Det Hemmelige X

Jeg er for nylig blevet overfaldet i trafikken. Min overfaldskvinde var en ordinært og ikke vredt udseende middelklassekvinde i midten af fyrrerne på en af de der senhalvfemsersporty danskercykler med oversized rør og med mountainbikestyr så brede som en Fiat 127 – det er faktisk irrelevant for historien, men hvor er jeg dog træt af de styr.

Nå, men ville jeg nu typecaste hende, havde jeg sikkert kaldt hende Hanne eller Karina, men i virkeligheden er hendes køn, alder og baggrund også underordnet. Så lad os i stedet kalde hende Det Hemmelige X.

Overfaldet skete en torsdag eftermiddag i den københavnske myldretid, da både jeg og Det Hemmelige X tydeligvis havde travlt med at komme hjem fra arbejde. Torsdag eftermiddag er altid det værste, for ugen er næsten forbi, men man har stadig fredag at stresse over. Vi fulgtes gennem samme trafikerede kryds, og eftersom Det Hemmelige X ikke helt fulgte tempoet i yderbanen, kom jeg hurtigt op på siden af Det Hemmelige X. På indersiden, vel at mærke.

Jeg ved godt, at det er ulovligt at overhale indenom, og ikke bare det – det er også farligt. Hverken Det Hemmelige X eller jeg kørte med cykelhjelm (undskyld, far ...), og det ER altså ikke ufarligt at vælte på cykel, bare spørg min tandlæge.

Hvorom alting er, så var det ikke Det Hemmelige X’ opfattelse, at jeg allerede havde påtænkt at udvise dette retmæssige hensyn, og derfor skete det; overfaldet. Det Hemmelige X giver mit cykelstyr et par kraftige dask og råber efter mig, at jeg »aldeles ikke skal overhale indenom!« inden jeg trækker mig let tilbage og påbegynder mit Abdoujaparovske angreb på flanken.

Vi udveksler ordinære høfligheder; jeg fremturer, at det påtænkte lovbrud kun findes i hendes fantasi, og hun svarer, at det umuligt kan være tilfældet eller sårn’ noed. (Desværre slutter seancen med, at jeg ikke blot efterlader Det Hemmelige X i dækrøg, men også med ordet ’fjols’ hængende i luften, og det var ikke så sødt, så det beklager jeg meget, Det Hemmelige X!)

Den kløgtige læser har for længst bemærket, at omtalte overfald ikke var værre, end at begge cykler forblev i balance, og vi begge kom uskadte derfra. Der var altså tale om en mindre uenighed, som normalt hører til i glemmebogen, eller måske mere prominent i bind 2 af Dagpengekommisionens betænkning. Men der var alligevel noget, der nagede mig: Hvad nu, hvis vi begge tillod dette at underbygge eksisterende fordomme om trafikken

Hvilken katastrofal, diskursiv glidebane ville vi så ikke være med til at polere hvert vort lille felt af? Hvad tænker Det Hemmelige X mon om mig nu?!?

Det kan lyde paranoidt, for nok kommer jeg til at møde Det Hemmelige X igen, men vi kommer ikke til at genkende hinanden; ja, faktisk kan vi blive naboer eller være gidsler i samme bankrøveri, uden at det nogensinde vil strejfe os, at vi har denne blakkede fælles fortid. Men der er mening med galskaben.

Et af de steder, hvor jeg finder det sværest at holde mit temperament i ro, er i trafikken, og erfaringen fortæller, at det gælder de fleste. Ikke når jeg kører bil, der er jeg generelt meget hensynsfuld og giver plads. Men når jeg ikke har to tons stål og ærefrygt til at holde mig i ave, skal jeg selv gøre det hårde arbejde. Det hårde arbejde med hele tiden at minde mig selv om, at der er to sider af enhver sag, og at folk fortrinsvis ikke er komplet psykotiske.

Kære Det Hemmelige X: Jeg håber ikke, at dette bliver en situation, der underbygger en idé, du måske (min fordom – undskyld!) måtte have om, at trafikken er fyldt med hensynsløse tåber, der bare venter på at få lov at overhale indenom på de mest hasarderede steder. For den er også fyldt med mindst én, der prøver at lade være.

Espen Fyhrie er debatvært på information.dk.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning