Kommentar

Hvorfor bygge noget, man ikke selv vil bo i?

De fleste moderne byggerier er ikke andet end monumenter over deres initiativtager og dennes arkitekt, mens det enkelte beboeroffer er ganske underordnet og intet har at skulle sige. Det er direkte skadeligt for demokratiet
Debat
20. oktober 2015

Omkring 1930 ophørte man med at bygge by i København. Man byggede nok huse til samme brug som før, men de nye huse var formgivede og placerede, så de ikke dannede byrum. Man var ivrige efter at bygge, så boligerne kunne være så frit og grønt placerede som muligt, skræmt af de meget dårlige og usunde boliger, som fandtes i den alt for tætte gamle by. På samme tid var arkitekter og planlæggere optagede af den funktionalistiske idé om at optimere enkeltfunktionerne, hvorved disse kom til at dominere på bekostning af helheden. Ledende arkitekter som Le Corbusier tegnede utopiske byplaner bestående af punkthuse med stor indbyrdes afstand og med grønne områder imellem, og det i en sådan skala, at det heldigvis aldrig blev realiseret som illustreret.

Men det gik galt nok endda, og stort set alle større byer er nu omgivede af enorme vækstlag uden den rumlighed og diversitet, vi kalder for by. Disse vækstlag er ikke bæredygtige, fordi de ikke rummer attraktion for andre end dem, som netop bor eller arbejder i dem. De er ude af menneskelig skala og rensede for bymæssige rumligheder. Det nybyggede er altid besnærende med dets modernitet og tidssvarende installationer, men nyhedens tiltrækning forsvinder hurtigt, og siden lyser kedsommeligheden og monotoniens fattigdom ud af alle facader, mens øde, amorfe rum imellem bygningerne domineres af større vindhastigheder over græsplæner, som netop derfor kun benyttes i vindstille solskinsvejr. Der er simpelthen ikke rart.

Dertil kommer parcelhusområderne, som mest ligner jævne borgeres forsøg på at leve i en ophøjet isolation, sådan som adelens herregårde og lystslotte førhen tillod samfundets privilegerede klasse. Hele bebyggelsesmønsteret bærer præg af et ønske om at isolere sig trods den relative tæthed. Der er rare private haver, men der er intet at komme efter for andre end beboerne selv og deres gæster.

Anonymiserende virkning

Således ophørte vi at bygge by for i stedet at bygge kæmpe områder uden synderlig attraktion. Vi burde for længst have indset, at vi har mistet noget værdifuldt. Vi burde for længst være begyndt at bygge by igen. Ikke så tæt, så vi gentog fortidens synder med mørke baggårde og mangel på lys og grønt, men tæt nok til at skabe nærhed og liv. Parcelhusdrømmen kan godt realiseres i byhuse med en gadeside, der danner væg i et urbant rum sammen med nabohusene og bagtil har egen gårdhave eller en rar patio. Bygges der i tre-fire etager, vil det fylde mindre end det areal, storbyerne nu beslaglægger, og man vil få et miljø, som afbilder, at der faktisk er tale om et samfund og ikke bare en masse mennesker. Når huse danner rum sammen, viser de nemlig, at indbyggerne har fundet sammen og er bevidste om en rolle i samfundet.

Det var ikke tilfældet med de store karrébebyggelser, som gik umiddelbart forud for parkbebyggelsernes og parcelhusenes byopløsende indtog. Da karreer blev gjort til én eneste bygning, blev resultatet trist og kedeligt. Man kan opfatte det hele i et eneste blik, og så er der ikke mere at komme efter. Så store bygninger har en anonymiserende og uniformerende virkning på beboerne. Med al tydelighed vises det, at dette er et monument over en eneste initiativtager og dennes arkitekt, mens det enkelte beboeroffer er ganske underordnet og intet har at skulle sige. Det er direkte skadeligt for demokratiet.

