Det er to år siden, de såkaldte ressourceforløb blev introduceret sammen med reformen af førtidspensionen. Siden har de fået voldsom kritik af blandt andet flere overlæger for at være sundhedsskadelige for syge borgere.
Spørgsmålet er altså ikke kun, hvor mange borgere der er kommet i arbejde på baggrund af deres ressourceforløb. Det både kan og skal vi selvfølgelig diskutere – en løbende evaluering af en ny og for mange meget omfattende reform er et must, for vi kan ikke vente fem år, før vi ser på konsekvenserne af denne nye måde at gøre tingene på, hvis vi inden da kan gøre reformen bedre og mere effektiv.
Men spørgsmålet om, hvorvidt disse ressourceforløb ligefrem gør borgerne decideret fortræd, kalder ikke bare på en løbende vurdering – den skal falde nu. Uanset, hvorledes vi hver især betragter samfundets rolle i den enkelte borgers liv, kan og skal vi nemlig være enige om, at rollen ikke er at volde unødig skade.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V) har efterlyst en mere nuanceret debat, og jeg er enig i hans ønske. For mange lader det til, at problemstillingen drejer sig om, hvorvidt disse ressourceforløb skal afskaffes eller ej – og i min optik er det netop hér, at vi går galt i byen. Udtalelser fra læger, borgere og sagsbehandlere peger i flere retninger. Nogle ser en statistik, der peger på en positiv virkning af ressourceforløbene: Nogle kommer i arbejde, andre får tildelt en førtidspension efter forløbet.
Samtidig ser vi tal, der indikerer, at en mindre gruppe får det modsatte ud af et ressourceforløb, end hvad der er tiltænkt. I stedet for at komme nærmere en positiv udvikling oplever ikke kun borgeren selv, men også læger og andre fagpersoner, at hans fysiske og psykiske helbred forværres markant.
Så hvordan skal vi forholde os til det? Er de positive virkninger af forløbende nok til at kunne se bort fra de negative?
For mig at se er svaret et rungende nej.
Anerkend det positive
Mens mange diskuterer frem og tilbage med basis i deres indbyrdes politiske holdninger, er der borgere, der føler sig mishandlet og fastholdt i et forløb, der ikke er værdigt og som ofte er beskrevet som skadeligt af læger og andre fagpersoner. For at få en nuanceret debat må vi lytte til alle. Både dem, for hvem et ressourceforløb har hjulpet dem videre i livet og på arbejdsmarkedet, og dem, for hvem de selvsamme forløb opleves som en decideret straf.
Gør vi det, står vi selvfølgelig med en problemstilling, der pludselig bliver svær, når vi gerne vil designe en løsning, der kan bruges i alle tilfælde. Personligt mener jeg, at en løsning designet til at virke ens for alle, bliver en løsning, der kun virker for de få. Beskæftigelsesministeren og de ansvarlige politikere må derfor fastsætte meget mere klare og detaljerede regler, end der er for nuværende. Regler, der meget klart skal forhindre, at et givent forløb kan være skadeligt for den enkelte borger.
Selv om ressourceforløbene i sig selv står for skud, er vi nødt til – som Jørn Neergaard selv lægger op til – at anerkende de positive virkninger, som de har haft for mange borgere. Vi skal ikke bare feje en hel reform af bordet, fordi der er nogle, for hvem de virker modsat hensigten. Kan forløbene hjælpe udsatte borgere videre i livet, skal vi derimod arbejde på at gøre dem mere fleksible, så borgere, der oplever en forværring gennem forløbende, kan få den ro, som de har brug for. For mange af de mennesker, der ligger i den sidste kategori, er ro noget nær det eneste, de har at glæde sig over her i livet.
Loven skal overholdes
En rapport fra SFI udgivet i 2014 indikerer således, at borgere, der er blevet tilkendt en førtidspension, har en hel anden stabilitet i deres hjemlige forhold, end de, der tvinges videre i et ressourceforløb, som alle parter kan se er formålsløst.
I stedet for at blive mere syge vil disse borgere opleve en markant fremgang i deres personlige liv. Ikke at forglemme, at når borgerens helbred forværres, stiger både kommunernes, men også sundhedssektorens udgifter markant.
Det er disse borgere, som debatten først og fremmest bør handle om, og ikke dem, for hvem et ressourceforløb faktisk gavner, og for hvem forløbet giver en ny indgang til et mere almindeligt arbejdsliv. Et ressourceforløb kan vel ikke føre nogen vegne, hvis man ingen ressourcer har til at begynde med?
