Kronik

I Danmark skal de højrenationale i det mindste kæmpe for stemmerne

Den politiske elites afvisning af Sverigedemokraterna er moralismens triumf over realismen og hindrer ikke partiets fremgang. I Danmark betyder søsterpartiet Dansk Folkepartis anderledes stilling i debatten og politikken, at sociale fremskridt stadig er mulige
Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson.

Stefan Mattsson

8. oktober 2015

KRONIK – Fire ting er værd at notere om integrationsdebatten, som den forløber i Sverige og Danmark – her eksemplificeret ved det debatprogram, der blev samsendt i begge lande den 17. september med Clement Kjersgaard og Kristine Hedberg som værter.

Der er for det første tale om en debat mellem realisme og moralisme. Når danskerne – inden for rammerne af en i sammenligning med de fleste lande generøs flygtningepolitik – ønsker at foretage en realistisk vurdering af situationen, siger f.eks. en svensk socialdemokratisk kommunalpolitiker, at vi overhovedet ikke skal gå ind på at tale om ’antallet’ af flygtninge. Vi skal altså ikke afveje samfundets forskellige interesser. I stedet bør vi – som den tidligere svenske statsminister Fredrik Reinfeldt siger – »åbne vore hjerter«, mens Jonas Sjöstedt fra Vänsterpartiet fremfører det argument, at vi skal se flygtningene i øjnene.

Den anden iagttagelse gjorde jeg, da jeg frøs billedet af Clement Kjersgaard. Hvad udstrålede hans blik? Nysgerrighed. Og de svenske debattørers? – for også det prøvede jeg at indfange med pauseknappen … Frygt.

Man fik fornemmelsen af, at de havde memoreret et ganske bestemt budskab, som da Henrik Arnstad – en tidligere historiestuderende og nuværende chefideolog for den svenske statsminister – fandt det passende at slå danskerne i hovedet med paralleller til Nazityskland.

Tredje observation: Hver af de danske debattører sagde forskellige ting. Svenskerne sagde som oftest det samme. Den slags politisk enhed er ikke styrke. Det betyder som regel, at et eller andet står for fald.

Fjerde observation blev gjort den følgende dag. Debatten havde været historisk, og jeg gennempløjede de svenske aviser, den ene efter den anden, men fandt stort set ikke en linjes omtale. Er Sverige da navnet på et politisk parti? Over 40 procent af de svenske journalister stemmer på Miljöpartiet.

Manipulerende empati

Debatten blev således illustrativ for, hvorfor Sverigedemokraterna (SD) er på himmelflugt i meningsmålingerne og nu stiler efter 30-procentsmærket. Når sentimentalitet får tildelt rang af argument, dør debatten. Når ingen vover at tale om national selvbestemmelse og sætte tal på, hvor mange asylansøgere vi kan tage imod, bliver hele den ideologiske midtbane pludselig lagt øde. Hvad bliver konsekvensen? At SD på et sølvfad får foræret en række politiske temaer, der på ingen måde er ekstreme: statsborgerskab, faktuelle argumenter, lighed for loven, kærlighed til fædrelandet. Når svenske politikere ikke har andet at flage med end manipulerende empati og ideologisk underkastelse, overgiver vi det moderne samfund til Sverigedemokraterna.

Her findes der en klar forskel mellem SD og Dansk Folkeparti. Hvor Dansk Folkeparti trods alt skal kæmpe imod sine modstandere, medfører svensk politiks polarisering, at SD’s tilslutning pumpes op af stemmer, som i Danmark ville være tilfaldet andre partier. At den svenske politiske midtbane kollapser beror på, at den modernitet, som disse partier hviler på, er blevet forbudt terræn for alle andre partier end lige SD. Paradokset er, at SD hviler på rødder, der har meget lidt med modernitet at gøre, og på blogs og hjemmesider udtrykker SD’s sympatisører da også værdier, som ikke med den bedste vilje i verden kan kaldes moderne.

Det eneste parti, der vil forsvare det moderne samfund, er altså et parti, som rimeligvis har dybere tilbøjeligheder for at angribe det, mens alle de partier, der historisk har skabt dette åbne samfund, ikke synes at kunne vente med at kaste det overbord igen.

