Kommentar

Flotte gaver til kontanthjælpsmodtagerne

Nedskæringer og stramninger lanceres igen og igen som håndsrækninger til de arbejdsløse. Men argumenterne afslører, at politikken formuleres i en verden, der i stadigt stigende grad afkobles fra den verden, som politikken skal virke i
13. oktober 2015

Jørn Neergaard Larsen (V) skød lanceringen af nye beskæftigelsespolitiske stramninger i gang med et indlæg i Jyllands-Posten, som han afsluttede med følgende erklæring: »Vi skylder de mennesker, der er ramt af længerevarende ledighed, også at få mulighed for med økonomiske incitamenter og anden støtte igen at blive en del af det arbejdende fællesskab.«

Sådan kan man som minister i dag uproblematisk begrunde et udspil, der i sin helhed lægger op til dels at begrænse ydelserne for udvalgte grupper af kontanthjælpsmodtagere, dels at indføre nye rådighedskrav og tilhørende sanktioner for dem og dels at fratage dem deres ret til ferie. Som en slags gave vi som samfund skylder, og nu overrækker, disse mennesker.

På den ene side kan man anføre, at der ikke er meget nyt under solen her. Der eksisterer efterhånden en ret stærk tradition, på begge sider af den politiske midte, for at lancere social- og beskæftigelsespolitiske stramninger som håndsrækninger til de borgere, de strækker sig ud efter.

Integrationsydelsens forgænger, den såkaldte Starthjælp, blev f.eks. både beskrevet som »en generøs trædesten« og som »et kærligt skub«.

Og nytteaktivering af kontanthjælpsmodtagere blev lanceret for at skabe »mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet, gøre nytte og realisere det potentiale, som alle mennesker har«. På den anden side er præsentationen af det nye udspil en oplagt mulighed for at studere, hvordan nedskæringer og stramninger aktuelt iscenesættes som moralsk rigtige løsninger på presserende udfordringer.

Taltung og vanskelig

Først og fremmest er det naturligvis vigtigt at kunne præsentere et alvorligt problem, som stramningerne skal løse. I det aktuelle tilfælde blev dette problem blandt andet præsenteret i et Faktaark fra Beskæftigelsesministeriet, som blev offentliggjort kort op til lanceringen af udspillet.

Her kunne man læse, at den helt store udfordring er, at antallet af personer på kontanthjælp over de seneste fire år er steget med hele 24.000 fuldtidspersoner, og at tallet »bliver ved med at stige«.

Ret beset kunne man med de samme tal hævde noget nær det modsatte, nemlig at den kedelige tendens er vendt, for stigningen har over de seneste to år været meget beskeden og begrænser sig til ganske få tusinde. I lyset af, at mennesker i denne periode er drysset ud igennem dagpengesystemets nu knapt så fintmaskede net, er det jo ikke nødvendigvis en katastrofe. Og lægger man yderligere til ligningen, at reformen af førtidspension og fleksjob trådte i kraft i netop 2013, og at antallet af årlige førtidspensioneringer ifølge tal fra Ankestyrelsen siden er reduceret med 10.000, ser det vel endnu mere lyst ud.

Pointen er imidlertid klar nok: Faktaarkets funktion er, på en taltung og vanskeligt tilbageviselig måde, at formulere den presserende udfordring, som stramningerne leverer svar på. Som den højt beskattede wingman i nattelivet, der entrerer baren på det helt rigtige tidspunkt og stiller de nøje aftalte spørgsmål, som kan sætte hovedpersonens meritter i et positivt lys.

To verdener

Når de faktiske svar på udfordringen så præsenteres, handler det, temmelig banalt, om at indsvøbe de rå stramninger i særligt tillokkende sproglige klæder, der gør dem intuitivt rigtige: Ændringerne præsenteres som første fase af en »Job-Reform«, selv om det er vanskeligt at få øje på de job, som disse ændringer vil skabe.

Kontanthjælpsloftet præsenteres som »moderne«, men ud over, at det selvfølgelig er en ny udgave af loftet, er det ikke til at sige, hvori det moderne består. Frem for at melde ud, at man sænker ydelserne, fremhæves i stedet systematisk, at man »forstørrer gevinsten ved at tage et arbejde«.