Når Ankestyrelsen kommer med en dom om, at en kommune har handlet forkert, så skal kommunen vel – som Jørn Neergaard også har sagt – følge lovgivningen. Men han kan ikke på den ene side sige, at ressourceforløbene virker, og på den anden sige at han forventer, kommunerne følger lovgivningen, når de tydeligvis ikke gør. De borgere, der bliver fanget i kommunernes budgetteringsspil, skal have samme rettigheder, som alle vi andre.
Så må politikerne fortælle kommunerne, hvordan loven skal overholdes. Ellers mister vi borgere, som ellers kunne have været til stor nytte for deres egne børn, og ikke mindst for dem selv.
Stop med at igangsætte ressourceforløb, som man med rimelighed kan antage ikke vil hjælpe borgeren. Og lad systemet koncentrere sig om den rette og tidlige indsats, hvor det nytter.
Ricky Magnussen er socialrådgiver og ejer af privatraadgiver.com
Jeg er helt enigt i synspunktet.
Ressourceforløb er et udmærket instrument, især for de unge og psykisk nedbrudte mennesker de oprindeligt var designet til.
Et godt ressourceforløb, der bygger en ung borger op og hjælper til at genskabe det selvværd som utallige nederlag i skole- og uddannelseslivet og livet generelt har ødelagt, til den selvtillid der er nødvendigt for at deltage i en uddannelse der giver dem adgang til arbejdslivet, er en glimrende men umiddelbart kostbar foranstaltning. Men den vil på sigt betale sig.
Lad os få mere af dette, som Aarhus kommunes socialrådgiver ved høringen i april så malende har beskrevet. Kompleks, intensiv håndholdt indsats for en enkelt borgers fremtid.
Når det er sagt, så må det også siges at lovparagraffens jura inviterer til noget helt andet, især når borgeren er af den ældre, fysisk nedslidte type.
Loven giver mulighed for langvarige afklaringsforsøg på sygedagpenge, i jobafklaringsforløb på en ydelse svarende til kontanthjælp, for at ende i et ressourceforløb med gentagelse af de 'tilbud' som hidtil ikke har givet en forbedring. At holde borgeren længst muligt på lavest mulig forsørgelse. Kaldes også økonomisk incitament.
Er den ældre, men arbejdserfarne borger efter et ressourceforløb ikke tilstrækkelig afklaret - det vil sige, at det fortsat ikke kan DOKUMENTERES at det er udelukket at arbejdsevnen kan forbedres - så skal der igen sættes ind med en afklaring efter LAB-lovens kapitler.
Altså forfra i samme cirkus; og fortsat på lavest mulig forsørgelse, muligt helt frem til folkepensionsalderen.
Resultatet er oftest voldsomme økonomiske spekulationer for den syge, nedslidte borger, der ikke ved sine gode råd om hvordan de nødvendige regninger skal betales, som ofte skal komme af med sit transportmiddel og eventuel med boligen, risikerer skilsmisse og anden social deroute.
§ 68 a's juridiske udformning giver mulighed for dette, men kunne også give mulighed for en mere nuancered fortolkning.
Der er to begreber der er afgørende.
I stykke 2 nævnes at § 68 a ikke finder anvendelse, hvis det er ÅBENLYST FORMÅLSLØST at tage paragraffen i anvendelse. Det henviste ministeren talrige gange under samrådet i tirsdags.
I stykke 7 nævnes, at kommunen inden ressourceforløbets ophør skal tage stilling til hvilke TILTAG der efterfølgende skal sættes i værk.
ÅBENLYST FORMÅLSLØST er elastik i metermål og udmåles i vejledningen som terminal syg, mongolisme eller lignende. Det er ikke åbenlyst formålsløst hvis enhver med lidt kendskab til arbejdsmarkedet kan se at den 63 årige nedslidte bygningsarbejder ikke vil kunne få ansættelse inden han kan komme på folkepension. Dette kunne jo tokes lempeligere, men ikke efter Ankestyrelsens mening.
Og hvad er et TILTAG i denne sammenhæng?
Desværre også fornyet start af et afklaringsforløb.
Sættes dette op mod den i 2012 i forliget ytrede hensigt, at give unge borgere, der ellers ville ende på førtidspension en sidste hjælpende hånd i forsøget at forbedre arbejdsevnen gennem en tværfaglig indsats, så er vi milevidt fra den oprindelige gode politiske hensigt.