Underminerer solidariteten

Her er der også grund til at dvæle ved det moderne samfunds måske vigtigste komponent – velfærdsstaten. Den britiske historiker Tony Judt var en af antiracismens bedst kendte navne og højt agtet i Sverige. Grunden til, at Jörg Haider og hans Frihedsparti fik tilslutning fra 27 procent af de østrigske vælgere i 1999 var ifølge Judt, at daværende partileder Haider formåede at udnytte vælgernes »angst og manglende forståelse af, hvad der sker i samfundet«.

Analysen er hård og samtidig mærkeligt stum og hul. Vælgerne stemte på Haider, fordi de ikke forstod. Men der spørges ikke til hvorfor. Man aner klapren af hestehove i båsene, men disse venstrefløjsanalyser holdes under lås og slå af den multikulturelle venstrefløj. Jeg tænker på de økonomiske faktorer, arbejdsløshed, globaliseringens udflytninger og fagforeninger i frit fald. I disse dage har vi indvandrere i Sverige, der ikke har spor imod at arbejde til den halve løn. Hvorfor diskuterer vi ikke det? Fordi økonomiske faktorer tilbyder en forklaring, der ikke handler om racisme.

Der findes dog stadig en ’klassisk venstrefløj’, personificeret ved f.eks. Nancy Fraser og Perry Anderson. Hvad siger den marxistiske Anderson? At velfærdsstaten – som den multikulturelle venstrefløj ikke synes at tage det mindste hensyn til – udgør selve bolværket imod sociale spændinger. Ved at skabe sociale spændinger – f.eks. had mellem grupper af indvandrere og svenskere – baner vi vejen for, at velfærdsstaten undergraves.

Her, fortsætter Anderson, spiller det multikulturelle en vigtig rolle. Ved at anklage udsatte indfødte grupper for ’racisme’ (som de svenske deltagere gjorde i tv-debatten) underminerer venstrefløjen solidariteten blandt marginaliserede grupper. I stedet opnår man at opildne disse grupper imod hinanden – ’lad de fattige kaste sig over de fattige’.

Arbejdsløse svenskere og indvandrere tørner sammen. På denne måde kan eliten i Stockholm og Bruxelles læne sig tilbage i ophøjet ro, mens modstandslejren falder sammen i stridende fraktioner. For en privilegeret elite uden skrupler, noterer den politiske filosof Brian Barry, er fælles krav fra sårbare grupper »et mareridt«. Er denne analyse interessant for svenske politikere, journalister og akademikere? Eller går også marxisten Perry Andersson Sverigedemokraternas ærinde?

Ringen er sluttet

Nancy Frasers analyse fra venstrefløj er ikke mindre bekymrende for den svenske hegemoniske moralisme. For den klassiske venstrefløj var fattigdom en opfordring til sociale forandringer, og sociale forandringer måtte nødvendigvis indebære omfordeling af rigdom.

Nu har vi – og Sverige er her second to none – fået et multikulturelt venstre, der har erstattet omfordeling med anerkendelse. Med tegnebogen urørt i lommen bliver det nok, bemærker Fraser, at anerkende den fattiges fattigdom. Vi er omhyggelige med ikke at gribe ind i denne idyl, for gjorde vi det, skulle vi snart få et raciststempel på os.

Tanken om, at alle i et samfund burde være del af moderniteten – ligestilling mellem kønnene, teknologi, bureaukrati og ytringsfrihed – får svenske kommentatorer til at stirre strengt mod loftet og associere til 1930’ernes Tyskland. Hvad var der mon sket med klassekampen og sociale forandringer, hvis Friedrich Engels i sin tid havde betragtet minedriftssamfundene i Midtengland med øjne fulde af ømhed for proletariatets raffinerede askese?

Ringen er sluttet. Det er en ny elite i Vesten og Sverige, der viser vejen. En konservativ elite, der kun kan argumentere med følelser. En elite, der ønsker at beholde deres privilegier, og som ikke er interesseret i omfordeling af rigdom, men betragter fattigdom med passiv fascination og som – på klassisk kongemanér – hidser underprivilegerede grupper op imod hinanden. Dette kaldes del og hersk. Som tak får eliten lov at kalde sig for antiracister og kan sole sig i sin moralske overlegenheds herlighed.

