Klumme

Hurra! og glædelig international 'Del fra hjertet-dag’!

Hvad nu hvis vi bare alle sammen brugte de sociale medier til at pege på det, vi synes er klogt og vigtigt, i stedet for at linke løs til det, vi synes er dumt og irrelevant?
Debat
17. oktober 2015

Det er i dag lørdag den 17. oktober, der som bekendt er international ’Del fra hjertet-dag’ (ja, grimt navn, men nu er det jo ikke mig, der har fundet på det). Det verdensomspændende fænomen på de sociale medier, der i en årrække har hærget den politisk korrekte del af det amerikanske internet og utroligt nemt har vundet indpas i det kulturelt set mere venligt stemte Japan, er endnu ikke nået til Danmark i større stil. Det vil jeg gerne slå et slag for. Den årlige ’Del fra hjertet-dag’ er nemlig dedikeret til at gøre internettet til et endnu bedre debatforum og derved styrke dets demokratiske og – hvem ved – forandrende potentiale (til yngre læsere: Det er en lang historie, men vi troede virkelig på det).

Og det er heldigvis ikke spor svært at deltage. Det kræver ikke engang, at du ændrer profilbillede eller kaster med isvand. Det eneste, du skal gøre, er at dele ting på de sociale medier, som du synes er kloge, fede eller smukke. Og hver gang, du får lyst til at dele en tekst, et videoklip eller lignende, som du synes er dumt, dårligt eller grimt, skal du lige trække vejret dybt ned i maven, gå ned efter en kop kaffe eller lave en strækøvelse.

Du vil helt sikkert opdage, at behovet for at påpege, at andre er nogle idioter, overraskende hurtigt driver over. Og du vil hurtigt se, at dit twitter- eller facebookfeed gennemgår en utrolig forvandling. I stedet for at skulle forholde dig til kvinder, der diskuterer, om man må tisse på tamponsnoren – delt af folk, der synes, det er latterligt at diskutere, om kvinder skal tisse på tamponsnoren – kan du nu nyde, at dine venner bruger tiden på at finde en fed tekst om noget, der interesserer dem.

Forhåbentlig har du en bred vifte af interesser repræsenteret i din virtuelle vennekreds (sandsynligvis relativt klassehomogen, men hey, træerne vokser jo ikke ind i himlen), så på denne dag vil den samlede kvalitet blive hævet betydeligt. Det er bare med at komme i gang.

Er du stadig i tvivl, kan du jo lige klikke over på dit foretrukne sociale medie og lave en hurtig optælling: Hvor mange af dine venners links handler primært om at jokke lidt rundt på andre menneskers problemer? Hvor mange bringer os ikke så meget som et eneste mini-minimalt-mikro-museskridt videre mod en lidt smukkere eller bedre verden? Her lige lidt FAQ – ofte stillede spørgsmål:

1) Må man så ikke påpege, at man er uenig med nogen? Det må man hjertens gerne. Man skal bare lade det følge af et bud på, hvordan man ellers kunne gøre det.

2) Må man ikke brokke sig over ’debatten’ som sådan? Jo, men her er vi ude i en gråzone. Men hvis du læser det med småt, vil du blive mindet om, at internettet ikke står over for at blive fyldt op lige med det samme. Derfor er det ikke tilladt at brokke sig over andres opdateringer, alene fordi du ikke finder dem interessante. Statusopdateringer som »Førsteverdensproblem!« og »Fortæl mig noget nyt« samt klassikeren »Gab« er derfor ikke velkomne.

3) Må man så slet ikke påpege, at der er vigtigere problemer end dem, som andre går rundt og piber over? Bum, bum. Du ved formentlig godt, at vi her leger lige på kanten af, hvad dagen kan bære. Lad mig sige det sådan her: De gode folk bag kampagnen opfordrer til, at du overvejer, om grunden til, at du ikke finder dette og hint relevant, er, at det ikke vedrører forholdene i dit liv, men muligvis vedrører andre, der som bekendt lever andre liv.

4) Er den her tåbelige dag ikke bare udtryk for en manglende anerkendelse af, at politik er konflikt, debat er beskidt, og at internettet aldrig bliver et ’safespace’? Det er du i din gode ret til at mene, og af samme grund er detagelse i dagen frivillig. Man kan også mene, at ’Del fra hjertet-dagen’ er udtryk for, at politik er kompromiser mellem konfliktende interesser, og at det afgørende for, at vi bevæger os fremad, er, at vi alle sammen gør det klart, hvor vi selv står.

5) Må man linke fra Den Korte Avis? Nej.

PS. Der er naturligvis ikke noget, der hedder ’Del fra hjertet-dag’, men det burde der være.

Anna von Sperling er kulturredaktør.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man kan linke, like og brokke sig på fjæsbogen, men den har kun to formål; indsamle personligoplysninger (også politisk overbevisning) og for at passivisere befolkningen. Designet er opbygget således at alt fornuft og alvorlige/vigtige diskutioner drukner i lo.. og lagkage.

Bare mine 5 cent

Jeg synes, skribenten har en glædelig og god egen-holdning, som generelt kunne løfte niveauet på alle sociale medier og nyhedsmedier alle dage på året -
Man kunne jo bare starte med at gøre sig lidt umage i den retning.....!

Charlotte Primdal

Så med andre ord bør jeg holde mig til nuttede katte i stedet for at bruge facebook til at gøre folk opmærksomme på hvordan overklassen er ved at genindføre feudalsamfundet?