestemmende publikationer. ’Undervisningsforpligtigelser’ kalder man det ligefrem, og forskere med høje bevillinger tøver ikke med at ’købe’ sig fri fra denne forpligtigelse.

Let og overfladisk

Den forfejlede managementkultur har desuden medført, at undervisere føler sig nødsaget til at bestå elever, selv om deres præstationer ligger langt under dumpestandarden. Håndteringen af klager fra dumpede elever tager tid fra den dyrebare forskningstid, og det er de dimitterende elever, der betaler forskerens løn som følge af taxametersystemet på de danske universiteter.

Hertil kommer, at presset fra fremdriftsreformen og krav om erhvervserfaringer skubber de studerende i retning af de fag, der kan bryste sig af lav arbejdsløshed efter, snarere end de fag, der for den enkelte studerende har det mest spændende faglige indhold. Eleven er derfor taknemmelig for en let og overfladisk eksamen.

Forkerte incitamentsstrukturer har altså for både underviseres og elevers vedkommende fjernet fokus fra universiteternes primære opgave om at skabe og udbrede viden. Hvis ikke udviklingen i managementkulturen vendes, og der dannes en forståelse af forskning som en langvarig proces, vil de betydende videnskabelige resultater forblive en sjældenhed. Værdien af universitetsgraden vil falde, da efterspørgslen efter kvalificeret undervisning er fraværende. Landets klogeste hoveder vil snart fravælge den akademiske verden, og forskningen vil forfalde til endnu mere navlepillende lappeløsninger af slidte forskningsemner.

Philip Rosenbaum er ph.d.-studerende ved Økonomisk Institut på Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Loftkjær
  • Dorte Sørensen
Kurt Loftkjær og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Historien om et forudsigeligt mord

Om mordforsøget på den fri forskning og livets dannelsesrejse. Studerende - vågn op, foren Jer og reager. Skal man være over 60 år for at forstå det?