Klumme

Min fars georginer

Døden er ubarmhjertig i sin paradoksale fusion af jordskælvende omvæltninger og hverdagens klicheer
Debat
6. oktober 2015

Min far døde i april. Det var en grå og lidt kedelig morgen, der fortsatte ind i en grå og lidt kedelig eftermiddag. Dagen før havde jeg min sidste fuldbragte samtale med ham. Der fortalte han blandt andet om sit seneste projekt med at plante georginer i sin have.

Gregers Gronemann sov ikke stille ind med en romersk kejsers sidste visdomsord på sine læber. Han var urolig og ekstremt utilpas til det sidste. Hans død tog mange timer. Han havde været parat i en uge, og det var bestemt ikke ham, der ikke ville give slip, men hans fysik.

Min fars død er den største omvæltning, jeg har oplevet i mit liv. Jeg er ikke noget curlingbarn i den forstand, at mine forældre med ildhu og gnister i øjnene har forsvaret mig, når jeg har gjort noget dumt – men min far løste mange af mine problemer. Og så var han ubestridt min bedste ven. Jeg mistede en betragtelig del af mit liv og en klippefast følelse af sikkerhed, da han gik bort. Alt sammen til en latterlig tilfældighed, der fik Frederiksberg Hospital til at overse kræften ved de indledende undersøgelser.

Jeg er fanget af klicheernes kvælertag, når jeg skal beskrive de tanker, der har plaget mit sind siden den 26. april 2015. Min største fortrydelse er eksempelvis, at jeg ikke tilbragte mere tid sammen med min far til sidst. På trods af, at alle tænkelige tekster, der nogensinde er skrevet om døden, opfordrer til det.

Jeg havde i min underbevidsthed en idé om, at vi ville få en advarsel. At nogle læger ville fortælle os, at nu var der nok et par måneder tilbage. Men det var ikke, før 12 timer inden min far endelig forlod os, at det for alvor gik op for mig, hvad der var ved at ske.

Man skal huske at være hos sine nærmeste, mens de er der. Endnu en ubarmhjertig kliché, hvis trivielle sandhedsværdi jeg lærte i de sidste timers sørgmodighed.

Jeg fortalte ham heller aldrig, at jeg elskede ham. Vi havde et fantastisk forhold, som var meget åbent og tillidsfuldt. Alligevel var der noget akavet ved den sætning, der gjorde, at hverken han eller jeg sagde den højt de sidste par år. Selv tænkte jeg på en eller anden måde, at vores forhold var dybere end det. At vi ikke havde behov for den slags floskler. Jeg tog selvfølgelig fejl.

Min fars død bragte mig ingen unik indsigt eller dybsindige erkendelser. Tværtimod lærte den mig sandheden i alle de slidte fraser, jeg har hørt om den. Virkeligheden er banal, og intet er mere virkeligt end døden.

På en måde er det passende. Min far er det mest jordnære menneske, jeg nogensinde har kendt. Han var en man’s man, som handlede lige så meget, som han talte, og som fandt mere glæde i at reparere et plankeværk end i at læse en bog. Alligevel havde han ingen problemer, da jeg som 9-årig legede med barbiedukker i børnehaven, for modsat de fleste andre mandige mænds usikkerheder var min fars maskulinitet bundet op i en dagligdags despekt for det irrationelle.

Min farfar skred fra familien, da min far var meget lille. Som 11-årig konfronterede jeg ham med det. Var han slet ikke nysgerrig efter at møde sin far? Tanken havde ikke engang strejfet den gamle. Han var fuldstændig ligeglad. Med andre mænd kunne man mistænke en sådan ligegyldighed for sit ophav for at være sammenbidt vrede, men hos min far var det simpel indifferens. Han kunne slet og ret ikke se pointen i at tænke på endsige opsøge en mand, der havde haft lige så lidt indflydelse på hans opvækst som en fremmed på gaden.

På den måde repræsenterede min fars personlighed selve det paradoks, jeg selv oplevede, mellem dødens højtidelige omvæltninger og livets banaliteter. Han var et stort menneske, netop fordi han håndterede verden med en minimalistisk pragmatisme og nærhed. At være elsket af min far var en stærk følelse, men uden krymmel og sukkerdrys.

I min sidste samtale med ham spurgte jeg ham, om der var noget, han fortrød, at han aldrig fik gjort. Min far sukkede træt, tog min hånd og sagde ganske uden ironi: »Ja … det irriterer mig fandme, at jeg ikke fik plantet de skide georginer.«

På en måde siger de ord mere om den død, vi alle lever med, end alverdens romerske kejseres sidste visdomsord.

Casper Gronemann er cand.scient.adm. og politisk analytiker.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her