Den markante sænkning af ydelserne for de kontanthjælpsmodtagere, der er under 30 år og allerede har en uddannelse til den særligt lave uddannelseshjælp på SU-niveau, beskrives lige så systematisk som en »harmonisering«.

Det uddybes i relation hertil, at regeringens grundholdning er, at »unge med en uddannelse ikke skal modtage mere end unge uden en uddannelse« – på trods af at indførslen af dette økonomiske skel var en del af en nylig reform, som den nuværende regering ivrigt støttede op om.

Når fire konkrete stramninger af reglerne for kontanthjælpsmodtagere, som der er tale om her, søsættes som et seriøst svar på tidens social- og beskæftigelsespolitiske udfordringer og lanceres i et fyrværkeri af sprogligt pomp og pragt, står jeg tilbage med en ubehagelig følelse af, at politikken i praksis virker i to forskellige verdener, som løbende afkobles hinanden:

På den ene side en symbolsk verden, som stortrives i politiske diskurser og i policy-dokumenter, hvor det flyder med parathed og ressourcestærke mennesker, der ukompliceret kan motiveres til at tage et arbejde, hvis blot de gives et tilstrækkeligt økonomisk incitament, og hvor stramninger og nedskæringer derfor er en slags gaver, der kan pakkes ind i glimmerpapir og gives til socialt udsatte for at få dem med i det arbejdende fællesskab.

På den anden side en reel verden, hvor kontanthjælpsmodtagere er en heterogen menneskemasse af kød og blod, der slås med komplekse problemstillinger, og hvor langt hovedparten af dem blot synes at blive fattigere, i takt med at deres ydelser sættes ned.

Er det ikke efterhånden ved at være tid til, som Neo i nyklassikeren The Matrix, at takke pænt ja til at sluge den røde pille og påbegynde synkroniseringen af disse to verdener?

Mathias Herup Nielsen er ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Jensen
  • Jakob Silberbrandt
  • erik mørk thomsen
  • Steen Sohn
  • Kirsten Andersen
  • Flemming Berger
  • Margit Tang
  • Keld Albrektsen
  • Hans Kvisgaard
  • Michal Bagger
  • Jens Østergaard Petersen
  • Torben Skov
  • lars abildgaard
  • Dorte Sørensen
  • Grethe Preisler
  • Ebbe Overbye
  • Steffen Gliese
Peter Jensen, Jakob Silberbrandt, erik mørk thomsen, Steen Sohn, Kirsten Andersen, Flemming Berger, Margit Tang, Keld Albrektsen, Hans Kvisgaard, Michal Bagger, Jens Østergaard Petersen, Torben Skov, lars abildgaard, Dorte Sørensen, Grethe Preisler, Ebbe Overbye og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dette sprogbrug er det største politikerbedrag og afslører endnu engang hvorfor vi har en politikerlede af en anden verden.
De folk der vælges til at repræsentere befolkningen i det lovgivende arbejde, hytte udelukkende deres egen omgangskreds og fylder hele befolkningen med løgn og latin.

Janus Agerbo, Karsten Aaen, Liliane Murray, erik mørk thomsen, Kim Strøh, Preben Haagensen, Gert Selmer Jensen, Vibeke Hansen, Flemming Berger, Hans Kvisgaard, Michal Bagger, Torben Skov og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Politikerne er ved at skabe en mere omfattende fattigdomskrise.
Ond vilje, uvidenhed, ønske om at fremtvinge oprør.. eller bare en prioritering af egne vælgeres interesse...
Jeg ved det ikke.

Det er kynisk af magten at tale somom de tiloversblevne borgere kan plukke et lønnet jpob ned fra træerne. Det er også dumt. Og tåbeligt.
Men går den, så går den.
Og det er vel det politik åbenlyst går ud på.
At berige sig og sine,
og fanden tage resten.

Janus Agerbo, Jens Jørn Pedersen, Liliane Murray, erik mørk thomsen, Kim Strøh, Preben Haagensen, lars abildgaard, Gert Selmer Jensen, Flemming Berger, Keld Albrektsen, Hans Kvisgaard, Heidi Larsen, Kim Houmøller, Torben Skov, Ervin Lazar, peter fonnesbech og Dorte Haun Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er som i gamle dage, når far eller skolelæreren gav børnene af spanskrøret "til deres eget bedste".

