Kommentar

Hvorfor vil Østeuropa ikke tage imod flygtninge?

Det er for letkøbt af afvise østeuropæernes modvilje mod flygtningekvoter med bebrejdelser for nationalt snæversind
Debat
27. oktober 2015

Hjerteløst og hjernedødt – sådan er det dominerende synspunkt i Vesteuropa på østeuropæiske regeringers måde at håndtere flygtningekrisen på. Så ringe er forståelsen for, at Østeuropa hellere håndhæver grænser end åbner døre for dem, der flygter fra krig.

Kritikere påpeger et ’historisk hukommelsestab’: Tjekkere, slovakker, ungarere osv. synes at have glemt, hvordan de selv blev behandlet, da de i hundredtusindvis flygtede fra kommunismen før 1948, i 1956 og i 1968. Under alle omstændigheder er østeuropæerne selvtilstrækkelige og snæversynede. De er uimodtagelige for fortællingen om de indvandrertalenter, der gjorde Amerika stort, og blinde for fornuften i at tage imod en ung arbejdsstyrke, der kan vende den alarmerende demografiske tendens, som på sigt vil gøre deres økonomier og deres pensionssystemer uholdbare.

I stedet for at fokusere på flygtningens vanskelige situation, fokuserer østeuropæerne hellere på deres egen relative fattigdom og usikkerhed og mener selv at høre til dem, der har brug for hjælp. De er bange for at se de skrøbelige økonomiske fremskridt, de har gjort siden murens fald i 1989, rullet tilbage. De ser stadig sig selv som andenrangsborgere i Europa og er fast besluttede på at forsvare deres historisk endnu ret nye suverænitet over for kvotesystemer påtvunget dem udefra. I deres indadvendte tillukkethed savner de nysgerrighed over for en større omverden. Deres befolkninger tæller i forvejen stort set ikke mennesker med afrikansk eller mellemøstlig oprindelse – sådanne indvandrere ville uvægerligt blive set som fremmedartede og i endnu højere grad end de romaer, østeuropæerne heller ikke har evnet at integrere.

En britisk tabloidavis spekulerede i, at grunden for Ungarns vedkommende skulle søges i den osmanniske erobring efter 1526: »Den kristenmuslimske konflikt er dybt forankret i den ungarske dna.«

Etnisk og kulturel enhed

Men faktisk overskygges ungarernes modvilje mod de osmanniske erobrere så langt af deres modvilje mod Habsburg-rigets dominans og mod sovjettidens undertrykkelse. Religion er ikke så afgørende – ja, før 2015 havde ungarske nationalister sågar en tendens til at sympatisere med muslimske nationer, ligesom premierminister Viktor Orbán fandt en åndsfælle i Tyrkiets Erdogan og dennes forkærlighed for det autoritære og uliberale demokrati.

I et Østeuropa, hvor grænserne ofte er blevet tegnet om med magt, ses nationen stadig af flertallet som en etnisk og kulturel enhed snarere end som en politisk. Kulturel og etnisk homogenitet ses i den forbindelse som et aktiv, der bidrager til at forebygge en opløsning af staten.

Regionens to eneste multinationale lande – Tjekkoslovakiet og Jugoslavien – faldt fra hinanden, så såre de kommunistiske diktaturer var væk. Den mest multietniske af de resterende jugoslaviske enheder, Bosnien, blev kastet ud i blodig borgerkrig, igen efter etniske linjer. Opløsningen af Tjekkoslovakiet forløb uden vold, dels fordi dens indre grænser afspejlede den tjekkiske og slovakiske etniske opdeling.

Det nyoprettede Tjekkiet blev i realiteten étsproget, da over tre millioner af dets tyske indbyggere var blevet forvist efter 1945. Den grusomme udrensningspolitik var et resultat af, hvad man kunne kalde ’München-syndromet’ – det nationale chok, der rystede tjekkerne, da vestmagterne gik ind på Adolf Hitlers krav om at indlemme den tysksprogede luns af Tjekkoslovakiet (Sudeterlandet) i 1938 – og siden resten af nationen.

Ungarns Trianon-traume blev på samme måde udløst af dissektionen efter Første Verdenskrig af det historiske multinationale rige, som i sin tid blev grundlagt af den magyariske fyrste, Stefan 1. den Hellige – en opsplitning, som officielt såvel som folkeligt huskes som en af de største ungarske nationale tragedier. Aktuelle udtryk for denne forurettelse skaber stadig ubehag og bekymring i de nabolande, som har store ungarske mindretal.

