Klumme

Jeg er ikke defineret af mine gulerødder

’Hvad nytter det bare at flytte ud i en bjælkehytte?’ Det ved jeg sgu da ikke. Det nytter noget for mig, for mine hænder, så gør jeg noget, men jeg har ikke en plan
24. oktober 2015

Nogle gange gav far mig hundrede kroner for at se den anden vej, når der var problemer. Det var i Ålborg. Ude omkring blomsterkvartererne. Så gik jeg ned på tanken (der var kun én) og købte en slikpose, som jeg manisk spiste, mens jeg læste Den uendelige historie.

Jeg var bange for Den uendelige historie. Den der intethed. Tågen, der var i gang med at opsluge selve landet, hul i maven, mere slik!

Det var en Shelltank. Shell støttede apartheidstyret i Sydafrika, og eftersom jeg havde fået en politisk bevidsthed i dåbsgave af den onde fe, var det et problem for mig. Hvert eneste stykke slik blev spist med en dårlig smag i munden, hektisk bladrende i siderne i bogen, som om selve den flapren kunne holde intetheden, tågen, væk fra mig – i strakt arm.

Shell blev bare ved. Så ville de bore efter sort olie i hvide Arktis, og jeg kan godt lide Arktis – ikke at jeg nogensinde har været der, men det forekommer mig, at der bør være hellige steder i verden, som storkapitalen bare skal holde snitterne fra.

I dag bor jeg i vildmarken, men jeg har en bil. Jeg har også en generator. ALLE, der bor off grid, i såkaldt pagt med naturen, har en bil og en generator. De har også internet, de drikker kaffe, de ryger cigaretter, spiser chokolade, dyrker beskidt sex, lugter, råber, fucker op og går ned.

Ro/balance/renhed/ingen teknologi/god tid/askese/harmoni er noget, dem inde i byerne har fundet på. De har opfundet en ’andethed’, noget som skal være modsætningen, og på den måde har de gjort modsætningen til en form for ting, et gode = noget, der kan anskaffes.

For os, der bor herude i vildmarken, findes ’andetheden’ ikke (længere). Det er bare et liv, jo, vi er bare mennesker, nogle gange danser vi rundt i blomsterenge, nogle gange dør vi lidt af hårdt arbejde og en gang imellem er det tåget … og så får jeg angst og sætter jeg mig ind i bilen og kører den lange benzindrevne vej ind til den nærmeste lille by for at købe en pose slik.

Boykot som metode er udmærket, men boykot reducerer også din magt til at være noget, du IKKE gør. Så køber man ikke lige de der ostepops eller den slikpose (den er alligevel også fuld af plastik og farvestoffer), men nu er du så defineret som forbruger, og den eneste måde du kan ’gøre noget’ er via det personlige forbrug. Same procedure as last year, same procedure as every year, og så er du ikke kommet særlig langt væk fra kapitalismen, er du? (jeg taler til mig selv, det er en stil).

Boykot anerkender markedets magt. Boykot køber præmissen.

Jeg vil gerne boykotte Shell, slikposen og samfundsmodellen. Jeg vil gerne vende ryggen til. Men sandheden er, at samfundsmodellen er i vandet, i luften, inde i hovederne, det er ikke noget, man bare sådan lige kan slippe væk fra – men man kan forsøge, det kan man da. Man kan dyrke sin boykot, som man dyrker sine gulerødder. Men jeg er ikke defineret af mine gulerødder, ligesom jeg ikke er defineret af min boykot, ligesom jeg ikke er defineret af ’andetheden’, ligesom jeg ikke er defineret af min angst for tåge.

Jeg er defineret af mine handlinger. Min skikkelse i tågen.

»Hvad nytter det bare at flytte ud i en bjælkehytte?« Det ved jeg sgu da ikke. Det nytter noget for MIG, for mine hænder, så gør jeg noget (med min akademiske stemme mumler jeg måske noget om agency og empowerment), men jeg har ikke en plan. Jeg har ikke et svar. Jeg kan godt forsvare mig selv, hvis jeg skal, men sandheden er, at ingen af os ved, hvad vi skal gøre, hverken apostlene eller dommedagsprofeterne.

I Den uendelige historie skulle fantasiens dronning have et nyt navn. Det var sådan, de overvandt tågen.

Andrea Hejlskov er forfatter og foredragsholder.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
Kim Øverup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nanna Wulff M.

Andrea Hejlskov er en meget dygtig fotograf - hun kan tage de smukkeste billeder: billeder der betager og trænger ind i mit inderste jeg. Hun ser noget universalt og kan formidle det så det bliver intimt og personligt, samtidig med at det forbliver universalt.

Eller er det den anden vej rundt? Måske! Lige meget hvad, så er mange af hendes fotografier vildt smukke og helt betagene.

Dem ville jeg godt betale for, men ikke for hendes ord.

Som skribent, er der en selvoptagethed og navlebeskuelse som jeg personligt ikke bryder mig om.

Ordene skurrer den politiske korekthed - og det forvirrer muligvis nogen at mine medkommentatorer - thi alt hvad der er uden for boksen og ikke udpenslet i sta-vel-ser, tilhører tågen, og hvem færdes endnu der? I mine øjne er der tale om realisme af en sjælden, befriende art.

Nanna Wulff M.

Jacob Garde.

Jeg mener, at du går noget over stregen når du skriver at 'man' bliver forvirret når noget ikke ligger indenfor b-o-k-s-e-n. Den politiske ukorrekthed kan nemt komme til orde uden at man bander og/eller skriver i små, brudte sætninger. Men det er bare min mening! Andrea Hejlskov har noget på hjerte og det vil hun gerne dele.