Er det fortsat denne hensigt der skal forfølges, især for borgere med et bestået arbejdsliv bag sig, så burde der kun tilkendes ressourceforløb hvis den foretagne afklaring klart peger på en arbejdsevne der er nedsat til det ubetydelige.
I denne sammenkædning bør det mulige tiltag efter endt, resultatløs ressourceforløb være en afgørelse om ret til førtidspension; hvis arbejdsevnen efter ressourceforløb er forbedret mærkbart en afgørelse om ret til et fleksjob.
Men dette forhindres af kravet om dokumentation for, at mirakler kan udelukkes i al fremtid, før der kan tilkendes en af de to ydelser; at arbejdsevnen aldrig kan forbedres.
Det er derfor både lovgivningen der er umuligt og nogle kommuners forvaltning der ydermere er kritisabelt. Men det vigtigste er lovens udformning.
Jeg har selv, i min egenskab af bisidder til borgere i systemet, lige modtaget en afgørelse fra Ankestyrelsen, hvor kommunens påklagede afgørelse om stop af ressourceforløbsydelse efter 2 gange lovstridig administrativ forlængelse stadfæstes; selv om Ankestyrelsen udtaler megen kritik af kommunens sagsbehandling med henvisning til bemærkninger til loven og ordlyd af denne. Og der tages slet ikke stilling til selve fakta, om der forelå en berettigelse til en førtidspension. For det var ikke dette der var afgørelsens hovedindhold. Kun i en bisætning gjorde kommunen opmærksom på, at den vurderede at borgeren ikke var berettiget til revalidering, fleksjob eller førtidspension. Derfor henvistes borgeren til at henvende sig i sin A-kasse eller søge kontanthjælp. Der var ikke en gang af kommunen henvist til et TILTAG som stk. 7 kræver.
Det er tvingende nødvendigt for forligskredsens politikere, enten at vedstå at loven skal forstås som de mange uheldige eksempler viser; at det kun er besparelsen på 1,9 milliarder det handler om, eller at indrømme at man ikke har forstået juraen da man vedtog loven og at loven derfor skal ændres således at loven for et humant ansigt.
Kom så i gang.
Det kunne eventuelt kræves af myndigheden, at denne skal kunne sandsynliggøre at de foreslåede, tværfaglige foranstaltninger efter erfaringerne har en god chance for at forbedre arbejdsevnen. Fremfor at kræve dokumentation for at samme myndighed ikke er i stand til at være succesfuld. Samt at ressourceforløb for borgere over de 40 år er et sidste forsøg på, at hjælpe dem tilbage til en meningsfuld tilværelse på arbejdsmarked. Hvis det giver mening for borgeren.
Den nuværende brug giver bare ikke mening for ret mange ældre borgere.
Den nuværende brug giver bare ikke mening for ret mange ældre borgere.
Det gør brugen heller ikke for yngre borgere under 40 år, som har gymnasial uddannelse, indtil flere finansøkonomiske erhvervsuddannelser, altid har arbejdet før, under og efter uddannelse hvor en genetisk fejl i det autoimmune system gør at kroppen angribes og ikke forsvares af immunsystemet med deraf følgende funktionsnedsættelse.
Ingen førtidspension, intet sleksjob uendelige resourceforløb som konkluderer ingen arbejdsevne men kommunens beslutningsudvalg vil bare ikke anerkende og acceptere de gentagne og enstemmige konklusioner og indstillinger til fleksjob foretaget på et tværfagligt grundlag i rehabiliteringsteamet igennem de seneste 5 år.
Kommunen får dækket udgifterne til resurseforløbet af staten og kommunen slipper med 159 kr om måneden i resurseforløbsydelse, da pensionssystemets tab-af-erhvervsevne forsikring, tegnet som et tillæg til de offentlige ydelser, nu bruges som et fradrag i de offentlige ydelser.
Jeg kan kun opfordre alle til at overveje om dine egne forsikringer er fyldestgørende i tilfælde af at sygdom og/eller ulykke skulle ramme dig, da forsikringsydelsen ikke er et tillæg, som oprindeligt tiltænkt, men et fradrag i dagens velfærdsydelser.
Hvad med et krav om, at de personer der sendes i resurseforløb har udsigt til at arbejdsgiveren vil ansætte dem. Lav nogle aftaler med fx arbejdsgiverforeninger eller enkelte firmaer, der vil tage folk i resurseforløb og som også har vilje og mulighed til at ansætte dem efter et vellykket resurseforløb.