Jeg skrev i starten, at tv-debatten mellem Danmark og Sverige var en debat mellem realisme og moralisme. En realisme, må det tilføjes, som giver mulighed for sociale forandringer. Og en moralisme, der forhindrer dem.

Göran Adamson er docent i sociologi ved Högskolan Väst og forfatter til bogen ’The Trojan Horse – A leftist Critique of Multiculturalism in the West (Arx Forläg, 2015). Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Pedersen
  • Britt Kristensen
  • Jørgen Wassmann
Morten Pedersen, Britt Kristensen og Jørgen Wassmann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Dansk og svensk plutokrati er to alen af samme stykke, ingen taler om bekæmpelse af stigende ulighed.

26.05.2015 det var tid til lidt reflektion over det 56. britiske parlamentsvalg der blev afholdt den 7. maj 2015, følelsen af demokratiet i Danmark var ved at smuler væk og i Storbritannien blev man vidne til, de riges tilbagelænede nydelse ved valgsejren, der tydeligvis var vundet på, at siden tidernes morgen har plutokrater og lærte, hvis truet på deres magt position og/eller økonomi, spillet de fattige og udsatte ud mod hinanden.

Det ville gentage sig i Danmark, det var tydeligt, neo-liberalisme gødede jorden, med den kendte blanding af, at uden rysten på hånden, at fratage mest mulig økonomi fra de udsatte grupper i samfundet og samtidig med statsstøtte give skattely og hemmeligt ejerskab til de rigeste og eftertrykkeligt gøde jorden for hadet mellem de socialt udsatte og krigsflygtninge mf. efter et mønster, der blev genspejlet i den underliggende politik i Storbritannien, hvilket jeg vender tilbage til.

26.05.2015 Information.
"Meningsmålingsinstitutterne har muligvis en håbløs opgave, til det kommende valg, for folk stemmer, muligvis ikke på det de ønsker sig, men det de kan få, som ved valget i Storbritanien, valget i Storbritanien, kan derfor muligvis, giver klare indikationer om udfaldet, af det kommende valg her hjemme.

New Labour politikken, har fået en reguler lussing (igen).
Det er et valg der på overfladen overrasker, for fattigdommen er vokset meget i denne valg periode, selvom der er skabt mange arbejdspladser, men det er 'working poor', ca. en million er dagligt afspist af suppekøkkener i Storbritannien, men tilliden til Labour udeblev alligevel igen, hvorimod det langt mere venstreorienteret skotske SNP, der gik til valg på dette emne, NEJ til ulighed og fik et jordskredsvalg, men der kunne som bekendt ikke stemmes på SNP, uden for Skotland.

Noget kunne tyde på, at mange gamle Labour vælgere, har stemt Det Konservative Parti i protest, fordi der ikke er forskel på New Labour politikken og Det Konservative Parti politik. Så hellere Det Konservative Parti politik, der godtnok ikke, får folk ud af fattigdom, men trods alt, skaber arbejdspladser og muligvis en lille skattelettelse, til de fattige 'working poor'

Mon ikke vi ser det samme til valget, hvor ingen der traditionelt høre til på midten af dansk politik, ønske en højreorienteret uligheds og klimakatestrofe skabende regering, men alt er bedre end, at blive røvrendt, af sine egne (S, SF, R) med samme politik, men uden skattelettelser og alligevel forringet velfærd.

Gældsslaverne i middelklassen, tør ikke eksperimentere, vejen er kort til bunden af samfundet i Danmark, hvor sikkerhedsmaskerne i redningsgarnet, er blevet større, så hellere stemme for, egoistiske skattelettelser og et farvel til velfærdssamfundet og goddag til forsikringssamfundet.

Jeg håber personligt på, at tage fejl, at befolkningen tænker som skotterne, hvor sammenhold og solidaritet, står højest på ønskelisten og det er faktisk inden for EU SNP i Skotland vil gennemføre den udvikling."

David Cameron fortalte i går 07-10-2015: her er problemerne med EU.

Premierminister David Cameron siger, at EU-medlemslandene skal tage magten tilbage, at de konservative vil bekæmpe alle takker i EU, der peger imod mere Union og påpegede samtidig, at TTIP (frihandel med USA)er en idé Storbritanien kom med og det vil betyde, påstår David Cameron, stor vækst for Storbritanien, underforstået må det tolkes, takke være Storbritanien.