Bjarne Sinkjær, Karsten Aaen, Liliane Murray, Jakob Silberbrandt, Erik Feenstra og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Ja, og det gør jo stadig mest ondt på Far!

Liliane Murray, Jakob Silberbrandt, Kim Strøh, Randi Christiansen, Søren Kristensen, Herdis Weins, Torben Skov og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Trine Schmidt Nielsen

Det mest uhyggelige er, at sprogbrugen ser ud til at virke og påvirke den måde, mange i befolkningen tænker om kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse i det hele taget.

Janus Agerbo, Liliane Murray, Jakob Silberbrandt, Hans Kvisgaard, Torben Skov og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

i dag kan politikere slippe afsted med at påstå at det er en hån mod Sosuen i arbejde at den arbejdsløse sosu på dagpenge eller den nedslidte sosu på kontanthjælp har et værdigt levegrundlag At spille den arbejdsløse den nedslidte og den arbejdende Sosu ud mod hinanden er et højt spil med de værdier vi bygger vores samfund på - at satserne for dagpenge og kontanthjælp følger mindstelønnen fordi Sosuer både bliver arbejdsløse og nedslidte og siden fagbevægelsen og demokratiet så dagens lys vedtog at stå last og brast i lyst og nød - desværre løber vores skattebetalte medier gladeligt med de åbenlyse løgne som vores skattebetalte politikere spinder - Blålys

Janus Agerbo, Karsten Aaen, Liliane Murray og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Trine S.N
Det uhyggelige hedder propaganda og det virker.
Bliver en påstand sagt tilstrækkelig mange gange og tilstrækkelig mange steder, så bliver det virkelighed.
Venstre - og en del andre partier i landets ypperste forsamling - er lykkedes med at få skabt mistænksomhed omkring arbejdsløse mennesker i befolkningen,
som der påviseligt ikke er arbejde til.

Propaganda er møgbeskidt.
men det virker.

Janus Agerbo, Karsten Aaen, Liliane Murray, Jakob Silberbrandt, Kim Strøh, Hans Kvisgaard, Herdis Weins, Torben Skov og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Store kampagner har effektivt tilsløret sandheden om vores solidariske samfundskontrakt - at dagpenge og kontanthjælpssatser lægger sig op ad mindstelønnen og ikke er fattigdomsydelser og almisser - ikke betales af naboen men af fagfæller og arbejdskammerater - at det kan betale sig at arbejde og at vi mens vi arbejder betaler til de af vores fæller der er arbejdsløse og syge så de også kan betale husleje varme el og mad og leve anstændigt mens vi andre trygt kan fortsætte vores arbejde med god samvittighed -

Jens Østergaard Petersen

Formynderisk newspeak, blålys, propaganda, moralisme - jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvem der er "bedst" til det - Venstre eller Socialdemokratiet?

Liliane Murray, Erik Feenstra og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det undrer mig til stadighed hvorfor journalisterne ikke spørger ind til Neergaards sprogbrug - vi skyder disse mennesker at indskrænke deres almisser - er det nedladende ment? Han vil selvfølgelig svare nej, men alligevel.

Gert Selmer Jensen

Uhæmmet manipulation, og voldtægt af sproget. Nu så slemt, at vi er helt ude på overdrevet, anført
af friske kræfter, i form af Neergaard Larsen. Han burde i den grad skamme sig. Og iøvrigt sættes
grundigt på plads.
Jeg har ikke indtryk af at Neergaard er dum som en skovl, og burde følgelig holde sig for god til denne samfundsødelæggende, og omvendte, "begrebsagenda", der tager de svageste borgere
som gidsler. Føj,føj og atter føj.!

Karsten Aaen, Jens Jørn Pedersen, Liliane Murray, Herman Hansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Nu mangler der bare en minister, som erklære de syge for raske, så det igen får chancen til at blive en del af fællesskabet. Det hårdearbejdende fællesskab altså...

... Og, nå ja. Der mangler også en minister som inddrager alle de riges penge så de igen får et incitament til at blive en del af det hårdarbejdende fællesskab. Der er plads til alle.