Hvis resurseforløbet ikke er vellykket så må de da få deres førtidspension.
I mine øjne er et af det helt store problemer i det her, at den nedre grænse der var før reformen, altså hvor få timer om ugen man kunne arbejde, fuldstændig er fjernet og der ingen grænser er for hvor lidt en person skal være i stand til at kunne.
Derfor kommer vi nu ud i, at folk der før ville have fået en førtidspension bliver kastet rundt og bliver mere syge... og kommer ud i ressourceforløb der mere er for forløbets skyld end for den person der skal afprøves. Og ja.. vi blev afprøvet før den nye reform. Vores arbejsevne blev først og fremmest afprøvet, hvor meget kan du... hvad kan du ikke, den arbejdsevne du har, er den stationær eller kan den forbedres.
Jeg siger ikke det var rosenrødt før 2013, det var stadig et helvede at komme helskinnet igennem systemet, har selv taget turen, men der var i det mindste en nogenlunde fornuftig nedre grænse for hvornår det hed fleksjob eller førtidspension, en grænse der både var fornuftig for den syge og for arbejdsgiverne. Ingen vil jo ansætte folk i de nye minifleksjob med arbejdsevne ned på 2 gange 30 minutter om ugen (eller hvor lidt det nu er man kan blive tilkendt fleksjob på) og de syge bliver kastebolden, alt i mens de ikke aner om de er prisgivet uden indtægt, på kontanthjælp for evigt eller minimal ledighedsydelse efter tilkendt minifleksjob (og i øvrigt skal gå med angst og uro over at blive sendt ud i aktivering efter 18 måneders ledighed)!
Ressourceforløb, i sin nuværende form, er enten-eller, og det er alt for unuanceret for mennesker med vidt forskellige baggrunde og problemer. I øjeblikket bruges Ressourceforløb for nogle som ren opbevaring for at undgå Førtidspension, der umiddelbart er dyrere. Ressourceforløb bruges også i mange tilfælde på trods af fagfolks (læger, psykologer m.fl.) anbefalinger om det modsatte. Altså at kommunerne beder fagfolk om lovpligtige vurderinger, som de rask væk ignorerer, hvis de kan spare penge. Det bliver problematisk, når myndigheder åbentlyst ikke følger lovene og deres intentioner og så ovenikøbet for egen vindings skyld.
Ressourceforløb indeholder gode muligheder for nogle...fint!
Ressourceforløb misbruges af kommunerne til at opbevare folk, der absolut ingen ressourcer har...skidt!
- Der er større risiko for at dø i de såkaldte ressourceforløb, end der er chance for at få et job. Det viser tal, som NORDJYSKE har samlet ind i landets kommuner.
http://nordjyske.dk/nyheder/flere-doede-end-i-job/7e1333de-68fe-4e6b-885...
- Forsker Iben Nørup fra Aalborg Universitet er ikke overrasket over tallene. Hendes forskning peger i samme retning. Hun mener, at det illustrerer, hvor helbredsmæssigt svag denne gruppe af borgere er.
- Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det skal kunne gavne hverken samfundet eller den enkelte, at man trækker døende mennesker igennem ressourceforløb, siger Iben Nørup.
http://www.fagbladet3f.dk/temaer/fleksreformens_ofre/ee112b54b02f43d8be0...
Reformen betyder, at personer under 40 år ikke længere kan få tilkendt førtidspension, medmindre det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle deres arbejdsevne. I stedet skal en individuel og helhedsorienteret indsats i et ressourceforløb udvikle deres arbejdsevne og hjælpe dem videre i livet.
Detter er formålet med reformen, men ser man på de statstikker der er lavet, viser det sig at der bliver tilkendt flere ressourceforløb til borgere over 40 år end til borgere under 40 år.
Som loven er skruet sammen i dag, er det lagt op til kommunerne at tolke på læge papir, og derved bliver mange borgeres heldbred forværret og bragt i fare, da man jo kan sige sig selv at en sagsbehandler, med en kontor uddannelse ikke har kompetence til at udtale sig om det lægefaglige.
Kommunerne fejer rask væk speciellæge udtalelser af bordet, og retter henvendelse til klinisk funktion, som så bliver den faglige person der skal tage stilling til borgerens ve og vel, det skal bemærkes at den sundhedskoordinator der bruges fra klinisk funktion, ikke har set borgeren fysisk, når han/hun udtaler sig på borgerens vegne, men kun har set de læge journaler kommunen sender, og i mange tilfælde mangler der vigtige oplysninger som kommunerne glemmer at sende med.