Nationale traumer

Der findes ikke et modstykke til Belgien eller Schweiz i Østeuropa. Den eneste multinationale konføderation, Bosnien, er en kunstig konstruktion fra midten af 1990’erne, som ikke ville overleve uden interventionsmagternes garanti. Mainstreamhistorikere over hele regionen har en tendens til at skildre nationale mindretal som efterkommere af indvandrere, hvilket i praksis gør dem til udlændinge i deres eget i fædreland. Så længe begrebet ’nation’ forbliver etnisk defineret (ungarsktalende slovakiske borgere anses generelt for ungarere i både Slovakiet og Ungarn), vil integration af indvandrere forblive langt mere problematisk end i de vestlige lande, hvor nationalitet stort set er sidestillet med statsborgerskab.

De østeuropæiske nationer har ingen kolonialistisk fortid og fik i årtierne med sovjetisk besættelse ikke nogen andel i de gunstige økonomiske konsekvenser af Vesteuropas første store indvandringsbølge i 1960’erne og 70’erne. Hvad de derimod kendte alt til, var den eksistentielle fare for deres egne stater ved historiske vendepunkter, især i forbindelse med sameksistens med ’fremmedetniske’ befolkningsgrupper.

De politiske bestræbelser på at sikre, at de østeuropæiske nationer forbliver homogene, er muligvis udtryk for snæversyn, men hvis man skal finde en vej ud af det, er det nødvendigt først at forstå årsagerne. Og her er forklaringen altså ikke så meget historisk hukommelsestab som en række dybtliggende nationale traumer af historiske proportioner.

Andras Schweitzer er forsker i etniske konflikter og er tilknyttet Budapests universitet.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karl Aage Thomsen

Gennem tiderne, har det så ikke været sådan at Østeuropa altid har været eksperter i at fabrikere flygtninge til at sende ud af landene. Hvorfor så pludselig begynde at modtage flygtninge fra andre steder end deres nabolande, som de til gengæld er eksperter i for at bevare deres årtusind gamle fjendskab.
Katho

Nej er svaret på dit spørgsmål, de ansvarlige for diverse flygtninge strømme derfra kan findes andre steder, læs artiklen lidt grundigere.

peter fonnesbech

Jeg tror osse, at en del af årsagen skyldes, at de allerfleste østeuropæiske lande har et fastlandsklima.

Af samme grund har de ikke været kolonimagter i modsætning til lande som England, Frankrig, Holland , Belgien, Spanien, Portugal og Danmark for dens sags skyld.

Kaj Spangenberg

For en gangs skyld en velafbalanceret artikel i Information omkring folkevandringen, som fortsat er så udefineret, at man ikke ved, hvem der er flygtning, migrant eller blot lykkeridder. I forsvar af eget land kunne Vesteuropa lære en del af sine østeuropæiske fæller.
EU har med sin modstridende politik selv skabt splittelsen.
Et Tyskland og et Sverige, der jubler og priser "Willkommenskultur" (Merkel) og "öppna hjärtans politik" (Frederik Reinfeldt, tidl. svensk statsminister), kommer i strid modsætning til Østeuropa, men også til Danmark, Nederlandene og Belgien, hvor man er nervøs for, hvad Schengen med åbne grænser (men intet forsvar af de ydre grænser) kan få af konsekvenser på områder som sikkerhed, velfærd og sammenhængskraft.
EU har ikke andet at tilbyde end Jean-Claude Junckers kvotepolitik, som i virkeligheden er et fortvivlet forsøg på at forsvare Schengen. Naturligvis bakket op af Merkel og Sverige - for hvordan skal de to lande ellers få raget kastanjerne ud af ilden?
Tilsyneladende er den tilbageblevne stabilitet i EU at finde i Østeuropa, hvor Ungarn (således som landet er forpligtet til i følge Schengen-aftalen) har lukket sin ydre EU-grænse effektivt. Det har landet kun fået skæld-ud for af de skinhellige vesteuropæere.
Italien og Grækenland har helt og aldeles svigtet og ikke levet op til Dublin-traktaten om at registrere alle, der overskrider deres grænser under påkaldelse af at være flygtninge. Her har EU-landene været alt for sent ud med at reagere.
Det er jo underligt, at Danmark f.eks. ganske hurtigt kan yde NATO-hjælp i fjerne lande. Men hvorfor er NATO så ikke med til at sikre medlemslandene Italien og Grækenlands grænser til det åbne hav? Hvordan kan det være muligt, at øen Lesbos (og andre græske øer op til den tyrkiske kyst) invaderes uhindret af "flygtninge" fra Tyrkiet?
Jeg skriver "flygtninge", fordi du er flygtning, når du flygter fra Syrien til sikre lande som Tyrkiet, Libanon og Jordan, men forlader du dem, er du ikke flygtning længere. Så er du tilrejsende. Så er du med i en illegal folkevandring.
Disse forhold gælder også Italien, hvor afrikanske migranter strømmer til over havet.
Hvor er EU? Hvor er NATO?
Her bør kritikken rettes - og ikke imod østeuropæiske lande, der forsvarer deres ret til selv at bestemme og retten til at forsvare deres eksistens over for, hvad de opfatter (mere eller mindre med rette) som en muslimsk invasion.