Stop magtdemonstrationerne

I 2010 stod jeg i Amsterdam sammen med en gruppe arkitekter og betragtede en nybygget beboelsesbygning i storskala. Vi var ganske enige om at beundre en række raffinerede detaljer, men da jeg spurgte mine kolleger, om de selv ville bo der, var svaret afvisende. Så spurgte jeg, hvordan det kunne være, at arkitekter fortsatte med at bygge noget, de ikke selv ville bo i. Det fik jeg ikke noget svar på. Dog, lidt senere stod vi og iagttog en gade med lutter nybyggede, men helt individuelle familiebyhuse i 3-4 etager. Alle huse var professionelt formgivede og udførte, og da jeg spurgte, om man kunne tænke sig at bo her, var svaret uden tøven et ja!

Det, vi kalder by, er det byggede miljø, hvor husene i fællesskab danner gader og pladser, og hvor huse, der står ud som noget særligt, også rummer noget særligt. Når karreerne består af et eneste hus, fortæller de en uvedkommende historie om én eneste magtfuld initiativtager, og det resulterende miljø er tilsvarende kedeligt, mens den parcelopdelte karré har en helt anderledes attraktionskraft. Er man i tvivl om rigtigheden af denne påstand, kan man blot se sig omkring i København og se, hvor andre end beboerne selv søger hen i større tal.

En by er grundlæggende et sted, hvor mennesker vil noget sammen, og det bør vises, ved at den enkelte funktionelle enhed får et selvstændigt bygningsmæssigt udtryk. Magtdemonstrationerne, hvad enten de er byggeselskabernes eller investeringsselskabernes, bør ophøre, og den kommunale planlægning må understøtte dette. I stedet for at illustrere magtstrukturer bør det byggede miljø afbilde samfundet selv, med alle dets borgere i et berigende samspil, understøttende den demokratiske samtale.

Niels Barrett er arkitekt og lektor

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

georg christensen

Det danske samfund trænger til meget mere , almennyttig, samfundsnyttig, samfunds betalt boligbyggeri.

Som samfund er vi på den forkerte vej, når vi overlader byggeriet til privatismens bonusudbetaling med samfunds betalt husleje for øje.

NB: Af og til, spørger jeg mig selv: Hvad koster det non mit samfund , at give "boligtilskud" til alle private og almennyttige boliger, for at de, så kan forøge deres udbytte betaling?.
Det duer bare, og er samfundsskadelig.
Både de private som de almennyttige boliger bør kunne hvile i sig selv uden boligtilskud. De private med udbytte for øje, de almennyttige med udvidelse for øje.
Alt dette kan let øjeblikkelig iværksættes hvis vi bare snupper pengene fra de nye kampfly illusioner, så står der 30 milliarder til rådighed.
Vi danskerne vil ikke længere kæmpe mod de andre, vi vil kun kæmpe, som samfund, for os selv sammen med alle, som vil være med.
Som forsvarer for os selv og vores samfund, er vi store, som kæmpere for andre er vi kun små.

Knud Erik Hansen

Niels Barretts synspunkter er i høj grad relevante for det meste af det der bygges i København, når de ikke lige er libhaverboliger.

Rigtigt meget boligbyggeri er blokbebyggelser i 5-8 etager. Der er meget lidt som er på 4 etager og derunder. Der bygges tæt og høj. Det meste af de kommende byggeri på Enghave Brygge er på 6-8 etager - og 25-30 meter høje. Flere af karreerne/blokkene ligger 25-30 meter fra hinanden. De giver ikke megen sollys i gårdene og på gaderne.

København bygger på en myte om at mange gerne vil bo i København og man derfor skal bygge højt og tæt for at få plads til det. Det er på flere måde forkert. Der er plads til at bygge mindre tæt og samtidig få plads til dem der gerne vil bo i København. Det er også en myte at familier foretrækker at bo i København. Det er i høj grad de unge der flytter til København. Der er en nettoudflytning af familier med børn. De vil hellere bo i kommunerne omkring København, hvor de kan bo mindre tæt og mere grønt.

København bygger i min optik fremtidens slum. Det bliver slum, når presset på nye boliger i København bliver mindre. Det kan komme. Der skal ikke mange ændringer til i forudsætningerne for prognoserne før det sker.

Knud Erik Hansen

Kurt Loftkjær

En læseværdig artikel med vigtige synspunkter om byudviklingen.