Det må , bør og skal være de læger/speciel læger der fysisk har set og fulgt borgeren under sygdomsforløbet, der er den ansvarlige læge og den læge der har kompetence til at afgøre om der vil kunne oparbejdes arbejdsevne og ikke en læge der ikke har set borgeren,eller en sagbehandler der slet ingen kompetence har i det lægefaglige.
Selv om Jørn Neergaard Larsen og de forgående beskæftigelses ministre har præciseret over for kommuneren at et forløb ikke må forværre en borgers helbred, hverken med forøget smerter fysisk eller psykisk, eller forøget medicin indtag, gør kommuneren det alligevel, i jagten på rest arbejdsevne, den jagt og den forøget smerte efterlader borgeren i en tilstand af stress, som vi alle ved er skadeligt for helbredet i det lange løb.
Jeg kan som fysisk syg borger bidrage med en tolkning fra min egen kommune, om hvor vidt det er skadeligt for mit helbred eller ej at fortsætte mit ressourceforløb.
klinisk funktion svarer sådan her på en forspørgles fra min sagbehandler:
Vil Lise-Lottes deltagelse i aktiviteter (med relevante skånehensyn) forværre borgers ryg sygdom ?
Med de foreliggende oplysninger i sagen er det min vurdering at rygsygdommen ikke forværres med de planlagte aktiviteter, der tager højde for borgers skåne hensyn. Derimod er det klart at den øgede belastning af borger vil medføre et højere smerteniveau specielt fra ryg og sandsynligvis også øget almen træthed, hvilket i sig selv kan være begrænsende for aktiviteterne.
på dette tolker min sagbehandler at det er ikke farligt for min ryg og derfor SKAL jeg fortsætte mit ressourceforløb, der ses helt bort fra at klinisk funktion skriver at den øget belastning vil øge mine smerter , smerter som jeg ikke vil kunne nedbringe uden at skulle øges i medicin, som jeg ikke kan tåle.
I mit ressourceforløb er der afklaring til arbejdsmarkedet tilbage, der skal findes et praktik sted hvor en seng kan følge med, i dag er der gået 10 mdr. af mit forløb med det og stedet er ikke fundet endnu, det er Meget stressende og opslidende.
For mig at se, er problemet at man her - som alle andre steder der har med mennesker at gøre - fokuserer på målet og ikke på mennesket. Man ønsker effektivitet, bedre måltal og mindre sygelighed. Men det svarer til at lave én sko i størrelse 38 som skal passe til alle og jo, nogle vil opleve at deres fod passer, men rigtig mange vil føle det mere eller mindre ubehageligt, generende eller direkte ødelæggende - fordi deres fod er mindre eller større end gennemsnittets. Jeg mener det er på tide, at vi tilbagegiver retten og tilliden til de fagpersoner, som skal forvalte praksis: socialrådgiverne ER uddannede til at fokusere på den ledige og dennes situation og skal have en række forskellige 'skostørrelser' at vælge ud fra. Men hvis vi fortsætter i samme skure, hvor politikere og embedsmænd pålægger alle sagsbehandlere at bruge størrelse 38 til alle, så vil problemerne fortsætte og stige i styrke. Og ingen, hverken de ledige eller politikere får deres mål opfyldt.
Først og fremmest skal kommunerne vejlede om sygedagpengelovens forlængelsesmuligheder - loven er klar men refusionssystemet støtter ikke lovens hensigt. Derfor rammer syge borgere loftet efter 22 uger selv om de 7 forlængelsesregler i sygedagpengeloven - muliggør sygedagpenge i fire år - og rigeligt til at afklare til fleksjob eller førtid indenfor sygedagpenge - kommunerne løber som blinde høns efter refusionsordninger og økonomi og det presser sagsbehandlere helt ud i tovene - et helt andet problem er den store gruppe der blev hægtet af sygedagpenge og parkeret på kontanthjælp da sygedagpengeloven under VKO strammede opfølgningsregler - her fik de dårligste "fred" på kontanthjælp - de sidder der endnu og blev væk i systemet da kontanthjælpsreform sløjfede matchgrupperne - der kan de sidde til de kan gennemføre den arbejdsprøvning de ikke kan gennemføre - der er mange barrierer og de seneste reformer har kun skabt flere -
Da arbejdsmarkskommissionen i 2007 forslog etableringen af de tværfaglige teams, som vi kender nu for ressourceforløbene, så skete det efter politiske anskuelser om, at ordningen "fleksjob" ikke kunne løse opgaven med de mange tilkendelser af førtidspension til mennesker med psykiske lidelser.