børge pedersen, ellen nielsen, Finn Thøgersen og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar
Merethe Hansen

Nu var flygtninge fra øst til Vesteuropa jo inden for samme kulturkreds. Har ikke hørt om store problemer efterfølgende. Kun mindre.
Og på en måde har jeg lidt ondt af dem. De når lige at få én generation, hvor de frit kan nyde at have fået deres eget land tilbage, og så er det ironisk nok deres EU medlemskab som giver dem bange anelser. De ved via arbejde udenlands og internet m.m. jo godt, hvordan det er gået i Vesteuropa. Samtidig synes jeg, at de er ved at blive lige lovligt religiøse. Samtidig synes de dog at overhøre paven lidt med een flygtning pr. sogn. Vil tro, at kirken ejer en del jord i Polen og andre steder? Bliver jo nok kristen flygtning så. Men uanset, så vil kvoteindvandrere, så snart muligt, fraflytte Østeuropa og ind i Vesteuropa, så egentlig er der måske ikke den store ide i at tvinge dem, eventuelt via truslen om færre penge m.m.

Merethe Hansen

var det ikke "grev Dracula" der spiddede en masse på grænsen for at skræmme

Merethe Hansen

Østeuropa er bare ligesom USA, Canada, Saudi m.m.

Asyl eller migration?

Der burde ikke kunne herske tvivl om, at vi bør - og gennem internationale konventioner er forpligtede til at - modtage mennesker, der er personligt forfulgte. De har krav på asyl, lige gyldigt hvad. Men i den offentlige debat blandes de sammen med en meget mere heterogen gruppe af migranter, der af vidt forskellige grunde er utilfredse med levevilkårene i deres egne lande og gerne vil søge lykken i det, de opfatter som et velfærdsparadis.

Jeg tror, den folkelige forståelse for og accept af flygtninge ville være meget større, end tilfældet er, hvis politikerne kunne vise, at personer, der ikke er kvalificerede til at opnå asyl, så også faktisk bliver returneret til deres hjemlande. Der er alt for lidt spot på denne del af problemet, og det er synd for de reelle flygtninge, der har krav på asyl.

Som det er nu, breder dét indtryk sig, at det i realiteten er ligegyldigt for et fortsat ophold, om man opfylder konventionernes krav. Og derfor bliver de reelle flygtninge slået i hartkorn med almindelige lykkeriddere, som ikke orker det lange seje træk med at bringe deres eget land på fode, eller endog kriminelle, der flygter fra strafforfølgelse i deres hjemland.

Oplysning er godt. Mere oplysning er bedre. Hvorfor ikke få information om, hvordan myndighederne i de forskellige lande håndterer problemet med de mennesker, der ikke er asyl-berettigede?

ulrik mortensen, David Zennaro, ellen nielsen, Else Marie Arevad, Per Torbensen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Merethe Hansen

næstformanden i FDP siger på Welt.de i dag, at asylstatus generelt skal ophæves, og de i stedet skal under humanitært ophold. Ved ikke, hvordan han forestiller sig det flugte med konventioner? Men Østeuropa ville måske bedre kunne sluge noget, hvis det bare kaldes midlertidigt humanitært ophold. Men okay, det bliver i reglen permanent ophold. Ved ikke, hvad de egentlig har skrevet under på derovre, formentlig det samme som os, men da ingen vil bo der, er det jo også lige meget.

Merethe Hansen

én ting er, at EU ikke just samles på punktet, men EU må godt samles om fælles fodslag udadtil angående de lande der nu undslår sig deres ansvar.....USA og Canada m.m..
EU må også godt kigge på et par skattely i Europa. Både angående optag, men også skrue bissen på økonomisk, da vi mangler penge til denne opgave i EU, og til flygtningelejre. For min skyld efter gult kort klippe forbindelsen digitalt/elektronisk gradvist til dem m.m. Ingen konventioner forbyder os at forpeste deres tilværelse ved obstruktion af al fysisk og digital infrastruktur. Og EU har brug for succeshistorier.