Men hvordan har Storbritannien og USA gødet jorden, for et stort udbytte af TTIP (frihandel med USA)

Faktat USA:

I følge Oxfam International's rapport "Working for the Few" 2014-2015, har den rigeste ene procent af befolkningen i USA, profiteret 95 procent af den samlede vækst, siden 2009, alt imens de 90 procent fra bunden alle blev fattigere.

Fakta Storbritanien 2015:

Behovet for fødevarebanker er eksploderet under den nuværende regering.
I 2010 blev der delt hjælp ud til 40.000 personer.

I 2013-14 var antallet steget til 900.000, og i det forløbne år over 1 million. Tallet viser antal uddelte portioner mad ca. 50 procent er folk, der vender tilbage flere gange 83 pct. angiver ændringer i offentlig hjælp som årsag til, at de må bruge fødevarebanker.

I 2014 voksede den britiske økonomi med 2,8 pct. Det er den højeste vækst siden 2006.

Men det er da tydeligt, at Storbritanniens regering som den danske statsstøtte til skattely og hemmeligt ejerskabs regering, at den manglende lyst til samarbejde, fællesskab og solidaritet i et ellers med denne og den foregående regering ligesindet plutokratisk eller ulighedsskabende elitære EU, ikke skal forstås som andet end, at magten skal centraliseres hos de rige, at ingen EU politiske beføjelser må misbruges til gavn for fælleskabet, hvilket for de liberale og neo-liberale kort fortalt betyder, at de rige ikke skal betale skat, da solidaritet en begrænsning af det enkelte individs frihed, enhver er sin egen lykkes smed og sådan fungere det internationale marked.

Det er samtidig helt efter den liberale og neo-liberale plan, en sort tid for klimaet, hvor de neo liberale Socialdemokrater i EU ligeledes glorificere overforbruget blandt de rige, med fatale klimakatestrofer til følge, hvor den manglende respekt, for vores børns ret til, at arve jorden, der desværre også er blevet, en Socialdemokratisk mærkesag, så David Cameron, de konservative og plutokratiet (de superrige) har helt fri bane i det asociale plutokratiske EU, til at udelukke alt hvad der hedder solidaritet med de fattige i EU.

Konklusion:
Jorden brænder under kapitalismen og plutokratiet med befolkningstilvækst i nabo kontinentet Afrika og med krav om mindre ulighed, som en løsning på de kraftigt stigende spændinger i samfundene, alt imens plutokratiet opbygger klimaforandringer, krig og flygtninge, der ånder de fattige og udsatte i nakken, så de folkevalgte, rige og kujonerne plutokraterne, kan flytte focus fra beskyttelse af deres tyvekoster, med alle tænkelige millitære magtmidler al anden tænkelig strategi til frembringelse af uforsonlighed mellem fattige og udsatte grupper, for at opnå deres underliggende økonomiske politisk mål og derigennem magt konsolidering.

'Feltherrekunst' mine damer og herre.

Kaj Spangenberg

Det er befriende at læse en sådan kronik af en svensker - at han dog tør!

Morten Pedersen, Christian Sørensen, Jan Juhl, Britt Kristensen, Stig Wørmer og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar

Göran Adamson er en af de få svaler i svensk samfundsdebat. Hans påoegning af den svenske moralisme i forhold til den danske realisme i hele indvandrings/migrationsspørgsmålet er ramt på kornet. Vi var nogle, der så den dansk-svenske tv-debat og krummede tæer, da en ren fanatiker på den svenske side ikke engang ville se sine modstandere i øjnene, og da han forsøgte at sammenligne med 30'ernes Tyskland. idet han drog sammenligninger mellem KZ-lejr-og direkte udryddelsestruede danske jøder, der blev hjulpet over Øresund og den danske skepsis overfor en voldsomt øget tilstrømning af mennesker, der som Frederik Stjernfeldt, Børge Viby Mogensen og demografen P.C. Matthiesen påviste kun for 20-25 procents vedkommende var reelle flygtninge i klassisk forstand. Men hele denne diskussion må man altså ikke føre i Sveriges medier. Alle aviser, også de borgerlige, lukker af, når det går for tæt på. Kritikere afskæres fra debatten. Det er den kedelige sandhed i det svenske folkedemokrati. Tak til Göran Adamson for et præcist og velargumenteret indlæg, hvor situationen i vort naboland afdækkes fint og de betænkelige konsekvenser af en fortsat "strudsepolitik" tegnes op!