Randi Christiansen

"Vi skylder de mennesker, der er ramt af længerevarende ledighed, også at få mulighed for med økonomiske incitamenter og anden støtte igen at blive en del af det arbejdende fællesskab."

Hvordan kan 'økonomiske incitamenter' i form af forringede levevilkår forbedre muligheden for 'igen at blive en del af det arbejdende fællesskab.'? Mig en gåde - ikke mindst dette at en folkevalgt vha sproget vil være bekendt at præsentere så åbenlys virkelighedsfordrejning. Desværre ikke noget nyt, dog i den grovere ende.

Og det er ikke rart at tænke på, hvad han mon mener med 'anden støtte' - i denne statlige omsorg der mest af alt ligner dødshjælp til de, som af visse magtgrupperinger åbenbart skønnes at være en ikke blot overflødig ballast men en, som man på trods af omkostningerne finder det nødvendigt at skille sig af med.

Systemets hykleri synes endeløst.

Gert Selmer Jensen, Karsten Aaen, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Liliane Murray og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar
Charlotte Primdal

“Don't you see that the whole aim of Newspeak is to narrow the range of thought? In the end we shall make thought-crime literally impossible, because there will be no words in which to express it. Every concept that can ever be needed will be expressed by eactly one word, with its meaning rigidly defined and all its subsidiary meanings rubbed out and forgotten. . . . The process will still be continuing long after you and I are dead. Every year fewer and fewer words, and the range of consciousness always a little smaller. Even now, of course, there's no reason or excuse for commiting thought-crime. It's merely a question of self-discipline, reality-control. But in the end there won't be any need even for that. . . . Has it ever occcured to you, Winston, that by the year 2050, at the very latest, not a single human being will be alive who could understand such a conversation as we are having now?”
Orwell 1984

Flemming Berger, Karsten Aaen, Liliane Murray, Martin Madsen, Jakob Silberbrandt og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Hvorfor får dette sprogbrug mig mon til at tænke på 60erne og 70erne, hvor det stadigt var almindeligt accepteret med korporlig afstraffelse af børn?
"Far gør det jo ikke fordi far gerne vil gøre det, men for din egen skyld, det gør også ondt på far".

I indeværende tilfælde, får politikerne det, med disse udtalelser og kombineret med stadigt større besparelser, i hvert fald, trukket nok blår, over øjnene, på store dele af befolkningen, til at skjule deres egen utilstrækkelighed, for 'arbejdsløshedsproblemet' er i de sidste 10 år i hvert fald ikke blevet bedret, uanset hvor mange af disse 'gaver' man har givet Danmarks udsatte og fattigste.

Arbejdet er der simpelthen ikke, og der kommer ej heller mere arbejde ved at straffe endnu mere. De taler op optimeringer og effektiviseringer, med især det sidste, menes der, at stadigt mere arbejde skal kunne udføres af stadigt færre ansatte!?

Hvordan får man de to ting til at hænge sammen?

Hvis arbejdsløshedsproblemet skal løse, og 100% vil det aldrig blive løst, for der er mennesker der simpelthed ikke kan og aldrig kommer til at kunne tilpasse sig arbejdsmarkedet, så er der kun en vej, stadigt mere arbejde skal deles af flere, altså kan egentlig kun en arbejdstidsnedsættelse komme på tale. Sæt arbejdstiden ned til 30 timer ugentligt, går fra 3 holdsskift til fire hold, osv.

Men at straffe, hjælper ingen til at finde arbejde der ikke er der, og derfor heller ikke kan findes.

Liliane Murray

Inddirekte forsøger man at bilde de lavest lønnede ind, at de mere, hvis deres arbejdsløse kolleger får mindre.

Jeg ser igen og igen, i debatter, at nogen nævner vores danske værdier, og jeg spørger igen, hvad er 'vores danske værdier' i dag? Endnu, og jeg har faktisk spurgt en del gange, er der ikke nogen der har kunnet eller villet svare på dette spørgsmål.

randi christiansen

I en globaliseret verden hvor penge er gud, er 'danske værdier' en drøm, som var lige ved og næsten .... men som fra s til v ikke stod distancen, da det gjaldt. Alle solgte ud - af værdier og af arvesølv. Den 1%'s grådighed og dumhed kender ingen grænser.