Sideløbende med denne stigning i tilkendelser af førtidspension vil man kunne fremdrage en massiv nedskæring af den psykiatriske indsats baseret på politiske beslutninger om kosteffektivisering og offentlig udlicitering. Den offentlige udlicitering mere som resultat af afvikling af f.eks. distrekspsykiatrien ved nedlæggelse af amterne og dermed de mange specialer.
Udliciteringen ville dermed mere ske som resultat af amtsnedlæggelsen end som en beslutning truffet på baggrund af analyser og faktuelle beslutningsgrundlag.
Desværre stod "fleksjobordningen" heller ikke mål med intentionerne for dens indførsel, og minimerede således ikke tilkendelserne til førtidspension pga. psykiatriske lidelser. Set udefra det politiske maskinrum er det måske letforståeligt, at en beskæftigelsesordning for reduceret arbejdsevne altid vil være en ringe erstatning for en faglig psykiatrisk indsats.
Ressourceforløbene er som udgangspunkt et vigtigt socialpolitisk værktøj indenfor rehabiliterings området. Pudsigt nok er forgængeren hertil netop rehabliteringensformen "revalidering", som altså også var tilrådighed før den seneste reform. Ligeledes kan man anskue at også ordningens nye lillebror for fleksjob (minifleksjob for arbejdsevne ned til få minutter om ugen) var kendt før reformen. Nemlig under navnet skånejob for førtidspensionister som formåede og ønskede en tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor dette var muligt.
Men når vi nu HAR besluttet at vores indsats for social, sundheds- og beskæftigelsesindsatserne skal ske i regi af ressourceforløb, så skylder vi også at respektere den enkelts mulighed - og at etablere det ikke som krav, men etableret efter en velafbalanceret beslutning af den enkelte medborgers muligheder.
Der sker desværre ofte beslutninger i nogle kommuner, hvor den altovervejende argumentation for den tværfaglige indsats er båret frem af kommunale økonomiske hensyn (kortsigtede) og af politiske beskæftigelsesmålsætninger på landsplan, der ser tal og ikke individer.
Tomme og nytteløse ressourceforløb er altoverskyggende i deres ødelæggelser for såvel borgeren som for samfundet som helhed. Det værste er naturligvis de situationer, hvor borgeren betaler for indsats ved en yderligere forringelse af sine livsvilkår - men lige så udsigtsløst er det for dem, der modtager et ressourceforløb uden reelt indhold.
Det MÅ kalde på politisk handling, som minimum når det kommer til den enkeltes ret til et værdigt liv. Og der er masser af eksempler på det modsatte - at man som borger ikke længere har denne ret til et værdigt liv. Det kan vi ikke være bekendt.
Det kan ikke være rigtigt, at denne reform ikke kan evalueres nu. Der skal bygges videre på det der virker. Det der ikke virker skal sorteres fra, det er tosset at fortsætte ud ad det spor.
Det skal være tydeligt hvornår det er åbenlyst formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen.
Det skal også være tydeligt hvor få minutter - timer et fleksjob kan være på.
Kunne ønske at der kom mindste time tal på.
Det vil også være oplagt at lave en beskrivelse af hvor længe syge mennesker over 40 år skal jages igennem disse forløb.
Det mest ulykkelige i det her er følelsen af ikke at være herre i eget liv - følelsen af mindre værd - følelsen af at blive målt og vejet konstant - den stærke følelse af uretfærdighed og stigmatisering.
Et eller andet sted håber jeg at vi har nået bunden nu .
Det er bare ikke godt nok.
En helt igennem rationel artikel, men hvis der bare er en lille smule empati og medmenneskelighed tilbage, så læs alle kommentarerne her: "Susanne fik først sin førtidspension i byretten".
http://www.information.dk/comment/1072682
Mere end 70.000 medlemmer af de sociale FaceBook grupper har nu samlet sig i protest mod massakren på velfærden. Det er nødvendigt at samle alle grupper, fra ungdomsuddannelserne, erhvervsskoler og gymnasier beskæres, forskningen spares væk, miljøet ødelægges, vi ses på FaceBook.
http://denoffentlige.dk/den-sociale-modstandsbevaegelse-samler-sig-alle-...