Morten Pedersen, Kaj Spangenberg og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar
Morten Østergaard

Jeg var sikker på, at Arnstad var hentet ind i Debatten i sidste øjeblik på et afbud, men han er jo tilsyneladende en central figur i den svenske debat og har endda en vis indflydelse. Der kommer 1.000 nye indvandrere til Sverige hver dag for tiden. Mindst 75 procent af dem vil stadig være arbejdsløse om 10. Og om 15-20 år er den svenske velfærdsstat væk, og der vil være flere muslimer end (kultur)kristne i Sverige.

Hvor kommer den selvdestruktive impuls fra? Jeg kan forstå tyskernes selvhad, men hvorfor skiller svenskerne sig så meget ud i forhold til Danmark og Norge?

Fire ting er værd at notere om integrationsdebatten, som den forløber i Sverige og Danmark….” Indleder Göran Adamson (GA) og fortsætter:
”Der er for det første tale om en debat mellem realisme og moralisme…
Ad 1) Hvis xenofobi er realisme, så ja!
"Den anden iagttagelse gjorde jeg... Clement Kjersgaard. Hvad udstrålede hans blik? Nysgerrighed. Og de svenske debattørers? – for også det prøvede jeg at indfange med pauseknappen … Frygt.”
Ad 2) Pjat egne projektioner fra GA's side!
”Tredje observation: Hver af de danske debattører sagde forskellige ting. Svenskerne sagde som oftest det samme. Den slags politisk enhed er ikke styrke.”
Ad 3 Overfor den danske debat og dens 15årige 'pøbelvælde', var det en uhyre klog disposition at skabe en fælles front mod xenofobien, som det skulle være sket i DK siden 2001!
”Debatten havde været historisk, og jeg gennempløjede de svenske aviser, den ene efter den anden, men fandt stort set ikke en linjes omtale.”
Ad 4) Nej debatten var ikke spor historisk og som sådan ikke værd specielt at omtale, herunder især ikke at gengive de for det meste og i særklasse stupide danske standpunkter!
Det var så de sædvanlige til det kedsommelige (gab!) indledende og til det ulidelige gentagne standpunkter i den danske mainstream debat, men i Sverige heldigvis begrænset til Sverigedemokraterne.
Så starter det morsomme: ”Her findes der en klar forskel mellem SD og Dansk Folkeparti. Hvor Dansk Folkeparti trods alt skal kæmpe imod sine modstandere, medfører svensk politiks polarisering, at SD’s tilslutning pumpes op af stemmer, som i Danmark ville være tilfaldet andre partier.”
Pumpes op ..???? DF fik 22% vel sidste FT-valg, mig bekendt har Sverigedemokraterne langt færre og kun i meningsmålinger bevæget sig op på tilsvarende eller lidt mere!
Det er tværtimod sådan, at DF udover sig selv har inficeret 75% af det danske folketing, mens det i Sverige kun er lykkedes at infange SD selv altså max. 25%!
I DK er det for længst en kendsgerning, dvs siden 2001, at de borgerlige har gentaget den fejl præsident J.F. Kennedy advarede mod i 60'erne med henvisning til 30'ernes Europa, at de borgerlige "der troede de kunne ride på ryggen af tigeren, selv endte inden i den”, som nu Venstre er endt inde i DF!
Nå og så starter det virkelig morsomme, hvor manden altså vor såkaldt 'venstresnoede' ven Göran Adamson inddrager bl.a. den go' gamle marxist Perry Anderson, (som i øvrigt var en væsentlig kilde til mit speciale tilbage i 70'erne, ak ja tiden går)!
”Hvad siger den marxistiske Anderson? At velfærdsstaten... udgør selve bolværket imod sociale spændinger. Ved at skabe sociale spændinger baner vi vejen for, at velfærdsstaten undergraves.…. Ved at anklage udsatte indfødte grupper for ’racisme’ (som de svenske deltagere gjorde i tv-debatten) underminerer venstrefløjen solidariteten blandt marginaliserede grupper. I stedet opnår man at opildne disse grupper imod hinanden – ’lad de fattige kaste sig over de fattige’. f.eks. had mellem grupper af indvandrere og svenskere. Arbejdsløse svenskere og indvandrere tørner sammen.”
Hvad har dette med DK at beskaffe? Er det anklagen for racisme i Danmark, der lader ”de fattige kaste sig over de fattige”. Jamen det er jo til at dø af grin af, hvis det ikke var så alvorligt.
I DK er det først og sidst det hadefulde, ”det skal kunne betale sig at arbejde” overfald på de fattigste kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse m.fl. fra VKO og LA og siden bakket op af S, der sammen med enorme skattelettelser i toppen har understøttet og medført den infame sparken nedad og kryben opad fra de næst fattiges side mod de fattige (herunder flygtninge og andre "fremmede"), og ovenikøbet understøttet med lidt 'fedterøvs' skattelettelser til disse næst-fattigste.
Dette undergraver velfærdsstaten, sammen med de offentlige besparelser og den af VKO gennemførte centralisering og udsultning af Udkantsdanmark med kommunalreform mv., samt det forøgede privatforbrug, de samme partier står for. OG ødelægger desuden livs grundlaget for vores børn og børnebørn med den deraf forøgede forurening og klimatiske katastrofe!
Så det har da intet med Danmark at gøre! Om det er tilfældet i Sverige, ved jeg ikke. Men i Sverige har man så vidt vides heller ikke et rablende liberalistisk Saxobank og Ayn Rand dyrkende parti som LA på op mod 10% , der absolut ikke syntes den absurd voksende ulighed i DK eller verden som sådan er noget problem, men tværtimod mener den skal øges betydeligt, og som sammen med DF udgør det parlamentarisk grundlag for Venstre regeringen her til lands!
Så Göran Adadamson 'hus forbi' med dine synspunkter i DK, der er intet grundlag for din "manipulerende empati" for den danske model og udvikling, men kun et håb om at det IKKE lykkes dig og andre, at få det udbredt til Sverige også!

Karen Helveg, Carsten Søndergaard, Hans Larsen, Lars Jorgensen, Karsten Aaen, Philip B. Johnsen og Mads Berg anbefalede denne kommentar

@Jørgen Garp

Glimrende dissektion. Jeg kunne ikke være mere enig.

Enhver, der lyttede til Michael Jalvings og konsorters pseudo-intellektuelle paranoia-teorier i denne dansk-svenske udgave af debatten udfolde deres absurde ideer om civilisationssammenbrud som følge af den muslimske trussel, måtte da krumme tæer på Danmarks vegne. Eller på Inger Støjbergs, der påstod enten mod bedre vidende, eller trukket ud af den blå luft til lejligheden, at 80% af indvandrere var i mod religionsfrihed, hvor det efterfølgende blev afsløret at, det faktisk forholdt sig modsat.

På svensk side stod der en borgmester for en kommune med det største antal indvandrere i Sverige og sagde: Vi kan og vil altid tage flere. Det er bare et spørgsmål om ressourcer.

Så kompliceret var denne konfrontation ikke, ej heller "historisk", som Göran Adamson gerne vil gøre den til.

Det var anstændigheden og realismen på den ene side og på den anden.. Danmark.

Carsten Søndergaard, Hans Larsen, Lars Jorgensen, Karsten Aaen, Rikke Nielsen og Jørgen Garp anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den såkaldte realisme er en undskyldning for kynisme, hverken mere eller mindre. Realisme er at hjælpe, hvor der er hjælp behov. At sige nej til det er ren ideologi.

Morten Pedersen

Jørgen Garp:"...xenofobi.....pøbelvælde.......stupide........inficeret..........dø af grin af.........hadefulde........" Disse ord får man normalt tilbage, hvis man stiller de spørgsmål til indvandringen som Adamson gør. Dæmonisering er blevet et af venstrefløjens særkender, og da det også gælder højrefløjen kan man konstatere en stigende fløjdannelse med fastlåste meninger og fordømmelse af de andres meninger. At uligheden i verden er stigende og kapitalen nærmest perverteret skævt fordelt flugter fint med at lave ballade i underklassen, så mindstelønnen kan ryge ned og konkurrencefordelen høstes. Læg mærke til at LA er liberale overfor indvandring og S ikke er det - det er i de laveste sociale lag kampen kommer til at stå.